Triangle Strategy-anmeldelse – Lige så godt som Final Fantasy Tactics?

Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.

Triangle Strategy udkom oprindeligt den 4. marts 2022 til Nintendo Switch. Lidt over et halvt år senere kom spillet til PC. Der skulle gå yderligere tre år, før PlayStation- og Xbox-spillere kunne få lov at prøve kræfter med spillet.

Dermed var der også alletiders mulighed for, at vi her på Arkaden kunne dække spillet og se, hvad PlayStation- og Xbox-spillere er gået glip af, og om det har været værd at vente på, eller om man bare skulle have ladet spillet blive på Switch og PC alene.

Triangle Strategy er et strategisk RPG i stil med Final Fantasy Tactics og Tactics Ogre. De to førnævnte nævnes altid som de helt store titler inden for genren. Square Enix besluttede at prøve kræfter med en ny IP i samme genre, og resultatet blev Triangle Strategy.
Men er der overhovedet behov for en helt ny IP, når vi allerede har Final Fantasy Tactics og Tactics Ogre? Og hvorfor udgive den på nye konsoller samme år, som Final Fantasy Tactics Remake udkommer?

Fordi Triangle Strategy er helt sin egen og rummer nogle ret innovative elementer, som jeg håber, vi ser mere af i fremtiden.

En historie, der belønner tålmodighed

Spillets historie skal lige have tilløb, før den for alvor kommer i gang.
Du indtager rollen som Serenoa Wolffort, søn og arving til titlen som leder af det stolte hus Wolffort, et af tre store huse i kongedømmet Glenbrook.
Ud over kongedømmet findes hertugdømmet Aesfrost og den hellige stad Hyzanthe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden

Historien begynder med, at Serenoa bliver forlovet med Aesfrost-hertugens halvsøster Frederica. Ægteskabet skal styrke freden og båndene mellem Glenbrook og Aesfrost efter en blodig krig – en krig mellem tre nationer om magten i landet Norzalia.

Hvad der starter som en temmelig ordinær fortælling om krig og indenrigspolitik, med klart definerede onde og gode karakterer, tager efter nogle timer markante drejninger, der ændrer det billede, man som spiller har.
Det viser sig nemlig, at mange af karaktererne – og det store politiske plot – gemmer på langt mere, end man først antager.

Jo længere jeg kom i historien, desto mere imponeret blev jeg over, hvor voksen den er, og hvordan den på fornem vis takler tunge emner som xenofobi, religiøs fanatisme og politik.
Det, jeg nyder allermest ved spillets behandling af disse temaer, er, hvordan spilleren tvinges ud i svære valg. Nogle beslutninger virker måske på overfladen som de åbenlyst rigtige, men der er næsten altid konsekvenser, uanset hvad man vælger – dog aldrig på en måde, der undskylder racisme eller lignende. Det kunne ellers let være en fælde, når spillet placerer spilleren i politiske gråzoner og tvinger én til valg med vidtrækkende følger.

Der er en rosværdig modenhed i fortællingen, som gjorde det enormt forfriskende at dykke ned i historien.

Fra bølgepap til rockstjerne

Karaktererne gennemgår også en udvikling, der gør dem interessante – eller rettere sagt: de fleste af hovedkaraktererne.
Serenoa fremstår i starten lidt som et stykke pap. Han ønsker altid at gøre det rigtige og er så høflig og dygtig en knejt. Kløgtigt nok tvinger spillet dig dog til at træffe – eller i hvert fald udføre – beslutninger, som kræver, at Serenoa begynder at vælge veje, der ikke altid er åbenlyst gode. Selv når han vælger de “gode” valg, er der konsekvenser, ofte ikke kun for ham selv, men for det folk, han så desperat vil lede og beskytte.

Du kan også vælge at spille ham som en kold og kynisk leder, men det har naturligvis andre konsekvenser.
Ligesom i andre spil i genren møder du et væld af karakterer på din færd, og mange af dem får du kun en kort introduktion til, før de slutter sig til dit følge som mulige kampallierede. Selvom de alle er farverige og oser af personlighed i deres design, bliver deres baggrund sjældent udforsket særligt dybt.

Hovedfigurerne i historien har dog hver især solide udviklingsforløb, og de fleste ændrer holdninger og karaktertræk, jo mere de udsættes for diverse genvordigheder. Triangle Strategy begår ikke den fejl at lade figurer ændre sig fuldstændigt, men præsenterer i stedet en naturlig udvikling af deres personlighed.
Nu siger jeg de fleste, for der er et par stykker, der desværre forbliver temmelig ligegyldige og mangler nuancer.

Vejet og fundet lige tilpas!

Serenoa er, som nævnt, lidt af et blankt lærred, der starter umådeligt grå og hæderlig, men ændrer karakter i takt med plottets udvikling og dine valg.
Men når jeg siger “dine valg”, er det faktisk ikke helt dine egne. Spillets – efter min mening – mest geniale innovation er de såkaldte Scales of Conviction. I historien introduceres de som en unik måde, hvorpå lederne af House Wolffort træffer beslutninger.

Rent mekanisk er det en ny tilgang til valg i spil, som føltes som et gevaldigt frisk pust.
Helt praktisk foregår det sådan, at hver gang der skal træffes et større valg, der har indflydelse på riget, tager man Scales of Conviction i brug. Det er vægtskåle, hvori de forskellige hovedpersoner i Serenoas følge lægger deres stemme. Den side, vægtskålen hælder mod, er det valg, Serenoa er tvunget til at følge – og dermed de handlinger, han må udføre.

Inden afstemningen kan man som spiller forsøge at påvirke de forskellige vælgere i den retning, man ønsker, de skal stemme, men det er ikke altid muligt at ændre deres holdning. Det afhænger både af, hvordan forholdet til dem er, hvor meget Serenoa gennem sidehistorier og andre hændelser har styrket sin egen overbevisning – og dermed evnen til at overbevise andre – samt hvilke nye informationer man har indsamlet.

Der er ikke meget, der er mere nervepirrende end at skulle gå ind til et valg, der uden tvivl vil ændre historiens gang radikalt, uden at kende resultatet. Og eftersom spillet har flere afslutninger og masser af forgreninger i historien, tilføjer dette element også en stor genspilsværdi til Triangle Strategy.
Det kan godt være, at du som spiller har et klart billede af, hvordan du ønsker, nationen skal ledes, men det hjælper ikke, hvis du ikke kan overbevise dine følgesvende om det samme.

Kæmp, snak, udforsk

Spillets flow er også lidt anderledes end i et typisk RPG. Du bevæger ikke dine figurer frit rundt i en åben verden, men ser i stedet historien udfolde sig på et stort kort, hvor du vælger forskellige dele af plottet at spille igennem.

• Grønne punkter er sidehistorier, som du ikke er tvunget til at tage, men som giver mere kød på plottet og den verden, det udspiller sig i. Her får man også en masse ekstra viden om spillets forskellige karakterer, deres motivationer og drivkræfter.
• Blå punkter giver muligheder for at få nye karakterer med i dit følge eller giver adgang til særlige personlige historier, der igen uddyber figurerne.
• Røde punkter markerer spillets hovedmissioner og veksler mellem historieafsnit, udforskning og kamp.

Udforskningen foregår i afgrænsede områder, hvor du taler med alle og finder skjulte genstande eller oplysninger, som senere kan hjælpe dig i samtaler eller blot give mere kontekst til dine valg.

Historiedelene driver det overordnede plot frem, og der bruges en del tid her. Det er et spil med meget historiefortælling, så jeg kan nemt forestille mig, at “gameplay-first”-spillere kan blive trætte af Triangle Strategy. Personligt nød jeg dog virkelig denne anderledes tilgang til rollespilsgenren og kedede mig aldrig eller følte, at der var for meget historie.

Sidste del af denne gameplay-trekant er kampene.

Taktisk guf

Kampene er et højdepunkt på lige fod med historien.
På overfladen ligner de meget klassisk strategy RPG med et grid, som figurerne bevæger sig på, og – ligesom i Final Fantasy Tactics – betyder højdeforskelle og placering rigtig meget.

Men Triangle Strategy går alligevel sin egen vej. I modsætning til Final Fantasy Tactics og Tactics Ogre eksisterer der ikke mana her. I stedet læner spillet sig mere op ad et klassisk papir-og-blyant-rollespilssystem, hvor man har et bestemt antal aktionspunkter (TP) til at udføre forskellige handlinger. Nogle af de stærkeste evner og angreb kræver flere TP, mens simple våbenangreb uden ekstra effekter slet ikke kræver TP.

Desuden er skaden tonet markant ned – i hvert fald på normal sværhedsgrad og opefter.
Det er heller ikke muligt at grinde sig væsentligt stærkere end fjenderne, men man behøver heller ikke grinde meget for at matche deres niveau.
Jo lavere level en figur har i forhold til fjenden, jo flere erfaringspoint får den for hver aktion. Omvendt falder erfaringspointene drastisk, hvis man er højere level end fjenderne.

På den måde holdes der en balance, og det er heller ikke sådan, at man pludselig slår meget hårdere, bare fordi man stiger i level.
I stedet ligger fokus på at tilegne sig nye evner – og på, hvordan man bruger disse evner og sin placering i kampene.

Det er netop denne afdæmpede tilgang til skade, der gør support-karakterer så stærke – mere end man er vant til i den slags spil. Buffs og debuffs har en tydelig og mærkbar effekt.
Man får desuden bonus, hvis man angriber oppefra, og hvis en fjende er flankeret af en karakter foran og bagved, får de et gratis angreb ind og tilmed erfaringspoint. Placering og evnen til at tænke tre-fire træk frem bliver rigt belønnet. Omvendt bliver man, især på de højere sværhedsgrader, straks straffet, hvis man ikke planlægger sine træk.

Når man opgraderer sine figurer, får de nye klasser og dermed nye evner. Da de medaljer, man skal bruge til at opgradere, uddeles sparsomt, skal man nøje overveje, hvem man vælger at investere i. På denne måde inviterer spillet også til gentagne gennemspilninger, hvor man kan ryste posen og satse på andre figurer.

Tæt på teknisk perle

Rent teknisk er Triangle Strategy lidt af en blandet pose bolsjer. Kampe, mellemsekvenser og udforskning foregår alle i HD-2D – den særlige teknik, der første gang så dagens lys med Octopath Traveler. Jeg elsker denne stil, når den er godt lavet, fordi den virkelig kan vise pixelgrafikken fra sin allerfineste side. Det er også tilfældet her: Omgivelser og karakterer er detaljerede og fulde af personlighed.

Det samme gælder figurernes portrætter, som man kan se, når man går ind i menuerne. Det eneste, jeg savner, er, at disse portrætter blev brugt noget mere. Der er ufattelig mange og lange dialoger og karakterinteraktioner, og her føles det som en spildt mulighed, at man ikke har udnyttet de smukt malede portrætter under samtalerne. Når nu der ikke er animerede mellemsekvenser, ville dette have været et fint plaster på såret.

Soundtracket kan jeg derimod ikke sætte en finger på. Det er ganske enkelt superlækkert, og jeg har endda lyttet til det på Spotify, mens jeg arbejdede. Her er en vidunderlig variation – lige fra store, bombastiske krigsballader til afdæmpede og følsomme temaer.

Til gengæld er stemmeskuespillet noget ujævnt. En del af karaktererne har virkelig gode stemmeskuespillere med masser af følelse og indlevelse. Desværre gælder det ikke for hovedpersonerne Serenoa og Frederica. Fælles for dem begge er en næsten fuldstændig monoton oplæsning, der til tider næsten trak mig helt ud af oplevelsen. Det føles endnu mere markant, når man kan vælge at styre Serenoa i flere retninger, men hans stemme og sprog er nøjagtig ens, uanset hvad han siger eller gør.

Konklusion

Triangle Strategy har været en vidunderlig oplevelse og står for mig som en unik pendant til Tactics Ogre og Final Fantasy Tactics.
Overbevisningens vægtskåle tilføjer spillet en frisk, ny tilgang til valg og konsekvenser, som jeg virkelig håber at se igen i fremtiden.

Med forskellige slutninger og et hav af vidt forskellige karakterer samt flere sværhedsgrader at kaste sig over, er jeg langt fra færdig med Triangle Strategy. Det bliver en titel, jeg vender tilbage til igen og igen – og en IP, jeg håber, vi ser mere til fremover. Her er et kæmpe potentiale.

Kun halvdårligt stemmeskuespil afholder Triangle Strategy fra at score fuld plade hos mig. Er du fan af rollespil og strategi – eller af en god historie om politik og diplomati – bør du give Triangle Strategy en chance. Især nu, hvor du har frit valg af platform!

Anders Isaksen

Skribent & Anmelder

---

Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.