Ad Banner

Interview

Danske spil halter bagud blandt børn og unge – Nyt spilinstitut er begyndelsen på løsningen

Foto: Anders Brohus/Peter Vilstrup/Arkaden.dk

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
31 maj, 2024

Kun 2 % af de spil, som danske børn og unge spiller, er danske - men nyt Spilinstitut skal blandt andet gøre danske spil mere konkurrencedygtige

Danmark har torsdag fået et nyt spilinstitut, der kommer til at hedde Nimbi GameLab – og det var en stolt kulturminister, der kunne præsentere spilinstituttet. Spilinstituttet er finansieret gennem finansloven og fungerer uafhængigt. En af instituttets opgaver er at støtte spiludviklere og fremme danske digitale spil med et ansvarligt fokus, så forældre har adgang til spil, der ikke skaber afhængighed og er sikre for børn at spille.

Spilinstituttet blev præsenteret samme dag som tal fra en undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge, der kortlægger danske børn og unges spilvaner. Undersøgelsen viser, at kun 2 % af de spil, der bliver spillet blandt de 9-15-årige, er danske spil. I toppen af listen over populære spil blandt denne aldersgruppe finder vi derimod internationale titler som Roblox og Fortnite, samt spil som Hay Day, Toca Boca, Brawl Stars og Star Stable.

Resultatet af undersøgelsen er muligvis ikke overraskende. Når man tænker på danske spils markedsandel globalt, udgør de næppe 2 % af de spil, der bliver udgivet på verdensplan. Det kunne dog være ønskværdigt, at danske spil fyldte mere i danske børn og unges bevidsthed. Men hvorfor gør de ikke det? Og hvilke tiltag kunne implementeres for at øge interessen for danske spil blandt børn og unge? Det har vi talt med medlem af Europa-Parlamentet Bergur Løkke Rasmussen og kulturminister Jakob Engel-Schmidt om.

For at konkretisere problematikken kan det nævnes, at Roblox har været genstand for kritik, da børn er blevet udsat for eksplicit seksuelt indhold. For nylig er spillet også blevet kritiseret, fordi børn kan tjene penge ved at skabe baner i spillet. Derudover indeholder Roblox “microtransactions” som har ført til, at nogle børn og unge har brugt store summer i spillet. Fortnite har også modtaget kritik for sine gambling-elementer gennem køb af såkaldte lootboxes. Spillet har tidligere fået en stor bøde for at vildlede brugerne med “dark patterns” som manipulerer brugerne til at foretage bestemte handlinger i spillet. Netop dette understreger vigtigheden af, at børn og unge i højere grad bliver præsenteret for et bredere udvalg af spil. Trods det store potentiale for kvalitetsindhold kæmper danske spil med at opnå samme synlighed og tiltrækningskraft som deres internationale konkurrenter.

– På mange måder burde det være mere, udtaler Bergur Løkke Rasmussen om de danske spils omfang i danske børn og unges spilvaner og fortsætter. – Danske spil har som regel højere moral og etik end de andre titler, der nævnes som de mest populære i undersøgelsen, og er ofte uden de dårligdomme, som nogle af de andre titler har, siger han med henvisning til problematikken om lootboxes og den regelmæssige tilsidesættelse af god forretningsskik, som blandt andet Fortnite er blevet dømt for.

Bergur Løkke Rasmussen. Foto: Sjællandske Nyheder

Desuden kan forskelle i spilindhold og temaer også spille en rolle. Internationale spil som Roblox og Fortnite tiltrækker børn og unge med deres høje interaktionsniveau, konstante opdateringer og fællesskabsbaseret gameplay. Danske spil, der ofte har fokus på læring og pædagogik eller kunstnerisk værdi, kan have sværere ved at konkurrere på disse punkter. Men måske er der bedre tider på vej?

– Dansk spiludvikling bliver hele tiden stærkere, og det bliver spændende at se, hvad der sker, når det nye spilinstitut for alvor kommer i gang, og hvilken betydning det får for den danske spilbranche. Hvis vi samtidig får styrket den europæiske ordning med mærkning af spil, kunne det også have en positiv effekt, forklarer Bergur Løkke Rasmussen.

For at fremme danske spil blandt yngre målgrupper er der flere tiltag, der kan overvejes. Med Nimbi GameLab bliver flere midler tilført til et bredere udsnit af den danske spiludvikling, hvilket fremadrettet kan føre til spiltitler, der umiddelbart har en bredere appel blandt det yngre publikum.

En anden løsning kunne være at intensivere markedsføringsindsatsen på sociale medier og andre platforme, hvor de unge brugere er mest aktive. Det kunne hjælpe med at øge bevidstheden om danske spil og deres unikke kvaliteter.

Samtidig bør der være et øget fokus på at skabe spil, der ikke kun er pædagogiske, men også underholdende og engagerende for børn og unge. Ved at kombinere læring med sjov og spænding, men også ved at støtten bliver fordelt bredere og derfor også inkluderer spil med et mere kommercielt formål, kan danske spil potentielt tiltrække en bredere målgruppe og opnå større succes.

– Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke kun er spil, der har et kunstnerisk eller pædagogisk formål, der modtager støttekroner, men også spil hvor disse elementer fylder mindre – og når puljen bliver større, tænker jeg, at det godt kunne blive en mulighed, uddyber Bergur Løkke Rasmussen om fremtidsperspektivet for den danske spilbranche.

Kulturministeren: Spilinstituttet er første skridt

Den danske kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, har altid været glad for digitale spil, en interesse der tager sit udgangspunkt helt tilbage i hans unge dage, og derfor er det også med en vis portion stolthed, at han torsdag den 30. maj kunne præsentere det nye danske spilinstitut.

– Vi har i Danmark en utrolig dygtig spilindustri, og det er blandt andet dem, vi laver spilinstituttet for, siger Jakob Engel-Schmidt.

Derfor har han også afsat næsten 80 millioner kroner på finansloven til det nye spilinstitut, som kommer til at fokusere bredere på den danske spilindustri. Hvis danske spil skal kunne konkurrere mod globale giganter som for eksempel Fortnite og Roblox, er det netop nødvendigt også at have et fokus på mere kommercielle spilproduktioner.

– Jeg har altid ønsket, at der skulle være støtte til kommercielle projekter, inden for nogle etiske rammer, uddyber Jakob Engel-Schmidt.

Jakob Engel-Schmidt. Foto: Altinget

Derfor er der også nedsat en yderst kvalificeret bestyrelse for det nye spilinstitut, bestående af personer med indgående indsigt i og erfaring med den danske spilindustri. Kasper Kruse, leder af The Animation Workshop, er bestyrelsesleder. Sofie Filt Læntver, vicedirektør i Nordisk Games, Mathias Gredal Nørvig, CEO for SYBO Games, Trine Laier, ejer af Those Eyes, og Christian Walther Øyrabø, CEO for OOONO, udgør resten af bestyrelsen.

– Det er altså et ret stærkt team, som vi har fået skabt, og de vil formå at ramme bredt, således der vil være opmærksomhed på hele branchen, og ikke blot spilprojekter med kunstneriske eller pædagogiske formål, uddyber Jakob Engel-Schmidt om Nimbi GameLabs nye bestyrelse.

Spilinstituttet har sit hovedfokus på den danske spilindustri og skal sikre, at vi i Danmark i fremtiden kan fortsætte med at lave kvalitetsspil og underholdning for alle, især børn, som er endnu mere modtagelige overfor algoritmer og markedsføring, der eksempelvis fokuserer på frygten for at gå glip af noget. Men hvordan skal vi sikre, at vi på europæisk eller globalt plan får mere opmærksomhed på de kvaliteter, som de danske spil besidder, og sørger for, at spil af netop denne type får bedre vilkår på eksempelvis et europæisk marked?

– Det er noget, vi kan tage op, når Danmark har EU-formandskabet, men det er samtidig også noget, der skal arbejdes på i EU-regi, hvor vores repræsentant Bergur Løkke Rasmussen arbejder hårdt og kvalificeret på, at netop dette emne får mere opmærksomhed, afslutter Jakob Engel-Schmidt, inden han skynder sig videre ind i Folketingssalen.

Med præsentationen af Nimbi GameLab som det nye danske spilinstitut og et øget fokus på europæisk plan, tager Danmark et vigtigt skridt mod at styrke sin spilindustri. Selvom danske spil i øjeblikket kun udgør 2 % af de spil, der spilles blandt de 9-15-årige, er der potentiale for vækst. Øget støtte, bedre markedsføring og en bredere tilgang til spiludvikling kan hjælpe danske spil med at konkurrere med de internationale giganter.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk