The Zone of Interest-anmeldelse – Nyere tids vigtigste film

Der er ikke så meget at diskutere. Må jeg præsentere et uomtvisteligt pragtstykke, hvis stil overfor det makabre indhold gør filmen memorabel resten af dit liv.

Fik du ikke set The Zone of Interest i de danske biografer i starten af året, så er chancen her snart igen. Den dobbelte Oscar-vinder udkommer på bluray på torsdag, og i den anledning har vi kigget den efter i sømmene forud. 

Med lynets hast blev den uden sidestykke talk of the town grundet sit kontroversielle indhold. Vi skal tilbage til 2. Verdenskrig – nærmere bestemt Auschwitz. Endnu nærmere bestemt naboen til Auschwitz, hvor Rudolf Höss (Christian Friedel – Babylon Berlin) bor i en stor villa med prydhave og swimmingpool sammen med sin kone Hedwig (fremragende spillet af Anatomy of a Falls Oscar-nominerede Sandra Hüller) og parrets mange børn. Rudolf er kommandant på den berygtede koncentrationslejr, og man kan således udlede, at han har kort vej til arbejde. Faktisk i en sådan grad, at hans overklassetilværelse står i bogstavelig og cinematografisk kontrast til de modbydelige hændelser på den anden side af muren.

Mesterlig lyd af vanvid

Mens Hedwig order haven, så bader børnene i poolen. Fuldstændig upåvirkede af den lydmæssige kulisse, som er denne films store bedrift. Rudolfs arbejdsplads støjer nemlig en del for os seere. Her kan vi høre skrig, kommandoer, gøen, geværskud og buldrende ovne. Et uudsletteligt indtryk, som bliver siddende i dig. Instruktør Jonathan Glazer tillægger filmens publikum, at referencerne fra datidens jødeudryddelse er kendt viden, og derfor behøver han/vi slet ikke at træde indenfor på kommandant Höss job.

Med mesterværker som Schindler’s List, Son of Saul og The Boy In The Striped Pyjamas for sit indre billede, så udfører Glazer den genistreg at brændemærke dig med et lydunivers i stedet for. Ganske som lyden af barnegråd bruges som torturmetode. Allerede nu har Glazer din fulde opmærksomhed og kan som en anden hypnotisør gøre med dig, hvad han lyster.

Kontrasternes holdeplads

Handlingen i The Zone of Interest effektuerer sig mere eller mindre til at være sammenhængende øjebliksbilleder i en periode i Höss-familiens liv. Den yngste baby skal passes og hunden skal luftes alt imens, at der også er tid til at se, hvilke af havens blomster der er sprunget ud. På græsplænen er der ikke et strå, der vender forkert – oversat til, at der nok ikke er en eneste tot græs på den anden side af muren. Hedwig har vask hængende til tørre – oversat til, at på den anden side af muren går, står og ligger koblet i det samme nedværdigende sæt tøj i alle døgnets 24 timer. Hvis de altså overlever så længe… Dette ubekymrede tidsfordriv af dagligsdagspligter virker enormt provokerende. Med få meters afstand leves to helt forskellige sæt liv. Et frit og et tvunget.

Omvendt forargelse

Tilmed skal man huske på, at Höss-familien ikke er fiktive. De har skam fandtes. Ækelt er det også at se embedsmænd til møde i Höss’ dagligstue og fremvise planer for mere effektive krematorier. Noget som Rudolf godkender og giver tilladelse til, som var det en ren ekspeditionssag. Som kontrast viser Rudolf temperament, da han finder menneskerester i den nærliggende flod, hvor hans børn fra tid til anden bader. Mens man som seer tænker på de stakkels ofre, så reagerer Höss “naturligvis” på, at hans børn ikke skal svømme rundt med ligdele. Höss lader sine ansatte vide besked om den slags sjusk. Höss får dog sit temperament til ret køl igen ved at vandre rundt i sin prydhave ved aftentid og finde indre ro – med en røgsøjle og en ildsprudlende ovn i baggrunden. Man glemmer næsten helt at undersøge om der er afgørende twists i filmens progression, hvor Höss ender med at blive forfremmet til tjeneste i Oranienburg nær Berlin. Der er faktisk kun én person i hele persongalleriet, der forfærdes over omstændighederne bag Höss-boligen, og det er Hedwigs egen gæstende mor. Hun har dog ingen stemme at gøre brug af, og nøjes med det skrevne ord og stikker så at sige af uden yderligere bevågenhed.

Til den opmærksomme seer

Læg mærke til de små farverige åndehuller, du får undervejs. Prøv selv at mærke efter, om det giver et øjebliks ro, eller om du allerede forpustet frygter for næste lydsnas. Kan du nyde et close up af en sommerblomst i den lydkulisse? Bemærk også vores kommandants metaforiske, symbolske og autentiske deroute i filmens afslutning. Glazer har mæsket sit produkt ind i en skøn billedside, som man nemt kan overse i lydmekkaet. Betragt disse råd som et forsøg på at klæde dig på til den ultimative og fuldgyldige oplevelse af overflødighedshornet.

Uafrystelig genistreg

Stort set alt skærer i hjertet. Det samme gælder de sort/hvide scener af godhed, hvor en polsk pige ved nattetid gør gode gerninger for Auschwitz’ jøder. De er understøttet af en tung bas, der understreger de risikofyldte barmhjertigheder, så som at gemme æbler i den muld, som jøderne på daglig basis arbejder i. The Zone of Interest er en lydfilm, og skiftet til forfærdede jødiske stemmer gemt i en hvid baggrund siger mere end skrevne replikker. Hele filmens indledning med et messende kor på en sort skærm skærper din sans med ørerne. Det er alt andet end opmuntrende at bevidne denne film, men den er så velorkestreret i alle facetter, at man vel nærmest aldrig har det noget lignende. Selv med dette kontroversielle emne som omdrejningspunkt, er det rart at se, at filmbranchen ikke er udtømt for nye greb og originalitet, selvom nazismen er skildret på film adskillige gange før. Det er dermed på mange måder overvældende at skulle titulere The Zone of Interest som et mesterværk. Altså ikke bare et mesterværk, men et mesterligt mesterværk af karat sågar.