66-årige Tim Burton kan unægtelig kaldes Hollywoods svar på 65-årige Robert Smith. De lider begge af uhelbredelig og kronisk teenagerangst, syd for egen navlepilleri, og jeg er fan af dem begge.

Og ligesom hos Cure-lederen kan Burtons mesterværker tælles på tre fingre: Edward Saksehånd, Ed Wood og Big Fish. Nå ja, vi havde helt glemt hans udmærkede Batman-film, men de er dog ikke på samme niveau. Resten er faktisk ikke meget mere end visuelt imponerende teenagerlyrik med hang til botanik, og Beetlejuice Beetlejuice er ingen undtagelse.

Men er det ikke også okay? Foreløbig har Beetlejuice Beetlejuice allerede omsat for knap 150 millioner dollars på verdensplan, hvilket må siges at være lidt af en bedrift.

Det Burtonske plot

Lydia Deetz (en typisk goth/Burton-sminket Winona Ryder) er nu en fuldvoksen kvinde (altså voksen som i et Tim Burton-univers), der arbejder som et Elvira-agtigt medium med eget tv-show med titlen Ghost House. Hun bøvler med sin datter Astrid (Jenna Ortega), der naturligvis er en forbistret teenager-emo, der hader sin mor. Mor Lydia er dog temmelig skrøbelig og sårbar, pryglet af sin kæreste (en overbevisende Justin Theroux), da en familietragedie bringer alle vores personer tilbage til det hus, hvor det hele startede med den originale Beetlejuice, og giver dermed den vedholdende Beetlejuice (en stadig superkæk og vitalt spillende 73-årig Michael Keaton) mulighed for at snøre sig ud af underverdenen og til sidst hævde Lydia som sin modvillige ægtefælle. Der eksisterer også et ligegyldigt underplot, der involverer Monica Bellucci som Beetlejuices forsmåede (og dissekerede) ekskone, der har sat sig sammen igen med hæfteklammer (bogstaveligt talt) og har sat sig for at genvinde sin mand. Og en sjov, men også fuldstændig ligegyldig, ny tilføjelse til rollebesætningen er Willem Dafoe, der spiller en afdød skuespiller, der til gengæld spiller en hårdkogt betjent, der har til opgave at efterforske regelbrud i de dødes verden. Det mest anbefalingsværdige ved denne rolle er den flotte makeup, der har fået fjernet det meste af venstre side af ansigtet.

Flere subplots indgår uden god forløsning. Det meste af filmen er noget rod, så det burde allerede stå klart, om man hopper ombord på ligvognen med denne synopsis.

Burtons burden

Burton er dog heller ikke selv så interesseret i historien, men bruger hellere filmens budget på 100 millioner dollars (originalfilmen fra 1988 havde et budget på 15 millioner dollars) på at hylde både hans egen karriere og hans glitrende opvækstår. Han hylder Mario Bavas tresser-sort/hvide gotik, halvfjerdsernes disco-glitter med dunkende Donna Summer og Bee Gees-hits, den geniale brug af det afroamerikanske musikprogram Soul Train under sjælenes overgangsrejse, halvfemsernes grungerock og en lille afstikker til Peter Jacksons Braindead (du ved det, når du ser det).

Det er Burton for fuld selviscenesættelse, der kunne bevidne om hans egen mulige The Fabelmans-udgave, hvis man fjerner filmens hovedplot. Og jeg skal ikke klage, for det er her, filmen virker bedst.

Der er en smuk, melankolsk (det er jo en Burton-film) tone, der bevæger sig gennem generationsskiftet hos den lidt sære familie, der lidt tvungent må acceptere hinandens særheder og skavanker, men samtidig må indse, at det også er familiens styrke. De er måske alle en samling af sorte får, men de er også et familie galleri af misundelsesværdige eksistenser, der trods alle odds er blevet en succes. Det er her, vi mærker Burtons bankende hjerteblod, der gør, at den ikke kun er visuelt stimulerende, men også gør, at den kan mærkes. Jeg gik hjertevarmt ud af biografen. Så var historien næsten ligegyldig.

Slutscenen med brug af Pino Donaggios majestætiske Carrie-score med de to dobbelt-mareridt var også en følelsesmæssig perle. Det er muligt, at fans af den originale film vil blive lidt skuffede over dette lidt dybere take på historien, men jeg syntes, det var en bedre juice.

Intet nyt er goth nyt

Michael Keaton har ikke helt den samme energi som for 36 år siden, men tilbagekomsten skuffer ikke. Filmens største overraskelse rent skuespillermæssigt er dog den 70-årige Catherine O’Hara i sin gentagne rolle som mor Delia Deetz, der nok mest er kendt i rollen som den forfjamskede mor Kate, der glemmer sin søn Kevin fra de to første Alene hjemme-film hele to gange. Der er fuld knald på comic relief, svedende nervøsitet og genial timing.

Danny Elfman leverer igen et pragtfuldt Burton-score, og det er tydeligt at se, at filmen har kostet det næsten tidobbelte.

Gå du trygt Halloween i møde med denne lille finurlige perle, der næppe vil flytte hverken bjerge eller agtelse på Burtons CV, men vil give dig en fortrøstningsfuld glæde over din eksistens, specielt hvis du er så heldig at tilhøre Generation X.

Som Winona Ryders Lydia Deetz så smukt formulerer det: “Mit vand gik under visningen af Kill, Baby… Kill!”

Medie: Biograf

Instruktør: Tim Burton

Skuespillere: Michael Keaton, Winona Rider, Willem Dafoe,

Catherine O’Hara, Jenna Ortega, Monica Bellucci

Genre: Gyser-komedie

Premieredato: 12.9.2024

Spilletid: 105 minutter

Selskab: Warner Bros. Pictures

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.