Weapons-anmeldelse – Lige så tankevækkende og hjemsøgende, som den er grotesk morsom

Sidste uge blev vi forkælet med Philippou-brødrenes Bring Her Back, en uhyggelig skræmmende og vild gyseroplevelse, som jeg kvitterede med fem foruroligende stjerner.

Og nu – som lyn fra en kulsort himmel – vælter endnu en skræmmende perle ind i de danske biografer: Weapons. Det føles næsten som om gysergenren befinder sig i en gylden renæssance, hvor originale idéer, skæve vinkler og rendyrket uhygge ikke bare overlever – de trives! På de sociale medier flyder det med positive reaktioner ovenpå udgivelsen af Weapons i udlandet: folk er rystede, opløftede, forvirrede og – vigtigst af alt – bange. Det her er ikke bare “endnu en gyser”. Det er en oplevelse.

Jeg gik ind til Weapons med hjertebanken og svedige håndflader – og det var ikke kun af frygt. Det var håbet om endnu en film, der kunne kravle ind under huden og slå rødder af rædsel. Og jeg blev ikke skuffet.

Fra sketch-komik til skrækikon

Det virker næsten absurd, at Zach Cregger – manden bag den kaotisk geniale Barbarian – tidligere var mest kendt for sine komiske eskapader. Men som vi har set med Jordan Peele og senest Philippou-brødrene, så er der tilsyneladende noget ved det komiske sindelag, der trives i mørket. Barbarian var en uventet triumf, der legede med forventningerne og trak tæppet væk under mig – ja, stort set alle der så den. Men Weapons? Det er ikke bare et bevis på, at Cregger ikke er et one-hit-wonder – det er kulminationen på et talent, der nægter at lade sig sætte i bås.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Amerikanske anmeldere har allerede taget Weapons til sig som en moderne klassiker. Der tales om sammenligninger med Magnolia(?!), hvilket lyder mærkværdigt, indtil man ser filmen – og så giver det perfekt mening. Vi taler ikke bare om chok og jumpscares. Vi taler om en film, der vover at kombinere dybfølt menneskelig og kollektiv smerte, genrebrud og isnende rædsel i ét samlet værk.

Et tragedie-mosaik i skarpe brikker

Weapons fortæller historien om den lille by Maybrook, hvor en tragisk hændelse – forsvindingen af en række skolebørn – får bølgerne til at gå højt. Men i stedet for at følge én protagonist, giver Cregger os seks forskellige perspektiver, som tilsammen udgør et komplekst, nærmest krimi-agtigt puslespil. Hver del af historien føles som et nyt kapitel i en større roman – og med hver ny figur åbnes et vindue ind i mørket, sorgen og fortrængningerne.

Den fragmenterede fortælling, de forskellige vinkler og det psykologiske spil, der gradvist folder sig ud, gør Weapons til noget helt særligt. Det er Longlegs møder The Shining, med et drys Prisoners og en knivspids Pulp Fiction. Ja, det lyder underligt, men det giver mening, når du ser den.

Det er en atmosfærisk og genrelegende fortælling, der elegant balancerer mellem det dybt foruroligende og det mørkt komiske. Filmen skifter ubesværet mellem isnende uhygge og sort humor, uden at miste grebet om sin nervepirrende spændingskurve. Med sit skarpe manuskript og præcise iscenesættelse formår Weapons at chokere og få én til at grine – nogle gange i samme åndedrag. Det er en film, hvor latteren ofte kommer med en bitter eftersmag, og hvor uhyggen lurer bag selv de mest absurde øjeblikke. Resultatet er en uforudsigelig oplevelse, der både underholder og sætter sig fast i kroppen længe efter rulleteksterne.

Flere medier – særligt amerikanske – har været hurtigt ude med samfundsbrillerne på og tolket filmen som en kommentar på skoleskyderier, traumehåndtering og institutionel svigt. Og helt ærligt? Det føles lidt som om, de overdriver. Ja, der er en klar undertone af traume og håndteringen af dette i Weapons, og der er temaer, der kredser om sorg, skyld og fællesskabets sammenbrud. Men filmen er først og fremmest en fiktiv fortælling, båret af stemning, struktur og karakterer – ikke et socialrealistisk debatindlæg forklædt som gyser.

Cregger har selv nævnt, at han skrev Weapons som en form for sorgbearbejdelse efter at have mistet en nær ven – og det mærker man. Filmen er personligt forankret, emotionelt ærlig og skrevet med en klar forståelse for, hvordan traumer kan få mennesker til at reagere irrationelt og brutalt. Men det gør den ikke nødvendigvis til en kommentar på skoleskyderier eller amerikansk våbenlovgivning, som nogen medier nærmest forsøger at reducere den til.

Det mest interessante er netop, at Weapons holder sig i det uvisse – den tvinger dig til at tænke, spekulere og føle, uden at placere skyld eller pege fingre. Den handler om det, der sker efter tragedien. Om hvordan mennesker, der ikke forstår hvad der er sket, forsøger at finde mening i kaos – ofte ved at udpege fjender.

Et ensemble i skræmmende form

Josh Brolin er en force of nature som den knuste far Archer Graff. Der er en sårbarhed og en desperation i hans blik, som river dig rundt i manegen. Alden Ehrenreich og Austin Abrams leverer begge præstationer, der emmer af fortvivlelse og paranoia – og Benedict Wong? Som altid er han magnetisk, intens og tilføjer et mørkt komisk lag.

Særligt bemærkelsesværdig er Julia Garner (Justine Gandy), som leverer en af sine stærkeste præstationer til dato. Efter hendes kritiserede rolle i årets katastrofale Wolf Man har hun, i løbet af kort tid, rejst sig bemærkelsesværdigt med en fremragende præstation i The Fantastic Four – og nu med Weapons, hvor hun for alvor bekræfter sit talent og sin alsidighed som skuespiller, hvor hun spiller skolelæreren med en nedbrudt værdighed, der er hjerteknusende.

Men det er lille Cary Christopher, der i rollen som Alex Lilly nærmest stjæler filmen. Hans stille frygt, hans skrøbelige måde at eksistere i verden på, er ødelæggende og dybt rørende.

Konklusion

Weapons er ikke kun en skræmmende film – det er en god film. Punktum. Den tør være uforudsigelig. Den tør lege med publikum. Den tør være ambitiøs. Det er en film, der ryster dig – ikke kun fordi du bliver bange, men fordi du føler noget ægte. Det er sjældent. Og det er værdifuldt. Cregger har ikke bare overgået Barbarian – han har cementeret sig som en af de mest spændende instruktører i Hollywood lige nu.

Og så lige en ting: LÆR AT OPFØRE JER ORDENLIGT I EN BIOGRAF!

Okay. Nu skal jeg lige af med noget. For selvom Weapons var en fremragende film, blev min oplevelse STÆRKT forringet af en flok ubehøvlede, opmærksomhedshungrende brækhoveder, som tilsyneladende troede, de var hjemme i deres stue!

Hør nu her: Du sidder i en sal sammen med fremmede mennesker, der – ligesom dig – har købt billetter og har taget sig tid til at nyde en film. Det er ikke din podcast. Det er ikke dit Twitch-stream. Det er ikke din fucking kommentatorboks til en fodboldkamp. Please, hold kæft! Du snakker ikke, du forklarer ikke, og du larmer ikke. Det her var endda en forpremiere på en gyserfilm, og den blev saboteret af barnlige reaktioner og manglende respekt.

“Nej nej nej!” blev der sagt flere gange, en anden skulle lige fortælle hele salen, at en person på et tidspunkt i filmen havde en kniv i hånden – ja, sorry, spoiler. Vi ved det godt! Vi ser det også! Du behøver ikke give os live updates, som om du sidder på en Discord-kanal.

Jeg sad blandt kollegaer fra Arkaden og det var tydeligt at mærke, hvordan de også blev påvirket af den manglende respekt fra enkelte personer. Jeg ved ikke hvor mange gange der blev tysset på folk, og det hjalp kun kortvarigt – Jeg kunne forstille mig, at den ene kollega kommer med en lignende opsang i et fremtidligt podcast-afsnit.

Jeg har skrevet artikler om det her op og ned – men åbenbart skal det gentages igen og igen. Hvis du ikke kan finde ud af at holde din kæft, så bliv hjemme. Sæt dig i sofaen, grin af dine egne jokes, og råb af skærmen til dine egne fire vægge.

Men ved du hvad – hvis du kommer her og læser anmeldelser og nyder at få dine nyheder serveret med lidt passion og kærlighed til film og gaming, så ved jeg, at du er et ordentligt menneske. Men hvis din kammerat eller sidemakker ikke kan holde kæft, eller liiige skal tjekke sin telefon midt i en scene med intens stilhed, så har du min fulde velsignelse til at give dem en kærlig lammer. Ikke voldsomt. Bare lige en kærlig påmindelse om, at de ikke er hjemme i stuen.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.