Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Captain America: Brave New World-anmeldelse – Lever ikke helt op til den tidligere kaptajns eftermæle

Foto: Marvel Studios

Af Lasse Bjørnsten Rasmussen
12 februar, 2025

Selvom der er smæk på, og Harrison Ford stjæler scenerne, lever Brave New World ikke op til de tidligere Captain America-film

Det er allerede hele ni år siden, vi så den sidste Captain America-film, men vi har selvfølgelig set Steve Rogers mange gange efterfølgende. Men i Avengers: Endgame overdragede han sin titel som Captain America og sit skjold til den daværende Falcon, Sam Wilson. Det blev fulgt op i Disney+-serien Falcon and the Winter Soldier, som stadig, hvis man spørger mig, er den bedste MCU-tv-serie. Men igen, der er heller ikke meget konkurrence. 

Nu er vi så nået til Brave New World, den store tilbagevenden for Captain America på det store lærred. Sam Wilson står mellem en stor international konflikt og må finde motivet af en større sammensværgelse. Fans har ventet i mange år på en opfølger efter Endgame, og mange håber, at den vil kunne leve op til de tidligere film, men også sætte en ny retning for MCU, som i store dele af Multiverse Sagaen har famlet rundt uden en klar køreplan. 

Er 2025 året, hvor det hele bliver vendt i den rigtige retning? Og er Brave New World den tilbagevenden, vi har ventet på?

Foto af: Marvel Studios

Selvom Sam Wilson er glimrende som den nye Captain America, er der en famlen efter en bedre trussel og uheldige computereffekter 

Er Brave New World den triumferende tilbagevenden til det mere traditionelle Marvel, som vi kendte det fra 2008 til 2019? Ikke helt endnu. 

På mange måder er det et “friskt pust” i den forstand, at der ikke er noget med multiverset, interdimensionelle væsner eller andre store, grandiose trusler. Det skal vi nok få masser af, blandt andet i den kommende Fantastic Four. Nej, her er vi mere nede på jorden med mere menneskelige trusler, som vi kender dem fra de tidligere Captain America-film, hvilket er dejligt at se.

Det aspekt af Marvel synes jeg tit gik tabt i mange af deres nyere film, hvor der altid skulle være tråde til multiverset, store kosmiske trusler eller noget i nano-størrelse, som fungeret helt vildt dårligt (ja, jeg snakker om dig, Quantumania). 

Som man har kunnet se i trailerne og på plakaterne, er en af filmens selling points, at vi for første gang i MCU skal se Red Hulk, også kendt som Thaddeus “Thunderbolt” Ross. Selvom Harrison Ford er på skærmen i store dele af filmen som den amerikanske præsident, optræder han ikke som Red Hulk før langt inde i filmen – og heller ikke i særlig lang tid, hvilket ærgrede mig en del, da filmen solgte det som værende en mere bærende del af historien, og det blev egentlig heller ikke brugt til synderligt meget. 

Foto af: Marvel Studios

Nu hvor vi snakker om Ford, er det uden tvivl ham, der stjæler opmærksomheden, når han er på. Hans portrættering af den amerikanske præsident er fremragende, og overraskende nok virker han mere til stede her, end han gjorde i den sidste Indiana Jones-film. Han ser tydeligvis ud til at have det sjovt og nyder at prøve noget helt nyt, og jeg elsker hans energi og lyst til bare at kaste sig ud i for eksempel Marvel. Manden mangler intet, og han er også ved at være oppe i årene, så jeg fortænker ham ikke i at bryde nogle barrierer og bare kaste sig ud i ukendt farevand. 

Mange af de andre skuespillere, især Anthony Mackie, er fremragende som Sam Wilson og Captain America. Dog har jeg ikke den store fidus til hans makker, Joaquin Torres, spillet af Danny Ramirez. Han ender desværre med at være lidt anstrengende, når han prøver at spille lidt smart og være på samme niveau som Sam – og fejler. 

Sam Wilson har nogle kæmpe store sko at udfylde efter, at vi i Endgame så Steve Rogers give sit navn og skjold til Sam. Vi fulgte op på det i Disney+-serien Falcon and the Winter Soldier, som klart er den bedste Marvel-serie, de har udgivet på den streamingplatform. Derfor var der store forventninger til både ham som den nye Captain America i universet, men også fra fans om, hvilken retning de nu ville tage karakteren i. 

Jeg er desværre en smule splittet, for på den ene side er han faktisk en rigtig god Captain America og vil kun det bedste for Jorden og dens befolkning. Men han mangler nogen at støtte sig op ad – og det er ikke Joaquin Torres. Han mangler sin Bucky, som Steve havde. Ikke nødvendigvis ham, men en god sidekick, han kan sparre med. Captain America fungerer bedst for mig, når han kan samarbejde med andre, udveksle dialog, imens de bekæmper, hvad de nu måtte være oppe imod.

Jeg kan ikke dykke ned i spoilers, men den trussel, der bliver sat op, og som skaber problemer for både præsidenten og andre, er simpelthen ikke stærk nok. Der blev lagt op til noget spændende i de første 20 minutter, men det endte med at være ret undervældende. Dog holder filmen seeren engageret med nogle vilde og hæsblæsende actionsekvenser – både på land og i luften. Når Marvel er gode, så er de bare bundsolide til at iscenesætte stærke set pieces. 

Men selvom der er masser af smæk på, gjorde det en smule ondt i øjnene nogle steder, hvor computereffekterne ikke var helt skarpe. Nogle gange lignede det også, at skuespillerne stod på en soundstage med kunstigt lys og digitale baggrunde. Til tider føltes det mere som en lavbudgetserie end en stor biograffilm. 

Foto af: Marvel Studios

Konklusion 

Selvom det ærgrer mig, var jeg desværre ikke vildt begejstret for Brave New World. Heldigvis har vi en Harrison Ford og en glimrende Anthony Mackie, der løfter rigtig meget af filmen, men med et plot og en trussel, der bare ikke er engagerende nok, kommer filmen til kort. Filmen er spækket med masser af fed action, som fungerer både på land og i luften, men nogle scener lider af halvslidte computereffekter, der mere ligner noget, der er optaget på en soundstage og tænkt til en tv-serie frem for det store lærred. 

Men på trods af manglerne er det på mange måder en klassisk Marvel-film, som vi kendte dem for mere end 10 år siden. Den mangler dog stadig mere kærlighed, som mange af de gamle film havde og spændende karakterer for at lykkes som en stærk tilbagevenden – både for Captain America og MCU, som har stået på usikker grund lige siden Endgame

Medie: Biograf

Skuespillere: Anthony Mackie, Harrison Ford, Danny Ramirez, Shira Haas, Carl Lumbly, Tim Blake Nelson, Giancarlo Esposito

Instruktør: Julius Onah

Genre: Action, science fiction,

Premieredato: 12.02.2025

Spilletid: 118 minutter

Selskab: Marvel Studios

Lasse Bjørnsten Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.





© Copyright - arkaden.dk