Wolf Man-anmeldelse – Fuldmånen udleveret som udhulet citronmånesyge

Leigh Whannell hamrer det sidste rustne søm i Universal Monsters-rebootet, med kedelig, u-uhyggelig, uinspireret og utrolig dum, såkaldt moderne opdatering af varulvemyten

1981 står absolut for banneråret inden for varulvefilm. 4,2 MEGA-bangere fik vi: En amerikansk varulv i London, The Howling, Wolfen, Night of the Werewolf og øh… komedien Full Moon High. Tyve år forinden havde datidens varulvefans ventet, efter Hammerstudierne smurte Oliver Reed ind i lim med pels i The Curse of the Werewolf fra 1961. Og igen – lidt twisted ironisk – ventede fans tidligere igen tyve år på en værdifuld varulvefilm efter den originale Universal Monsters-film The Wolf Man, med Lon Chaney Jr. i hovedrollen fra 1941.

I 2010 forsøgte Universal Studios for første gang at “reboote” den originale Lawrence Talbot alias The Wolf Man, med castingen af Benicio Del Toro i hovedrollen. Anthony Hopkins havde været en “succes” som Van Helsing i Coppolas Dracula, så han blev hyret igen i næsten den samme rolle. Den store succes udeblev, og nu knap femten år efter forsøger Universal igen.

I 2020 forsøgte Universal atter at opgradere deres klassiske Universal-monstre til et nyt publikum, og deres første forsøg blev Leigh Whannells The Invisible Man. Det var en noget selvhøjtidelig og meget moderniseret version, hvor underholdningsmomenterne var skiftet ud med traumer og psykiske ar, en film der virkelig endte med at dele vandene.

Næste kapitel i opgraderingerne af Universal Monsters-serien er nu nået til The Wolf Man, og underligt nok er det atter tristheden selv, Leigh Whannell, der står for opdateringen. Men hurtigt finder man ud af, at den mangler The Invisible Mans tematiske klarhed.

Plottet, Ryan Gosling klogeligt forlod

Som barn var familiefaderen Blake (let sløvt spillet af Christopher Abbott) sammen med sin overbeskyttende far (Ben Prendergast) udsat for en skræmmende oplevelse med det sagnomspundne væsen kaldet Ulveansigtet med bjergsygen. Traumatiseret blev Blake åbenbart ikke af hændelsen, for da faderen dør tredive år senere, flytter han fra San Franciscos stress til Oregons mørke skove uden telefondækning med sin arbejdsbelastede kone Charlotte (en dybt uinteressant og ukarismatisk Julia Garner) og datteren Ginger (Mathilda Firth, det eneste menneskelige lyspunkt) efter at have arvet barndomshytten. Her har intet varulveoverfald i selvsamme tredive år fundet sted, men allerede samme aften, inden familien overhovedet når den traumatiserende bjerg/barndomshytte, overfaldes de af en varulv, der flår lidt kød af Blakes arm. De når lige at få barrikaderet sig inde i hjemmet, før far Blake begynder (surprise!) at forvandle sig til en varulv, der nu bringer både kones og datters sikkerhed i fare.

Jeg ventede spændt som et lille barn ved udsigten til Universals moderniseringer af de klassiske monstre, men efter Leigh Whannells nu andet forsøg er jeg lige ved at give op. Faktisk vil jeg sige, at opdateringerne nu får Marvels fase 4 og 5 og Dwayne Johnsons bagkatalog til at fremstå nogenlunde hæderligt. Specielt denne modernisering af varulvehistorien, der skizofrent vakler mellem kedsommeligt familiejammerdrama og våde, omend glimrende, praktiske effekter.

Dybt forudsigeligt ulvesplat

Det virker lidt som om, Leigh Whannell ser ned på genren og forgæves prøver at gøre det til en såkaldt seriøs film, i stedet for at levere den behårede underholdning, som en varulvefilm f.eks. den mere end fyrre år gamle The Howling mestrede.

I stedet bliver der leveret noget af det mest uinspirerede, kedsommelige og dybt forudsigelige ulvesplat, med så store huller i logik og logisk fornuft, at jeg flere gange “ønskede” en rewind-knap for at få det bekræftet, når jeg altså ikke ønskede en fastforward-knap til næste splattersekvens. Whannell er dog til tider opfindsom med kameraet ved at lade det svinge for at efterligne Blakes desorientering og lader publikum se verden gennem hans skiftende øjne ved at skifte til en slags ‘ulve-vision’, men det redder marginalt.

Vag anekdote, blottet for menneskelig specificitet

Whannells The Wolf Man forsøger at sige noget om, hvordan fædres synder går i arv til sønner, men den opgiver til sidst ideen – næsten som om den startede som et mere ambitiøst projekt, før genrekravene afsporede den, og dette gør så også, at Blakes transformation ikke når nogen følelsesmæssig vægt, selvom filmen ønsker det helt klart, givet hvor meget tid den bruger sammen med ham.

Varulvefilm i de rette hænder kan både være rendyrkende, romantiske og tragiske – en vision af vores ønsker, der samarbejder med ukontrollerede dyreimpulser. Denne Ulvemand føles imidlertid som en vag anekdote, blottet for menneskelig specificitet.

Afslutningsvis er der intet galt med at vende varulvegenren på hovedet, men Whannells film gør os ikke interesserede i den lille familie, den er simpelthen for uinteressant, og når så tragedien begynder sin hylen, begynder man at savne 1981 helt så gevaldigt, at man begynder at efterlyse Dr. Emmett Browns DeLorean.