Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Turtle Beach Stealth Pivot-anmeldelse – En alsidig og nytænkende controller

Turtle Beach Stealth Pivot-anmeldelse – En alsidig og nytænkende controller
Foto: Turtlebeach.com
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 5 minutter.

December 11, 2024

Der er mange controllere på markedet, og hvis man vil skille sig ud, kræver det, at man som producent tænker både kreativt og anderledes

Turtle Beach har med deres Stealth Pivot-controller taget denne udfordring op og skabt en controller, der kombinerer de funktioner vi kender, med smarte og nytænkende løsninger. Controlleren er i sig selv af høj kvalitet, og bygget i solide materialer og udstyret med de funktioner, man forventer af en premium-controller. Det, der dog virkelig gør Stealth Pivot unik, er dens evne til at dreje de områder, hvor analog sticks og knapper er placeret – hvilket i praksis giver dig fire forskellige layout muligheder, som hver især er skræddersyet til forskellige spilgenrer.

Controlleren vil især tiltale spillere, der bruger mange timer på fighting-spil, retroklassikere eller sidescrollere. Med dens fleksible design og solide byggekvalitet er Stealth Pivot et oplagt valg for dem, der ønsker en controller, der kan lidt mere end de traditionelle alternativer.

Her er hvad, der kommer med controlleren – USB-dongle til PC samt kabel til Xbox. Foto: Turtlebeach.com

En alsidig controller med flere forbindelsesmuligheder

Stealth Pivot fungerer trådløst på Windows 10/11-PC’er via en USB-dongle, men til Xbox Series X/S og Xbox One kræver den desværre en kablet forbindelse. Det er en hybridløsning, der giver en vis alsidighed, men det føles ærligt talt lidt gammeldags, at Xbox-brugere er tvunget til at bruge kabel, især når mange andre controllere i samme prisklasse tilbyder trådløs funktionalitet til netop denne platform. 

På den positive side er controlleren udstyret med Bluetooth 5.2, hvilket gør det nemt at forbinde til både Android-enheder og smart-tv’er, og det øger dens fleksibilitet betragteligt, og gør Stealth Pivot til et godt valg for dem, der spiller på flere platforme. Men det manglende trådløse alternativ til Xbox efterlader en følelse af, at controlleren ikke helt når sit fulde potentiale.

Layouts til enhver genre

Der hvor Stealth Pivot virkelig skiller sig ud, er med dens roterbare moduler, der giver dig fire forskellige layoutmuligheder, som kan skræddersys til forskellige spilgenrer. På det venstre modul kan du skifte joysticket ud med et klassisk D-pad og knapper som RSB og LSB, mens det højre modul lader dig bytte joysticket ud med XYAB-knapper og to ekstra P1- og P2-knapper. 

Under min tid med controlleren prøvede jeg flere spil for at teste dens alsidighed. I Indiana Jones and the Great Circle, der er et førstepersons adventure-spil, fungerede controlleren rigtig godt, og jeg fik især glæde af controllerens backbuttons. I Gears of War 4, som er et ældre spil, var der ikke mange ekstra funktioner at hente, men den klarede sig stadig upåklageligt.

Turtle Beach Stealth Pivot kan tilpasset på forskellige måder. Foto: Turtlebeach.com

Jeg testede også The Spirit of the Samurai, som er en sidescroller på PC, hvor det var sjovt at eksperimentere med de forskellige layouts, især da spillets genre passede perfekt til controllerens fleksibilitet. I Marvel Midnight Suns, der er et turbaseret strategispil, gav controlleren mig flere muligheder end min normale Xbox-controller, og det gjorde oplevelsen mere behagelig.

Men det var faktisk i fighting-spillene, som Tekken og Mortal Kombat, at controllerens styrker virkelig kom til deres ret. Her føltes det som en kæmpe fordel at kunne tilpasse layoutet, så jeg fik præcis de knapper, jeg havde brug for, lige ved fingerspidserne. Selvom jeg ikke spiller fighting-spil særlig ofte, kan jeg godt se, hvor stort et aktiv denne funktion er. Turtle Beach har tydeligvis tænkt over, hvordan Stealth Pivot kan tilpasses til at passe til forskellige behov og præferencer, og det er virkelig en af dens stærkeste sider.

Høj kvalitet og mange tilpasningsmuligheder

Stealth Pivot er udstyret med Hall Effect-joysticks, der effektivt fjerner det frustrerende problem med stick drift, som mange andre controllere kan lide under. Triggers kan justeres til enten fulde tryk eller korte, øjeblikkelige klik, hvilket er en funktion, jeg testede i Gears of War 4. Her bruger man venstre trigger til at sigte, som jeg indstillede til et kort tryk, mens højre trigger, der bruges til at skyde, fik et fuldt tryk. Det er en fed funktion, der giver dig mulighed for at personliggøre din oplevelse og kan være nyttig i andre skydespil.

Her kan man justere controllerens triggers. Foto: Turtlebeach.com

På bagsiden af controlleren finder du to programmerbare knapper, der er placeret, så de er lette at nå, men uden at de forstyrrer dit greb. Via Turtle Beachs Control Center-app kan du justere alt fra RGB-lys og stick-deadzones til knapfunktioner og lydindstillinger. Selvom appen gør det muligt at finjustere controlleren efter din smag, var jeg personligt ikke helt vild med brugeroplevelsen. Det er dog ikke noget større problem og nok mest et spørgsmål om personlig smag.

Batteriet holder op til 20 timer, og skulle det løbe tør midt i en spilsession, kan du hurtigt tilslutte et kabel og fortsætte uden afbrydelser. Byggekvaliteten er også værd at nævne igen – controlleren føles robust og solid, som om den er bygget til at kunne holde til mange timers gaming.

Med en pris på omkring 1100 kroner placerer Stealth Pivot sig i den højere ende af skalaen for controllere. Til gengæld får man en fleksibel controller med innovative funktioner og en solid kvalitet, der gør den til et oplagt valg for seriøse gamere, som sætter pris på muligheden for at tilpasse deres udstyr til forskellige behov og spiloplevelser.

På bagsiden finder man både de to ekstra knapper, men det er også her man kan justere de roterbare moduler. Foto: Turtlebeach.com

Konklusion

Turtle Beach Stealth Pivot formår at skille sig ud i et marked fyldt med premium-controllere ved at levere noget, der både er nytænkende og brugbart. De roterbare moduler, som lader dig tilpasse layoutet til forskellige spilgenrer, er ikke bare et smart påfund – det gør faktisk en reel forskel. 

Controllerens robuste kvalitet og muligheden for at justere stort set alt gennem Control Center-appen viser, at Turtle Beach har gjort sig umage. Hall Effect-joysticks sikrer, at du undgår problemer med stick drift, og batteritiden på op til 20 timer er et klart plus. 

Der er dog også nogle ting, der trækker ned. Det er ærgerligt, at Xbox-brugere er begrænset til kablet forbindelse, især når mange andre controllere i samme prisklasse tilbyder trådløs funktionalitet. Prisen på omkring 1100 kroner kan også føles høj, men med dens unikke funktioner og materialer af høj kvalitet er det en investering, der vil give mening for mange.

Alt i alt er Turtle Beach Stealth Pivot en controller, der tør udfordre normen og leverer på flere områder. Den er ikke uden sine mangler, men dens fleksibilitet, solide design og nytænkende funktioner gør den til en af de mest interessante controllere på markedet lige nu. Hvis du kan leve med det kablede krav til Xbox og prisen, er det en controller, der har meget at byde på.

Produkt: Turtle Beach Stealth Pivot Controller

Produkttype: Wireless (via dongle), Kablet tilslutning til Xbox, Bluetooth 5.2

Kompatibel med: Xbox, PC, Android & iOS

5 / 6
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk