Vanilla Sky 4K-anmeldelse – Cruises forfængelighed fremstår nu tydeligere end nogensinde før

Med udgivelsen af Paramounts nye 4K-udgivelse, bliver vi påmindet om megastjernens indre konflikter omkring hans egen forfængelighed og Dorian Gray forgudelse

Det har altid undret mig, at Tom Cruise aldrig har spillet Dorian Gray.

Måske ville det være for personlig en rolle at spille for Cruise, en typecasting han aldrig kunne undslippe.

Oscar Wilde-karakteren udkom første gang i 1890 under titlen The Picture of Dorian Gray, og omhandler fortællingen om Dorians syndefald, da hans evige skønhed giver ham direkte adgang til Londons opulente overklasse.

Cruise var dog tæt på en Dorian Gray-fortælling i 2001 med filmen Vanilla Sky. Filmen blev instrueret af Cameron Crowe og han og Cruise havde tidligere i 1996 skabt én af Cruises største signaturroller i filmen Jerry Maguire.

90’erne var for Cruise det eneste årti, hvor han forsøgte at bryde lidt ud af hans rolle som ærkeamerikansk hunk og first man.

Efter 80’erne med gennembrudsfilmene Top Gun, Det handler om penge, Cocktail og Rain Man, fremstod Cruise nemlig mere legesyg og eksperimenterende i 90´erne med titler som En vampyrs bekendelser, Kubricks svanesang: Eyes Wide Shut og Paul Thomas Andersons Magnolia.

Denne fremdrift må i sidste ende have banet vejen for filmen Vanilla Sky. En vej han aldrig senere ville krydse.

Syndefald og forfængelighedens spøgelse

Vanilla Sky er et såkaldt remake af Alejandro Amenábars film Abre los ojos, med den internationale titel Open Your Eyes. Filmen var spansksproget og udkom til flotte anmeldelser i 1997.

Filmens kvindelige hovedrolle hed Penélope Cruz og hun var på dette tidspunkt ikke noget internationalt navn.

Men det skulle Cruise nok få sørget for, for han “groomede” hende til Hollywood, som han tidligere havde gjort med Australske Nicole Kidman. Han ville nemlig lave en amerikansk fortolkning af filmen, med selvsamme Cruz i den samme rolle.

De blev sågar kærester omkring remake-indspilningen, på samme måde som Cruise gjorde det med Kidman i filmen Days of Thunder.

Men nu er det filmen vi skal snakke om, og begge film har nogenlunde den samme synopsis:

En selvisk, rig playboy (spillet af Cruise selv, naturligvis!), har en romantisk nat, tilsat en følelsesmæssig dyb forbindelse til en kvinde (Penélope Cruz – hun spiller den samme karakter i begge film) – og umiddelbart efter bliver hans liv vendt op og ned, da hans jaloux sex-kammerat (Cameron Diaz) vender al Fatal Attraction mod ham og ødelægger hans ansigt ved med vilje at køre dem af vejen og dræbe sig selv. Derfra spreder filmene sig ud i puslespilskasser af virkelighed sammenflettet med drømme, med identiteter, der spontant forvandles, playboyens eget ansigt restaureres og vendes forvirrende tilbage, et soveværelsesmord (eller var det?) og et indviklet Total Recall-science-fiction-klimaks, der ikke ligner noget andet i Cruises filmkatalog.

Filmen følger ikke en lineær fortælling, og man ved aldrig rigtig, hvad der sker med vores hovedperson. Er han død og drømmer? Eller var det hele bare en drøm? Eller var det lidt af begge dele?

Vanilla Sky kan vel kaldes både en psykologisk thriller, et mysterium og et science fiction-værk. Som sådan synes dens verdensbillede nok at afspejle det hedenske verdensbillede indenfor Tom Cruises Scientology religion, hvor folk udarbejder deres egne dæmoner ved at opdage sandheden om sig selv.

Interessant nok er dét, der er Vanilla Skys svaghed, også dens styrke. Der er en række åbne spørgsmål der bliver kastet i filmen, og vi ved aldrig med sikkerhed, om vi kan forholder os til at finde ud af mere. Vanilla Sky er fuld af små og store overraskelser, hvilket er det, der efter alle disse år, gør den stadig uhyre seværdig.

Men filmen er meget mere end bare filmen. Den sprudler af detaljerigdom, som gør den værd at se flere gange.

F.eks. tvivler jeg på jeg har set New York springe så smukt ud her som den gør. Cameron, Cruise og Co. har valgt alle 4 årstider, og det er svært at beslutte sig til hvilken årstid der folder sig smukkest ud. Men scenerne med de brune efterårsblade står nu smukkest. Specielt når gudesmukke Penélope Cruz træder på dem. Ironisk nok er hun endnu smukkere – og mere gavmildt afklædt – i originalversionen.

Flot er også hyldest-scenen til Bob Dylans 1963 album The Freewheelin´ Bob Dylan. Det er Cameron Crowe i en fantastisk nøddeskal.

Det er også en sand Greatest Hits af skuespillere udover Cruise og Cruz: Cameron Diaz, Michael Shannon, Kurt Russell, Timothy Spall og Tilda Swinton, for bare lige at nævne toppen.

Filmens soundtrack er også helt fantastisk. Filmen lægger ud med Radioheads Everything in its Right Place, herefter accelerer det videre med b.la. R.E.M., Peter Gabriels Solsbury Hill, Jeff Buckleys Last Goodbye, Bob Dylan, Todd Rundgren, The Chemical Brothers, og Red House Painters. Smukkest og mest effektivt, bruges Sigur Rós´ Svefn–g–englar under den brat opvågne slutscene.

Cruises karakter i filmen ender med at indse at intet er større end de små ting i livet, og det er også derfor filmen holder, trods den lidt roede og famlende fortælling.

Som skrevet tidligere var filmen nok den sidste gang vi så megastjernen, ikke bare blotte sin forfængelighed, – spejlscenerne er noget af det mest ærlige fra Cruise -, men også en vilje til at eksperimentere.

Dette vil han ikke blive husket for, men det er rart at der i eftertiden vil kunne findes dette lille glemte deepcut..

Jeg foretrækker nu nok stadig Abre los ojos-original versionen. Her er hovedpersonen et noget større svin end Cruise nok turde løbe an med, men det ændrer ikke ved, at Vanilla Sky er en lille perle fra en svunden tid.

Filmen kan nu erhverves på 4K disc, og det bør man benytte sig af, da filmen skal have den ro, flotte billedopløselighed og lyd, den fortjener.

Lidt tech-nørderi

Vanilla Sky er skudt på ægte film og ikke digitalt, så filmen har et naturligt grynet look.

Denne UHD-opgradering ser dog ganske pragtfuld ud. Billedet er fabelagtigt filmisk og præsenterer billedet med en sund, organisk struktur, der holdes ensartet og smukt gengivet, fra første billede til rulletekst. Der er en umiskendelig tæthed og filmisk nøjagtighed, der fint gengiver originalmaterialet. Det samme kan siges om alle andre aspekter i billedet. Ansigter gengives mere komplekst, hår mere strålende og let skelneligt, porer mere intimt afslørende, og tøjteksturer mere tilfredsstillende tætte og præcise, ned til det fineste stofelement. UHD overstråler Blu-ray udgaven med dens overordnet mere filmisk trofasthed og total klarhed.

Dolby Vision-gradueringen bringer også nogle kritiske stigninger i tonale nuancer og nøjagtighed. Farver er dybere, men ikke dramatisk, og bestemt ikke kun et resultat af en sænket lysstyrke og øget kontrast. Der er en fornemmelse for farvenøjagtighed og fin graduering, som Blu-ray ikke kan opnå. Det ser godt ud.

Lydsporet kæler for filmens lydstruktur, og gengives i fremragende balance og kommando, selv når det er ladet med egensindigt placeret, diskret og ellers utraditionelle lydsignaler. Lydbilledet er omhyggeligt konstrueret og giver fremragende klarhed til både essentielle og understøttende komponenter. Det er både klart og ubesværet placeret. Et par hårdere slående effekter giver rigeligt med scenefyldning og fremtrædende, men aldrig anmassende, lav ende forlængelse. Kort sagt, publikum kan forvente en filmaften, der er omhyggeligt afbalanceret i alle facetter af filmens eksistens.

UHD-disken indeholder ingen ekstramateriale, hvilket er en udsøgt skam for filmens fans. Derfor skal man gemme sin Blu-ray-kopi, med dens ekstra-materiale. Dette er naturligvis gjort for ikke at forringe diskens billedkvalitet, men det er surt for samleren.

Vanilje eller surt med-vilje?

Vanilla Sky er en sælsom og ortodoks Tom Cruise film, der blander David Finchers The Game, David Lynches Elefantmanden, Georges Franjus Les yeux sans visage, Dorian Gray, Total Recall og The Truman Show i en syret fortælling, vi nok ikke længere kan forvente fra Cruise.

Vanilla Sky er en udfordrende film, der kræver gentagne visninger og publikums fulde opmærksomhed, for at komme ind under huden, så at sige, og udforske alt den har at tilbyde. Og der er nu ingen bedre måde end denne UHD, som tilbyder perfekt billede, fremragende lyd og ingen unødvendige streamingspauser.