Warfare-anmeldelse – Garland og Mendoza smadrer Hollywood-konventionerne med krigens brutale ærlighed

Warfare er ikke en film, du ser. Det er en film, du overlever. Den prikker ikke til dig, den flår dig op. Det er ikke underholdning. Det er overlevelse. Det er sved, støv, blod og skrig i nattemørket. Og det er Alex Garland – denne gang sammen med krigsveteran Ray Mendoza – der står bag kameraet og hiver dig direkte ind i slagsmarken.

Garland viste med Civil War, at han forstår hvordan man forvrider virkeligheden med skarphed og stil. Men med Warfare går han endnu længere – og dybere – og det mærkes fra første sekund. Når filmen starter med linjen “A Navy SEAL platoon takes sniper positions in support of a US Marines operation”, efterfulgt af “This film uses only their memories”, ved man, at dette ikke bliver endnu en Hollywood-fantasi. Det her er ikke patriotisme med storslået musik. Det er den rå, kolde virkelighed af krigsførelse.

Ingen nåde – kun overlevelse

Plottet er nærmest fraværende – men med vilje. Vi får ikke baggrundshistorier, store følelsesladede flashbacks eller karakteropbygning serveret med teskefuld. Nej. Vi er bare dér. Midt i operationen. Midt i ørkensandet. Midt i kaosset.

En Navy SEAL-enhed er placeret som skjulte skytter i et område, hvor marinesoldaterne er i gang med en større mission. Men hvad der starter som en kontrolleret situation, forvandles til det rene kaos. Det tager sekunder. Én fejl, én bevægelse, én eksplosion – og så er alt forandret. Der er ingen heltemodige one-liners, ingen melodramatiske dødsfald. Kun instinkt, overlevelse og det evige spørgsmål: hvornår går det galt næste gang?

Warfare flyver afsted. Med en spilletid på blot 95 minutter bliver din tid respekteret, uden at filmen føles forhastet. Den er skåret helt ind til benet – og du keder dig ikke et eneste sekund. Der er ingen dødpunkter, ingen fyld – kun ren, ufiltreret intensitet fra start til slut.

Et sansebombardement uden filter

Lyddesignet er det mest rystende og fysiske, jeg har oplevet siden Dunkirk. Men her er det endnu mere klaustrofobisk og nærmest grænseoverskridende. Det går ikke i baggrunden som stemning, det overtager din krop. Du hører alt: knasende støv under støvler, den metalliske klikken af våben, hviskende radiokommunikation, skælvende vejrtrækninger, undertrykte skrig, og den rå hosten fra tør hals i ørkenvarmen.

Man hører hver eneste detalje fra soldaterne, som om man kravler ved siden af dem. Et spædt “contact left”, hvæset ud gennem sammenbidte tænder, kan føles som en dødsdom. Du kan høre sved dryppe på jorden, fingre der knuger våben, og den måde stemmer knækker på, når panikken rammer. Lyden er et mareridt uden ende – forstærket af fraværet af musik. Der er ingen violiner, der fortæller dig, at noget dramatisk sker. Det er kun virkeligheden – rå, kompromisløs og uden filter.

Eksplosioner flår ikke bare luften, de suger ilten ud af rummet. Du kan mærke trykbølgen. Det larmer ikke – det tordner. Som om selve jorden råber i smerte.

Og oven i alt det kommer den visuelle side, som placerer dig midt i helvedet. Kameraet vælter, gynger og falder. Du ved aldrig, hvor du er, præcis som soldaterne ikke ved det. Den sandfarvede dis, sveden der slører synet, blodstænk på linsen – alt bidrager til en oplevelse, der ikke forsøger at være smuk, men sand.

Alt er støv og blod og bevægelse. Og det er umuligt at undslippe.

Det er en ren auditiv aggression. Og det virker. Du føler hvert skud, som om det kunne ramme dig. Det runger i brystet. Det summer i ørerne længe efter rulleteksterne.

Håndholdt mareridt midt i kaosset

Kameraet er aldrig en observatør – det er en soldat. Et håndholdt, nervøst kamera, der kravler gennem ruinernes mørke, ryster, panorerer i panik, og tvinger dig til at være en del af mareridtet.

Garland og Mendoza fanger krigens desorientering. Du aner ikke, hvor fjenden er. Du ved ikke, hvem der lever og hvem der er døende. Alt føles fragmenteret, som brudstykker fra et traume, du forsøger at forstå.

Det føles dokumentarisk og ekstremt intenst. Der er ingen æstetiserende slowmotion eller heroiske helikopter-shots. Kun kaos, frygt og jernkulde realisme.

Soldater, ikke skuespillere

Will Poulter (The Bear, The Maze Runner, Guardians of the Galaxy Vol.3), Cosmo Jarvis (Shogun) og Joseph Quinn (Stranger Things, Gladiator 2 og den kommende Fantastic Four-film) leverer ikke præstationer – de ER deres roller. De forsvinder ind i uniformerne og mudderet, og deres spil er råt, uforudsigeligt og menneskeligt.

Det handler ikke om store følelsesudbrud eller Oscar-klip. Det handler om blikke. Om tavshed. Om hvordan hænder ryster, eller hvordan nogen glemmer at trække vejret, mens de afventer næste ordre. De mere ukendte navne føjer til autenticiteten – her føles alle som soldater, ikke skuespillere. Det er tydeligt, at Mendoza har trukket på sine egne erfaringer og sørget for, at intet føles forstillet.

Brutal ærlighed

Der er intet ærefuldt i krig i Warfare. Intet glorificeret. Intet formildende. Filmen handler ikke om hvorfor krig føres, men hvordan den opleves.

Vi ser soldater som mennesker – ikke helte, ikke monstre. Mennesker, kastet ind i en maskine, de ikke kan styre. Det handler om instinkter, frygt, stress, og hvordan man holder sammen, når alt falder fra hinanden.

Garland og Mendoza er ikke interesserede i svar. Kun i at vise os den sandhed, man ikke kan forstå, medmindre man har været der.

Konklusion

Warfare er ikke perfekt. De sidste ti minutter, hvor filmen reelt er slut, bliver der vist behind-the-scenes klip og samtaler med overlevende, hvilket trækker lidt tæppet væk under den brutale autenticitet. Det føles for produceret, for Hollywood, og skaber en underlig kontrast til den ellers så ubarmhjertige tone.

Men det ændrer ikke på, at dette er en af de mest ærlige og ufiltrerede krigsfilm, der nogensinde er lavet. En film du mærker i brystet og i nervesystemet længe efter.

Jeg har set den to gange. Og det er måske én gang for meget – ikke fordi den er dårlig, men fordi den er så intens, at man næsten ikke kan holde til mere. Og det er netop derfor, du SKAL se Warfare i biografen. Ikke for at nyde det. Men for at forstå det.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.