Volgarr The Viking II-Anmeldelse – Nostalgisk hovedpine

Er du til meget svære platforming/action spil? Så er dette måske titlen for dig

For ikke så længe siden diskuterede vi om spil kan være for svære, da FromSoftware’s seneste DLC til Elden Ring udkom til stor ros fra kritikkere, men knap så meget fra spillere. Volgarr The Viking II kan meget vel bringe denne diskussion op igen med en langt mere nostalgisk arkade-stil. Spørgsmålet er så om folk er villige til at overkomme en masse hovedpine, for at få nydelse ud af denne utilgivelige titel.

Nostalgisk opskrift

Den stærke nostalgiske følelse ligger i introen til spillet. Dramatisk tekst kører over skærmen, der opsummerer plottet fra Volgarr The Viking, om hvordan den heltemodige viking måtte lade livet i kampen mod en frygtelig drage, men gennem velsignelse fra de nordiske guder, fik kraften til at genopstå fra de døde og nedlægge det terroriserende monsteret.

Volgarr fik derefter et ekstra lod i livet, samt et magisk skjold, sværd og spyd fra Odin. Derfra fortsætter spillets plot uden dialog eller beskrivende tekst, i stedet kaster man sig ud i rendyrket 2D-aktion. Det er så simpelt og ligetil, at det vækker nostalgiske minder fra gamle arkade-titler, hvor plot var tæt på ikke eksisterende, og gameplay var alt af betydning. Det er det også her- På både godt og ondt.

Rigid og gammeldags styring

For Volgarr er en af de “tungeste” karakterer, jeg har spillet i meget lang tid. Man kan rulle til undvigelse fra de mange fjenders nådesløse angreb, hugge med sit sværd, kaste et spyd der kan “lades” op i styrke og hoppe som i en 2D platformer. Men det er særligt hoppet der bringer meget frustration. For selvom man har et dobbelt hop, kan man ikke skifte retning, når først en kurs er sat.

Dette førte til MANGE uretfærdige dødsfald for mig, og når fjenders angreb samtidig kaster en bagud i en urokkelig bevægelse, tilføjede det blot ekstra benzin til mit allerede indre brændende bål. Dette er 100% udviklernes intention, da Volgarr II er lavet for spillere der elsker en udfordring. Det kammer dog over grundet spillets noget dateret design.

Frustration uden belønning

Spillets baner, der er fordelt over flere verdener, er meget lineære og har kun små hemmeligheder, der begrænser sig til kister og runer gemt i vægge. Kisterne gemmer typisk på udstyr, der gør dig stærkere, og fungerer som liv, så du ikke dør i et hug. Efter at du har klaret en verden, der kulminerer i en bosskamp, bliver penge talt sammen, der fører dig imod en bonus (som jeg desværre ikke selv har opnået).

Banerne er udfordrende, særligt grundet den tunge styring kontra spillets til tider absurd høje krav for præcision. Nogle hop tillader ikke bare en millimeter fejlmargin, og der er baner, hvor antallet af fjender samt projektiler der flyver imod dig, vil føre til stor frustration.

At dø har flere konsekvenser

Det er heller ikke nok at blive straffet, når man dør, ved at miste alt sit udstyr og skulle starte ved nærmeste checkpoint, man risikerer også at blive låst fast til spillets “dårlige” slutning. Når man er død et vis antal gange, og gjort brug af spillets “continues” en håndfuld gange, får man en slags “udødelighedsstadie”, hvor man ikke mister liv, hvis man bliver ramt af fjenderne- Til gengæld dør man stadig, hvis man ryger i nogle af de mange huller.

Skønt dette stadie gør fjenderne til den rene barneleg, giver det også et indtryk af spillets hardcore sværhedsgrad, da man stadig bliver ramt af angrebene, der til tider virker uretfærdige grundet deres størrelse og hyppighed. Den eneste løsning på dette er at slette ens fil og starte forfra, og benytte sig af en anden savefil. Der er også flere måder man kan gøre spillet mindre straffende- Hvis man er villig til at bøje spillets oprindelige intention.

Konklusion

Vangarr The Viking II er et spil for hardcore spillere, der er villige til at overkomme frustrationer for ren og skær “blærerøvsprivilegier”. Dets høje sværhedsgrad bygger på frustrerende kluntet styresystem, og overdreven mængde af fjender samt projektiler på en og samme tid- hvor den eneste belønning er at kunne sige: “Jeg klarede det”.

Det er tilfredsstillende at overkomme spillets udfordringer, og det vil helt sikkert kunne appellere til dem, der vil have afprøvet deres evner i gammeldags platforming og blodige pixeleret kampe som i de gamle arkade aktion-spil- Det er bare ikke et spil for mig.