Tulsa King sæson 2-anmeldelse – Fra hyggemafia til benhård underverden

Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg hoppede på Tulsa-toget og kastede mig over serien, som tydeligvis var skrevet med Sylvester Stallone som den helt bærende grundpille. Første sæson præsenterede et persongalleri af spændende og sympatiske – og til tider også morsomme – karakterer, der flokkedes rundt om seriens helt klare stjerne, nemlig Sylvester Stallone.

Stallone spiller en højt rangerende mafioso, Dwight ‘The General’ Manfredi, som efter at have tilbragt 25 år i fængsel for en forbrydelse, han i princippet ikke havde begået, endelig kommer på fri fod. Forbrydelsen handlede om en mand, der sad fast i en brændende bygning, som han slog ihjel af ren barmhjertighed, men han tog skylden, så hans boss kunne slippe for mange år bag tremmer. Da han kom ud, forventede han at træde direkte ind i familien i New York, men i stedet blev han nærmest forvist til Tulsa – noget han i starten tog meget ilde op.

I Tulsa begynder han dog at bygge en lille organisation op omkring sig. Han møder forskellige karakterer, som både hjælper ham og bliver udnyttet af ham, men langsomt vokser der et venskab frem i gruppen. Samtidig får han også repareret forholdet til sin datter, som han havde mistet kontakten til under de mange år i fængsel. Hun flytter endda fra New York til Tulsa, hvilket bliver en vigtig del af hans nye liv.

Første sæson var en god begyndelse. Jeg kvitterede med en karakter på 4 ud af 6 og kunne især lide tonen og den humoristiske vinkel, hvor Stallone fik lov til at skinne. Meget af dialogen var skrevet sådan, at han kunne levere skarpe bemærkninger og vise sit komiske talent. Sæsonen sluttede med, at han igen blev anholdt – denne gang for korruption, fordi han havde givet oplysninger til en FBI-agent, som han også havde et forhold til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Her starter sæson 2

Anden sæson tager fat netop her. Manfredi bliver løsladt igen, men nu venter en retssag, som han vil føre selv. Samtidig er hans forretninger i Tulsa vokset. Hans investeringer i den lovlige cannabisindustri har båret frugt, og den lille butik, han overtog i første sæson, er vokset sig kæmpestor – nærmest en franchise – som bestyreren faktisk beskriver som et livsstilsprodukt.

Men fortiden har det jo med at indhente en. I New York er den gamle boss død, sønnen har taget over, og forholdet til Manfredi er køligt. Og samtidig begynder en kriminel organisation fra Kansas City at spille med musklerne, fordi de mener, at Tulsa er deres territorium. Pludselig bliver det langt mere alvorligt, og nettet strammes langsomt omkring ham.

Tonen i sæson 2

Indledningsvis er sæson 2 meget munter i sin tone – faktisk mere, end første sæson var. Dengang brugte man tid på at præsentere præmissen og bygge karaktererne op, men nu kender vi dem, og derfor er der mere banter og interne jokes. De første fem afsnit kan føles en smule for løsslupne, og det bliver næsten for letbenet i forhold til, at vi trods alt har at gøre med organiseret kriminalitet.

Men heldigvis sker der noget i narrativet, så det bliver mere alvorligt – og det er en positiv udvikling, fordi begyndelsen af sæsonen kørte lidt i stampe. Tonen bliver strammet op, og der kommer mere substans i handlingen, som passer bedre til temaet.

Stallone er stadig stjernen

Stallone er stadig stjernen i Tulsa King, men jeg synes faktisk, at han var bedre i den første sæson, hvor samspillet med de andre karakterer virkede skarpere og mere troværdigt. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at tonen i den første halvdel af sæsonen efter min smag er lidt for løssluppen.

Men i takt med at der bliver skruet op for dramaet og alvoren i sæsonens anden halvdel – især de sidste fem afsnit – så kommer både Stallone og resten af castet til at stå stærkere. Det klæder serien, at den ikke bliver for fjollet, men i stedet tør give plads til drama. Samtidig udvikler historien sig på en måde, hvor vi får introduceret flere skurkeroller, og samspillet mellem de forskellige kriminelle fraktioner fungerer faktisk rigtig godt.

Frank Grillo, der spiller overhovedet for Kansas City-familien, leverer en stærk præstation, og samtidig formår forfatterne at snige nogle overraskelser ind i historien. Flere steder sidder man tilbage og tænker: “Okay, den havde jeg ikke set komme.” Det er en klar forbedring, for i de første afsnit er der for meget, man kan regne ud på forhånd.

Der sker også noget med karakterudviklingen, blandt andet med Armand – en af Manfredis håndlangere – hvis rolle udvikler sig på en spændende måde. På den måde begynder både karaktererne og skuespillerne at vise, hvad de kan, og det er absolut positivt.

Det er stadig tydeligt, at serien er skabt for, at Sylvester Stallone kan få lov at hygge sig, men det lykkes samtidig at flette flere temaer ind. Den kommercielle vinkel på cannabisbranchen og den kriminelle underverden er underholdende. Samspillet med de indfødte amerikanere, de forskellige stammer og de mange mafiefraktioner giver et større spilfelt, der gør serien mere interessant. Og når serien formår at blive mere alvorlig, er der scener, hvor man kan mærke, at der faktisk er noget på spil.

Alligevel er Tulsa King stadig en hyggelig serie – man behøver ikke at tænke alt for meget, og det kan være forfriskende, at det ikke hele tiden skal blive kompliceret.

Konklusion

Tulsa King, sæson 2, er en sæson med en lidt vaklende, ujævn og alt for løssluppen begyndelse, men den formår at rette op undervejs. Den bliver mere alvorlig, der kommer mere på spil, og skuespillerne får lov til at vise, hvad de kan. Humoren fylder stadig meget, men historien finder sit spor og leverer også nogle solide overraskelser.

Det er en sæson, der bygger videre på det fundament, første sæson lagde, og samtidig baner den vejen for sæson 3, hvor vi allerede ved, at blandt andre Samuel L. Jackson slutter sig til holdet. Serien opbygger sit momentum hen ad vejen, og derfor lander vurderingen på 4 ud af 6.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer