Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Arkaden får ny chefredaktør

Foto: Arkaden

Af Emil Øgaard
13 februar, 2025

Vi byder velkommen til Arkadens nye chefredaktør

Som et led af Arkadens fortsatte vækst vil Morten Urup give chefredaktør-tøjlerne videre. Navnet på den nye chefredaktør hos Arkaden bliver derfor Lau Mellemgaard Eskildsen. Overdragelsen af opgaver er allerede i gang, og Lau har sin første officielle dag som chefredaktør d. 1. marts 2025.

I den anledning har jeg spurgt både Morten og Lau ind til, hvad det reelt kommer til at betyde for Arkaden, og hvad du som læser, lytter og/eller seer af Arkadens indhold kan se frem til.

– Arkaden vokser som platform og medie, men den vækst har også betydet, at mine arbejdsopgaver er vokset, begynder Morten Urup og fortsætter:

– Hvis Arkaden skal fortsætte sin vækst, så er der behov for, at jeg ikke er en flaskehals, og at jeg koncentrerer mig om podcasten, selvfølgelig, og de forretningsmæssige aspekter af Arkaden. Samtidigt er det vigtigt, at Arkaden beholder sit høje niveau, når det kommer til anmeldelser, interviews og journalistik generelt. Hertil har jeg stor tiltro til, at Lau ikke bare opretholder det niveau, men måske endda hæver det endnu mere.

Den nye chefredaktør, Lau Mellemgaard Eskildsen, ser også utroligt meget frem til sin nye rolle:

– Jeg må sige, at det føles helt og aldeles fantastisk at få den tillidserklæring det er, at skulle varetage rollen som chefredaktør for Arkaden. Det er et medie, jeg har bidraget til i længere tid, så at få muligheden for i endnu højere grad at sætte mit præg på retningen fremover er en kæmpe ære. Arkaden har etableret sig som Danmarks førende gaming-medie, og jeg glæder mig enormt til at fortsætte det arbejde, samtidig med at vi udvikler os og finder nye måder at dække både film- og spilmediet på.

Fokus på historierne fra den danske spilindustri

Da Arkaden for 1,5 år siden udvidede fra kun at være en gaming-podcast til at blive et decideret gaming-medie, var ambitionerne store. Og særligt har vi taget åbent imod den danske spilindustri, som ofte er blevet overset af medierne herhjemme. Her har Lau været et fast anker i dækningen af den danske spilindustri:

– Jeg tror på, at Arkaden kan spille en endnu større rolle i at sætte dagsordenen for, hvordan vi taler om spil i Danmark. fortæller Lau og fortsætter:

– Arkaden er ikke bare et spilmedie – det er et fællesskab. Vi tager spil seriøst, både som kulturfænomen og som industri, og vi har et særligt øje på den danske spilscene og de mennesker, der driver den fremad. Samtidig dækker vi også de store internationale begivenheder, men altid med vores egen vinkel og tilgang.

Hvad kommer det til at betyde for Arkadens lyttere, læsere og seere?

Det største spørgsmål, du sidder med, er sikkert, hvad omrokeringen kommer til at betyde for dig. Det korte svar: intet.

– Vores brugere vil ikke mærke den store forskel. Jeg fortsætter med at lave Arkaden Podcast. Men ved siden af det tager jeg en mere overordnet lederrolle for Arkaden med fokus på den overordnede strategi og på at forfølge de nye muligheder, vi har fået. Men internt vil det betyde mere ro, og at vi kan fokusere på at vokse som medie, forklarer Morten Urup.

Spilåret 2025 kommer til at blive stort, især med det kommende GTA VI, men også set med danske briller. Lau ser særligt frem til at dække både de internationale og nationale nyheder:

– Spilåret 2025 tyder på at blive helt utroligt spændende. Jeg ser især frem til den effekt, et GTA VI kan have på hele industrien – forudsat at det udkommer i år. Derudover ser jeg frem til at se, hvordan de danske spil kommer til at klare sig – både i Danmark men også internationalt. Tempest Rising fra Slipgate Ironworks, der også er baseret i Aalborg-området, ser virkelig lovende ud – og så håber jeg inderligt, at mine gode venner fra CinderCat Games får succes med GLUM, som jeg har fulgt fra sidelinjen i et godt stykke tid.

Hvordan ser fremtiden ud for Arkaden?

Det næste oplagte spørgsmål går på, hvordan Morten og Lau tror, at fremtiden ser ud for Arkaden.

– Arkaden har på kun halvandet år vokset absurd hurtigt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi er om 5 år. Men med Lau ved roret på Arkaden.dk, så er jeg sikker på, at niveauet på vores spil- og filmdækning er skyhøjt, fortæller Morten Urup om ansættelsen af Lau, som supplerer:

– Om fem år ser jeg Arkaden som det naturlige samlingspunkt for dansk spil- og filmkultur – et sted, hvor man både får de seneste nyheder, men også de dybdegående historier, man ikke finder andre steder. Jeg håber, vi har udvidet vores dækning endnu mere, og at vi fortsat kan være bannerførere for en kvalificeret og engageret dækning af populærkultur i Danmark.

Lau slutter af med sætte nogle ord på det, som motiverer ham i den nye rolle som chefredaktør:

– Det, jeg synes er allermest spændende, er, hvordan Arkaden også er godt på vej til at blive et egentligt spilfællesskab. Det gælder både os, der er tilknyttet Arkaden, og de mange læsere og lyttere, der ikke bare følger med, men aktivt deltager og interagerer med vores indhold. Spil handler også om fællesskaber, og Arkaden er ved at blive et sted, hvor vi mødes om den fælles passion – og det er noget, jeg glæder mig til at udvikle endnu mere.

Et billede af Arkadens nye chefredaktør, Lau Mellemgaard Eskildsen
Et billede af Arkadens nye chefredaktør, Lau Mellemgaard Eskildsen. Foto: Privat

Hvem er Lau Mellemgaard Eskildsen?

Til dem som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Lau, har jeg bedt ham om at kort beskrive sig selv:

– Jeg hedder Lau Mellemgaard Eskildsen, og jeg er 41 år gammel. Jeg er far til Karla og Vilma på henholdsvis 6 og 3 år, og sammen med min kæreste Sisse bor vi i Nørresundby ved Aalborg. Jeg er på mange måder et eftertænksomt og reflekterende menneske, men med en kæmpe interesse i kulturelle forhold og sammenhænge.

– De sidste 15 år har jeg arbejdet som folkeskolelærer, hvor jeg har undervist de ældste klasser i primært historie, samfundsfag og religion. Jeg har desuden haft koordinerende roller og siddet i bestyrelsen både som medarbejder, men også som bestyrelsesformand i børnenes vuggestue.

– Sideløbende har jeg i de sidste halvandet år arbejdet som frivillig skribent for Arkaden, hvor det efterhånden er blevet til mere end 500 artikler og anmeldelser.

Her på Arkaden er byder vi et stort velkommen til Lau og ønsker ham endnu engang et kæmpe tillykke med den nye rolle. Vi glæder os til samarbejdet.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk