Tomb Raider IV-VI Remastered-anmeldelse – Et fascinerende men frustrerende tilbageblik

De udskældte spil i den ikoniske Tomb Raider-serie har fået samme kærlighed i sine remasters, som I-III Remastered gjorde

Tomb Raider er tilbage, og denne gang er det The Last Revelation, Tomb Raider: Chronicles og The Angel of Darkness, som har fået deres remasters af samme studie, der udgav de første tre spil i en remaster-version sidste år. Men denne udgivelse er på mange måder mere spændende at dykke ned i, fordi, som vi nok ved, så er Chronicles og især The Angel of Darkness anset som værende de værste Tomb Raider-spil i serien, og det er her, det for alvor begyndte at gå ned ad bakke for franchisen. 

Det skyldtes flere ting, blandt andet var studiet, der udviklede spillene (Core Design), ivrige efter at slippe af med Lara Croft og være færdige med serien. Men teamet blev beordret af Eidos (ejerne af Tomb Raider) til at fortsætte med endnu flere Tomb Raider-spil. Det resulterede i, at mens én gruppe udviklede skrinlagte idéer fra The Last Revelation for at producere Tomb Raider: Chronicles, flyttede en anden gruppe udviklingen til PS2 og begyndte at arbejde på The Angel of Darkness. 

Det resulterede i, at Chronicles og The Angel of Darkness er produkter udviklet af et hold, der egentlig ikke havde nogen lyst til at lave netop de spil. Jeg var i den heldige position, at jeg faktisk aldrig har spillet de “sidste” tre spil i den originale serie. Jeg havde kort stiftet bekendtskab med den originale trilogi, som jeg også genbesøgte sidste år, så jeg var derfor nysgerrig på, om det var sandt, at de her spil på ingen måde levede op til de første spil. 

En fascinerende rejse gennem nedgangen for Tomb Raider-franchisen 

Nu hvor jeg har spillet igennem alle de originale seks Tomb Raider-spil, er det tydeligt, hvor det gik galt med serien. Det har været vildt fascinerende at se nedgangen for serien i realtid og opleve det for første gang. Dog vil jeg pointere, at de her remasters fra Aspyr nok er på listen over de bedste remasters, der er lavet. Ikke fordi alle spillene er lige gode, men det arbejde, der er blevet lagt i dem, og den kærlighed, som de tydeligvis har haft for spillene, skinner igennem. 

Du kan som spiller vælge mellem den nye remaster-grafik eller den originale grafik. Spillet kører i 60 flydende billeder i sekundet med remaster-grafikken og ryger ned på faste 30, når man skifter over til den gamle. Sammen med grafikken kan man også vælge at spille med enten tank controls, som er den gamle styring, eller modern controls, hvor du selv kan bestemme, hvilken retning Lara skal løbe uden at stoppe op. Tank controls endte faktisk med at blive min foretrukne, da man kan mærke, at det er sådan, spillene burde spilles. Modern controls passer ikke ind i flowet af gameplayet og de puzzles, man skal igennem. Hvis man er villig til at lære den gamle styring, er det klart den bedste oplevelse. 

Men… vi kan ikke komme uden om dem. Tomb Raider: Chronicles og The Angel of Darkness er simpelthen de mest skizofrene spil i serien. 

Det første spil i denne kollektion var The Last Revelation, som ikke var perfekt, men helt klart det største lyspunkt i samlingen. Her foregår spillet primært i Egypten, og man spiller endda som en ung Lara i starten af spillet – lidt ligesom Indiana Jones: The Last Crusade, hvor man ser en ung Indy. 

Men Chronicles var faktisk lavpunktet for mig. Spillet tager udgangspunkt i tidligere eventyr fra Lara Crofts liv, som vi aldrig har set før. Grunden til dette er, at hun angiveligt skulle være død i Chronicles, men resultatet af dette er ikke positivt. Udviklerne dengang brugte primært cut-content fra The Last Revelation, som de så prøvede at få til at passe ind, og det føles så ufærdigt og ret kluntet at spille. 

The Angel of Darkness var jeg allerede klar over skulle være en lige så stor skuffelse. Men jeg må indrømme, at selvom det på ingen måde er godt, så var det mere spilbart end Chronicles. Selvom omgivelserne er nogle af de værste i The Angel of Darkness, og tonen ikke helt passer ind i de tidligere spil, var det alligevel det mest fascinerende at spille af dem alle. Der er så mange problemer med det spil, mens man samtidig sidder og tænker over, hvordan det kunne ende sådan for det samme studie, der havde lavet alle de bedste spil i serien. 

Hvis vi lige skal have noget positivt med, så er der kommet en forbedret photo mode, som er fantastisk, og som de virkelig burde implementere via en patch til de første tre spil også. Her kan du skifte Laras tøj, ansigt, våben og meget mere. Man kan opsætte sine scener nemt med justerbare kameravinkler, depth of field og zoom-effekter. Der er også en funktion, hvor man kan lave en slags mini-film og meget mere. 

Konklusion 

Tomb Raider IV-VI Remastered er en blandet landhandel. Det indeholder et af højdepunkterne i serien i form af The Last Revelation, men samtidig også de spil, som for alvor satte spørgsmålstegn ved Tomb Raider som en fremtidig franchise med Chronicles og The Angel of Darkness. Til trods for de knap så gode spil, er det stadig en lige så fremragende remaster, som har fået samme mængde kærlighed, de første tre gjorde sidste år. 

Hvis man aldrig har spillet nogle af de originale Tomb Raider-spil, er der ingen undskyldninger mere, da de alle nu er tilgængelige på moderne hardware og i fantastiske versioner. Man kan endda købe alle seks spil til lidt over 400 kr. på diverse digitale butikker. Det er et gravrøver-køb, der vil noget.