War Machine-anmeldelse – Disciplineret action med et for kontrolleret klimaks

Militær-action har i årevis befundet sig i et spændingsfelt mellem to yderpunkter: den kaotiske, håndholdte realisme og den stiliserede, næsten koreograferede vold. War Machine placerer sig selvsikkert et sted midt imellem.

Med en enkel præmis følger vi en Ranger-enhed under benhård selektion, indtil en ekstern og langt større trussel pludselig forvandler øvelsen til en kamp for overlevelse. Det lyder som klassisk metervare, men eksekveringen er mere disciplineret, end man turde håbe på – og i centrum står filmens ubestridte anker: Alan Ritchson.

Fra karikatur til autoritet

Ritchsons karriere har været en fascinerende rejse fra de ydre ekstremer til den indre kontrol. Jeg kender ham hovedsageligt fra Blue Mountain State som en rendyrket karikatur – en enorm krop drevet af barnlig impulsivitet.

Det var effektivt dengang, men det er først med rollen som Reacher, at han for alvor fandt den autoritet – som jeg føler han har – og som War Machine nu bygger videre på efter tv-serien Reacher.

Her er han ikke længere en punchline; han er fundamentet. Hans massive fysik er ikke bare et visuelt greb, men selve filmens tyngdepunkt. Når han giver ordrer, lystrer man som publikum instinktivt, og når han står stille, ejer han billedrammen.

Spørgsmålet i War Machine er derfor aldrig, om Ritchson kan løfte den fysiske opgave – det har han for længst bevist – men derimod om filmen formår at give hans karakter den forløsning, opbygningen lover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Et sammentømret ensamble

Selvom Ritchson er filmens klare centrum, er resten af castet langt mere uprøvet.

Der er enkelte rutinerede kræfter der selvfølgelig ikke behøver nogen større introduktion i form af Dennis Quaid og Esai Morales, der leverer solide præstationer som de hårde overseargenter.

Men størstedelen af ensemblet består faktisk af nyere ansigter.

skuespillere som Stephan James (Night Always Comes), Blake Richardson (Eleven Days) og en lidt mere prominent herre som Jai Courtney (Suicide Squad).

Det interessante er dog ikke skuespillerne i sig selv, men måden deres roller er skrevet på. War Machine undgår den klassiske trope med én karakter, der tror, han er bedre end resten og langsomt glider over i en slags intern antagonist. Man kunne tro, at fraværet af den dynamik ville efterlade et hul i fortællingen, men det gør det modsatte.

Det er forfriskende at se et hold, der fra start til slut fungerer som en samlet enhed, løfter i flok og aldrig falder for de velkendte interne magtkampe. Det giver filmen en renhed i dynamikken, som klæder dens militære disciplin.

Et tempo der giver mening

Noget af det mest forfriskende ved filmen er dens evne til at dosere spændingen. Truslen introduceres så diskret, at karaktererne (og jeg) i starten knap registrerer den som en reel fare. Den ligger i baggrunden som en lavfrekvent teknisk forstyrrelse, før tæppet hives væk.

Da realiteten endelig rammer, skifter filmen gear uden tøven, og det klæder fortællingen, at karaktererne tager alvoren til sig med det samme. Det giver en nødvendig troværdighed i en genre, der ofte lider under dumdristige beslutninger.

Samtidig mestrer instruktionen kunsten at spilde mindst muligt af seerens tid. Ranger-træningen, der nemt kunne have opslugt halvdelen af spilletiden, bruges i stedet kirurgisk præcist til at etablere relationer og kompetencer, før vi sendes videre. Hver scene har fremdrift, og den tydelige rytme skaber en pacing, der føles både stram og organisk.

Vage effekter i et ellers roligt billede

Hvor mange moderne actionfilm gemmer sig bag et rystende kamera og hektisk klipning, vælger War Machine en langt mere kontant og overskuelig tilgang. Kameraet er ofte statisk, hvilket lader billederne ånde og giver mig mulighed for at aflæse områderne, forstå positioner og se konsekvenserne af de taktiske valg.

Den form for visuel ro er efterhånden en sjældenhed i genren, og det klæder filmen enormt.

Men netop fordi filmen insisterer på denne klarhed, bliver dens tekniske svagheder også mere eksponerede. Selvom volden er eksplicit med masser af blod og indvolde, mangler den den fysiske tyngde, der skal til for at gøre ondt. Det digitale blod og indvolde fremstår fladt, og konsistensen virker for tynd oven på et ellers flot billede.

Når kameraet nægter at ryste, kan effekterne heller ikke skjule sig, og det reducerer brutaliteten i en film, der ellers tager sig selv og sit emne gravalvorligt. Det føles aldrig helt så beskidt, som Ranger-universet lægger op til.

Et klimaks uden den store forløsning

Det største problem opstår dog, da vi når til vejs ende. Gennem hele filmen opbygges Ritchson som den ultimative fysiske modpol til den mekaniske trussel. Man forventer en kulmination, hvor hans rå styrke og kinetiske energi får lov at definere udfaldet i en eksplosion af vold.

I stedet vælger filmen en kølig, strategisk løsning. Selvom der kan være en pointe i, at styrke også handler om overblik, efterlader det en følelse af antiklimaks. Jeg har fået stillet en fysisk konfrontation i sigte, som aldrig rigtig finder sted. Klimakset er ikke som sådan “forkert”, det føles bare for småt i forhold til det setup, jeg har siddet igennem.

Konklusion

War Machine er en usædvanligt disciplineret og effektiv actionfilm. Den tekniske ro og den skarpe pacing gør den til en fornøjelse at følge, og Alan Ritchson cementerer sig endnu en gang som en yderst troværdig frontmand.

Men netop disciplinen ender også med at blive filmens begrænsning.

Ved at holde så stramt i tøjlerne mister volden sin tyngde, og klimakset mister den kropslige forløsning, som præmissen skriger på. Det er en kompetent og velstruktureret oplevelse, der imponerer på point, men som aldrig helt lander det knockout, man sad og ventede på.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.