Until Dawn-anmeldelse – Uoriginalt og absolut ingen relevans for spillet

I år runder vi et skarpt hjørne i forbindelse med Until Dawns eksistens. For ti år siden udkom spillet for første gang – et spil, der i min optik havde en god historie, fortalt godt gennem et interaktivt gys, hvor du fik herredømmet over skæbnen for otte teenagere.

På rollelisten så vi Rami Malek (Bohemian Rhapsody, Mr. Robot), Hayden Panettiere (Heroes) og Peter Stormare (Prison Break, Fargo). Det helt store spørgsmål i spillet var, hvor mange du kunne få til at overleve indtil daggry. I en snehytte langt væk fra alting (ren kliché) ankommer otte personer, som hver især krydser hinandens veje gennem forskellige relationer. Der opstår store moralske dilemmaer, som fører til akavede samtaler og dårlig stemning. Og mere vil jeg ikke spoile fra spillet.

For det er selvfølgelig filmen med samme navn, Until Dawn, vi skal gå i dybden med i denne anmeldelse. Og hvordan fungerer denne film, når man har min bagage med spillet? Find ud af det her:

To separate historier

Jeg må indrømme, at jeg mærkede blandede følelser i maven, da jeg først så annonceringen af denne filmatisering. Først og fremmest undrede jeg mig over, hvordan de ville tage den interaktive del af spillet og gøre det til en film. Black Mirror: Bandersnatch, hvor du sad med fjernbetjeningen og valgte forgreningerne? Det ville aldrig fungere godt. Men da jeg så traileren og fandt ud af, at de brugte nye karakterer og en helt anden historie, ja, så havde jeg faktisk stadig den samme følelse i kroppen.

For jeg vil gerne gøre det meget klart: Udover at spillet og filmen deler navn – samt både gemte og åbenlyse easter eggs til spillet – så kunne dette lige så godt være en efterfølger, eller i det mindste en spirituel efterfølger, til The Cabin in the Woods. Det er tydeligt, at de skal overleve indtil daggry, hvilket også giver navnet en vis berettigelse, men jeg kan stadig ikke helt gennemskue, hvorfor lige præcis denne ko skal malkes, Sony?

Den nye præmis

De fem unge mennesker er på en sporløst forsvundet roadtrip for at finde Clovers søster. Da de næsten er nået til endestationen og konstaterer, at der ikke er mere at gøre, finder Clover alligevel et lille spor, der kunne hjælpe dem videre. Peter Stormare gør comeback som ekspedient i en kiosk og giver Clover ledetråden om, at hendes søster muligvis befinder sig i Glore Valley.

Herfra fanges de i et endeløst mareridt, hvor den eneste chance for at slippe væk fra den dysfunktionelle hytte er at overleve indtil daggry. Og hver gang det ikke lykkes for hovedpersonerne, får de endnu en chance.

Filmen introducerer naturligvis nogle plots og forklaringer af de regler, der bliver sat op. På papiret er det groft sagt en slags escape room. Og jeg kan egentlig godt lide præmissen og selve idéen, især fordi de vælger at gå en helt anden vej end spillet. Problemet er bare, at de bryder deres egne regler – eller i det mindste forklarer dem ikke godt nok. Det bryder illusionen om skæbne for disse karakterer.

Det generelle håndværk

Bagom hele IP’en – og det faktum, at det nu åbenbart er Sonys helt nye og store satsning – er der dog lyspunkter i forhold til filmens generelle kvalitet. De unge skuespillere klarer det faktisk fint, og jeg er egentlig overrasket over, at alle i filmen faktisk tager de “rigtige” valg – i hvert fald, hvad man selv ville tænke i de situationer.

Der er fuld smæk på gore, blod og splatter. I øvrigt også en vigtig pointe: I skal ikke forvente en rendyrket spændingsgyser, men snarere “bare” en splatterfilm. Hvilket i sig selv ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Effekterne er flotte, og det hele ser ret godt – og klamt – ud, hvilket bestemt er positivt.

Filmen er flot, men når det kommer til lyddesignet, hvor lyden skal bidrage til intensiteten, vil jeg næsten gå så langt som at sige, at det falder igennem. Det hele føles alt for fladt. De bruger også nogle elementer fra spillet – noget, der dog altid er med i gysere – men man lægger mere mærke til det som en reference, hvis man kender spillet. For eksempel det, at en karakter skal være helt stille og hverken gispe eller bevæge sig. Der er også maskerede mænd, som er en klar reference til spillet. Og jeg vil gerne applaudere nogle af jumpscares’ene – enkelte af dem snød mig faktisk.

Konklusion

Så hvor står vi? Filmen lykkedes langt hen ad vejen med de ting, den sætter i søen – mest af alt de ting, som ikke har med spillet at gøre. For trækker man gardinet væk, ligger der en uoriginal film, som bliver båret af kræfterne bag en IP – en IP, som udkom i 2015 og som skulle have været ved det. Så snart filmen Until Dawn blev associeret med spillet, vakte det stor interesse for os spillere – skepsis eller ej –   op af stolene for at give os noget, som ingen relevans har for at formidle denne IP videre til fremtiden. Men her er vi, og Sony satser igen på de forkerte heste.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.