Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Concord er dødt og begravet – og Sony lukker studiet bag

Foto: Sony Interactive Entertainment

Af Rasmus Lund-Hansen
29 oktober, 2024

Farvel til både Firewalk Studios og Neon Koi

Nu er det endegyldigt slut for Sonys fejlslagne hero shooter Concord

Efter svigtende salg og manglende interesse blev spillet som bekendt lukket, kun to uger efter det udkom. Og dengang var meldingen at Sony og udviklerne ville “undersøge mulighederne” for spillets fremtid. Den undersøgelse er nu slut – og den bedste mulighed var åbenbart at aflive spillet fuldstændigt.

I en mail til de ansatte (der også er delt med offentligheden) skriver Sony-chef Hermen Hulst, at man “sunset’er” Concord permanent – hvilket er ledelsessprog for at spillet aldrig nogensinde kommer tilbage. Samtidigt lukker man også studiet bag Concord, Firewalk Studios.

I samme ombæring fortæller Hulst også, at Sony lukker mobiludvikleren Neon Koi, som de købte i 2022. Neon Koi arbejdede så vidt vides på et AAA live service-spil til mobil.

Det lader altså til, at det sidste punktum i historien om megafloppet Concord nu er sat. Spillet rygtedes at have kostet op mod 400 millioner dollars at udvikle og markedsføre, og der var planer om jævnligt at udgive nye animerede kortfilm, der skulle fortælle spillets historie.

Den kommende Amazon Prime tv-serie Secret Level kommer også til at have et afsnit baseret på Concord, og det er planen stadig at sende det, selvom spillet altså nu er dødt og begravet.

Om skribenten:

Rasmus Lund-Hansen – Medredaktør


Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.





© Copyright - arkaden.dk