Sjældent har jeg fortrudt at anmelde et spil så meget som udvidelsen til Blasphemous 2, MEA CULPA, der netop er udkommet. Ikke fordi det er svært at spille – det var jeg trods alt forberedt på – men simpelthen fordi det er så vanskeligt at beskrive; mytologien er så dyb, så mærkelig, så grotesk og brutal. Jeg er jo selv skyld i det, for jeg forlangte jo, at jeg skulle anmelde det. Det sidste års tid har jeg spillet Blasphemous 1 og 2 til døde. Og jeg har forberedt mig på denne anmeldelse i to uger ved at se samtlige lore-videoer på Youtube og endda fået krydset Landing Blasphemous af min liste – altså den timelange dokumentar fra sidste år om tilblivelsen af det første Blasphemous-spil fra 2019.

Og det jeg er kommet frem til er… at det faktisk overhovedet ikke er så vigtigt. Blasphemous-universet er et af de mest dragende universer, jeg har befundet mig i, men det er det kryptiske og det vage og det ambivalente, der er noget af det mest afgørende og tiltalende for mig. Det er sikkert den samme magiske ingrediens ved Dark Souls-universet, som millioner af mennesker finder så tryllebindende. Og jeg ved godt, at mange siger, at loren er så dyb i Dark Souls, og det er den helt sikkert, hvis man læser item-beskrivelserne bagfra femten gange samtidig med at du går Caminoen nøgen og lytter til Lou Reeds “Metal Machine Music”. Det er ikke for at pisse på Dark Souls-mytologien. Tværtimod. Den er helt sikkert dyb, men jeg tror bestemt også den netop får den dragende effekt i alt det usagte, som folk selv kan læse ind i det. Og det har en enormt kunstnerisk værdi. Ligesom Blasphemous; en spilserie, som det sidste års tid er gået hen og blevet for mig hvad Dark Souls er for mange; et nådesløst kunstværk.

DEUS EX MACHINA

Jeg starter lige med at gå to skridt tilbage til begyndelsen med Blasphemous. Firmaet bag hedder The Game Kitchen – et spansk spilstudie, der blev stiftet i 2010. Til at starte med udgav de et meget low-budget, indie, point-and-click-adventure spil med tung Lovecraft- og Poe-inspiration. Det hed The Last Door, blev finansieret gennem crowdfunding og derefter udgivet episodisk. Fra 2013-2016 var denne model succesfuld nok til at holde firmaet kørende i en rum tid, og nok til at de kunne lave en sæson 2. Den samlede udgave, The Last Door – Complete Edition, udkom i 2019 og var mit første møde med The Game Kitchen. Og det var helt klart deres FREMRAGENDE KOMPONIST, Carlos Viola, og dennes mageløse musik, der blæste mig bagover; så mystisk, så forstyrrende og samtidigt dragende og blødende smukt. Der findes tv-serier og dyre Hollywood-produktioner, der må ærgrer sig over, at de ikke har en lige så stærk intromelodi, som den til The Last Door, der hedder “Crows in the City”.

Næste skridt for The Game Kitchen var at lave en større (ikke “bred”, men “større”) publikumssucces, så de kunne holde firmaet kørende på forhåbentligt lang sigt. Og sådan opstod idéen til Blasphemous – en art metroidvania, sat i en trøstesløs, muteret version af katolicismen. De fleste læsere vil nok kende til genren, Metroidvania, som refererer til fusionen mellem Metroid– og Castlevania-seriernes gameplay-mekanikker. Men Blasphemous hører faktisk til subgenren til denne, der lige er skridtet vanskeligere; en såkaldt “Soulsvania”. Og ja, det er præcis det, man tror, det er: En blanding af en Soulslike og Metroidvania. Det er pga Dark Souls, at Salt and Sanctuary med tydelig inspiration i 2016 kunne kunne starte denne “trend” med blandet succes. Året efter fulgte mesterværket, Hollow Knight, som nærmest gjorde subgenren mainstream. Et typisk “soulsvania” kendetegnes ved svære kampe, svære fjender, svære platforms-elementer, ekstremt meget backtracking og EKSTREMT svære boss-kampe, hvor man skal lære fjendernes komplicerede mønstre, hvis man ikke vil dø – en død, der også kan betyde tab af erfaringspoint eller lign. Og meget som Soulslikes, så er disse Soulsvania-titler ofte inspireret af gotisk arkitektur, sat i mørke Fantasy-universer og har et nærmest indirekte, abstrakt narrativ. Ja, jeg ved godt, at det er lidt tung læsning, men jeg synes det er vigtigt at få genren rigtigt på plads.

BONA FIDE

Dokumentaren, Landing Blasphemous, omhandler hvor smuk en proces og samtidig hvor frygteligt opslidende, det kan være at skabe et spil. Hvordan venskaber og kollegiale forhold kan blive testet. Men også det faktum, at du nok sjældent kan få indfriet dine største drømme medmindre du satser stort. Og det gjorde The Game Kitchen, og det lykkedes! Blasphemous er elsket den dag i dag, og det fik tre gratis udvidelser – The Stir of Dawn, Strife and Ruin og Wounds of Eventide – sidstnævnte indeholdt også spillets “kanon”-slutning. Og med så stor en niché-succes (ved ikke om det er en oxymoron), så skulle der laves en toer. Det udkom i 2023, og det er slet og ret et af 2023’s bedste spil. Og det siger ikke så lidt, når 2023 var et spilår, der flød over med gode titler – Baldur’s Gate 3, The Day Before, Resident Evil 4 Remake, Mandrillen og jeg kunne blive ved!

I Blasphemous-serien indtager man rollen som Den Angrende (“The Penitent One”), som er en kriger med en ikonisk, spids sanbenito-hjem. I etteren havde man kun sværdet ved navn Mea Culpa, men det blev opløst efter slutningen. I toeren havde man derfor tre nye våben til rådighed: Sarmiento og Centella, en lynhurtig kåre og daggert. Ruego Al Alba, et form for ritualistisk sværd med blodmagi. Og sidst, Veredicto, en slags morgenstjerne med røgelseskar, der har glohede, tunge angreb. I starten af toeren må man vælge ét af disse tre våben og så får man løbende indsamlet de andre to. Og så går Den Angrende ellers igennem ild, vand, og alskens elementer for at nedkæmpe fjender i landet, Cvstodia. Og det er et sønderrivende, blodigt korstog, præsenteret i noget af den smukkeste og mest voldelige pixel-art, jeg endnu har set.

VENI, VIDI, VICI

Godt, hér får du et lille recap af handlingen fra etteren og forløbet i toeren, men jeg tvivler på, at det kommer til at give mening. Til gengæld lover jeg dig, at du får mange gode idéer til hvad dit black metal-band skal hedde:

I etteren, som foregår ca. 1000 år før toeren, var Cvstodia på kanten af total udryddelse, idet De Høje Viljer (“The High Wills”) i ledtog med Den Hellige Escribar næsten formåede at overtage magten med Miraklet (“The Miracle”). Miraklet er en guddommelig indgriben, der kan få de lidende menneskers bønner til at gå i opfyldelse, men ofte med fatale konsekvenser, forbandelser til følge og groteske resultater… Så Den Angrende greb Mea Culpa og sammen med den hellige kriger, Crisanta, fik de i sidste ende besejret De Høje Viljer og Escribar – og således bortvist Miraklet. Og folket levede i fred i mange år.

Men nu er de trange kår samt smerten og svien alligevel vendt tilbage til Cvstodia, så folket er begyndt at bede til de højere magter. Og det’ sku’ de baaaaaaar’ ALDRIG ha’ gjort, for Miraklet benytter selvfølgelig dén mulighed til at vende tilbage. Med sin nyfundne styrke føder den et kæmpe hjerte over Cvstodia, der indeholder et barn – Inkarneret Hengivenhed (“Incarnate Devotion”). Alle disse hellige bønner vækker Den Angrende til live igen. Men… Miraklet genopliver også Den Første Angrende, Eviterno, som dræber Crisanta! Sammen med Miraklet skaber Eviterno et Ærkebroderskab (“Archconfraternity”), som skal holde Den Angrende på afstand indtil den Inkarnerede Hengivenhed kan fødes og Miraklet kan herske. Sådan, to ugers lore-dump lige ned i skødet på dig, som nok ikke giver mening. Men det lød forhåbenligt sejt.

IN VINO VERITAS

Det fremgår dog forhåbentligt nogenlunde tydeligt hvad Miraklet og alle de andre elementer er metaforer for. Titlen på udvidelsen, Mea Culpa (der betyder “min skyld” på latin), er således tvetydig; ét er jo hvor meget katolsk skyld og skam gennemsyrer Blasphemous‘ mytologiserede udgave af katolicisme. Noget andet er, at det også er titlen på Den Angrendes våben fra etteren. Og en del af DLC’en går ud på at genskabe det sagnomspundne sværd, som også optræder på art-worket. “Mea Culpa” er det første betalings-DLC i Blasphemous-universet og det koster i omegnen af 90 kroner, hvilket mange betragter som værende for dyrt.

Okay, lille sidespor: Der er to ting, jeg som anmelder ikke vil blande mig i eller svare på.

1) Når folk spørger “kan mit X-årige barn spille det?”, for det aner jeg intet om. Jeg så Alien, da jeg var 7 år gammel, men jeg ved, at mange forældre nok ikke udsætte deres børn for det samme. Opdragelse er individuelt, og jeg aner virkeligt intet om hvad dit barn ser og spiller.

Og 2) Spørgsmålet “er det pengene værd?” Jeg aner intet om din privatøkonomi og hvad du ville betragte som værende pengene værd. Hvad der for nogen kan være en månedlang opsparing, kan for andre være et let greb i lommen. Personligt får jeg ofte meget ud af 4-5 timers spil til fuld pris, mens mange andre vil have ca. 60-90 timers spil ud af samme pris og vægter kvantiteten højere.

Men ja, JEG vil sige, at for mig er 90 kroner for mere kvalitetsindhold i Blasphemous 2 i dén grad pengene værd.

DICTUM FACTUM

Det, jeg virkeligt godt kunne lide ved Mea Culpa-DLC’en er hvor gnidningsfrit den implementeres i grund-spillet. Først forstod jeg ikke hvad, jeg skulle gøre, for at aktivere det. Men så anede jeg på mit kort, at der var “huller” i væggene, og således fandt jeg frem til en masse nye hemmelige rum, der var opstået. Derfra opdager man, at spillet har fået store tilføjelser til bl.a. “Icebound Masoleum” og “Santa Vigilia”, som nu slet og ret indeholder noget af den bedste af den bedste platforming til dato – ikke bare i Blasphemous, men i noget metroidvania-spil. Sværhedsgraden er skruet yderligere op i hopperiet, men det er noget af det, jeg sætter størst pris på. BLÆR ALERT: Jeg klarede fx piratopgaven i Prince of Persia: The Lost Crown før jeg havde fået dobbelthoppet. Der er også kommet nye bosser til, heriblandt Broder Asterion, der er på sporet af Den Angrende, og så en større én, som man ser et glimt af i traileren. Hvad de nye evner og forhindringer er, vil jeg egentligt ikke afsløre, for jeg synes det er en del af oplevelsen i metroidvanias at finde nye genstande og låse op for deres evner og gennemskue hvordan man forcerer en forhindring i landskabet.

Lad mig bare nøjes med at sige, at ligesom med Wounds of Eventide, så indeholder Mea Culpa nu det, der kan betragtes som den “sande” slutning. I hvert en hemmelig slutning, som tog mig lidt tid om at finde frem til. Mea Culpa giver omtrent 8 timer oven i, hvis man vil finde alle hemmeligheder. Onde tunger vil sige, at udvidelsen kun tager 3 timer, men det må være hvis man speedrunner og ved hvor man skal hen. Personligt tager jeg ikke den slags postulater seriøst, for det er ikke sådan spillet er lavet og det er ikke sådan, man spiller det – slet ikke første gang. Det er helt sikkert de samme brokkerøve, der vil male The Game Kitchen som grådige skurke nu, fordi de er et indie-spilfirma, der for første gang vover at tage betaling for en udvidelse. Ja, langt ude at vil have penge for mere indhold! 0 stjerner!

DONA NOBIS PACEM

Noget af det vigtigste for mig ved Blasphemous 1 og 2 og deres udvidelser, er Carlos Violas musik – og ja, han har bidraget med nye kompositioner til denne DLC! 9 nye sange er der er at finde på scoret, og de er alle sammen mesterlige. Jeg kan ikke understrege nok, hvor dygtig en komponist, Viola er. Den ildevarslende stemning i både The Last Door og Blasphemous er mindst 50 procent hans mystiske og episke værkers fortjeneste – hør f.eks. samspillet mellem trommerne, violinerne, orglet og englekoret på “Semblante Cautivo”. Det er spansk folkemusik blandet med neoklassisk darkwave. Han er for mig at se helt oppe på siden af Amos Roddy, Berlinist, Scntf og Piotr Musiał, nårdet kommer til de mest spændende, nye(re) navne på spilkomponist-himlen.

Blasphemous-franchisen fungerer rigtigt godt for mig, fordi den blander mytologi, religionskritik, blod, platforming og kamp i en fængslende pixelart-æstetisk cocktail. For mig er Soulsvanias er bedst, når man bruger alle ens egenskaber og angreb i en nærmest intuitiv, strømlinet dødsdans.

Og det er ikke for sjov at mit mellemnavn er EGE, for nu bliver det hele lige GODDAMN HEAVY!

Det er ikke altid nemt at være spilanmelder. Og nej, jeg siger ikke, at det er svært at være anmelder sammenlignet med f.eks. at være sygeplejerske. Jeg siger bare, at det ikke altid er nemt. Ofte får man spil udleveret kort før deadline og presset stiger fra andre medier om at være på pletten først – og man skal helst være ude med en fyldestgørende anmeldelse på selve udgivelsesdagen ellers har det ingen relevans. Og det kommer der ikke noget godt ud af. Du kan ikke give et spil som Elden Ring til en anmelder en uge før udgivelse og forvente, at denne anmelder har afsat en 110 timers arbejdsdag til spillet de næste syv dage, så de kan komme med en uendelig dyb og helt igennem fair anmeldelse af et spil, hvis hemmeligheder og online-community er en del af oplevelsen – og de kan jo af gode grunde ikke kan opstå før spillet er udkommet.

Dertil kommer det, at jeg personligt efter ca. 120 timer med Elden Ring desværre måtte give op, da jeg ramte en mur ved sidstebossen/-bosserne. Der er simpelthen et dybt forankret matematisk element ved det spil, som min begrænsede, kreative hjerne ikke kan forstå. Jeg kan ikke finde ud af at kombinere magier og udstyr på den rigtige måde, så jeg får de bedst mulige vilkår, for det kræver at regne et usynligt regnestykke ud – og det går ikke med min gennemført u-matematiske hjerne. For mange er det åbenbart så nemt som at trække vejret, hvis man skal tro på deres overlegne “git gud”-attitude på nettet. Men for andre, som ikke har tid og råd til at flytte fra børn og partner, sige deres job op og dedikere de sagnomspundne 10.000 Gladwell-timer til et spil som Elden Ring og detslige, så er Blasphemous lige præcis svaret!

DATA VENIA

Jeg vil ikke lyve eller foregøgle sandheden: Blasphemous 2 ER et svært spil, ligesom foregængeren var det. Det kræver mange forsøg at komme igennem utallige, drabelige hop og bosser – også i DLC’en. Men (og nu kommer den klassiske retorik, som Dark Souls-fans så ofte benytter sig af) det er ikke urimeligt. Grunden til at jeg nævner dette, er fordi jeg personligt har bemærket en sær skam fra venner ved at skulle indrømme, at et spil var svært. Jeg mødte en ven fornyligt, som påstod at Darkest Dungeon ikke var svært. Sidste uge påstod en ven, at Dead Cells ikke er svært. For mig er der tale om to objektivt set svære spil, især fordi så meget i dem afhænger af tilfældigheder. Og dét er der ikke noget galt i – det er det dragede ved dem! Men at påstå at de ikke er svære, er for mig at se dybt mærkværdigt. Dog tænker jeg også, at hvis man har tilbragt mange, mange timer i en spilverden og kan alle mekanikker på rygraden, så har man tendens til at glemme hvor meget har kæmpet, bandet og svovlet – og så gør det måske også lidt for ondt at genkalde sig de utallige nederlag.

Det er ikke muligt at vælge sværhedsgrader i Blasphemous-serien. Men selvom toeren og den dertilhørende DLC kan føles utilgivelige visse steder, så fandt jeg altid en løsning i sidste ende med nok tålmodighed. Og hvad vigtigere er: Jeg ramte aldrig en boss, hvor jeg følte, at det var direkte umuligt at besejre dem eller at det var så håbløst, at jeg lige så godt kunne give op. Det hjælper især på det hele, at der ikke er de samme rollespilselementer til stede i Blasphemous som i Elden Ring, hvor jeg ofte følte, at jeg havde valgt det helt forkerte build – BLÆR ALERT 2: Undtagen med Radahn, som jeg besejrede i første forsøg (suck it til dig og din lortepony)! I Blasphemous er figurens grundskelet og udgangspunkt det samme, og således virker det som om alle har de samme vilkår og en fair chance. Og for mig vil jeg langt hellere spille et spil, som jeg føler er svært, omend opnåeligt, snarere end at spille et spil hvor jeg føler, at jeg lige så godt kan stoppe.

Og til alle jer, der frygter at det af dén årsag bliver for nemt, så er der en True Torment-mode, hvor man sikkert ikke engang kan tåle at en pungrotte går forbi én og der er ingen muligheder for healing og der er perma-death og dine save-games bliver slettet og din konsol eksploderer.

Okay, nu blev det alt for langt og jeg kan mærke min redaktør gå amok over, at jeg skriver en goddamn essay om en DLC. Men det er bare fordi jeg er så glødende passioneret omkring denne spilserie, som er mit Dark Souls. Selvom både den gamle og den nye slutning kan virke definitive, så har jeg brug for at Game Kitchen laver en treer. Og jeg har en fed idé til en treer! Call me, Game Kitchen!

CONCLUDO

Blasphemous 2: Mea Culpa er en DLC, der er alle pengene værd, hvis du ligesom mig ikke kan få nok af Game Kitchens trøstesløse og dragende univers. Violas musik er mesterlig og der findes ikke noget mere blødende smukt end det gotiske og groteske grafiske udtryk. Dette er det bedste Soulsvania siden Hollow Knight, og udvidelsen indeholder de til dato bedste platforms-dele i denne genre.

Udvikler/Udgiver: The Game Kitchen / Team 17

Genre: Metroidvania

Platform: PC, Xbox Series S|X, PlayStation 5 (anmeldt på), Nintendo Switch

Jacob Ege Hinchely – Vært & Anmelder

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.

Anmeldelse

Blasphemous 2: Mea Culpa-anmeldelse – Bedste soulsvania siden Hollow Knight

Foto: The Game Kitchen

Mest læste

Arkaden er medarrangør af Spilprisen 2025

Indiana Jones and The Great Circle-anmeldelse – Det bedste Indy-eventyr i årtier

Vejen Hjem-anmeldelse – En af de mere interessante danske film, men den formår ikke at opretholde spændingen

Infinity Nikki-anmeldelse – Kjolejagt i den store vide verden!

Chris Evans joiner Robert Downey Jr. I kommende Avengers film

Ravenswatch-anmeldelse – Dystert tag på roguelike med fabler og eventyr

3 Gyser-Klassikere vender tilbage i 2025

I hvilken rækkefølge skal du se Abernes Planet-filmene?

Det skal du se i biografen – december 2024

Ny Episode af Arkaden Podcast Anmelder – S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl

Med Mea Culpa-udvidelsen fuldender The Game Kitchen sin oversete Metroidvania-perle fra 2023.

DEO VINDICE