Yakuza Kiwami-anmeldelse – Et overraskende monster fra Japans undergrund

Jeg skal blankt erkende at jeg kendte næsten intet til Yakuza-serien inden denne anmeldelse. Jeg har da fulgt med i nyere tid med udgivelser såsom Like a Dragon: Infinite Wealth, men ikke meget mere end det. Mit overfladiske indtryk har været båret af hvad jeg har set i diverse trailere, og hvis man ser på det næste skud på stammen virker det ret tosset. Som i tosset bare for at være tosset. Hvem havde regnet med at næste skridt ville være Yakuza pirater ved Hawaii? Jeg skal endnu ikke kunne sige om spillene er blevet mere gakkede henover årerene. Jeg kan dog sige at jeg blev meget overrasket over den seriøsitet der OGSÅ gemmer sig i et Yakuza/Like a Dragon-spil.

En rodet start, men så sker der ting og sager

Starten af spillet kan føles tung og forvirrende med de mange titler og familier at holde styr på. Overfloden af flashbacks, nogle gange indlejret i andre flashbacks, kan gøre begyndelsen endnu mere uoverskuelig. Men når man først kommer ind i historien og lærer karaktererne at kende, viser spillet sin sande styrke.

Hvordan er det egentlig at være Yakuza i Japan? I nogle tilfælde virker det som en glorificeret karriere nærmest tilsvarende bikerne i Sons of Anarchy eller mafiabossen Tony Soprano. Et interessant aspekt, som dog bliver mere og mere rå i spillets forløb, og efter det store tidshop i historien kan man godt mærke at billedet har ændret sig.

Historien i Yakuza Kiwami spænder fra seriøse plotdrejninger til vanvittige øjeblikke. Kazuma Kiryu’s stoiske ro og bryske attitude gør ham til en elskelig karakter også selvom han meget sjældent viser følelser. Du er ikke i tvivl om at han står op for hans principper. Spillets dybe plot om forræderi og den japanske underverden udfoldes langsomt og mesterligt, hvilket holder spilleren fanget fra start til slut. Historien i sig selv er fantastisk, men især forholdet mellem Kiryu og Goro Majima udvikler sig på en ekstremt underlig, men fascinerende måde, som tilføjer et ekstra lag af dybde til spillet.

Skæve japanske eksistenser

Hvis man har set nogle afsnit anime eller tre ved man at japanere elsker gakket humor. Nogle gange lige tilpas andre, gange alt for meget. Det lyder Yakuza Kiwami heldigvis ikke under. En af de mest underholdende aspekter af Yakuza Kiwami er de skæve og humoristiske sidequests. Disse varierer fra selv at skulle opsøge dem til at starte automatisk, når man bevæger sig ned ad de rette gader. Eksempelvis finder man sig selv midt i en skummel situation, hvor en uskyldig handling som at forsvare en kvinde med store “fordele” fører til en konfrontation med slyngler. Den letpåklædte kvinde tilbød mig en drink fordi hun “har en ting” for muskuløse mystiske mænd.

Jeg var nødt til at se, hvor det bar hen. Hen på en snusket bar, hvor hun blev mere og mere slibrig, og samtidig insisterede på at jeg skulle drikke ud. Da bartenderen pludselig stemte i, lugtede jeg noget mistænksomt. Det viste sig at være nogle slyngler som ville stjæle alle mine yen ved at date-drugge mig. Næ nej! Så fik de et slag tæsk alle sammen. Denne slags sjove twists er der masser af undervejs, og man glæder sig ofte til at se det næste skøre påfund. Denne uforudsigelighed og humoristiske twist gør spillet livligt og engagerende.

Tekken-lite

Desværre lider Yakuza Kiwami af en smule tekniske problemer på Switchen. Spillet hakker nogle gange under intense kampsituationer. Selvom dette kan være irriterende, er det til at se igennem fingre med. Det sker heldigvis kun i enkelte kampe i storbyen, og da kamp udgør en kæmpe del af spillet, er det en procentvis lille del der er problemer med.

Spillet byder på utallige kampe, men det gør desværre ikke nok for at lære spilleren kampsystemet og de forskellige opgraderinger at kende. Det kan føles tungt og frustrerende, især når man gentagne gange taber kampe uden at forstå hvorfor. En mere tydelig introduktion til kampstile som Beast-stilen, som ændrer spillets dynamik markant, ville have været en stor hjælp. Men! Så snart man får styr på de forskellige muligheder i kamp så bliver det straks sjovere. Efter de første par timer begyndte jeg at frygte hvordan jeg nogensinde skulle komme igennem, hvis hver kamp skulle være ren rå overlevelse. Det hjælper heller ikke at starten på historien er sløv ,og ikke bliver bedre af at den så bliver afbrudt konstant af kampe hvor man får japanske bøllebank. Hele flugtsekvensen fra eksempelvis begravelsen tidligt i spillet føles nærmest som et one-take i et Daredevil afsnit eller den legendariske kampscene i Kill Bill Vol. 1, hvor det bare vælter frem med nye modstandere.

Kampmusikken, der minder om Tekken, er et overraskende og velkomment twist. Selvom japansk stemmeskuespil ofte kan være en smagssag, er leveringen i dette spil spot-on. Balancen mellem seriøse og useriøse øjeblikke er perfekt, hvilket gør spillets narrative skift lettere at acceptere.

Konklusion

Yakuza Kiwami til Nintendo Switch er en blanding af gammeldags charme og moderne opgraderinger. På trods af tekniske udfordringer og en stejl læringskurve, tilbyder spillet en dybt engagerende og underholdende oplevelse. Jeg mangler dog stadig at få svar på den store fascination af græske guder som præger spillet…

De skæve sidequests, det autentiske stemmeskuespil og den komplekse historie gør det til et spil værd at investere tid i. Hvis du kan se igennem de mindre fejl og den tunge start, vil Yakuza Kiwami belønne dig med en rig og uforglemmelig oplevelse i den japanske underverden. Jeg kigger nu nervøst på det store udvalg af Yakuza-spil på Game Pass og frygter, at jeg drukner mig selv i denne franchise de næste mange år.