Woman of the Hour-anmeldelse – Endelig en fortælling, der ikke glorificerer morderen

November 28, 2024
Rodney Alcala var en voldtægtsforbryder og morder midt i et drabstogt, da han uden blusel deltog i og vandt en date på det populære tv-spilprogram The Dating Game. Filmen er baseret på virkelige begivenheder, men har naturligvis taget nogle friheder, da det aldrig vil kunne gengives hundrede procent nøjagtigt.
Anna Kendrick ses i hovedrollen som game show-deltageren Cheryl Bradshaw, mens Rodney Alcala spilles af Daniel Zovatto (The Pope’s Exorcist). Woman of the Hour er et frygtindgydende drama, der markerer Anna Kendricks instruktørdebut – en trend, jeg elsker at se mere af. Instruktøren Celine Song havde også sin debut med Past Lives, som viste sig at være et regulært mesterværk. Der er dog en stor kontrast mellem Past Lives og Woman of the Hour, og det bliver interessant at se, om filmatiseringen af Alcala og hans afskyelige bedrifter er blevet en vellykket af slagsen.

Et vellykket stykke håndværk, der ved præcis hvordan og hvor meget der skal vises af gerningsmanden og hans personlighed
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg personligt har det svært med mange film og serier, der omhandler en seriemorder. De fleste ender med at glorificere den pågældende morder eller voldsmand, eller forsøger at skabe sympati for personen, fordi skaberne ønsker at fastholde publikum til slut. En serie som Dahmer er et af de værker, jeg decideret hader. Den fremstiller Dahmer med sympati og forsøger at få seeren til at føle, at det også var hårdt for ham. Det er næsten ulækkert, at man laver den type “underholdning” om mennesker som ham.

Det er derfor med glæde, jeg kan sige, at Woman of the Hour rammer et godt punkt i forhold til at undgå både sympati og medlidenhed for morderen. Filmen springer rundt i tid flere steder, hvor vi ser Rodney Alcala sammen med kvinder, han senere slår ihjel – og allerede i de første tre minutter sættes en isnende og ubehagelig stemning. Når vi så ser ham i The Dating Game, hvor han fremstår langt mere selvsikker og moden end de andre mænd, bliver det endnu mere skræmmende. Daniel Zovatto spiller fænomenalt, især når han skifter fra charmerende fyr til en iskold mand med grusomme hensigter.
Instruktøren Anna Kendrick, som også spiller hovedpersonen Cheryl Bradshaw, gør et fremragende stykke arbejde. Hun er utrolig charmerende og uskyldig, men samtidig har hun en god situationsfornemmelse, hvilket især ses i en scene, hvor Daniel Zovatto og hun spiller op mod hinanden.
Dog er alt ikke en dans på roser. Filmen er til tider rodet, fordi den springer meget i tid. Nogle gange var jeg usikker på, hvornår de forskellige mord fandt sted, og hvor præcist i historien vi befandt os. Jeg savnede også lidt mere indsigt i Rodney Alcalas bevæggrunde for hans handlinger. Selvom jeg værdsætter, at filmen ikke prøver at skabe sympati for morderen, kunne jeg godt have brugt nogle tydeligere tråde til at forstå hans motiver, så længe det ikke fører til medlidenhed.

Konklusion
Woman of the Hour er en rigtig solid debut for Anna Kendrick, som cementerer hende som filmskaber. Jeg glæder mig til at se, hvad hun har at byde på i fremtiden. Hun og Daniel Zovatto har begge fuldstændig styr på, hvad de laver – især Daniel, som imponerer med sine præcise skift i ansigtsmimik og opførsel, uden at det kræver klipning mellem scenerne.
Filmen mangler dog en tydelig tråd, når det kommer til at forklare, hvorfor Alcala præcist dræbte og mishandlede så mange mennesker. Derudover springer den en smule for meget i tid, hvilket gjorde det forvirrende at placere, hvor vi befandt os i fortællingen på forskellige tidspunkter.
Overordnet set er det dog en rigtig god debutfilm, som lover meget for Anna Kendricks fremtid som instruktør.
Medie: Biograf
Medvirkende: Anna Kendrick, Daniel Zovatto, Tony Hale, Nicolette Robinson, Autumn Best
Instruktør: Anna Kendrick
Genre: Drama, thriller, krimi
Premieredato: 28.11.2024
Spilletid: 94 minutter
Selskab: AGC Studios, Vertigo Entertainment, BoulderLight Pictures

Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Nyhed
May 9, 2025
Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?
© Copyright - arkaden.dk