Medie: Biograf
Instruktør: Lee Isaac Chung
Skuespillere: Daisy Edgar-Jones, Glen Powell, Anthony Ramos
Selskab: Universal Pictures
Spilletid: 117 min.
Premieredato: 11. juli 2024
Twisters-anmeldelse – Uvejret du gerne vil se denne sommer


Kim Hjælm
Estimeret læsetid: 3 minutter.
July 11, 2024
Denne årstid har været udfordrende, hvis man har været ude i den danske natur eller på diverse festivaler. Heldigvis er det stormende vejr i katastrofefilmen Twisters et glædeligt syn.
En alt eller intet-genre
Katastrofefilm er en underlig størrelse. Langt de fleste er forglemmelige og decideret ringe, men når de en sjælden gang er gode – så skal man lede i lang tid efter bedre underholdning. Twisters omfavner genren på en forfriskende måde. Den tager sig selv lige nøjagtig seriøst nok, til at man er følelsesmæssigt investeret i actionsekvenserne, der naturligvis er over-the-top. Som publikum er man i biografsædet for at se hæsblæsende, nærmest guddommelige tornadoer blive forsøgt tæmmet af os dødelige mennesker – og her leverer Twisters i stor stil. Man kunne frygte, at filmens instruktør Lee Isaac Chung, som blev Oscar-nomineret for dramafilmen Minari i 2020, ville forsøge at forvandle Twister-universet til en selvhøjtidelig og lettere prætentiøs fortælling. Men Chung og hele holdet bag er gået all-in på at skabe årets mest rendyrkede popcornfilm.

Glem at det er et remake
Tornadoer, ligesom filmtitlen antyder, drejer rundt og rundt om sig selv. Det samme gør Hollywood, når det kommer til ideer. I stedet for at skabe en helt ny idé, vender vi blot tilbage til de mere eller mindre obskure ideer fra 30 år siden, der fungerede.
Heldigvis behøver man ikke at vide noget om den originale Twister fra 1996 for at nyde efterfølgeren her. Der er nærmest ingen større forbindelse mellem de to film. Så nu når man alligevel skal slukke store dele af sin hjerne for at maksimere sin nydelse af en katastrofefilm, kan man også slukke den del, som svagt kan huske tornado-filmen fra midt i 1990’erne – og vupti! Så virker det hele langt mere originalt og federe.

Morgendagens filmstjerner
Twisters besidder et ganske imponerende cast – og selvom de ikke blæser en bagover i samme stil som de vilde storme, de jager i filmen, så er der en god chance for, at vi om 15-20 år kommer til at se tilbage på skuespillerne her og tænker: “Godt nok vildt, at de alle var med i en på papiret generisk katastrofefilm.” Hjertet i Twisters er Daisy Edgar-Jones, der udover at have imponeret i Hvor Flodkrebsene Synger, var fuldstændig generationsdefinerende i serien Normal People. Glen Powell er simpelthen bare blevet den nye Armie Hammer. Han spiser dog ikke andre mennesker, men spiser alle de forskellige roller, som han har kastet sig over de sidste par år. Djævelsk charme i en generisk, flot, hvid mand er en cocktail, der kan tage dig langt i filmbranchen – og han passer perfekt som den storm-jagende, social media superstar Tyler Owens. Sidst men ikke mindst løber Anthony Ramos også rundt og forbedrer alle scener, han indgår i. Han har indtil nu brilleret i musikalske værker i Lin-Manuel Mirandas Hamilton og In the Heights – men beviser i Twisters, at hans x-factor ikke kun er begrænset til sang og dans.
Omsider har vi en ny vellykket katastrofefilm, og man kan snildt finde dette stormvejrs-eventyr frem på en gråvejrsdag.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder
© Copyright - arkaden.dk