Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Avowed-anmeldelse – En flot, men ujævn rejse gennem Eora

Foto: Obsidian Entertainment

Mest læste

Ad Banner
Af Lau Mellemgaard Eskildsen
13 februar, 2025

En sygdom plager landet – og du er den eneste, der kan redde det

Det føles næsten uvirkeligt, men i 2025 får vi hele to singleplayer RPG-udgivelser fra Obsidian Entertainment. The Outer Worlds 2 og Avowed udkommer begge i år, men sidstnævnte startede faktisk som noget helt andet. Oprindeligt var planen, at Avowed skulle være et game-as-a-service-spil med multiplayer-elementer. Heldigvis sadlede Obsidian om, da de erkendte, at deres styrker ikke lå i den genre – og at det slet ikke var den type spil, de ville lave.

I stedet besluttede de sig for at lave et singleplayer fantasy-action-rollespil, der udspiller sig i Pillars of Eternity-universet, Eora. Men hvor begge Pillars of Eternity-spil var klassiske isometriske rollespil med et top-down-perspektiv, har man med Avowed flyttet synsvinklen til førsteperson og skruet op for actionelementerne.

Forventningerne har været tårnhøje. Obsidian har en stærk historik og har flere gange bevist, at de mestrer både rollespil og actionspil. Men kan Avowed løfte arven fra Pillars of Eternity – og lever det op til de store forventninger? Det er det, vi skal finde ud af nu.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

En dødelig plage, en kejserlig udsending og en verden på randen af kaos

Du spiller som en kongelig udsending, der er blevet sendt til The Living Lands for at undersøge og bekæmpe en ukendt plage, The Dreamscourge. Sygdommen har allerede lagt en skygge over landet og truer med at brede sig til resten af kontinentet. Derfor er du blevet udvalgt af kejseren som hans mest betroede repræsentant – en position, du har fået på trods af, at du er en såkaldt Godlike.

Godlikes er en sjælden race i Eora, som menes at være enten velsignet eller forbandet af guderne allerede fra fødslen. De kan ikke få børn og findes kun få steder i verden, og hvordan de bliver modtaget, afhænger helt af kulturen i det område, de befinder sig i. Nogle steder bliver de æret som gudernes afbildning, mens de andre steder betragtes som udskud og holdes uden for fællesskabet.

Efter en stemningsfuld, animeret indledning, der sætter rammen for en fortælling med en mere alvorlig tone, og en spektakulær cutscene, der understreger, hvor stor en trussel The Dreamscourge udgør, bliver man mødt af spillets character creator. Her er det tid til at forme sin egen karakter med alt fra udseende og køn til baggrundshistorie. Alt her trækker tråde til Pillars of Eternity-universet, men det føles mere som en kærlig hilsen til dem, der kender det, end en nødvendighed at have en omfattende baggrundsviden. Det kunne i princippet være starten på hvilket som helst fantasy-spil, men det føles nu alligevel ret skønt at være tilbage i et univers, man tidligere har brugt mange timer i.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

En verden præget af magtkampe – men en historie uden bid

Når Avowed endelig giver dig kontrollen, føles det næsten som om, det har lidt for travlt med at komme i gang. Spillets tutorialområde gør sit arbejde fornuftigt og giver en god introduktion til de grundlæggende systemer, men det kaster dig samtidig hovedkulds ind i fortællingen. På under en time bliver du præsenteret for din egen baggrundshistorie, nye følgesvende og et væld af referencer til Pillars of Eternity-spillene – herunder Deadfire, som var så vigtig en begivenhed (eller snarere et sted), at det endte som undertitlen på det andet Pillars-spil.

Her kunne spillet med fordel have givet narrativet mere plads til at ånde. Det virker næsten som om instruktør Carrie Patel og resten af udviklingsteamet har været lidt for ivrige efter at kaste spilleren ud i eventyret, i stedet for at bygge en mere naturlig opstart op.

Avowed forsøger at balancere flere narrative spor. På den ene side vil det fortælle en historie om en plage, der hærger The Living Lands, truer naturen og dermed også de mennesker, der bor der – en klassisk fantasyfortælling med en økologisk undertone. Samtidig vil det også fortælle en historie om selvudforskning og samhørighed, krydret med elementer af en hævnfortælling.

Der er med andre ord meget på spil, og til tider virker det, som om man har forsøgt at presse en for stor fortælling ned i et for lille spil. Nogle narrative elementer får simpelthen ikke plads nok, særligt hvis man ikke allerede har et vist kendskab til Pillars of Eternity-universet. Ligesom din karakter kæmper med at finde sin plads i verden, virker det også til, at Avowed har et identitetsproblem. Skal det være et sarkastisk og humoristisk eventyr, eller et alvorligt og reflekterende rollespil?

Desværre ender det med ikke rigtig at være nogen af delene.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Allerede fra begyndelsen er der et underliggende tema om imperialisme, hvilket kommer til udtryk i den modvilje, som indbyggerne i The Living Lands har over for The Aedyr Empire, som du er udsendt for at repræsentere. Forvent derfor, at nogle karakterer vil se dig som en uvelkommen gæst og ikke nødvendigvis være interesserede i at hjælpe dig. Det er en tematik, der dukker op flere gange undervejs og bidrager med en kærkommen kompleksitet til spillets verden, selvom den aldrig rigtig bliver udfoldet.

Mens du forsøger at finde hoved og hale i, hvordan du skal bekæmpe den mystiske plage, begynder en ukendt stemme pludselig at tale til dig. Det sker første gang efter din interaktion med de blågrønne søjler af adra, der skyder op af jorden flere steder i The Living Lands. Det bliver et gennemgående narrativt element og en af de primære drivkræfter bag spillets historie – en historie, der uden den mystiske stemme ville være tæt på ligegyldig.

Fortællingen finder heldigvis en bedre rytme i spillets anden halvdel, men den formår aldrig at blive rigtig spændende. Manuskriptet er for svagt, karaktererne en smule for flade, og tonen vakler mellem det alvorlige og det let humoristiske uden helt at finde sin plads. Der er absolut interessante øjeblikke undervejs, men de er spredt for tyndt ud til, at narrativet for alvor bliver engagerende.

En af de mere interessante narrative greb, vi præsenteres for, er Ancient Memories – gamle minder, der giver indblik i både hovedpersonen og den mystiske stemme, der taler til dem. Disse minder er ikke en del af hovedfortællingen, men fungerer snarere som en slags collectible, der samtidig giver hovedpersonen nye Godlike-abilities.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Eventyret venter lige rundt om hjørnet – men ikke alt er lige spændende

Avowed udspiller sig i et univers, der for nogle vil føles velkendt, mens det for andre vil være helt nyt. Spillet forsøger at imødekomme begge grupper ved at sprede et væld af bøger rundt i omgivelserne, hvor nytilkomne kan læse sig til den nødvendige baggrundsviden om Eora og dets indbyggere.

Verdenen i sig selv kan være et vidunderligt flot sted at udforske, selvom den er begrænset i sin størrelse. Der er flere sidemissioner, der opfordrer dig til at bevæge dig rundt i kortets afkroge, men desværre er det kun få af dem, der føles særligt interessante. Som kejserlig udsending skal du hjælpe befolkningen, og det afspejler sig også i sidemissionerne, hvor du ofte skal finde eller redde folk eller løse forskellige dusør-missioner. Problemet er, at de sjældent integreres meningsfuldt i det overordnede narrativ, hvor dit primære mål er at finde og bekæmpe kilden til The Dreamscourge. Det efterlader et indtryk af, at der ikke er tid til overs, selvom spillet paradoksalt nok ofte opfordrer dig til at tage omveje.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

På spillets højere sværhedsgrader er det dog næsten en nødvendighed at gennemføre mange af disse sidemissioner, da de belønner dig med udstyr, penge og erfaringspoint, som er essentielle for at opgradere din karakter. Hvis du ignorerer dem, kan sværhedsgraden hurtigt blive ubarmhjertig.

Heldigvis er der masser af steder at gå på opdagelse – selv i byerne – og spillet belønner som regel din nysgerrighed, når du bevæger dig væk fra de mest oplagte stier. På den måde føles verden ofte spændende og levende, hvor hemmeligheder kan gemme sig lige rundt om næste hjørne. Desværre er det en noget ujævn oplevelse, da nogle områder føles tæt befolket med interessante steder, mens andre er tomme og kun byder på tilfældige fjender.

Det er dog næsten en forudsætning at tage sig tid til at undersøge omgivelserne, hvis du vil finde spillets mange kister med nyt udstyr og opgradering materialer – noget, der kan gøre en mærkbar forskel i de sværere kampe.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Hurtige bevægelser, heftige kampe og svære valg

Selvom Avowed kan føles en smule klodset i sin fortælling, så er det svært at sige det samme om selve spiloplevelsen. Bevægelsessystemet er en af de ting, der virkelig fungerer godt, og den måde vores Godlike navigerer i omgivelserne på, føles både smidig og responsiv. Man bevæger sig hurtigt rundt i The Living Lands, og det betyder, at der sjældent går lang tid mellem missionerne. Samtidig er parkour-elementerne med til at give spillet et naturligt flow, hvor bevægelserne altid føles flydende – og det resulterer i et RPG, der føles langt mere tempofyldt end mange andre i genren.

Kampsystemet fungerer også rigtig fint og giver mulighed for at tilpasse sin spillestil løbende. Du kan forme din karakter som en tungt pansret kriger, en smidig ranger eller en magiker – eller finde en blanding, der passer til din præference. Kampene er hurtige, hektiske og generelt underholdende, og spillets udvalg af våben gør det sjovt at eksperimentere med forskellige kombinationer.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Du har som regel to følgesvende med dig, og deres evner kan aktiveres på en måde, der minder om det system, man kender fra Mass Effect eller Dragon Age, hvor du via et weapon wheel kan stoppe tiden og vælge dine egne eller dine følgesvendes evner. Det giver nogle taktiske muligheder, men i sidste ende er kampsystemet klart fokuseret på action frem for strategi. Det er underholdende uden at være prangende.

Dialogsystemet har også sine interessante elementer. Først og fremmest har din Godlikes baggrundshistorie og egenskaber en reel betydning for, hvilke dialogmuligheder du får undervejs, og det gør flere gennemspilninger til en reel mulighed. Dog er de fleste samtaler ret overfladiske, men man støder også på valg, der kræver mere drastiske beslutninger.og her er det forfriskende, at der sjældent er et klart rigtigt eller forkert svar – de fleste valg ligger i en gråzone, hvor man må tage stilling til, hvad man selv mener er det rigtige. Det betyder, at man i flere situationer faktisk stopper op og overvejer konsekvenserne af sine beslutninger, og det klæder spillet.

Lejrbål og samtaler – uden den store gnist

Dialog spiller også en stor rolle i forhold til de følgesvende, du møder undervejs. Hver af dem har unikke evner og egenskaber, og da du kun kan have to med ad gangen, skal du overveje, hvem der passer bedst til den aktuelle mission.

De følgesvende, du ikke har med dig, venter i lejren, som fungerer som et slags baseområde. Her kan du tage et velfortjent hvil, lave mad, opgradere våben og tale med dine ledsagere. Du støder løbende på nye lejrpladser i The Living Lands, og på papiret lyder det som en stærk idé. Baldur’s Gate 3 og Dragon Age: Origins har tidligere vist, hvordan en lejr kan bruges til at styrke relationerne til følgesvende og skabe mere personlig fordybelse i karaktererne. Desværre formår Avowed ikke at udnytte potentialet i samme grad.

Opgraderingssystemet føles overfladisk og kræver blot, at du har de rigtige materialer, uden nogen reel dybde i processen. De andre funktioner i lejren lider af samme problem – de er der, men de tilfører ikke spillet noget nævneværdigt.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Når det kommer til samtalerne med dine følgesvende, bliver det heldigvis en smule bedre. Over tid får du et indblik i deres baggrund, og der er øjeblikke, hvor de viser mere sårbarhed og dybde. Men forvent ikke samme emotionelle gennemslagskraft som i Baldur’s Gate eller Dragon Age. Det var et af de elementer, jeg havde store forventninger til, men desværre lever det ikke op til dem.

Når det er sagt, så voksede nogle af mine følgesvende på mig med tiden – de er heldigvis ikke så karikerede som mange af de andre karakterer i spillet, og de er faktisk ganske velspillede, men materialet, skuespillerne har haft at arbejde med, er ikke på det niveau, man kunne forvente af Obsidian.

Jeg blev også hurtigt træt af deres konstante kommentarer under samtaler med andre karakterer. Hver eneste gang jeg talte med nogen, var der en følgesvend, der absolut skulle bryde ind med en bemærkning, og sjældent var det noget, der tilføjede noget værdifuldt til dialogen. Helt galt blev det dog i kamp, hvor de gang på gang kommenterede på mit udstyr – uanset hvor veludrustet jeg var. Selv når jeg uden problemer kunne nedlægge en fjende med et enkelt angreb, lød det fra mine følgesvende, som om jeg kæmpede med en kæp og en pose sten. Det er ikke fordi, jeg ikke vil tage imod gode råd, men når det sker igen og igen, uanset hvor stærkt mit gear er, begynder det at føles som en fejl i systemet snarere end reel feedback.

Stil, stemning og stemmer – men noget skurer

Avowed giver dig en god portion frihed til at forme din karakter gennem spillets rollespilselementer og level-system. Du optjener erfaringspoint, stiger i niveau og får point, som kan bruges til at forbedre dine egenskaber og vælge mellem forskellige perks. Systemet inviterer til eksperimentering, og det kribler i fingrene for at prøve en helt anden spillestil i en ny gennemspilning.

Jeg spillede som en specialiseret ranger med fokus på hurtige nærkampe og præcise angreb med bue, pil eller gevær, hvilket betød, at jeg ikke fik dykket så meget ned i de andre tilgange. Heldigvis giver spillet mulighed for at nulstille sine point mod en betaling, så du frit kan eksperimentere med forskellige builds uden at skulle starte helt forfra.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Når det kommer til det visuelle udtryk, kan jeg faktisk rigtig godt lide den retning, Obsidian har taget med Avowed. Spilverdenen er varieret og stiliseret med en tydelig farvepalet – nogle områder er dystre og øde, mens andre stråler i klare pastelfarver. Hvis Avowed rent faktisk havde været humoristisk i sin kerne, ville denne visuelle tilgang have passet perfekt. Pillars of Eternity var på mange måder en ret dyster serie – jeg husker stadig at ankomme til den første by i det første spil, kun for at opdage, at indbyggerne havde hængt kriminelle og afvigere op i et træ til en grufuld død. Men samtidig formåede Pillars at have en satirisk distance til mørket, hvilket skabte en god balance.

I Avowed føles det mere som om, man har taget tonen og stilen fra The Outer Worlds – et spil, hvor det fungerede glimrende – og presset det ind i et univers, hvor det ikke helt harmonerer med rammerne. Spillet prøver at være let og humoristisk, men verdens tematikker lægger ikke op til det på samme måde.

Lydsiden er dog en klar styrke. Stemmeskuespillet er for det meste godt, når det ikke kammer over i det karikerede, og lydeffekterne er velvalgte og skaber en solid stemning. Musikken er også med til at understøtte atmosfæren og rammer den episke fantasy-følelse på de rette tidspunkter.

Foto: Obsidian Entertainment/Lau Eskildsen

Teknisk set fungerer spillet for det meste fint, men der er tydelige kompromisser på grafikkvaliteten. Normalt er jeg ikke den første til at kræve høj framerate, men her må jeg konstatere, at 30 FPS i quality-mode simpelthen ikke er optimalt. Spillet føles langt mere responsivt i performance-mode, og selvom man må ofre noget grafisk skarphed, er det klart at foretrække.

I skrivende stund har Avowed stadig nogle skønhedsfejl og tekniske udfordringer, som jeg forventer bliver rettet inden udgivelsen. Den største visuelle udfordring for mig var en generel mangel på skarphed i billedet, hvilket fik det til at se ud, som om nogen havde kastet en håndfuld glimmer ud over skærmen. Det skabte et flimrende billede, hvor farverne ikke altid harmonerede ordentligt, og det blev hurtigt distraherende. Derudover oplevede jeg et mærkbart fald i framerate under visse dialoger, hvilket kun gjorde oplevelsen mere ujævn.

Konklusion

Avowed har bestemt sine øjeblikke. Bevægelsessystemet er hurtigt og flydende, kampsystemet er tempofyldt og underholdende, og rollespilselementerne giver fine muligheder for at skræddersy sin karakter. The Living Lands er et visuelt spændende sted at udforske, og lydsiden er gennemført med stemningsfulde effekter og en solid musikalsk baggrund. Når spillet fungerer bedst, har det en dejlig lethed i sin rytme.

Men Avowed kæmper også med sin identitet. Det vil både være en let og humoristisk affære og samtidig en mørk fantasyfortælling – men rammer aldrig helt den rette balance. Karaktererne og historien mangler den tyngde og det nærvær, der kunne have gjort universet mere engagerende, og sideløbende er tekniske skønhedsfejl og en inkonsekvent præsentation med til at trække oplevelsen ned.

Obsidian har leveret en solid RPG-oplevelse, men den føles ikke som det næste store kapitel i Eoras fortælling – og er man til action-orienterede rollespil, er der stadig noget at komme efter – men det bliver ikke det spil, der sætter nye standarder for genren.

Derfor ender Avowed som en lille 4 ud af 6 – et underholdende, men ujævnt eventyr, der aldrig helt lever op til sit potentiale.

Udvikler/Udgiver: Obsidian Entertainment/Xbox Game Studio

Genre: Action Fantasy-RPG

Platform: PC, Xbox Series S|X (Anmeldt på)

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Hils på Spilprisen 2025’s JURY- Anahid Attaran, Game Designer hos Funday...
Ung spiludvikler nomineret til Tomorrow’s Awesome Games