Weak Hero Class 2-anmeldelse – Tilbage på skolebænken

Et nyt skoleår. Nye venskaber. Og gamle sår, der stadig ikke er helet. Weak Hero Class 2 fortsætter fortællingen om Yeon Si-eun – og selvom formen er blevet lidt pænere, er det stadig en serie, der tør vise, hvor grimt det kan være, når unge mennesker kæmper for en plads i livet

Yeon Si-eun er stadig rystet oven på de hændelser, der udspillede sig i Seoul. Han har skiftet skole, han tager sovepiller og besøger en læge – alt sammen på sin mors opfordring. Men det er tydeligt, at arrene ikke kun er fysiske. Der er noget ved hans blik, hans måde at være i verden på, som stadig bærer præg af, at han har været igennem mere, end de fleste på hans alder nogensinde bør opleve.

Den nye skole hedder Eunjang High, og her starter han lidt på samme måde som før. Han holder sig for sig selv, siger ikke meget og forsøger ikke at tiltrække opmærksomhed. Men rygterne har allerede nået skolen før ham. Alle ved, hvem han er – og hvad han har gjort. Og det skaber både respekt og afstand.

Hans nye klassekammerater ved godt, at man ikke skal undervurdere ham. Men gamle mønstre har det med at gentage sig. Der går ikke længe, før Si-eun igen bliver trukket ind i et miljø, hvor magt, frygt og vold sætter dagsordenen. Og selvom han ikke selv lægger op til konflikt, så er der andre, der gerne vil måle sig med ham. Men da han forsvarer en af sine klassekammerater, der bliver udsat for vold, begynder noget at ændre sig – og pludselig står han ikke længere alene.

Et nyt skoleår, nye venskaber og nye problemer

Weak Hero Class 2 bygger videre på den historie, vi lærte at kende i første sæson. Tonen er stadig mørk, og stemningen er intens – men hvor Class 1 centrerede sig om mobning, og hvad der sker, når mennesker bliver presset helt ud til kanten, så sker der i Class 2 et skifte. Mobningen er stadig til stede, men træder i baggrunden til fordel for en fortælling, der i højere grad handler om fællesskab, loyalitet og det at kæmpe for egne værdier.

Si-eun er stadig hovedpersonen, og Park Ji-hoon leverer endnu engang en stærk præstation. Han er indadvendt og observerende, men man er aldrig i tvivl om, at han ser alt. Det er ikke de store armbevægelser, der definerer ham – det er blikkene, stilheden og den måde, han hele tiden forsøger at holde sammen på sig selv, samtidig med at verden omkring ham forsøger at trække ham fra hinanden.

Og ligesom i første sæson handler det ikke kun om ham. På Eunjang High møder Si-eun en ny gruppe elever – og flere af dem er med til at give anden sæson både en varme og en oprigtig følelse af venskab. Men de bringer også en smerte med sig – for flere af dem har deres eget at kæmpe med, og det får undervejs store konsekvenser for dem alle sammen.

Park Hu-min (Ryeoun) er skolens stærkeste og forsøger at holde ro og orden uden at bruge unødig vold. Seo Jun-tae (Choi Min-yeong) er en tidligere mobbeoffer, der stadig prøver at finde sin plads. Og Go Hyun-tak (Lee Min-jae) er Hu-mins loyale støtte – en stille figur, der først for alvor træder frem, når det virkelig gælder. Sammen med Si-eun danner de en gruppe, der forsøger at navigere i skolens komplekse hierarki, hvor det sjældent er de voksne, der har magten.

Men skolen er ikke et sikkert sted. Hele området og flere af skolerne kontrolleres af en gruppe kaldet “Unionen”, og de spreder frygt blandt eleverne. Na Baek-jin (Bae Na-ra) leder gruppen med kølig selvtillid, og Geum Seong-je (Lee Jun-young) er hans brutale håndlanger. Choi Hyo-man (Yoo Su-bin) er skolens bølle og samarbejder tæt med Unionen. Dermed er det ikke længere blot klassekammerater, man skal passe på – men et decideret netværk, der strækker sig langt ud over skolens vægge.

Ægte venskaber og ægte problemer – men mindre kant

Anden sæson føles som en naturlig forlængelse af det, vi allerede har set. Der er nye konflikter, nye ansigter og nye steder – men de grundlæggende spørgsmål er de samme: Hvem er du, når du ikke længere kan stole på nogen? Og hvad gør du, når du heller ikke helt kan stole på dig selv?

Weak Hero Class 2 leverer endnu engang en serie, der føles ægte og tager fat i relevante temaer. Samtidig er den nye sæson også mere poleret, hvilket gør, at den mister en smule af den kant, der gjorde, at første sæson blev så ubehagelig i sin skildring af venskab, der bryder sammen, og konsekvenserne af vold og misrøgt, der var medvirkende til de triste udfald og skæbner, vi så i første sæson.

Weak Hero Class 2 er stadig rå og brutal, og kampscenerne har tyngde og betydning, så det er mere i temaerne, at serien mister sin kant. Det føles ikke så vedkommende og ærligt som første sæsons fokus på mobning – og Class 2’s større fokus på organiseret kriminalitet gør, at serien ikke på samme måde skiller sig ud fra mængden – og det er på flere måder lidt ærgerligt, for første sæson var mere relevant i sin samfundskritik.

Noget af det, der dog stadig gør serien til en oplevelse er kampscenerne. De er koreograferet med en fysisk nærvær, der gør, at man mærker hvert slag, hver bevægelse og hver pause mellem slagene – for det er i de små øjeblikke, hvor kroppen tøver, og blikket søger væk, at man forstår, hvad det hele egentlig handler om. Ikke om styrke i klassisk forstand – men om overlevelse. Om hvem der er klar til at rejse sig igen. Og hvem der bliver liggende, fordi de ikke længere har noget at kæmpe for.

Heldigvis er Weak Hero Class 2 stadig tro mod det, der i sidste ende gør serien værd at følge: relationerne. For midt i volden, hierarkierne og frygten får vi stadig øjeblikke, hvor der bliver sat ord på det, der ellers ikke bliver sagt. Hvor nogen tøver med at tage imod en udstrakt hånd, ikke fordi de ikke vil – men fordi de har vænnet sig til, at man som regel bliver slået i stedet. Hvor venskab ikke er givet, men noget man langsomt, og ofte modvilligt, lader vokse frem.

Det er i de øjeblikke, serien fungerer allerbedst. Ikke når der er mest action eller størst dramatik, men når der ikke sker ret meget – udover at to personer ser på hinanden og prøver at finde ud af, om det her er et af de sjældne tilfælde, hvor man faktisk godt kan stole på nogen. Det er dér, den rammer noget genkendeligt. Noget, der ikke handler om koreansk skolesystem eller organiserede ungdomsbander – men om det at være menneske i en verden, der ikke altid tillader det.

Konklusion

Weak Hero Class 2 føles som en naturlig forlængelse af første sæson – men også som en serie, der er blevet mere bevidst om sit udtryk. Den ved, hvordan den gerne vil se ud, og den ved, hvordan den gerne vil bevæge sig frem, og selvom det stadig handler om venskab, vold og unge mennesker, der forsøger at holde sammen på sig selv, så er der noget i måden, det bliver fortalt på, som gør, at det hele føles en smule mere poleret. Det er kkke dårligt, bare anderledes.

Der er stadig øjeblikke, hvor det gør ondt. Hvor karaktererne føles som mere end fiktive skikkelser, og hvor man kan mærke at relationerne betyder noget. Men følelsen bliver bare ikke hængende helt på samme måde som sidst, og det handler måske ikke så meget om historien i sig selv – men om formen. Om en fortælling, der bevæger sig lidt længere væk fra det nære, og i stedet bliver fortalt med en sikkerhed, der ikke altid giver plads til, at det må gøre helt så ondt som før.

Alligevel er Weak Hero Class 2 stadig blandt de mest overbevisende ungdomsserier lige nu. Den tager sine karakterer alvorligt, og den skildrer både sårbarhed, vrede og sorg med en troværdighed, der aldrig bliver for sentimental. Det er stadig voldsomt, stadig rørende og stadig ubehageligt – bare på en lidt mere afmålt måde.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer