Ad Banner

Interview

Dansk spilstudie vinder prestigefyldt Apple-pris

Foto: Apple

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
12 juni, 2024

Prisen er kulminationen på et yderst begivenhedsrigt år med flere priser til danske Floppy Club

Sikke et år det har været for danske Floppy Club og deres lille rytmiske mesterværk af et spil Rytmos. For blot et par uger siden kunne vi her på Arkaden fortælle, at Rytmos blev kåret til årets spil i Norden til små skærme ved Nordic Game Awards. Kun dagen efter kunne vi fortælle, at Floppy Club og Rytmos var blevet nomineret til en Apple Design Award i kategorien bedste interaktion.

Nu er det på tide at ønske Floppy Club stort tillykke igen, for ikke nok med at de var nomineret til den prestigefyldte Apple-pris, Floppy Club har simpelthen vundet den. Way to go Denmark – Way to go Floppy Club. Det er simpelthen imponerende.

Derfor tog jeg straks fat i studiets medstifter Niels Bøttcher, som i skrivende stund stadig er på den anden side af Atlanten. Her deltager han sammen med studiets anden stifter, Asger Strandby, ved Apples store WWDC-konference, som Apple Design Awards er en del af.

Rytmos er et spil, der kombinerer rytmik og puzzle-elementer. Foto: Apple

De to herrer blev naturligvis glædeligt overrasket, da de fik besked om, at de havde vundet prisen for bedste “Interaction” ved Apple Design Awards. Niels blev faktisk informeret under et videokald, som han tog alene, mens medstifteren var på legepladsen med sine børn.

-Vi fik besked om det et par dage før den officielle annoncering over et videokald. Asger og jeg var inviteret til opkaldet, men da vi troede, det bare var en informativ snak om praktiske detaljer, var Asger taget på legeplads med børnene, så jeg tog opkaldet alene. Jeg blev temmelig overrasket, da de fortalte, at vi havde vundet og lavede et lille kikset sving med armene i vejret til et “juhuuuu”, fortæller han.

Prisen er da også speciel for Floppy Club, da den anerkender mere end blot spillet, men også hele designet, interaktionen, tutorialen, lyd og de visuelle elementer, der udgør deres spil.

-Det er en pris, der på mange måder går langt ud over de fleste spilpriser. Det er et kæmpe skulderklap til alt det design, der er lavet i spillet, siger han og tilføjer: 

-Alle på holdet har brugt rigtig meget tid på at tænke igennem, så det er virkelig dejligt, at det bliver værdsat på den måde.

Turen til Californien har været en fantastisk oplevelse. Apples hovedkvarter var fyldt med entusiasme og energi, og de blev mødt med klapsalver og jubel ved ankomsten.

-Det er et skørt sted, Apples hovedkvarter. Når man kommer ind, bliver man klappet og hujet ind af en kæmpe menneskemængde, beskriver han og forklarer, at hele oplevelsen ved WWDC (Worldwide Developers Conference) var intet mindre end spektakulær.

Det danske successtudie ser nu frem til at følge op på de muligheder, der følger med prisen, og fortsætte arbejdet på deres nye spil.

-Nu skal vi nok bare hjem og følge op på den og de muligheder, der følger med den. Og så skal vi arbejde videre på det nye spil, vi er i gang med at udvikle, fortæller Niels.

Selvom både ham og Asger tror, at dette måske er den sidste pris i denne omgang, er de glade for at afslutte på denne måde.

-Jeg tror måske, at det her er den sidste pris, vi kan være heldige at få i denne omgang. Men det er godt nok også en rar en at slutte af med, tilføjer han.

Floppy Club har haft et utroligt år med deres spil Rytmos, og den seneste sejr ved Apple Design Awards er en stærk anerkendelse af deres hårde arbejde og innovative design. Hos Arkaden ønsker vi dem igen stort tillykke, og så ser vi frem til at finde ud af, hvad fremtiden bringer for Niels og Asger samt resten af holdet hos Floppy Club.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk