Udvikler/Udgiver: Strikerz Inc. / XTEN LIMITED
Genre: Sport, simulation, online
Platform:PS5 (Anmeldt på), Xbox Series X|S, Xbox One, PC
Kasper Hansen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
December 20, 2024
Kan man som splinterny bejler på fodboldbanen konkurrere mod den evindelige mastodont, EA Sports FC?
EA og Konami konkurrerede i mange år om de sportselskende gamere, men EA trak det længste strå. Konami gik over til et free-to-play-format og omdøbte Pro Evolution Soccer (PES) til eFootball.
EA buldrede videre, og snebolden ruller stadig med en enorm indkomst fra deres spil FIFA – nu EA Sports FC. Især Ultimate Team har gjort EA uundgåelige med sit vanedannende koncept, hvor spillere hvert år bruger store summer på pakker, inklusive mig selv.
Nu udfordrer Strikerz Inc. EA med UFL (Ultimate Football League), et free-to-play-spil baseret på en “game as a service”-model med løbende opdateringer. UFL tilbyder deres egen version af Ultimate Team, som kombinerer gameplay-belønninger med mikrotransaktioner, men risikerer at blive en “pay-to-win”-oplevelse, hvor betalende spillere har en fordel.
Spørgsmålet er, om UFL kan bryde EA’s mangeårige dominans. Strikerz Inc. har potentiale, men de står over for en hård kamp om spillernes opmærksomhed.
I løbet af min anmeldelse vil jeg sandsynligvis foretage en del sammenligninger med EA’s spil. Men UFL adskiller sig ved at tage en lidt anden tilgang til indstillinger. Det er som en mønt med to sider.
UFL har valgt slet ikke at inkludere nogen gameplay-indstillinger. I EA Sports FC kan man justere flere indstillinger for både skud og afleveringer m.m., vælge hvordan spillere skifter position i forhold til hvor bolden er, eller hvordan man skifter spiller, mens bolden er i luften.
Disse muligheder findes slet ikke i UFL. Og indtil videre kan jeg godt lide det, fordi det forhindrer nogen i at manipulere med en eller anden dominerende meta-taktik. Nej, man er nødt til at lære spillet, som det er. På den anden side hader jeg det som pesten, for der er tydelige problemer, især med afleveringer.
De stikninger, man laver lige foran en medspiller, så de kan komme i løb og stadig opretholde momentum – uanset hvor let jeg trykker, har det samme fart og retning, hvilket fører til, at bolden utallige gange enten ryger ud over sidelinjen eller baglinjen. Bolde, som aldrig ville gøre det i en virkelig situation. Derfor ville jeg foretrække nogle indstillingsmuligheder for at rette op på disse problemer.
Jeg har spillet EA’s fodboldspil siden jeg var tre år og har samlet omkring 2000 timer siden 2017. Derfor vakte et nyt spil både min nysgerrighed og overraskelse.
Desværre imponerer det ikke. Animationerne føles karikerede og klodsede, især ved stikninger og høje afleveringer, hvor spillernes reaktioner virker forkerte i forhold til boldens placering. AI’en svigter markant – den dækker dårligt op og forlader positionerne på uheldige tidspunkter. Som forsvarsspiller kan du næsten altid sende bolden direkte op til angriberen uden modstand, hvilket gør spillet forudsigeligt og fundamentalt ubalanceret.
Til gengæld er layoutet genkendeligt for EA-spillere, hvilket er en fordel, selvom enkelte funktioner som dobbelttap for skud mangler. Driblinger og finter er mere realistiske end i EA Sports FC, hvilket gør spillet mindre afhængigt af tricks og mere fokuseret på opbygning af angreb – en detalje, jeg værdsætter, selvom det stadig kan forbedres.
Det at skyde var også irriterende forudsigeligt og nemt at gætte sig til. Altid skyd i kort hjørne og aldrig kryds mellem dig og din modstander, så scorer man. Uanset hvor god eller dårlig spilleren er.
Dét var ekstrem irriterende, for man fik en følelse af intet var dynamisk og det gælder sådan set samtlige mekanisk. Man ved jo at både EA Sports og UFL er scripted i noget omfang, men særligt UFL føler man det utroligt meget. De har svært ved at gemme det.
UFL har ikke kort som spillere, men et transfermarked, hvor man køber spillere. De “kort”, der findes, er skins, som kan tilføjes spillere for at give bonusser ingame, hvis man samler flere fra samme serie.
Selvom man starter med et lavt rated hold, kan spillere forbedres over tid gennem et level-system. Når de stiger i level, øges deres rating, og enkelte gange får de skillpoints, der kan opgradere afleveringer, skud, finter m.m.
Jeg har endnu ikke skaffet en af de bedste spillere som Mbappé, der koster 250 millioner credits – svarende til 319 kr. via mikrotransaktioner. På de mindre gode spillere mærker jeg dog ingen forskel, uanset hvilke skins eller opgraderinger jeg bruger. Skins virker mest kosmetiske, og selv når spillere stiger i rating, føles det ikke som en reel forbedring. Funktionen føles derfor overflødig, og min angriber, der gik fra 64 til 69 i rating, spillede stadig på samme niveau.
UFL bruger et ranking-system som i Counter-Strike eller Rocket League, hvor man stiger fra bronze til sølv, guld osv. Hver gang du rykker op, får du en lille bonus i credits, men det kræver en del grinding at få råd til bedre spillere. I modsætning til EA Sports, hvor du hurtigt kan få et stærkt hold, har UFL kun én version af hver spiller. Så når du har de bedste spillere på hver position, kan spillet føles færdigt, selvom det ville tage mange timer at nå dertil.
Problemet er, at de credits, du tjener for hver kamp, er så små, at spillet konstant giver dig boost packs for at øge beløbet. Selvom udviklerne har anerkendt dette som et problem, er løsningen ikke tilfredsstillende. Enten er spillerne alt for dyre i forhold til, hvad man tjener, eller så skal belønningerne stige. Jeg mødte tidligt spillere, der havde spillere, der krævede 200 kampe, men som kun havde spillet fem kampe – et klart tegn på, at de køber sig til spillerne.
Der er events, der giver ekstra penge, lidt som EA’s weekend league. Men i dette tilfælde spiller du kampe, indtil du vinder 15 eller taber 5. Belønningen stiger alt efter, hvor godt du gør det. Men uden flere events, måske sæsonbaserede, vil spillet hurtigt blive ensformigt. Der er også et season pass med små bonusser, men det løser ikke problemerne med de lave belønninger og de dyre spillere.
UFL skal have ros for forsøget og point for i det mindste at prøve at tage kampen op. Men uanset hvor sur jeg er på EA Sports FC, så er det altså sportens svar på Call of Duty. Der er ingen konkurrence, og EA vil sidde på tronen længe endnu. UFL prøver sin egen version af Ultimate Team-modellen, men formår ikke at skabe balance i belønningssystemet, gameplay eller level-systemet.
Men hvis du alligevel er træt af mastodonten, kan du give UFL et skud, da det er et free-to-play-spil. Uanset hvad har det sine egne ben at gå på, og særligt finter kan skabe en vis form for realisme. Du har også et ranking-system, som er lidt mere tilgivende i forhold til dem, du møder, men som altid kan du støde på et pay-to-win-hold, og så er det op ad bakke.
Udvikler/Udgiver: Strikerz Inc. / XTEN LIMITED
Genre: Sport, simulation, online
Platform:PS5 (Anmeldt på), Xbox Series X|S, Xbox One, PC
Skribent & Anmelder
Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk