Ad Banner
Ad Banner

Feature

Arkaden interviewer ‘Far til fire’s Mie: “Jeg blev bestemt ikke rig på rollen”

Foto: Hasse Ferrold

Mest læste

Ad Banner
Af Kasper Rasmussen
8 marts, 2025

Arkadens Kasper Rasmussen er taget ud for at besøge den sidste Far til fire-overlevende, Rudi Nielsen, der som bekendt spillede Mie

I 1950’erne oplevede dansk film en genopblomstring af folkekomedien, særligt med de elskede Morten Korch-filmatiseringer og de hyggelige familiefilm om Far til fire. Samtidig begyndte en ny retning at tage form med problemorienterede film, der især satte fokus på ungdommens udfordringer. Midt i tidens strømninger stod Carl Th. Dreyers mesterværk Ordet (1955) som et tidløst og monumentalt værk.

Efter krigens mørke og traumer var der et tydeligt behov for at vende tilbage til traditionelle danske værdier og en mere eskapistisk hyggekultur. Denne tendens afspejlede sig i filmene, hvor det nationale og folkelige blev dyrket.

Morten Korch-filmen De røde heste fra 1950, som blev den første af i alt 13 film baseret på Korchs værker i perioden 1950-1967, solgte over 2,6 millioner biografbilletter – i en tid, hvor Danmarks befolkning talte 4,5 millioner – og blev en sand landeplage. Samtidig cementerede den Poul Reichhardts position som en af tidens største stjerner.

Dirch Passer blev tidens største komiske stjerne, ofte i selskab med Ove Sprogøe eller Kjeld Petersen. Film som Det var på Rundetårn (1955) og Vi er alle sammen tossede (1959) viste hans unikke talent for humor og timing.

Foto: Nordisk Film/Saga/Metronome

Problemorienterede film og ungdommens udfordringer

Sideløbende med folkekomedierne opstod en bølge af mere alvorlige film, der tog fat på samfundets problemer. Bodil Ipsens Café Paradis (1950) skildrede alkoholismens konsekvenser, mens film som Farlig ungdom (1953) og Bundfald (1957) satte fokus på ungdommens udfordringer og sociale problemer.

1950’erne bød også på en række andre bemærkelsesværdige film. Johan Jacobsens Min kone er uskyldig (1950) og Torben Anton Svendsens musical Mød mig på Cassiopeia (1951) var blandt tidens mest populære. Erik Balling debuterede som instruktør med Vi arme syndere (1952) og fortsatte med succeser som Kispus og Qivitoq (begge 1956), der var de første danske live action-film i farver.

Carl Th. Dreyer markerede sig med Ordet (1955), der blev hans største publikumssucces og står som et af dansk films mest ikoniske værker. Johan Jacobsen bidrog også med stærke dramaer som Blændværk (1955) og En fremmed banker på (1959), der vakte opsigt med deres modige tematikker.

Efter Anden Verdenskrig genvandt amerikanske film deres dominans i danske biografer, men i midten af 1950’erne opstod en konflikt mellem de store amerikanske filmselskaber og den danske stat. Konflikten førte til en blokade, hvor danske biografer i en periode blev afskåret fra de store amerikanske film. Dette resulterede blandt andet i, at danskere tog til Sverige for at se klassikere som Borte med blæsten, der først fik dansk premiere i 1958.

Foto: Scanbox/Asa-film

Far til fire – en dansk klassiker

Instruktøren Alice O’Fredericks, en af filmhistoriens mest produktive kvindelige instruktører, stod bag både Morten Korch-filmene og de populære Far til fire-film, der med deres varme og humor skildrede livet i forstædernes villakvarterer.

Far til fire-serien er baseret på en populær avistegneserie udgivet fra 1948, skrevet af Olav Hast (1906-1991) og tegnet af Kaj Engholm. Den giver et kærligt og hyggeligt portræt af en lille familie, hvori de fire børn, den voksne Søs, tvillingerne Ole og Mie og efternøleren Lille Per, sammen med deres far gennemlever dagligdagen — uden mor, der i bedste Disney-stil er død.

Den første Far til fire-film fra 1953 introducerede os til den elskelige familie bestående af Far, Søs, Mie, Ole, Lille Per, Onkel Anders og naboen Fru Sejersen. Filmene blev hurtigt en fast del af danskernes hjerter, og serien fortsatte med otte film frem til 1961. Hver film bød på små, hjertevarme historier, ofte krydret med sange af Sven Gyldmark, der blev populære langt ud over biografsalene.

Far til fire på Bornholm er blandt de mest velkendte og elskede Far til fire film. Denne film har en stemning som de andre ikke kommer i nærheden af, og det er stemningen god Dansk sommerferie på solskinsøen Bornholm.

Far til fire med fuld musik fra 1961, er den sidste film det blev til i første omgang, første generation, af Far til Fire filmene.

I mere end et halvt århundrede har Far til fire filmene været en central del af den danske kulturarv, og de oprindelige film har stadig et stort publikum.

Foto: Scanbox/Asa-film

Mislykket genoplivningsforsøg (1971)

I 1971 forsøgte Just Betzers Panorama Film at genoplive serien med Far til fire i højt humør med skuespilleren Ib Mossin, der havde spillet Søs’ kæreste og ægtemand Peter, som manuskriptforfatter og instruktør. Nu med Helge Kjærulff-Schmidt som Far og Buster Larsen som onkel Anders samt med yngre børneskuespillere, der havde alderen til en ny serie. Det blev i enhver henseende en fiasko.

Skuespiller og musiker Ole Neumann, der spillede den oprindelige Lille Per i Far til Fire-filmene, døde den 25. januar i en alder af 77. Derfor har Arkadens Kasper Rasmussen taget ud for at besøge den sidste Far til fire-overlende, Rudi Nielsen, der som bekendt spillede Mie:

Frisklavet kaffe og Keld og Hilda

Rudi, der dengang hed Hansen, var kun 9 år, da hun fik rollen som den søde og smilende Mie i den første Far til fire-film fra 1953. Hun var 17, da hun i 1961 var færdig med optagelserne til Far til fire med fuld musik.

Instruktøren Alice O’Fredericks ramte plet med sit valg, for da jeg besøger den tidligere skuespiller i hendes hjem i en forstad nord for København, er det nemt at forestille sig, hvordan Mies liv kunne have set ud, hvis serien stadig kørte i 2025.

Den nu 81-årige Rudi Nielsen, klædt i sort fra top til tå, byder mig velkommen med frisklavet kaffe og Keld og Hildas sorte puddelhund, Bertil, som hun passer i et par uger, mens de er på ferie på Gran Canaria. Jeg har taget småkager med fra bageren, som hun pænt lægger frem på kaffebordet.

Arkadens egen Kasper Rasmussen og Mie anno 2025 for fuld musik. Foto: Hasse Ferrold

Eventyrteatret og Glassalen i Tivoli

Hun lægger ud med at fortælle, hvor glad hun har været for at være med i bestyrelsen for Eventyrteatret, som hun deltog i frem til 2023. Hun har været med siden 2000 og har været formand siden 2006. Skuespilleren og danseren Silas Holst var på Eventyrteatret som barn, nu er han tilknyttet Eventyrteatret både som manuskriptforfatter og instruktør. Teatret er ikke kun en dramaskole, men laver også to forestillinger om året i Glassalen i Tivoli og en juleforestilling. Hun fortæller, at det har været en fin måde at afslutte sin tid på scenen, for nu arbejder hun mere bag kulisserne.

Hun fortæller også, at hun som barn læste Far til fire-striberne i Politiken og glædede sig til dem hver dag:

– Det var en rigtig familieserie. Det var jo lidt specielt dengang med en enlig far. Hvor var mor henne? Der er godt nok et billede af en ældre dame på klaveret, som jeg tror er hende. Men det blev aldrig forklaret. Døde hun måske, da Lille Per blev født, eller stak hun bare af?

Jeg spørger, om hun tror, at forfatteren Olav Hast og tegneren Kaj Engholm måske har ladet sig inspirere af Disney med den moderløse familie.

– Gud, det har jeg aldrig tænkt på. Det er jo rigtigt! Helt rigtigt! svarer hun, selvom vi begge ikke er helt sikre på det. Vi er dog begge enige om, at det gør historien mere spændende.

Mie på jobbet. Foto: Hasse Ferrold

Virkelighedens Mie var også “forældreløs”

Rudi Nielsens mor, som var revydanserinde, og biologiske far havde mødt hinanden under krigen og indledt et forhold. Men det sluttede brat, da moderen Rita pludselig opdagede, at han havde både kone og to børn. Da var hun allerede gravid, og Rudi har derfor aldrig kendt sin far.

– Min mor (Rita Kuni Andersen) var danserinde, så derfor tror jeg, at hun også syntes, at jeg skulle gå til dans, akrobatik og ballet. Noget med bevægelse, det var vigtigt for hende. Jeg var god til akrobatik, så jeg vandt nogle store konkurrencer, og det var der med et billede i en avis, at Alice O’Fredericks spottede mig, da de var begyndt at lede efter børnene til Far til fire. På det tidspunkt spillede jeg børneteater, og jeg var i Ping-klubben, hvor jeg som 6-7-årig var med i Annie Get Your Gun, hvor man typisk også blev spottet. Senere spillede jeg med på Solbyscenen og på Nørrebro Teater.

– Jeg boede sorgfrit hos mine bedsteforældre i de første syv år af mit liv, da min mor havde travlt med at danse, og senere på Cirkusrevyen, som Ib Schønberg i 1953 senere overtog. Hun levede nærmest for det, så det var lykken for hende, at både min søster og jeg også ville kunstnervejen. Hun boede med min stedfar, men det var ikke noget, jeg senere resonerede over med Far til fire-serien. Jeg lignede i øvrigt min far, og min søster Annisette (- Koppel), som er datter til min stedfar, lignede min mor. Det var først i anden klasse, at jeg kom rigtigt hjem at bo. Mine bedsteforældre var dog fantastiske, hvor vi én gang om ugen gik i Søborg Bio. Jeg var en frygtløs, glad pige, der selv tog bussen til Husum og selv videre med sporvognen til Nørrebros Teater. Faktisk vil jeg sige, jeg havde en sorgløs tilværelse, da der blev taget hensyn til os børn. Annisette og jeg optrådte også hos Palles Tivoli hele weekenden, som foregik på en blokvogn.

– Annisette og jeg var ikke udsat for vold, for det var vi ikke. Vores mor kunne give en lussing, som man gjorde i ”gamle dage”. Vores far har aldrig slået os. Vi har bestemt ikke haft en barsk barndom. Vores forældre skændes. Det var det. Vi boede småt, men havde dog to værelser.

Foto: Lars H. Laursen

25 kroner om dagen

– Jeg gik på en skøn skole, Emdrupborg Skolen eller Forsøgskolen, også kaldet Tyskerskolen, da der var tyske flygtninge på skolen. Det var også en skole med fag, der kun var på denne skole. Her var der hverken misundelse eller jalousi forbundet med Mie-rollen.

– Far til fire-filmene blev kun optaget i vores skoleferier, hvor vi havde det sjovt. Det var yderst sjældent, der var optagelser i skoletiden. Som nu i Far til fire i sneen, som blev optaget i påskeferien, hvor vi jo var i Norge under optagelserne. Man følte sig aldrig “brugt” som en voksen. Vi fik 25 kroner om dagen på Far til fire-filmene, og det var stort, ha ha. På de sidste film tjente vi dog 200 kroner pr. dag, og det var så det, ingen royalties. Det var producenterne, der skummede fløden, ikke os skuespillere, og det var jo mange penge, filmene indtjente. Lad os sige det sådan, at jeg er glad for at have glædet mange mennesker med filmene, men mangemillionær blev jeg ikke. Min søster er jo hellere ikke blevet mangemillionær med sin musik, men hun vil jo også hellere redde verden med kærlighed.

– Filmene var jo optaget i Lyngby, også Far til fire på Bornholm, som vi først så ved premieren. Dette gjaldt også de store navne. Far til fire på Bornholm var i øvrigt primært optaget i Tårnby og ikke på Bornholm, hvor vi kun var i meget få dage. Ellers vil jeg sige at de største oplevelser, var da vi lavede Far til fire i sneen fra 1954, der blev den sidste film med Ib Schønberg. Her skulle vi jo optage i Norge, og det var første gang, jeg var i udlandet med færgen osv. Her boede jeg på værelse med vores scriptgirl. Jeg ved dog ikke om filmene vil holde i fremtiden. Det var i øvrigt nogle af de første danske familiefilm. Sjovt nok har mine børnebørn ikke set filmene.

Barnløse Alice O’Fredericks

Alice O’Fredericks debuterede som instruktør i 1934 med farcen Ud i den kolde Sne, som hun instruerede i samarbejde med Lau Lauritzen jr. Dette samarbejde blev begyndelsen på en lang række film, først produceret hos Palladium, men fra 1937 fortsatte de deres arbejde hos ASA.

I løbet af sin karriere instruerede Alice O’Fredericks over 70 film, hvoraf de fleste blev skabt i samarbejde med en medinstruktør. Blandt andet arbejdede hun sammen med Jon Iversen på de første Morten Korch-film og senere med Ib Mossin, som overtog instruktionen af både Morten Korch-filmene og Far til fire-filmene efter hendes død.

– Hun havde jo ikke selv børn, og det var meget vigtigt for hende at lave noget psykologisk rigtigt, så hun bedre kunne instruere os børn. Vi blev dog ikke rigtigt instrueret, til gengæld løber vi meget i filmene, da Alice altid ønskede bevægelse. På teatret skal du jo kende rollen, sådan var det ikke på film. Alice gjorde det nemt for os, hun var også meget interesseret i faget, hun gjorde det bestemt ikke for pengenes skyld. Hun var jo den første danske kvindelige filminstruktør. Desværre led hun til sidst af ledegigt, hun var rigtig syg til sidst, fik kørestol og måtte nærmest blive båret rundt. Hendes smerter gjorde også, at hun ikke altid var lige sød, hun var dog altid sød over for os børn. Men eksplodere og ikke altid være sød, det kunne hun være over for andre. Hun var også god til at klare sig over for mændene, var meget respekteret.

Første kys foreviget

– Jeg flyttede jo hjemmefra, da jeg var 19 år. Jeg var 17, da vi lavede den sidste Far til fire-film (Far til fire med fuld musik, 1961), hvilket naturligvis blev min favoritfilm. Det var jo her, jeg mødte min kommende mand, Harald Nielsen, der dengang var 19 år, og han var allerede dengang et stort navn. På det tidspunkt var han på alles læber, og han skulle jo spille Lille-Pers træner, og Alice O’Fredericks havde allerede på det tidspunkt spottet, at der burde være noget imellem os i filmen. Så jeg blev bedt om at kysse ham, og det ville jeg ikke, for det stod ikke i manuskriptet. På det tidspunkt havde jeg aldrig kysset nogen, jeg var jo kun sytten, forstår du, men Alice fik mig overtalt, selvom jeg var stiv af skræk. Så mit allerførste kys nogensinde blev simpelthen foreviget foran hele pressens fotografer. Men Harald var jo så SØD, og det blev jo til mange kys siden, og senere to børn, ha ha. Dengang boede man jo hjemme, indtil man blev gift. Min mand og jeg har levet i den bedste tid, og vi kan ikke huske krigen.

Ib Schønberg – En af Danmarks mest elskede skuespillere

Ib Schønberg var en af de mest markante og folkekære skuespillere i dansk filmhistorie. Med sin varme udstråling og sit karakteristiske, runde ydre formåede han at skabe uforglemmelige øjeblikke på det store lærred.

Gennem sin karriere medvirkede Ib Schønberg i mere end 100 film og blev hurtigt en af sin tids absolut mest populære skuespillere. Han havde en særlig evne til at bringe humor og hjerte ind i sine roller, hvilket gjorde ham til et naturligt valg til komedier. Blandt hans mest mindeværdige præstationer finder vi rollen som den venlige betjent i Panserbasse (1936) og den forvekslede biskop i Biskoppen (1944).

Ib Schønberg havde også en vigtig plads i de folkekære Morten Korch-film, hvor han ofte leverede stærke biroller, der understregede hans alsidighed som skuespiller. Derudover spillede han en central rolle som faren i de to første film i den elskede serie Far til Fire (1953 og 1954), hvor han med sin varme og charme vandt publikums hjerter.

Med sit talent og sin evne til at skabe nærvær på skærmen har Ib Schønberg sat et varigt aftryk på dansk film og forbliver en skattet del af Danmarks kulturarv.

– Ib Schønberg så jeg ikke så meget til i de to første film. Han sad mest for sig selv, han havde en vis attitude. Han blandede sig ikke, nærmest usynlig. De ville jo gerne gøre ham skaldet ligesom tegneserien, men det ville Ib ikke, så tegneserien måtte de tegne om. Han blev vist kun 50 år, da han døde af lungebetændelse( han blev 52 ). Det var derfor, Karl Stegger senere overtog hans rolle. Karl Stegger var det helt modsatte. Han talte med lysmanden og alle dem på gulvet. Vi blev dog aldrig på julekort osv. Poul Reichhardt var meget underholdende, med en fantastisk udstråling og varme. En glad mand, simpelthen. Han var også ligesom Stegger dus med alle mennesker, og ikke kun himlens fugle.

– Ole Neumann, der spillede Lille-Per, var en sød dreng, men vi stoppede desværre kontakten efter filmene. Han blev meget “passet på” dengang, da de var bange for, at det skulle gå ham som det gjorde med Lille Connie (Connie Meiling), der bl.a. spillede med i Ib Schønberg-filmen Panserbasse fra 1936, der bukkede under for berømmelsen.

Mysteriet Otto Møller Jensen

– Jeg havde mere kontakt med Otto Møller Jensen der spillede Ole, fortæller hun.

Otto Møller Jensen boede på Amager, hvor han legede med søskendeparret Rudi og Anisette Hansen, når de besøgte deres tante Paula i nabolaget. Hans skuespillerkarriere begyndte tidligt, da han også optrådte på Ping-Klubbens børneteater og senere på Nørrebro Teater, sammen med Rudi Hansen.

Da Rudi Hansen blev castet som Mie i den første Far til fire-film, anbefalede hendes mor Otto til rollen som Ole. Efter en prøvefilmning blev han valgt til rollen, og på grund af hans mørkeblonde hår fik han en lys paryk for at matche karakterens udseende. Otto medvirkede også i andre film, herunder Fløjtespilleren (1953) og Arvingen (1954). Under optagelserne til Far til fire på Bornholm (1959) blev han indkaldt til værnepligt, men fik udsættelse for at færdiggøre filmen.

Efter sin tid som skuespiller valgte Otto Møller Jensen at forfølge en karriere inden for mode. Han blev optaget på Skolen for Brugskunst og uddannede sig i fire år som modedesigner på Kunsthåndværkerskolen. Under sin værnepligt begyndte han at tegne modetøj, og efter soldatertiden rejste han til Paris for at studere haute couture. Tilbage i København åbnede han en modesalon i Brolæggerstræde i det indre København og forsøgte sig også som kostumetegner til film og teater. Trods ambitionerne lykkedes det ikke at opnå en varig karriere i modebranchen, og han måtte til sidst lukke sin forretning.

Efter modeeventyret drev Otto en kiosk i Møntergade i København i en årrække, inden han fik ansættelse ved Post- og Telegrafvæsenet i Krystalgade. Han arbejdede der frem til sin død i 1996.

Otto Møller Jensen levede et privatliv uden faste forhold og efterlod sig ingen efterkommere. Han døde den 12. marts 1996, 55 år gammel, af AIDS. Han blev begravet i fællesgraven på Hillerød Kirkegård.

Vidste ikke han var homoseksuel

– Vi var meget sammen dengang, og jeg vidste slet ikke han var homoseksuel, det var slet ikke noget man talte om. Første gang jeg var hjemme hos Otto, sagde han: “skal vi lege?”, og jeg troede jo at nu skulle vi lege med biler. Så havde han en skuffe med påklædningsdukker, og det syntes jeg godt nok var lidt mærkeligt. En dreng der havde påklædningsdukker! Jeg lagde dog ikke noget særligt i det alligevel. Men hans interesse var jo også at tegne kjoler, og han blev jo også senere designer og kom på skole. Han var en af de første herhjemme der døde af AIDS. Det var så synd, han var et sødt menneske, en sød dreng. Der var jo også flere homoseksuelle på filmsettet: Christian Arhoff, Ebbe Langberg og Jon Iversen, men det var bestemt ikke noget man skiltede med. Dengang “sprang man jo ikke ud af skabet”. Peter Malberg gik også med makeup privat, men jeg tror dog ikke, at han var homoseksuel.

– Far til fire i byen fra 1956 var en stor omvæltning, da det var den første farvefilm. Der var stor diskussion, hvorvidt det skulle være varme eller kølige farver. Her medvirker min søster jo også som gammel julemand, med fingerring og det hele. Det er også sjovt at tænke på, hvor tydeligt vi taler i filmene, modsat i dag, hvor alle mumler. Dengang dubbede vi jo heller ikke lyden. Dog blev Harald dubbet af Ib Mossin, da han simpelthen talte for Frederikshavnsk. Derfor skulle alt dengang siges perfekt. Lyssætningen blev også lavet med normalt sollys, og de indendørs optagelser blev lavet med kulbuelamper, der nærmest fungerede som højfjeldsol. Faktisk gav de mig forbrændinger i mine øjne. Dengang blev film jo også skudt på rigtig film, så det skulle bare sidde i kassen.

En voldsom bilulykke

– Som syttenårig var jeg jo desværre med i en bilulykke med Volmer Sørensen, og det gjorde jo, at jeg lå på hospitalet ret længe, og derved satte en mindre stopper for min filmkarriere. Jeg havde faktisk døden åndende i nakken, så slemt var det. Hele ni døgn lå jeg og svævede mellem liv og død, det var meget alvorligt. Jeg havde været til prøver oppe i Gilleleje, hvor jeg skulle medvirke i noget revy kaldet Lulus lysthus, som Volmer Sørensen stod for, sammen med Lulu Ziegler. Vi skulle øve på noget revy, og Harald skulle i Idrætsparken for at lave noget radio, og der skulle jeg have været med. Men prøverne trak desværre ud, så Harald var nødt til at køre. Derfor skulle Volmer køre mig, og så kørte vi galt.

– Heldigvis var Harald og jeg meget forelskede, så det holdt gejsten oppe og hjalp mig med at overvinde smerterne. Jeg lå jo i over tre måneder på hospitalet på et bræt, da jeg var brækket flere steder, med de ondeste indre blødninger og en lunge, der var klappet sammen osv. Desuden kunne jeg de første mange dage ikke mærke mine ben, men det gik heldigvis godt. Det viste sig senere, at der skete flere ulykker ved den vej, vi kørte galt ved Nøddebo. Vi var ikke den eneste bil, der skred ud, så efter ulykken blev det sving faktisk rettet. Det skete ovenikøbet med Volmers nye bil, med automatgear og det hele, så den havde selv bremset ned, og dermed bidraget til ulykken, hvilket var ret nyt dengang i 1961.

Ja, den var nok ikke gået i dag!

Nej til Festen

– Senere skulle Harald, som stadig er den eneste jeg har kysset på munden, til Italien og spille fodbold, han var dog hos mig, indtil det hele var overstået. Jeg blev gift med Harald, da jeg var 19 år, så vi måtte have kongebrev, da man først var myndig som 21-årig. I næsten to år skrev vi sammen mellem Danmark og Italien, og det var dagligt, så forelskede var vi. Senere måtte vi ringe sammen over rigstelefonen, og dengang var der faktisk en fan, der overlyttede vores samtaler, ha ha. Vi blev senere gift på Gladsaxe Rådhus, og det var dengang Erhard Jakobsen, der viede os. Det “sjove” var, at de billeder, han tog, ikke blev til noget, for han glemte at komme film i apparatet. Og siden har jeg ikke savnet filmbranchen. Min bedste rolle blev rollen som hustru og mor. Jeg tror slet ikke det havde været noget for mig med de senere sengekantsfilm osv. Jeg var simpelthen for snerpet. Heller ikke film som Festen eller Dancer in the Dark.

Berømte som The Beatles

Savage Rose debuterede på Plænen i Tivoli i 1968 og markerede sig hurtigt som et unikt navn på den musikalske scene. Efter debuten turnerede bandet i Skandinavien og store dele af Europa, og i 1969 optrådte de ved den prestigefyldte Newport Jazz Festival i Rhode Island, USA. Denne periode tydede på begyndelsen af en lovende international karriere.

I slutningen af 1960’erne spillede ægteparret Thomas Koppel og Annisette Hansen ofte i Los Angeles, hvor de senere bosatte sig. Men bandets kompromisløse tilgang til både kunstnerisk udtryk og politiske idealer skabte udfordringer i samarbejdet med den amerikanske musikbranche. En særlig konflikt opstod, da deres pladeselskab ønskede, at de skulle optræde for amerikanske tropper i Vietnam. Dette førte til et brud med den kommercielle musikindustri.

I stedet valgte Savage Rose at fokusere på en karriere i Danmark, hvor deres musik blev præget af socialistiske og kommunistiske idealer. Bandet blev aktive medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) og skabte en kunstnerisk platform, der afspejlede deres politiske overbevisninger.

– Min søster Annisettes Savage Rose kunne have været lige så berømte som The Beatles, tror jeg, hvis de ikke havde taget hjem fra Amerika dengang. Selvom vi står politisk meget langt fra hinanden, vil vi jo det samme. Men jeg er stadig stolt af hende, og hun synger jo endnu i en alder af 76 år, hvilket er imponerende. En sand kraftanstrengelse, selvom hun er faldet nogle oktaver. Jeg har naturligvis alle hendes plader.

Rudi Nielsen – Et liv fyldt med kærlighed, succes og minder

Selvom det ikke er royalties fra de folkekære film, der har gjort Rudi Nielsen velhavende, har hun opnået stor økonomisk succes gennem flere investeringsfirmaer. Virksomheden blev stiftet i 1981 sammen med hendes nu afdøde mand, fodboldlegenden Harald Nielsen.

De delte alt – måltider, rejser, arbejde og venner. Deres liv var tæt forbundet, og deres kærlighed var stærk. Men den 11. august 2015 mistede Rudi sin livsledsager gennem mere end 50 år. Harald Nielsen sov stille ind efter at have kæmpet mod prostatakræft.

Harald Nielsen var en af Danmarks største fodboldspillere nogensinde. Han blev to gange topscorer i den italienske Serie A og spillede en afgørende rolle, da Danmark vandt sølv ved OL i 1960. Det var ved denne lejlighed, han fik tilnavnet ’Guld-Harald’ – et udtryk for hans store ambitioner. Efter sin aktive karriere på banen var han med til at grundlægge FC København, men hans succes begrænsede sig ikke til fodbold. Sammen med Rudi skabte han virksomheden ’Rudi & Harald Nielsen’, som blandt andet solgte italienske lædertasker og sko. Det blev en stor succes og blot ét af mange spændende projekter, som det aktive par kastede sig over.

I dag er Rudi Nielsen stadig lige så smuk og elegant, som da hun mødte Harald under filmoptagelserne i 1961. Kun de fine linjer i ansigtet og det grå hår afslører, at tiden er gået.

Selvom hun ofte ønsker, at Harald havde fået lov til at blive 100 år i stedet for blot 73, er hun taknemmelig for de mange år, de fik sammen. Deres kærlighedshistorie var som et rigtigt eventyr – et eventyr, der er en Mie værdig.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Split Fiction-anmeldelse – Et kooperativt mesterværk
Hazelight Studios
LordHansCapon/YoutubeKingdom Come: Deliverance 2 har gjort Luke Dale til en streamingstjerne