Visions of Mana-anmeldelse – Et frisk pust til en gammel kending

Der har været utallige spil i Mana-serien, selv i nyere tid, men det er alligevel 17 år siden det sidste spil i hovedserien udkom. Har det været ventetiden værd?

Ved første øjekast ligner Visions of Mana en krydsning mellem Hero Quest og Ni No Kuni. Den nuttede tegnefilmsstil læner sig meget op ad den japanske mangastil, men tag ikke fejl: under det søde ydre gemmer sig et seriøst spil med en historie om selvopofrelse, død og sorg.

Det er som om, jeg har spillet denne historie før?

Mana-serien er en lidt sjov størrelse. Den startede som en afart af Final Fantasy for mange år siden og voksede sig siden til sin egen franchise. Der er dog stadig tydelige spor fra seriens tidlige ophav. I tidligere spil har der f.eks. været Chocobos og Moogles. Dette er også tilfældet i Visions of Mana, hvor en bivirkning af nogle monstrenes angreb kan være, at du bliver forvandlet til en Moogle og slet ikke gør den skade, du normalt gør. Det er en sjov lille gimmick og et nik til seriens historie.

Final Fantasy gør også ofte brug af nogle af de samme monstre og genstande, men historierne i de forskellige spil er vidt forskellige. Mana-serien har ofte, i hvert fald i hovedserien, nogle ret centrale gengangere. Det store mana-træ og mana-sværdet går som regel igen, og historien kan derfor føles som noget, man har set før.

Visions of Mana gav mig dog flashbacks til et helt andet spil, og det egentlig ikke på en dårlig måde.

Hovedpersonen Val er udpeget til at være Soul Guard for de såkaldte Alms, hvoraf en af disse Alms er en af Vals barndomsveninder. Hinna er en af de Alms, som hvert fjerde år bliver udpeget til at foretage en pilgrimsrejse til Mana-træet og ofre deres livsessens for at opretholde magien i verden. Landene i denne verden er opdelt efter elementer, f.eks. ild, og hvert land skal finde en Alm. Hvis der ikke findes en Alm, kan det få store konsekvenser for landet i form af naturkatastrofer og direkte undergang.

Et af de helt centrale temaer i spillet er, hvad man gør, når man ikke vil bøje sig for gamle traditioner, og om det i virkeligheden er okay at sige fra, når man bliver puttet i en kasse defineret af andre. I mange år har det været normalt, at folk ofrede sig selv. Det er lidt sjovt, at selv de “onde” lyder rimelige, når de stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke hellere vil leve sit eget liv?

En meget ujævn vej til succes

Pilgrimsrejse, ofre, en udpeget person til at beskytte gruppen, der rejser… Er der noget, der begynder at ringe en klokke? Det er næsten som at se Final Fantasy X i en light-udgave. Jeg hilser det velkommen, da jeg elsker Final Fantasy X. Desværre kommer dette spil ikke til at rangere helt så højt. Historien er stærk, og især hovedkaraktererne har et fantastisk sammenspil, og der bliver leveret stemmeskuespil til en stor guldmedalje. Udviklingen i historien føles dog underligt opdelt, fordi der går rigtig lang tid, før man bliver introduceret til den “rigtige” trussel, og derfor når man aldrig helt at investere sig i anden halvdel af spillet, som ellers bygger rigtig godt op til en stor overraskelse.

Selve tempoet i spillet bliver også konstant ødelagt af, at der ikke er særlig langt mellem filmsekvenserne og de steder, hvor man selv skal styre sin karakter. I nogle tilfælde kan du ende med at se en sekvens, bevæge din karakter lidt, se en sekvens, bevæge dig lidt og se endnu en sekvens. Det er forfærdeligt. Man bliver aldrig helt investeret i det, fordi man hele tiden bliver revet ud af det. Visions of Mana fungerer ellers perfekt, når der gives plads til spændende og rørende historiefortælling gennem filmsekvenser og derefter udforskning og kamp.

Kreative valg og nytænkning hæver spillets niveau

Jeg foretrak den gammeldags turbaserede JRPG og var lidt skuffet over, at Visions of Mana ikke valgte denne tilgang. Jeg kan dog oprigtigt sige, at dette spil til dato er det JRPG, der retfærdiggør fravalget af et tursystem. Kampene er intense, men hurtige. Du bliver heller ikke tvunget ind i kamp, men vælger selv (bortset fra bosskampe), hvad du vil kæmpe imod ved at opsøge fjenderne. Fjenderne er også meget forskellige og godt spredt ud. Det kan dog give problemer, hvis man sidder fast ved en boss og bliver nødt til at stige i rang. Så er det lidt træls, når man skal løbe rundt for at finde fjender, og de ikke følger med dit level overalt.

