We Live in Time-anmeldelse – Årets bedste kærlighedsdrama

October 24, 2024
Filmen We Live in Time er et romantisk drama med Florence Pugh og Andrew Garfield i hovedrollerne. Da Almut rammer Tobias med sin bil, bliver det starten på en kærlighedshistorie, der strækker sig over mange år. Fra de forelsker sig, bliver en familie og ultimativt står over for en livsændrende realitet, alt imens Almut arbejder hårdt på at blive mesterkok. Filmen er instrueret af Brooklyn-instruktøren John Crowley, der tidligere har arbejdet sammen med Andrew Garfield i filmen Boy A fra 2007, hvilket var The Amazing Spider-Man-stjernens filmdebut.
Florence Pugh er virkelig begyndt at få momentum i filmindustrien de seneste år, og hun er mest kendt for sine fantastiske præstationer i Ari Asters Midsommar (2019), som i min optik er et mesterværk, Don’t Worry Darling (2022) og Dune: Part II (2024). Vi ser også Andrew Garfield, som selvfølgelig er mest kendt for sin portrættering af Peter Parker/Spider-Man og sin rolle i The Social Network.
We Live in Time har været på min radar i rigtig lang tid nu, og derfor er det med stor glæde, at jeg kan sige, at det ikke bare er en af årets bedste film, men det absolut bedste kærlighedsdrama, vi har set i år.

Fuldstændig blændende godt samspil mellem Andrew Garfield og Florence Pugh
We Live in Time er årets største “gut punch” på så mange måder, men på de gode måder. Skuespillet og kemien mellem vores to hovedpersoner er noget af det bedste samspil, jeg har set i 2024. Filmen springer meget frem og tilbage i tiden, hvor man ser dem på forskellige stadier af deres forhold: før forholdet, midt i det, og uden at spoile noget, så fungerer det fuldstændig formidabelt.
Jeg er faktisk normalt ikke en person, der elsker kærlighedsdramaer, da jeg tit føler, de kan blive for meget “please græd nu” over for publikum, især hvis de ikke har en ordentlig opbygning. Men i We Live in Time er der intet, der føles forceret eller mærkeligt. Alt er naturligt, fra deres første interaktioner med hinanden til de øjeblikke, hvor de elsker og skændes. Det er mange år siden, jeg har været totalt opslugt og investeret i et kærlighedsdrama og decideret grædt over en.

Filmen er også utrolig smukt filmet af den dygtige Stuart Bentley, som opsætter nogle fantastiske skud af åbne landskaber, men også enkle scener i en lejlighed eller restaurant. Alt føles taktilt, som om man selv er med på en rejse mellem to mennesker, der prøver at gøre deres bedste for deres elskede. Hvis man er en person, der let får tårer i øjnene, vil jeg næsten vædde på, at man som minimum fælder en enkelt eller to.
Hele filmens omdrejningspunkt har jeg ikke lyst til at spoile her i anmeldelsen, da jeg ikke selv vidste det, og det giver utrolig meget til oplevelsen, jo mere blindt man går ind til den, jo bedre en oplevelse vil man få. Udover de brillante skuespillere, tager filmen også fat i et super vigtigt emne, som rigtig mange familier og par enten har oplevet eller muligvis kommer til at opleve. Filmen skildrer disse emner utroligt menneskeligt, og man får helt ondt i maven af at tænke over, at det rammer så mange mennesker verden over.

Konklusion
Der er ingen tvivl om, at We Live in Time er 2024’s absolut bedste kærlighedsdrama. Samspillet mellem Andrew Garfield og Florence Pugh er intet mindre end mesterligt, og det er længe siden, jeg har set et så menneskeligt portræt, der hverken er overseksualiseret eller utroværdigt. Alt føles naturligt, og man tror hundrede procent på deres kærlighed til hinanden.
Hvis man er en person, der ofte bliver rørt af film, så kommer man uden tvivl til at blive det med We Live in Time. Årets bedste kærlighedsdrama og generelt en af årets bedste film.
Medie: Biograf
Medvirkende: Andrew Garfield, Florence Pugh, Grace Delaney, Lee Braithwaite, Aoife Hinds, Adam James, Lucy Briers, Robert Boulter
Instruktør: John Crowley
Genre: Drama, Romantik
Premieredato: 24. Oktober 2024
Spilletid: 107 minutter
Selskab: StudioCanal / Film4

Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Nyhed
May 9, 2025
Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?
© Copyright - arkaden.dk