Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Jeg gik – måske lidt naivt – ind til Thrash med en snært af optimisme. Ikke fordi Netflix har den bedste track record, når det kommer til originale film – for lad os hurtigt blive enige om, at deres film kan være lidt hit or miss for at sige det pænt – men fordi jeg virkelig trængte til noget gys. Og hey – hajer + katastrofefilm? En normalt ret solid cocktail. Det burde være svært at fucke helt op… ikk?

I hvert fald på papiret.

Men jeg vil faktisk sige det med det samme: Thrash er ikke en dårlig film. Tværtimod. I Netflix-sammenhæng er det en ret solid produktion. Problemet er bare, at den aldrig rigtig bliver mere end det. Den er “ok underholdende”… men også ret undervældende.

Klassisk setup – men mangler at få en på krogen

Præmissen er simpel og effektiv: en kategori 5-orkan, kaldet Henry – selvfølgelig et navn der lyder som en seriemorder – er på vej mod en kystby, vandet stiger, alt går i kaos… og selvfølgelig følger hajerne med.

Det er sådan en setup, der nærmest skriver sig selv. Og filmen er faktisk ret god til at få os ind i det. Universet bliver bygget fint op, og der er en snert af aktualitet i hele klimavinklen, som gør, at man køber præmissen uden de store problemer.

Der er også noget grundlæggende fedt ved det her setup. Oversvømmede huse, biler der bliver fælder, vand der langsomt stiger, og noget under overfladen, man ikke helt kan se. Filmen formår faktisk at skabe nogle scener, hvor de der klaustrofobiske situationer – især når karaktererne sidder fast og vandet bare bliver ved med at stige. Det er i de øjeblikke, Thrash minder en om, hvorfor den her type film kan være så effektiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for What'Sub

Men problemet er, at filmen ikke kan holde fast i den intense stemning. Det ene øjeblik kan den føles vild og hektisk, og to sekunder efter sidder man og tænker “nå, var det bare det?”.

Vi følger flere karakterer, der alle er fanget i stormen – nogle af nød, andre af… mindre gode beslutninger. Og det er egentlig her, filmen både vinder og taber lidt.

Hvor film som Crawl var stram, intens og næsten ubehagelig hele vejen igennem, så spreder Thrash sig for meget ud. Den vil gerne følge alle de her karakterer, give dem baghistorier og skabe lidt emotionel tyngde – men det bliver aldrig helt interessant nok. Man forstår godt, hvem de er… men man er bare… ja, fucking ligeglad med dem.

Men når filmen rammer de der mere lukkede, intense situationer – folk fanget i biler, huse der knager, vand der langsomt stiger – så fungerer det faktisk ret okay. Det er dér, man mærker panikken.

Fine præstationer fanget i udvandet karakterer

Castet gør det ellers overraskende godt.

Djimon Hounsou bringer sin sædvanlige tyngde, og Phoebe Dynevor gør, hvad hun kan med en karakter, der måske ikke er skrevet helt så spændende, som den kunne være. Generelt er der ikke nogen, der falder igennem – og det er i sig selv en sejr i den her type film.

Problemet er bare… karaktererne.

De er ikke dårlige – de er bare ligegyldige. Filmen prøver at give dem baggrund, traumer og personlige konflikter, men det hele bliver lidt overfladisk. Man forstår dem, men man føler dem ikke rigtigt, fordi karaktererne er bare ikke skrevet interessant eller stærkt nok til, at det virkelig batter. Det bliver lidt for meget “de skal udsættes for det her, fordi det er sejt” frem for “vi skal bekymre os om dem”.

Der er også nogle klassiske “genre-valg”, hvor man sidder og tænker: “okay… det var måske ikke verdens bedste beslutning.”

Men fair nok – det er også en hajfilm. Der skal sluges en kamel eller to.

Når det så er sagt, så fungerer filmens verden faktisk ret godt. Universet bliver bygget troværdigt op, og ideen med tyrehajer, der bliver trukket ind i oversvømmelserne, bliver forklaret overraskende elegant. Om det er 100% realistisk? Aner det ikke. Men det føles troværdigt nok til, at man ikke sidder og ruller med øjnene – og det er til gengæld et plus i sådan en film.

Mellem gys og utilsigtet komedie

Tonemæssigt er filmen lidt en blandet pose.

Filmen vil rigtig gerne være brutal, intens og ubehagelig. Og nogle gange lykkes det faktisk. Især i de mere klaustrofobiske scener, hvor vandet presser sig ind, og man føler sig fanget sammen med karaktererne.

Men… så er der lyden.

For hold nu op, hvor er der skruet op for lydeffekterne. Regn, knirken, og især hajbid og hvad end de bider over, er lige en tand for højt og for voldsomt. Og det giver nogle gange en lidt utilsigtet morbid humor, hvilket er lidt ærgerligt, for det underminerer faktisk de scener, der ellers kunne have været virkelig ubehagelige.

Der er dog små glimt af selvironi – især i starten, hvor karakterer tager orkanen lidt for let. Det føles faktisk ret genkendeligt og giver filmen lidt charme.

Men samlet set rammer tonen aldrig helt den der perfekte balance mellem spænding og underholdning.

Flottere end forventet

Hvis der er ét sted, hvor Thrash virkelig leverer, så er det på effekterne.

Filmen er virkelig flot lavet. Effekterne er overbevisende, vandet føles tungt og farligt, og hajerne fungerer bedre, end man måske havde frygtet. Det er tydeligt, at Netflix har smidt penge efter projektet – og også at folkene bag faktisk har prøvet at lave noget ordentligt.

Problemet er bare, at effekterne ikke altid bliver brugt optimalt. Der mangler lidt de der “wow”-øjeblikke, hvor man virkelig bliver blæst bagover.

Når teknikken løfter oplevelsen

Visuelt er filmen ret flot. Kameraarbejdet er solidt, og især i de mere lukkede rum fungerer det godt til at skabe en trykket, klaustrofobisk stemning.

Men igen – det kunne være skruet endnu mere op. Der er flere steder, hvor man føler, at filmen næsten rammer noget virkelig intenst… men lige mangler det sidste.

Lyden er til gengæld et tveægget sværd.

Har du et godt lydsystem, så er det faktisk en ret fed oplevelse. Regnen, vandet, husene der knager – det omringer dig og giver en god fornemmelse af at være fanget midt i stormen.

Men som nævnt før: det er også lidt for meget nogle gange. Det bliver lidt overgjort – og det trækker faktisk lidt ned i intensiteten.

Konklusion

Thrash er sådan en film, der er svær at blive rigtig sur på.

Den er flot lavet. Den er okay underholdende. Den kender sin besøgstid med sine 80 minutter, og jeg kedede mig faktisk aldrig rigtigt.

Men den efterlader heller ikke noget stort indtryk.

Den er lidt som mange andre Netflix-film: kompetent, velproduceret… og lidt for glemmelig. Den rammer aldrig helt det niveau, hvor man sidder på kanten af sædet eller virkelig bliver ramt af uhyggen.

Men som let fredagsunderholdning? Der fungerer den faktisk ret fint.

Hvis du mangler en hajfilm, ikke har set så mange før, eller bare vil have noget, der ikke kræver for meget – så er det her et ganske fint sted at starte.

Bare lad være med at forvente, at den bider fra sig.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.