Ad Banner

Førstehåndsindtryk

Arkaden til Gamescom 24 – Orcs Must Die! Deathtrap-preview

Foto: Robot Entertainment

Af Lasse Bjørnsten Rasmussen
30 august, 2024

Udvikl dig som en orc-dræbende krigsmager gennem en rogue-lite verden med dine venner

Jeg og den kære Daniel Møgelhøj har været så heldige at spille sammen og prøve det kommende Orcs Must Die! Deathtrap. Orcs Must Die! Deathtrap er et actionfyldt tredjepersons skydespil og fældeforsvarsspil. Under spillet udvikler man sig som en orc-dræbende krigsmager gennem rogue-lite valg. Målet er så simpelt som at udslette, lemlæste og brænde massive horder sammen med op til fire spillere. Alle spillerne kan spille forskellige roller med unikke evner, fælder, våben, kosmetik og meget mere. 

Det er mit første Orcs Must Die! spil, og i forhold til at jeg var ny til spillet, endte jeg alligevel med at være MVP på vores hold. Jeg havde næsten dobbelt så mange point som andenpladsen på holdet, hvilket jeg ikke kunne lade være med at være lidt stolt af. Daniel og jeg var også de hurtigste til at klare den demo, der var sat op til Little Nightmares 3, så jeg vil sige, at Daniel og jeg har haft nogle gode gaming-momenter til Gamescom. 

Foto af: Robot Entertainment

Nok om det. Angående Orcs Must Die! Deathtrap fik jeg nogle få spørgsmål ind, imens Daniel og jeg spillede derudaf. Jeg spurgte, om der var en historie i spillet, eller om det primært var denne rogue-lite rundebaserede mode. Hertil svarede han, at fokuset for denne udgivelse har været co-op. Mindre historie og mere rogue-like, mere kaos med venner og langt mere genspilningsværdi. Spillet fungerer nemlig sådan, at hver bane har 6 runder af fjendtlige bølger, som man skal besejre, før de ødelægger ens base. Efter hver bane får du en masse ting, som du kan bruge til at opgradere din karakter, våben, købe nye fælder og mange andre ting. 

Jeg spurgte også ind til, om de havde planer om at opdatere spillet løbende. Hertil fik jeg ikke et helt klart svar. Det virkede som om, de ikke havde lyst til at snakke om det, men en af udviklerne nævnte dog, at de ikke er færdige med spillet, når det er udkommet. Hvordan de præcis har tænkt sig at køre det videre, har jeg desværre ikke et svar på.

Foto af: Robot Entertainment

Jeg havde personligt håbet på en lille historiedel, men som et co-op spil, som man kan tage op og spille i et par timer med vennerne, fungerer det overraskende godt. Det er utroligt simpelt i sin gameplay, hvilket ikke gør det til en frustrerende oplevelse. Det er let at lære, men hvis du vil mestre alle mekanikkerne og vide, hvad hver klasse kan og har af evner, kræver det dedikation. 

Jeg kunne godt se dette spil have en lang levetid, da det ligner et spil, der er relativt nemt at udgive nye opdateringer til i form af baner, karakterer, våben, fælder og potentielt nye modstandere. Noget, jeg godt kunne tænke mig at se, er en dedikeret PVP-mode. Men baseret på hvad jeg har spillet sammen med Daniel og den meget korte snak med en af udviklerne, har jeg stor tiltro til spillets fremtid og lancering.

Lasse Bjørnsten Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder for film, spil og tv-serier, og elsker at formidle det. Han er en ung purk, der har taget sine første skridt ind i medieverdenen, som har fascineret ham siden han for første gang fik en PlayStation 2-kontroller i hånden og en Nintendo DS ved siden af sig.





© Copyright - arkaden.dk