Anmeldelse

Caravan SandWitch-anmeldelse – Hvis Mad Max var wholesome

Foto: Plane Toast

Af Emil Øgaard
12 september, 2024

En fortælling om sandhekse og Folkevognsrugbrød har overraskende meget på hjerte

På en ørkenplanet i en fjern, fjern galakse lurer der mysterier, intriger og en fortælling om grådighed og selvopofrelse, som venter på at blive udforsket. Den store, onde rumorganisation, The Consortium, har tidligere brugt ørkenplaneten, Cigalo, som deres forsøgskanin, men er blevet drevet på flugt af de mystiske SandWitches.

Om legenderne om sandheksene er sande eller blot en skrøne for at skræmme nytilkommere væk, finder man ud af gennem sin rejse i et ombygget Folkevognsrubrød. Med et fokuseret og tight gameplay-loop formår Caravan SandWitch at komme ud over skærmkanten og ramme en universel nerve. Det kan sammenlignes med Sable, men med et Folkevognsrugbrød som det primære transportmiddel.

Men det har også sine begrænsninger, som er svære at se bort fra.

Den fortabte søster

Efter at være flyttet væk fra sin hjemplanet og ud til en anden planet, får Sauge pludselig et nødsignal fra sin søster, hun troede var død for flere år siden. Uden at kigge sig tilbage tager Sauge tilbage til sin hjemplanet, Cigalo, hvor meget er ændret siden hun flyttede derfra.

Lokalsamfundet og nomaderne lever som de altid har gjort, og har hver sin historie at fortælle. Hurtigt bliver man en stik-i-rend-person, hvor historierne bliver udviklet gennem disse sidemissioner.

Fælles for alle historierne er, at det føder ind i den overordnede historie. I en af sidemissionerne skal man finde beklædningsgenstande for at beskrive, hvordan en sandheks ser ud, og i en anden mission skal man begrave en robotdatter og lære en robot om, hvordan man bearbejder sorg.

På planeten Cigalo finder man også en af sine fædre, som også stadig prøver at bearbejde tabet af sin datter. Men det nye nødsignal giver et håb om, at det stadig er muligt, at hun er i live. Dette håb er det, der bærer historien frem og giver dig motivation til at fortsætte. Længden på 6-8 timer er derfor helt perfekt til at fortælle denne historie.

Omvendt så er world building og baggrundshistorierne også vildt interessante at dykke ned i. Inde i midten af planeten raser en kæmpe storm, hvor man formoder, at ens søster befinder sig i. Historien går også på, at det er de mystiske SandWitches, der har skabt denne storm for at lokke The Consortium ud af Cigalo.

Gennem spillet ser man også en mystisk figur holde øje med en. Er det ens søster eller er det én af de mystiske sandhekse? Selvom svaret derpå er tilfredsstillende, så slutter det hele desværre lidt brat. Her savnede jeg, at man kunne følge efterdønningerne i en epilog.

Via en opgradering på sin vogn kan man se interaktive objekter. Foto: Plane Toast

På eventyr i sandet

Historien bliver bundet sammen af et engagerende gameplay, der hviler i at give spilleren mulighed for at udforske verden. Dit Folkevognsrubrød, eller en ‘caravan’ som det hedder på engelsk, bliver dit primære værktøj både til at transportere dig rundt i, men også til løsning af de forskellige puzzles. Undervejs finder man genstande, man skal bruge til at opgradere vognen.

Man får fx en scanner, der kan spotte nødvendige genstande rundt omkring, hackingudstyr, som låser op for platforme og en svævebane til områder højt oppe. På den måde føler man også en progression og mening i alle de genstande, man opsamler. Udforsker man de forskellige lokationer i ørkenen, opsamler man stort set de genstande, man skal bruge til at opgradere. Derfor føles det aldrig som et grind.

De forskellige puzzles man skal løse er simple, men tilfredsstillende. Det er ikke et spil, der er designet til at være svært. Der er ingen kamp mod fjender, ligesom man ikke kan dø ved at hoppe ned fra en høj bygning. Det hele er designet til, at du kan få lov til at gå på opdagelse i denne mystiske verden på dine præmisser. Det er meget befriende.

Selvom det er kørt safe i gameplayet, så får man kanten i historien, som på den måde komplimenterer hinanden ret fint. Gameplayet vil jeg mest sammenligne med Sable, hvor man også skal løse forskellige puzzles i en ørkenverden. Samme stemning bliver der ramt i Caravan SandWitch.

Soundtracket er udemærket, men mangler den variation som er i Sable. I Caravan SandWitch hører man ofte de samme guitarflader, der ikke hurtigt bliver enerverende at lytte til. Animationerne kan også virke stive i det, ligesom der mangler animationer, når man stiger ind og ud af sin caravan.

Spillet mangler generelt noget flair, før jeg er helt oppe og ringe over det. Detaljerne der binder det hele sammen mangler simpelthen.

Den store storm i midten minder altid en om, hvorfor man svæver rundt mellem bygninger. Foto: Plane Toast

Konklusion

Caravan SandWitch er et sublimt, wholesome spil, som fortæller en virkelig fin historie om håb, sorg og fællesskaber. Den mystiske world building og de diverse karakterer er med til at danne rammen for en fantastisk spilverden, som er hyggelig at bruge tid i.

Gameplayet er tungt fokuseret på udforskelse, hvor man løser puzzles for at progressere. Jeg savnede slet ikke, at der ikke var noget kampsystem, da det netop vil tage fokus fra spilverden og historien.

Dog mangler der lidt finpudsning på animationerne og detaljegraden, før jeg vil kunne give det en topkarakter. Men alle omstændigheder taget i betragtning, vil jeg anbefale Caravan SandWitch som en fin lille ‘palette cleanser’ til de tunge AAA-spil.


Udvikler/Udgiver: Plane Toast / Dear Villagers

Genre: Narrativ Adventure-platformer

Platform: PC (anmeldt på), PlayStation 5 og Nintendo Switch


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk