Ad Banner

Nyheder

Breaking! Ny opdatering til Void Crew lander snart – Arkaden har datoen!

Foto: Hutlihut Games

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
22 august, 2024

Rumeventyret fortsætter - og Void Crew får med Update 5 nye boss-kampe, relics og sjove emotes, som vores team har testet med stor begejstring

Danske Hutlihut Games, der står bag det cooperative rumspil Void Crew, er snart klar med den næste store opdatering til spillet, og vi på Arkaden har fået æren af at løfte sløret for lanceringsdatoen.

Update 5 lander den 2. september 2024!

Void Crew er et spil, hvor op til fire spillere sammen kan styre et rumskib og udforske galaksen i en spiloplevelse, hvor teamwork er alt. Spillerne får forskellige roller om bord på skibet, hvor de skal navigere gennem farer, tage kampen op mod forskellige fjender, og udforske det ukendte i det store kosmos. Vores anmelder Emil Øgaard har tidligere udforsket spillet, og kunne berette, at Hutlihut Games har fat i den lange ende med Void Crew – og frem mod udgivelsen af Update 5 lavede vi her på redaktionen Arkadens Void Crew og dykkede ned i de nye tilføjelser til spillet.

Lad os tage et kig på, hvad der venter i den kommende opdatering:

Pilgrimages bliver forenklet

Den kommende opdatering justerer måden, hvorpå Pilgrimages fungerer. Tidligere har der været en klar adskillelse mellem de begrænsede Pilgrimages og de uendelige, hvor førstnævnte tvang dig til at afslutte din runde, mens den anden gav dig friheden til at fortsætte så længe, du ville. Nu bliver de to tilstande altså smeltet sammen, så de tilbyder en mere sammenhængende oplevelse. Det er en ændring, der betyder, at du stadig kan vælge at afslutte efter nogle få void jumps, men nu får du også mulighed for at se, hvor langt du kan presse dig selv, før spillet sætter en stopper for dig.

Vigilance Sector Boss. Foto: Hutlihut Games

Nye Biome Bosser

For at udfordre dig yderligere tilføjer opdateringen også nye Biome Bosses, som vil fungere som milepæle i de uendelige Pilgrimages, og det er boss-kampe, der er designet til at teste dine færdigheder på nye måder. Billederne fra opdateringen viser eksempler fra to af de intense boss-kampe, nemlig Vigilance Sector Boss, der også er kendt som “Flame Matron,” som er en kampvarm og intens udfordring i ild-sektoren, og Bravery Sector Boss, der også er kaldet “Prism Patriarch,” som er en boss-fight, der er fyldt til randen med Hollow-trusler. Det er desuden vigtigt at nævne, at disse kampe også tager højde for solo-spillere, så du ikke behøver et helt hold for at klare dem.

Bravery Sector Boss. Foto: Hutlihut Games

Introduktion af Relics

En anden spændende tilføjelse er Relics, som faktisk er et gammelt prototype-element, der nu returnerer i spillet. Der er her tale om kraftfulde genstande, der fungerer som stærke power-ups til skibet, der kan ændre spillets dynamik betydeligt. Når de placeres strategisk i Shrine Sockets i Central Computer Core, giver disse Relics en bred vifte af statmodifikationer, som kan ændre energiforbruget, øge den skade, du giver, reducere den skade, du tager, og meget mere. Samtidig er det forstærkninger, der kræver en nøje overvejelse af din spillestil og kan give dig afgørende fordele under kampene.

Her ser vi en Relic. Foto: Hutlihut Games

Emotes

Med den nye opdatering bliver det endnu sjovere at interagere med dit hold. Der tilføjes nemlig nye emotes, som giver dig mulighed for at udtrykke dig på flere måder. Nu kan du for eksempel give en tommelfinger op eller ned, pege på vedkommende på holdet, der eventuelt har klokket i det, eller endda udfordre dine medspillere til et spil “Sten, Saks, Papir”. Du kan selvfølgelig stadig finde den klassiske “Metem Preserve You”-hilsen i det nye emote wheel – en hilsen, som du kan bruge til at styrke holdånden.

Det er ikke høfligt at pege – men det er meget praktisk. Foto: Hutlihut Games

Forbedret progression og sværhedsgrad

En anden vigtig ændring er måden, hvorpå spillets sværhedsgrad fungerer. Tidligere var sværhedsgraden låst fast fra starten af en mission, men med den nye opdatering kan du nu justere den undervejs. Hvis du for eksempel løber tør for ammunition, kan du vælge at spille næste mission på den normale sværhedsgrad, men hvis du er klar til en udfordring, kan du vælge en højere sværhedsgrad, hvilket i sidste ende giver bedre belønninger. 

Afslutningsvis er det også værd at nævne de mange forbedringer, som Void Crew har fået siden lanceringen. Hutlihut Games har nemlig kontinuerligt opdateret spillet med nye funktioner og forbedringer. Der er nu en Endless Mode, der giver dig mulighed for at udfordre dig selv uden tidsbegrænsninger, og der er også blevet indført fire forskellige roller, hver med deres egne unikke perks og evner.

Foto: Hutlihut Games

For at forbedre spiloplevelsen yderligere er der blevet tilføjet immersive voicechat, controller support, flere kosmetiske genstande, samt en generel opgradering af grafikken. Spillet har også modtaget masser af bugfixes, der har gjort oplevelsen mere stabil og poleret.

Arkadens eget hold af rumeventyrer har været på flere missioner i Void Crew for at undersøge, hvad de nye tilføjelser betyder for spiloplevelsen. Vi er generelt meget positive over det, vi har oplevet indtil videre. Selvom vi stadig har flere af de nye Biome Boss-kampe til gode, har vi allerede fået et godt indtryk af de nye roller på holdet, hvor hvert medlem kan specialisere sig. Der er rigtig mange spændende elementer i Void Crew, og én ting er helt sikkert – vores eventyr er langt fra slut endnu.

Void Crew er tilgængelig på PC via Steam.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk