Ad Banner
Ad Banner

Interview

Danske Forgotlings har fået en udgivelsesdato

Foto: Instant-Gaming

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
11 marts, 2025

Se den spritnye trailer til spillet her!

Blandt de mange fede og spændende danske spil, vi bliver forkælet med i år, er Forgotlings en af de titler, jeg ser meget frem til. Throughline Games’ fokus på stærke narrativer og deres høje æstetiske ambitioner tiltaler mig enormt, og nu skal vi heldigvis ikke vente ret meget længere, før vi kan kaste os over deres næste eventyr. Spillet har nemlig fået en officiel udgivelsesdato: den 12. juni 2025.

Samtidig har studiet delt en ny trailer, der giver os et endnu bedre indblik i den eventyrlige verden de har skabt.

Et eventyr i de glemtes rige

Throughline Games har allerede bevist deres værd med stemningsfulde, håndtegnede fortællinger med Forgotton Anne, og med Forgotlings udvider de universet yderligere. Her træder man ind i en magisk verden, hvor glemte genstande har fået nyt liv og lever i forskellige fraktioner med egne kulturer og overbevisninger. Spilleren styrer Fig, en dukke, der starter som en simpel nytilkommen, men hurtigt stiger i graderne og bliver kaptajn på det levende skib Volare.

Som Fig rejser man gennem et semi-åbent metroidvania-inspireret landskab, hvor målet er at samle de splittede fraktioner og forene de fortabte ting mod en mystisk trussel. Hvordan man griber opgaven an, er op til en selv. Man kan forsøge at lave alliancer gennem samtaler, dykke ned i gamle ruiner for at finde skjulte hemmeligheder eller kaste sig ud i taktiske kampe mod banditter og fjender i vildmarken.

Håndtegnet magi og et stemningsfuldt lydspor

Throughline Games har endnu engang skabt et visuelt imponerende univers, hvor tusindvis af håndtegnede animationer og detaljerede miljøer får Forgotlings til at ligne en spilbar animationsfilm. Den kunstneriske stil smelter sammen med en dynamisk 2.5D-verden, der emmer af liv og atmosfære.

Også på lydsiden lyder det utroligt spændende. Musikken er komponeret i samarbejde med Theatre of Voices – det anerkendte vokalensemble, som blandt andet har bidraget til Denis Villeneuves Arrival. Sammen med fuldt stemmeskuespil tegner det til at skabe en stærk stemning, der giver karaktererne og historien endnu mere nærvær.

Tæt på målstregen

Med en udgivelsesdato, der nu er fastlagt, er Forgotlings endelig på vej i mål – og hos Throughline Games er lettelsen til at tage at føle på.

– Der er stadig masser at lave i forhold til finpudsning, lokalisation og optimering, men det at have en konkret dato giver et energiboost til det sidste sprint mod målstregen, fortæller Alfred Nguyen, der er CEO & Creative Director hos Throughline Games, til Arkaden.

Han forklarer videre, at spillet har været længe undervejs – fra de første konceptidéer i 2019 til nu, hvor udviklingsteamet endelig ser deres arbejde nærme sig en færdiggørelse.

– Det har været nogle turbulente år for virksomheden, men jeg er bare virkelig glad på vegne af vores relativt lille team, at alt deres hårde arbejde snart ser dagens lys. Med to spil i denne franchise er vi også glade for, at fans af Forgotton Anne nu kan samle tråden op og gå på opdagelse i forbindelsen mellem de to spil, fortæller han.

Michael Godlowski-Maryniak, der er Technical Director hos Throughline Games, tilføjer:

– Det der skal ske nu, er at vi bare skal arbejde derudad og få de sidste ting afsluttet, men også samtidig få spredt ordet om Forgotlings vidt omkring, så vi kan få den bedst mulige launch. Ellers så glæder vi os bare super meget til, at folk endelig kan få lov til at spille spillet.

Indtil da kan vi varme op med den nye trailer og tælle ned til den 12. juni.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk