Whiskey on the Rocks-anmeldelse – Anderledes frisk og helt igennem sort satire fra Sveriges land

Serien har sine charmerende øjeblikke, og jeg vil uden tøven anbefale den til nogle bestemte venner – men den vil næppe falde i alles smag. Dette skyldes måske det stereotype russiske storforbrug af vodka, arrogante og ligeglade amerikanere og så de meget tørre, svenskere, hvis humor gennemsyrer miniserien fra start til slut.

Men serien er faktisk et frisk og dejlig pust fra Disney+, især i forhold til, hvad streamingtjenesten normalt tilbyder deres seer. Det er et satirisk og alternativt take på en virkelig hændelse fra den kolde krig. Historien er baseret på, og inspireret af fuldstændige sande historiske begivenheder, men tager sig i den grad også nogle kunstneriske friheder for at “nå i mål”.

Her er, hvad vi faktisk ved om de historiske begivenheder – altså helt faktuelt

Den sovjetiske ubåd, der strandede i den svenske skærgård, tilhørte den såkaldte Whisky-klasse – en konventionel ubådstype udstyret med torpedoer. Teknisk set var den en videreudvikling af en tysk ubådsmodel fra Anden Verdenskrig. Dengang havde den været højteknologisk, men i begyndelsen af 1980’erne var den forældet og betragtet som et levn fra efterkrigstiden.

Klokken 6 om morgenen den 28. oktober 1982 måtte den sovjetiske kaptajn give op – og ubåden blev dermed “officielt” strandet på svensk territorium, da den ikke er til at rokke ud af stedet. Herfra begyndte mistanker om spionage, militære trusler og diverse konspirationsteorier at florere.

Så her er tale om en god portion fri leg fra skaberne Henrik Jansson-Schweizer og Björn Stein med både fakta, karakterer og hændelser – og det hele balancerer konstant på kanten til det absurde. Det er netop her, serien finder sin styrke – men måske også sin svaghed. Karaktererne er stærkt karikerede, hvilket fungerer fint i denne topskøre komedie, hvor alt bæres af den tørre, mørke humor, der klæder det svenske islæt perfekt.

Udgangspunktet er den strandede sovjetiske ubåd, som udløser geopolitisk kaos. Svenskerne vil helst undgå ballade. Russerne vil ikke tabe ansigt samt bevare stolthed, og amerikanerne som ikke aner, hvordan de skal håndtere situationen og hvad det hele reelt set handler om. Alle parter bliver portrætteret med en blanding af tyk ironi og satire.

I en nutid præget af krig i Ukraine og andre globale konflikter glemmer mange, at 1970’erne og 80’erne også var præget af ekstrem politisk spænding – den kolde krig. Tiden var præget af paranoia, magtspil og en konstant frygt for atomkrig. Serien giver et satirisk bud på, hvad der kunne være sket, hvis det hele havde taget en endnu mere absurd drejning. Hvem ved – måske er hændelsen portrætteret helt nøjagtigt. Ofte er virkeligheden jo mere skør, end man lige går og tror.

Som nævnt tidligere er serien bestemt et friskt indslag fra Disney, som ellers ikke er kendt for den slags absurde og satiriske eksperimenter – og dét er jeg personligt helt tosset med. Det er fedt, at man har turde tage springet og lave noget “nyt” – eller skulle vi bare kalde det noget “anderledes”.

Rolf Lassgård er fremragende som den svenske statsminister – en vægelsindet leder, der hverken magter eller gider tage ansvar for den opståede krise. Han vil i virkeligheden bare gerne tale om får, og undgå hele det diplomatiske cirkus.

Den overkarikerede Ronald Reagan, spillet af Mark Noble, gør det udmærket som det omvandrende spørgsmålstegn, der ikke helt forstår situationens alvor – og om Tredje Verdenskrig måske lurer lige rundt om hjørnet. Det samme gælder for den sovjetiske leder Leonid Brezhnev, portrætteret af Stasys Jakstas. Begge skuespillere leverer det nødvendige, men præstationerne er langt fra mindeværdige. I den sammenhæng er det i sandhed Rolf Lassgård, der står som seriens klare fyrtårn – hans præstation løfter serien og giver den det nødvendige lys, tyngde og dybde.

Konklusion

Serien har sine sjove og skæve øjeblikke, og jeg sætter pris på, at den skiller sig ud fra mængden. Det er både dens force og akilleshæl – for det hele bliver en anelse ekstremt og er konstant en dans med det absurde – og vil derfor ikke være for enhver smag. Som nævnt tidligere: Jeg ville anbefale den til nogle få bestemte venner, men næppe til hele middagsbordet.

Alt i alt synes jeg, Whiskey on the Rocks kan noget – og umiddelbart lander jeg den højt på 4 ud af 6 stjerner. Og potentialet til flere stjerner ligger samtidig og lurer ude í de svenske farvande – den mangler bare lige det sidste.