Som de fleste andre RPGs har Visions of Mana også forskellige tilstande, som kan påvirke din karakter. F.eks. kan du blive forgiftet eller paralyseret. Visions of Mana gør noget, jeg ikke har set før. Normalt er man nødt til at helbrede sin karakter for at få en given tilstand til at forsvinde. Her forsvinder de dog efter noget tid. Det bliver derfor op til dig at styre dine ressourcer og beslutte, om du vil bruge kræfter på at helbrede eller satse på, at tilstanden forsvinder, inden du dør. Derudover er der nærmest et lille mini-game, hvis din karakter bliver frosset. Man kan bryde fri ved at smadre løs på knapperne.

Endnu et sted, hvor spillet minder mig om Final Fantasy, denne gang Final Fantasy X-2, er i måden, hvorpå dine karakterer opgraderes. De stiger ikke kun i level; de har også såkaldte Vessels, som man langsomt opgraderer. Der er ét vessel per element i spillet, og hvert vessel er unikt afhængigt af, hvilken karakter de sættes på. Det vil sige, at én karakter forvandler ildelementet til en ridder med ildkræfter, mens en anden karakter forvandler det til en ild-munk, som slås med hænderne. Det giver utrolig stor variation, og karaktererne føles aldrig ens.

Birollerne er komplette karakterer som desværre bliver brugt for lidt

Intet JRPG uden et stort udvalg af karakterer, som man kan skifte ud og ind af sit party. Visions of Mana er ingen undtagelse. I alt er der fem spilbare karakterer, og derudover et par mindre karakterer, som følger med og hjælper én på sin rejse. Det er ofte svært at få karaktererne til at virke levende. Dette gøres til nærmest perfektion, i hvert fald i nogle aspekter. Når man vandrer rundt i den store verden, vil ens karakterer reagere og snakke om de begivenheder, der er hændt, eller omgivelserne omkring en. Det er altid levende og føles aldrig forceret.

Det er dog ikke tilfældet i mellemsekvenserne. Jo, karaktererne LYDER stadig levende, men af en eller anden grund er der sparet på ansigtsudtryk og mundbevægelser. Det vil sige, at du lytter til Vagt A, der snakker med din karakter, de diskuterer et eller andet, og deres stemmeføring går op og ned, men du sidder og ser på en forvokset mus, som har det samme døde ansigtsudtryk. Det kan godt være, jeg ikke forventer det store animationsarbejde i Valorant, men i en singleplayer-titel, hvor man ser på karaktererne HELE TIDEN, så er det fandme vigtigt.

Der er heller aldrig rigtig tid til at dykke dybt ned i karaktererne. Det skyldes nok den meget lineære historie, som aldrig giver plads til mere end sig selv. Især “katten” Morley står stærkt, men han udvikler sig ikke rigtig, selvom hans karakter nok er den, der får mest fokus udover hovedkarakteren Val. På et tidspunkt forsøger man at kaste noget romantik ind i gruppen, men det bliver aldrig til mere end: “Alle kan se, du kan lide hende, hvorfor gør du ikke noget ved det?” De næste 15 timer sker der intet, der fortsætter dette plot. Det føles derfor nogle gange, som om Visions of Mana skulle have været længere, end det egentlig er, men er blevet skåret ned, og man derfor ikke rigtig når at knytte sig til alle sine følgesvende.

Konklusion

Visions of Mana formår at skrue på enkelte dele og forny elementer af RPG-genren, som trækker spillet gevaldigt op. Samtidig med at det respekterer din tid. Du skal investere omkring 30 timer for at nå til slutningen. Det er overskueligt i forhold til andre spil i samme genre. Selv de normalt lange fetch quests er hurtigt overstået.

Desværre plages spillet af mærkelige frame rates til tider og et ujævnt tempo i historien og hvordan den driver dig fremad. Er det virkelig nødvendigt at man som spiller skal se en sekvens for derefter kun at gå 30 skridt for så at se en sekvens mere?

På trods af lidt tekniske udfordringer her og der og et dårligt tempo i historien er det stadig et fantastisk spil. Det er en overskuelig mundfuld med interessante hovedpersoner. Et kampsystem der aldrig føles kedeligt og hele tiden holder dig på tæerne især når det kommer til boss kampe. Taber lidt pusten til sidst med ufatteligt mange bosskampe.

Jeg skal være helt ærlig og indrømme at jeg er meget splittet. Spillet i sin helhed fortjener en højere score, men jo længere man kommer i spillet, jo mere irriteret bliver man over småfejlene og det virkeligt ujævne tempo. Den flotte stil, den rørende historie og den innovative tilgang til kamp er desværre ikke nok til andet end at hive spillet lige over middel.