Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Broken Sword – The Shadow of the Templars: Reforged-anmeldelse – Gensynets gåsehud

Foto: Revolution Software Ltd.

Af Jacob Ege Hinchely
26 september, 2024

En amerikansk turist i Paris

PARIS in the fall. The last months of the year, and end of the millennium. The city holds many memories for me: Of cafés, of music, of … and of death.‘ – George Stobbart

Disse ord vil for evigt være indprentet i min hukommelse. For ikke nok med, at de er blandt de mest ikoniske åbningsreplikker i spilhistorien, så danner de grundlaget for, hvad der for evigt vil være startskuddet på en af de bedste point-and-click-adventurespil-serier nogensinde: BROKEN SWORD.

Replikken er leveret af skuespilleren, Rolf Saxon – kan du huske ham, som Ethan Hunts hold giver dårlig mave og opkast i den første Mission: Impossible-film, så han sidder på tønden, mens de kan stjæle NOC-listen? Det er ham, der er Rolf Saxon! For evig tid vil han have en særlig plads i mit hjerte, for den mands stemme er utroligt tryghedsskabende for mig, især når jeg siden barns ben har tilbragt så meget tid i selskab med en fiktiv person, som jeg har med hovedpersonen i Broken Sword, nemlig den amerikanske turist, George Stobbart. 

Det første spil i Broken Sword-serien så dagens lys i 1996, og det var instrueret og skrevet af Charles Cecil samt udviklet af det britiske studie, Revolution Software. Spillets fulde titel er Broken Sword: The Shadow of the Templars, og det fik utroligt nok den idiotiske og ret misvisende titel “Circle of Blood” i USA, fordi det skulle lyde “mere blodigt” til det amerikanske publikum… Og vi ved alle sammen, det er fordi ingen i USA i 90’erne ville ane hvad middelalderens “Templars” var.

Som undertitlen refererer til, så handler Broken Sword om et gammelt mysterie om tempelridderne – noget, der ofte har været inspirationskilde og omdrejningspunktet i adventurespil. Ja, faktisk i en sådan grad, at særligt dette spil og Jane Jensens mesterværk (og mit personlige favoritspil nogensinde) Gabriel Knight: Blood of The Sacred, Blood of the Damned, mistænkes at have givet Dan Brown idéen til at skrive Da Vinci Mysteriet. Det var i hvert fald ret vildt at læse den MEGET populære bog i midt-00’erne, som alle havde det vildt over, og tænke for sig selv, “hmmmm, dette virker bekendt”. 

I 1996 var point and click-adventurespil stadig populære, og det første Broken Sword blev en stor succes – utroligt nok også på PlayStation, og det siger virkeligt noget om genrens popularitet dengang. Succesen gjorde, at der skulle laves en toer, og Broken Sword 2: The Smoking Mirror udkom akkurat et år efter – i 1997. Toeren er, ligesom forgængeren, et fremragende spil og står også som en klassiker indenfor sin genre den dag i dag. På visse punkter er det faktisk bedre end etteren, fordi det er en kortere og mere fokuseret oplevelse.

Du har et inventory, hvor du kan kombinere ting til at lave nye hjælpemidler. Foto: Revolution Software Ltd.

Støt op ad bakke

De efterfølgende år indtraf det værste, der kunne ske for adventure-spil. Genren tabte popularitet, og i stedet for at holde sig til traditionel, æstetisk kvalitet med maleriske og smukt tegnede 2D-baggrunde, så gav udviklerne sig til at panikke; fejlagtigt antog de, at genren skulle opdateres til 3D, uanset om det så gav gameplay-mæssig mening eller ej. Det skulle fandme bare være moderne! Et af de værste eksempler på denne ugudelige, desperate trend var Broken Swords tredje og fjerde kapitel – Broken Sword: The Sleeping Dragon og Broken Sword: The Angel of Death – udgivet i hhv. ’03 og ’06. Visuelt er de to spil græsende til øjebæ, og stemnings- og charmemæssigt lå de også så langt fra de første to spil, at de slet ikke bed sig fast på samme måde som forgængerne.

I 2009 besluttede Charles Cecil og Revolution sig for at gå tilbage til begyndelsen; de ville genudgive det første Broken Sword i en “director’s cut”-udgave. Selvom det ganskevist var en interessant idé på papiret (især fordi jeg foreslog dem det på et Revolution-forum tilbage i år 2000, så jeg føler selvsagt, at det er min idé!), så endte alle de nye tiltag desværre med at trække helhedsindtrykket af det originale spil ned. Og jeg må holde mig på sporet, for ellers bliver jeg for vred og skriver en hel bog om hvorfor “director’s cut”-udgaven slet ikke fungerede! …

… Nej, jeg gør det ikke…

… Jeg mener det… 

… Okay, meget kort: Jeg kan ikke lide, at vi har en ny åbning, der starter FØR originalen, for den skaber et plothul i narrativet på størrelse med Grand Canyon. De nye puzzles er uinspirerede og føles som pligter, og værst af alt: Figurportrætterne, som ellers var skabt af den legendariske tegner Dave Gibbons, var livløse og gjorde underligt nok karaktererne flade. Intet fungerede for mig. Dog har Cecil udtalt, at denne Director’s Cut-udgave af etteren alligevel har solgt bedre end både 3’eren og 4’eren. 

Dette var måske med til at give Cecil et wake-up call – det længe ventede skub i den rigtige retning og indsigten i at fans ønskede serien tilbage til de oprindelige 2D-rødder. I 2012 lavede Revolution en Kickstarter-kampagne for at indsamle 400.000 dollars for at kunne færdiggøre et potientielt “Broken Sword 5″… Indsamlingen opnåede næsten en million dollars. Og Broken Sword 5: The Serpent’s Curse udkom episodisk i 2013 og 2014, og det viste sig at være det bedste spil i serien i næsten 20 år. Og jeg – som den idiot, jeg er – havde ikke støttet den Kickstarter…

Støt kunsten

I februar 2024 lancerede Revolution en ny Kickstarter – denne gang på det første spil, The Shadow of the Templars, men det skulle være i en opdateret udgave ved navn “Reforged”. Det blev finansieret på 30 minutter, og dagen efter havde Revolution opnået 400% mere end deres oprindelige mål. 4948 personer støttede projektet. Og DENNE GANG var jeg én af dem, der fik støttet! Jeg kan på mit kontoudtog se, at jeg har været MEGET gavmild, for jeg har åbenbart støttet med 300 pund (de må du selv regne hvor meget er i kroner, men det er lige tilpas). Hvilket har resulteret i, at jeg har fået en kreditering i spillet som “GRAND MASTER”, og mit navn står nu i rulleteksterne. 

Her ses et udpluk af alle backerne på spillet. Foto: Revolution Software Ltd.

Det betyder også, at jeg har fået hele pakken med digitale koder til spillets musik, digitale plakater, en fil med en meeeget kort tegneserie (vistnok også af Dave Gibbons), samt en kort pdf-bog, der hedder “Savage Warriors” om tempelridderne.

Med tiden får jeg åbenbart også tilsendt en fysisk “collector’s edition”-boks med dertilhørende art book og en vinyl med soundtracket. 

Har det været pengene værd? Lige nu synes jeg svaret af et klart ja, for nu er Broken Sword: The Shadow of the Templars – Reforged udkommet, så hele verden kan spille dette mesterværk i en opdateret udgave med optimeret grafik, lyd og forbedret gameplay.

Gensynets gåsehud

Handlingen i det første Broken Sword foregår i ’96, hvor det indledende, legendariske åbningscitat akkompagneres af det smukke og dybt undervurderede score af den desværre afdøde komponist Barrington Pheloung. Spillet har en af historiens bedste åbningssekvenser. Den amerikanske turist George Stobbart sidder ved en parisisk café og flirter med servitricen, lige inden han med en tandstik popper en ballon, der tilhører en mand, der er udklædt som klovn. Han hopper indenfor i caféen, stjæler en herres attachemappe, og efterlader i stedet en harmonika, der… EKSPLODERER. 

George overlever mordforsøget, men manden med mappen er ikke lige så heldig, og så er handlingen skudt igang. Ligesom spilleren er George dybt motiveret, men ikke på en ondskabsfuld, hævngerrig måde. Han vil bare til bunds i dette mysterie om den kostumerede morder og om hvorfor herren med attachemappen skulle slås ihjel. George er en begavet, ung mand, som synes at være interesseret i retfærdighed, både fordi han er jura-studerende, men også fordi han bare har et godt hjerte. Han er en charmerende mand, venlig stemt, men alligevel ret sarkastisk. Der er klart en humoristisk tone i spillet, også godt hjulpet på vej af den tegnefilmsagtige streg, som efterfølgende især har givet spekulationer om Disney stjal looket fra George Stobbart til hovedpersonen i deres film fra 2001, Atlantis – det forsvundne rige.

Inden længe støder George på den smarte, franske journalist Nico, og sammen tager de sig af deres egen efterforsking, for det parisiske politi virker noget uduelige. Måske er der en potentiel romance mellem Nico og George? Man håber det, for det virker ægte som om der er en hjertevarm, uproblematisk kemi mellem dem. 

Langsomt forstår man også, at der er mere til Nicos smukke ydre; hun er ikke bare en todimensionel kærlighedsinteresse til George, og George selv er noget så sjældent som en gennemsyret sympatisk helt fra 90’er-adventurespil; et emne, der har været flittig debat om de seneste par år – altså om hovedpersonerne i adventurespil egentligt i sidste ende var gode mennesker, fordi de gør så mange horrible ting for at nå deres mål. 

Fra sin lejlighed i Paris tager Nico sig meget af researchen om tempelridderne, som mysteriet hurtigt sættes i forbindelse med, alt imens George er mere “hands on” og den kosmopolitiske gåde sender George til Irland, Syrien, Spanien og Skotland.

George og Nico lurer på et gennembrud. Foto: Revolution Software Ltd.

Gensmedet anno 2024

Jeg har spillet de to første Broken Sword-spil igennem flere gange end godt er. Sagt på en anden måde; jeg kan alle gåder udenad og kan alle replikker på rygraden. Derfor kan genkalde mig det originale spils grafiske udtryk, så da denne nye version blændede op, blev jeg meget positivt overrasket. 

Revolution har gjort alt det rigtige denne gang – og som min indledning vidner om, så er det bestemt ikke altid tilfældet. Grafisk er det helt utroligt pænt. Alting er opdateret til højopløselig skærmpræsentation, men uden at det mister charmen ved originalen. Og de har heldigvis ikke valgt at inkludere de rædselfulde figurportrætter fra director’s cut. 

De bedste remakes og remasters er dem, hvor man har det som om at det er sådan, spillet så ud oprindeligt – også selvom, at hvis man fandt den støvede konsol frem fra loftet og startede originalversionen op, så vil det være som at få kastet grus i øjnene. 

Spil, der ikke forsøger at skubbe grænser rent teknisk, har bare tendens til at ældes med ynde, og Broken Sword er virkeligt et godt eksempel på hvorfor en gennemført stil ofte kan være bedre end at spille med musklerne rent grafisk. Stemningen i billederne er smukke og imponerende. Animationerne sælger det hele, og der er små detaljer hist og hér – eksempelvis glemmer jeg aldrig regnbuen, der dukker op i vandet fra Lopez’ haveslange, når man befinder sig på et gods i Spanien. 

Som jeg nævnte tidligere, så er det held i uheld at de ikke kunne lave andet end 2D-grafik i de første to spil med deres håndtegnede signatur i animationsstilen, der bare ikke dateres så hårdt som 3’eren og 4’eren gjorde. 2D-animation bliver simpelthen aldrig usejt! Fat det! Ja, du kan være det pæneste 3D-adventurespil den dag, det udkommer, men 10 år efter ligner du et produkt af din tid, fastfrosset i fortiden.

Looket i denne nyrestaurerede udgave af Broken Sword er nærmest tidløst – også selvom det ER blevet optimeret. Animationerne af bevægelserne er overdrevne og charmerende som de altid var, og baggrundene er simpelthen bjergtagende. Fornyligt så jeg en kunstner i et point and click-forum (for sådan nogle er jeg medlem af), der havde lavet et maleri af framen af Nicos lejlighed i Paris, og jeg har lyst til at have det hængende i min stue. Så ikoniske er de baggrunde.

Versionerne 

I Reforged-versionen har man valget om man vil spille det som “Story” eller “Classic”. Classic siger sig selv. Story er en mere strømlinet udgave af originalen, en mere brugervenlig oplevelse med flere hints, hvis man skulle sidde fast, og flere quality of life-tiltag, såsom at spillet husker, hvis du har stillet et spørgsmål før, så du ikke kan risikere at genspille samtaler, du tidligere har haft. 

Og det er faktisk et af de få kritikpunkter, jeg har ved originalen; nemlig at nogle af samtalerne har tendens til at trække i langdrag og ende i det rene ingenting. Det er selvfølgelig med til at give fornemmelsen af, at en efterforskning ikke altid er lige let og at ting kan ende i blindgyder, men der er også for mange afstikkere og lidt spild af tid. 

Noget andet er det lidt overgearede stemmeskuespil, hvor nogle skuespillere troede de var med i en parodi, og et par præstationer bliver for karikerede og går over gevind. Men ingen af præstationerne er decideret dårlige.

Desværre er der noget, de ikke har kunne komme helt til livs i denne remaster; lydkvaliteten på stemmerne lader stadig en del tilbage at ønske. Bevares, det er ikke så slemt som originalen, hvor det nogle gange lød som om folk havde indtalt deres replikker i en sardindåse, men det er stadig lidt lakrids. Dog slet ikke nok til at give en dårlig oplevelse med spillet eller et skidt førstehåndsindryk. 

Til gengæld er alt dialog indtalt (ikke en selvfølge dengang), og George har kommentarer til alle genstande i ens inventar og alle objekter på de forskellige lokationer. Replikkerne kan gå fra morsomme til alvorlige, og komikken bliver aldrig for bred eller kompliceret. Ligesom gåderne heller ikke gør. Og ja, jeg ved en del vil være uenige med mig hér…

En gammel Citroën 2CV holder i en pittoresk gård – de har gjort meget ud af opdateringen på det visuelle. Foto: Revolution Software Ltd.

Gåden med geden

Nuvel, jeg bliver nødt til at dedikere en hel sektion til det fucking “goat puzzle”. Klichéen over alle klichéer, når det kommer til sværhedsgraden i adventurespil. Der er en historie om at Charles Cecil engang tog en taxa, og chaufføren spurgte til hvad, han lavede. Cecil svarede, at han var spildesigner. “Virkelig? Hvilke slags spil?” “Adventurespil. Jeg tror ikke du kender dem… Et der hedder Broken Sword.” Laaaaaang pause. Chaufføren udbrød, “Ah! Så det er DIG, der står bag det fucking GOAT PUZZLE!!”

Gåden med geden er faktisk så notorisk at det har sin helt egen Wikipedia-side, og den refereres til som “Gaming’s Hardest Puzzle.” Jeg kan se sagtens se hvorfor folk kan blive frustrerede over det puzzle, særligt det fordi spillet pludselig smider et nyt aspekt ind; en handling, der skal klares indenfor meget kort tid, og det er noget, som spillet ikke har introduceret spilleren for. 

Og nu GENNEMGÅR JEG “THE GOAT PUZZLE”, så spring ned til næste sektion, hvis du ikke vil have det spoilet.

Der står en ged i en gammel borgruin i Irland. Den tygger græs og er bundet til en pæl. Idet George går forbi for at komme hen til en stige, stanger geden ham så hårdt, at han vælter omkuld. Det kan man blive ved med lige så tosset, man vil, men man kan ikke nå hen til den fordømte stige. 

Det, man skal, er at trykke på en gammel form for plov i den anden side af billedet LIGE SÅ SNART MAN ER BLEVET STANGET. Så rejser George sig og løber som Tom Cruise hen og rykker ved ploven, så … geden sætter sig fast med sit reb i maskinen og dermed ikke kan røre dig længere. Alt sammen gennem en spilmekanik, der ikke er forklaret eller har været til stede på noget andet tidspunkt i historien.

Personligt kan jeg ikke beslutte mig hvad, jeg synes om det. Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg simpelthen ikke huske om jeg oprindeligt fandt en løsning, men jeg har været 12 år gammel på det tidspunkt og havde ikke adgang til nettet, så jeg tvivler på det. 

Måske var jeg bare var heldig og dødsklikkede på skærmen indtil noget lykkedes. Uanset hvad, så var adventurespil i 80’erne og 90’erne notorisk svære, og mange af dem led ofte af den frygtede “moon logic” – altså “månelogik”, hvor det var umuligt at gennemskue en løsning. Nogle af dem var stort set umulige. Det var deres ting. Det var en del af charmen. Nogle gange skulle du bare klikke løs og håbe på det bedste. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig. 

Jeg kan levende forestille mig dem, der tænker, “Jeg skal fandme ikke spille noget, der tager uendelig meget tid at blive god til og som ingen mening giver!”, mens de sætter Shadow of the Erdtree på.

Det’ nostalgi

Tillad mig lige at være helt utroligt nostalgisk et øjeblik. Jeg plejede at spille nærmest udelukkende adventurespil (og gør det stadig så ofte, jeg kan): Gabriel Knight, Indiana Jones and the Fate of Atlantis, Broken Sword, The Last Express, Discworld Noir, Full Throttle, Tex Murphy, Beneath A Steel Sky, og så videre.

Grunden til at jeg gjorde det så flittigt og ihærdigt, står i dag meget klart for mig: Jeg lever for historier. Og når jeg spiller spil, så gør jeg det også for historiernes skyld. Problemet er, at adventurespil dengang i 80’erne og 90’erne var stort set den eneste type spil, der havde fortællinger, som dem, jeg havde set på film: En heroisk protagonist, et eventyr, en opgave, mindeværdige figurer, en skurk, mystik, romance, alt den slags. Det var det tætteste, jeg kunne komme på Indiana Jones – min største helt dengang. 

Engang sagde en klog person, at årsagen til at populariteten ved point and click-adventurespil døde ud var fordi idet spilindustrien udviklede sig og blev bedre til at fortælle historier, så blødte det over i alle andre genrer. Du var ikke længere tvunget til udelukkende at spille adventurespil for at få en god historie i dine spil. 

Og er du gal, hvor jeg savner den guldalder for point and click-spil. Der udkommer stadig gode, nye titler. Nogle af dem bygger på nostalgi og forsøger at ramme stemningen fra dengang (positivt ment) som f.eks. The Excavation of Hob’s Barrow, og andre bruger genren som udgangspunkt og bygger ovenpå – som f.eks. Pentiment.

Den version af Broken Sword, som jeg spillede dengang, jeg var 12 år, havde nogle alvorlige mangler. Jeg vidste det ikke dengang, men min version var åbenbart en ulovlig kopi, for lyden manglede og mellemsekvenserne blev ikke afspillet. Det siger virkeligt noget om dette spils kvalitet, når mit 12-årige jeg i timevis sad foran en computer og endeløst klikkede mig igennem non-verbal dialog på et fremmed sprog, alt imens jeg nød det allerhelvedes meget og samtidig prøvede at gennemskue gåderne og historien. Stregen, stemningen og humoren har meget at gøre med dette. Dette spil er bare definitionen på at ældes med ynde.

Kloaksystemet bliver brugt flittigt. Foto: Revolution Software Ltd.

Denne anmeldelse er lidt for kort, Jacob

Ved seneste gennemspilning indså jeg, at dette er et af mine favoritspil – nogensinde. Det er blandt de tre bedste point and click-spil i verden. Historien er fremragende og dynamisk, og det er som at være lige dele med i en god spændingsroman og en medrivende tegnefilm. Gåderne er virkelig velovervejede og -udførte og overraskende fair. Det er gode twists i fortællingen, der er en spirende romance, der er mindeværdige figurer, humoren er let og uproblematisk, selvom der er blod og nogle meget subtile seksuelle referencer. 

Med andre ord, spillet føles som helhed ikke håbløst uddateret, selvom jeg sagtens kan forstå hvorfor folk har problemer med dele af portrætteringen af landsbyen i Syrien. Det er en karikatur, og alle de nationaliteter, man besøger i spillet, bliver fremstillet karikeret, men jeg er enig i at den del er den mindst tilfredsstillende del af Broken Swords narrativ. Det er også et område, man tilbringer for meget tid i, og alt den backtracking trækker tempoet en smule ned.

Men det ændrer ikke på at dette er et smukt realiseret adventurespil, der emmer af mystik og eventyr. At stå på kanten af en afsats for at kravle ind i et tilstødende hotelværelse under ens efterforskning, er en af de mest neglebidende, mindeværdige oplevelser, jeg har haft i et spil. Eller at stå på toppen af Bull’s Head-klippen og blive truet med en skarpladt pistol. Eller at kravle op på toppen af et tog – dét er fornemmelsen af eventyr! Et kapløb om tiden mod en gal kult er sjældent en kedelig cocktail. Derudover, så legede dette spil med hele Assassins vs. Templars-idéen en del år før Assassin’s Creed-spilserien gjorde. 

Jeg håber virkeligt, jeg har kunne understrege med denne alt for lange, alt for personlige anmeldelse præcis hvor betydningsfuldt et spil som Broken Sword er – ikke bare for mig, men for hele genren. 

Om jeg også kommer til at støtte Broken Sword 2 med 300 pund, hvis de laver en Kickstarter for den, er endnu uvist. Men lige nu har jeg virkeligt lyst.

Konklusion

Hvis du kan lide point-and-click og adventurespil generelt er dette en af de største klassikere, der findes. Det er et mesterværk indenfor genren og en af de mest betydningsfulde titler fra 90’erne. Og i denne moderne udgave så føles det omend ikke spritnyt, så i bedre stand end nogensinde før.


Udvikler/Udgiver: Revolution Software Ltd.

Genre: Point-and-click, Adventure

Platform: PC (anmeldt på), PlayStation 5, Xbox Series S|X og Nintendo Switch


Jacob Ege Hinchely – Vært & Anmelder


Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.





© Copyright - arkaden.dk