Ys Memoire: The Oath in Felghana-anmeldelse – Et eventyr der hører fortiden til 

Er dette nostalgiske tilbagespring noget værd i 2025?

Ys er en af de mere overset JRPG-serier. Selvom den har eksisteret i mere end 20 år, skabt af Nihon Falcom, har den aldrig nået samme højder som for eksempel Final Fantasy eller Persona-serierne.  

Serien er dog begyndt at vinde mere frem i spilleres bevidsthed, efter det succesfulde Ys VIII: Lacrimosa of Dana, og følger sin seneste udgivelse Ys X: Nordics med et spring tilbage til dets rødder. The Oath in Felghana er en fornyet version af 2005s remake af Ys III: Wanderers fra 1989 til Sega Genesis – og vi skal nu se, om det er en historie værd at vende tilbage til i 2025.  

På rejse med Adol Christin 

I modsætning til serier såsom Final Fantasy og Persona, så er Ys-historie sammenhængende, og følger 95% af tiden den verdens omrejsende eventyrer, Adol Christin. I Oath in Felghana rejser Adol og hans tro følgesvend Dogi, tilbage til sidstnævntes hjemby efter 8 års fravær. 

Efter alle disse år er der dog meget der har ændret sig, og her er der ikke bare tale om barndomsvenner, der er blevet voksne. Hele øen “Felghana” er blevet overrendt af monstre, og en ny konge har overtaget landet, som han styrer med en jernnæve. 

Adol og Dogi skal nu finde ud af de pludselige monstres oprindelse, og hvordan den nye herskers desperate søgen efter en flok statuer passer ind i billedet. Der er her tale om et lille eventyr, på små 6 timer, der måske nok overholder sin besøgstid, men det uden at tilføje noget nyt eller synderligt spændende af substans.  

Historien er let genkendelig for fans af serien, eller bare fantasy-RPG’er rent generelt, og fungerer mest af alt som en introduktion til Adols langt større eventyrer i senere titler. Dette er ganske vist en remaster, så forventninger bør holdes i skak, når det kommer til at få meget nyt ud af dette nostalgiske tilbagespring – Men selv med disse på plads, er Oath in Felghana en noget tam omgang.

En hyggelig start med små skridt… 

Ys-serien er særlig kendetegnet med dets aktion-adventure gameplay, hvor man i bedste 3D-stil vandrer rundt i semi-lineære områder, bekæmper monstre i real-tid, finder skatte og undgår fælder ved at hoppe rundt eller bruge magi til diverse udfordringer. 

Mange af områderne er baseret på kendte elementer (jord, is, ild etc.) og byder på en masse små afkroge og hemmeligheder, der skal udforskes for nye genstande, der så kan bruges til nemmere at klare senere udfordringer. Synes du at det er besværligt at gå rundt på isen? Så er der nok nogle støvler, som du skal finde, for nemmere at kunne bevæge dig rundt.  

Det er et enormt simpelt, men belønnende, system, der motiverer dig til at udforske banedesignet, uden at det tager alt for meget af din tid grundet deres kompakte størrelse.  

..Men problemerne lurer forude 

Noget andet tilfredsstillende er at se ens karakter blive stærkere, når man finder nyt udstyr, eller stiger i level efter at have besejret en flok fjender, for så at kunne konkurrere med monstre, der før ville have været en overlegen. Dog leder dette også til et niveau af repetition i form af grinding, da nogle fjender er så meget stærkere end en selv ved første møde, at man er tvunget til at gå tilbage for at købe bedre udstyr eller opgradere ens våben ved byens smed. 

Særligt spillets bosser er en stor synder af dette, da disse monstre har så overvældende store mængder liv, at spilleren bliver tvunget til at lære deres angrebsmønstre udenad, for at omdanne hvad der kunne have været en kamp på evner, til et spørgsmål om tålmodighed og held.   

Og en af spillets store problemer er dets bosser. Skønt deres design er klassisk JRPG-eventyr inspireret, er de alt andet end ældet med ynde. Nogle af dem er direkte grimme at se på for en 2025-udgivelse, selv hvis man ser gennem fingre med deres rødder i form af en remaster.  

Der er simpelthen gjort for lidt ud af spillet, til det kan stå tidens tand. Særligt lyd designet for nogle af disse monstrøsiteter gav mig decideret hovedpine, og tvang mig til at skrue ned for lyden, som så gav mig problemer med at følge bossens angrebsmønstre. En ægte “lose/lose situation”. 

En unødvendig remaster

Når det kommer til den finpudsning, som en remaster typisk kan bringe til ældre titler, skuffer Oath in Felghana også fælt. Der er blevet lavet en opdatering på karakterportrætterne, som kommer frem når man snakker med borgerne, men denne ændring er minimal, og gør hverken til eller fra, når vi taler om spillets kvalitet.  

En større forandring, er tilføjelse af stemmeskuespil. Hvor den gamle version var tekstbaseret, har alle individuelle karakter fået sin egen stemme, med et noget svingende resultat. Nogle stemmer fanger alle de nødvendige følelser, man kunne forvente, mens andre lyder som ens fulde onkel/tante havde forvildet sig ind i VO-boksen på optagelsesdag. Det er humoristisk, men ikke just opløftende for spillets kvalitet. 

Konklusion

Ys Memoire: The Oath in Felghana er et vemodigt gensyn med en simplere tid og ikke meget andet. Det har sine charmerende punkter, men formår aldrig at løfte sig ud af de tidlige 2000’erne, hvor det oprindelige remake udkom. 

Det tilføjer samtidig så lidt, at jeg har svært ved at betegne det som en “hæderlig” remaster, men takket været dets solide fundament, er det stadig et godt JRPG at kaste sig ud i, hvis man vil stifte bekendtskab med Adol Christins tidlige eventyrer. Bare lad være med at forvente mere end lidt hyggeligt tidsfordriv.