Tilbage i 2008 indførte spiludviklerne fra Treyarch en gamemode til Call of Duty-franchisen, der skulle vise sig at være sejlivet. ‘Nazi Zombies’ blev den kaldt. Her kunne dig og dine venner fylde tiltagende horder af zombier med bly alt i mens de begrænsede ressourcer skulle udnyttes optimalt.

Zombies-moden er selvfølgelig blevet forfinet gennem tiden. I dag kunne man måske argumentere for at sætte Black Ops 3-udgaven højere end den originale. Men Treyarch ramte så meget rigtig i første omgang, at det er svært ikke at anbefale den originale udgave, der med simpel midler giver dig en ind-til-benet hektisk spiloplevelse, hvor du sammen med dine venner må bruge, hvert et kneb i bogen for at komme længst muligt i det endeløse zombie-helvede. 

I ‘The Last of Us’ undersøges et element af zombieapokalypsen, som en del andre spil efterlader i vejsiden til fordel for den mere enkle oplevelse af at slagte udøde i hobetal.

Nemlig konsekvenserne for samfundet og menneskers forhold til andre mennesker, når verden og civilisationen bryder sammen i takt med at zombieinfektionen spreder sig som en chokbølge udover planeten.

Det samme er tilfældet med ‘DayZ’. Spillet foregår udelukkede i multiplayer-mode og andre spillere er lige så farlige, hvis ikke mere, end zombierne. Man må forsøge at regne de fremmedes intentioner ud. Vil de hjælpe en eller brutalt stjæle ens hårdpressede forsyninger?

I en periode var spillet plaget af andre spilleres blodtørst, men i nyere versioner er det muligt at danne samfund af overlevende, som samarbejder og langsomt forsøger at genopbygge en knust verden.

‘Dying Light’ fra 2015 formåede at kombinere en hel række elementer til en helstøbt oplevelse: Kamp, crafting, navigation, parkour og zombier. Spilleren sætter fri i en åben verden, nærmere bestemt den mellemøstlige by Harran, som er fyldt til randen med zombier. Om dagen er zombierne sløve og langsomme, men om natten bliver de voldsomme, hurtige og overvældende.

Den hurtige parkour og ens trofaste gribekrog resulterer i en spiloplevelse, hvor vejen igennem spillet ikke altid er åben, endeløs kamp, men hvor flugt også er en rentabel strategi. Samtidig er det muligt at udnytte en omgivelserne og undgå direkte konfrontationer. Her er både elektriske hegn, benzintanke og spidse pæle, som kan gøre dræberarbejdet for spileren. ‘Dying Light’ er et intelligent og originalt take på genren.

Adventure game-genrens storhedstid var 90erne. Men så blev den nærmest fra den ene dag til den anden fuldstændigt overhalet af ‘Doom’, ‘Quake’ og ‘Half-Life’. Men studiet Telltale havde overraskende succes med først det absurde “Sam and Max: Freelance Police” og siden, i langt højere grad deres spil, baseret på tegneserien ‘The Walking Dead’, som især fik succes som tv-serie.

I modsætning til de fleste andre zombiespil, som i høj grad fokuserer på action, overlevelse og hastighed, er karakterudvikling og drama i højsædet i ‘The Walking Dead’. Spillets interaktivitet foregår i via quick-time-events, undersøgelse af omgivelserne og dialoger.

Spillet solgte næsten 9 millioner eksemplarer og introducerer mange spillere for følelse af, at deres valg havde tunge konsekvenser. Dertil kom, at spillet ingen nåde havde for dets karakterer. Der var en ‘Game of Thrones’-agtig fornemmelse af, at ingen var sikre og alle kunne dø.

Det ledte også til adskillige anmelderroste efterfølgere.

Capcom tog et allerede stærkt udgangspunkt og moderniserede det med deres remake af ‘Resident Evil 2’. Både spilstyring og udseende blev ikke kun opdateret til moderne standarder, men gav helt nyt liv til spilklassikeren, der også blev et af de bedste spil fra 2019. 

Det er zombie-kammerspil, hvor du med rystende hånd må føre en af de to hovedpersoner igennem mørke korridorer, hvor chok og afsky kan vente rundt om hvert et hjørne. Som det er kutyme for survival-horror genren, er der aldrig helt nok patroner til, at du føler dig sikker på, at du kan overleve et møde med de levende døde.   

Okay, der er ikke helt tale om et spil, men blot et level i Valves ikoniske førstepersons-mesterværk fra 2004. Men Ravenholm var på mange måder banebrydende, så her er det alligevel.

Den tavse, men ustoppelige, hovedperson Gordon Freeman har netop modtaget sin gravity gun, det mest mindeværdige våben fra spillet, som kan opsamle og affyre bøtter med maling, toiletter, knive og benzintønder. Efter et angreb fra spillets skurke, the Combine, flygter han til den forladte mineby Ravenholm, som er blevet overrendt af de ulækre og skrigende headcread-zombies.

Med hjælp fra den lidt virkelighedsfjerne (for ikke at sige “skingrende vanvittige”), men højst effektive, zombiedræberpræst Fader Grigori, et hav af fælder og den trofaste gravity gun mejer Gordon sig igennem en hær af zombier. På tidspunktet var fysikken bag gravitygunnen et påfund uden lige, og følelsen af at skyde en roterende savklinge mod en gruppe af fodslæbende zombier var nærmest banebrydende.

PopCap, de ubestridte mestre af cutesy casual games som ‘Bejeweled’ og ‘Peggle’, står bag denne lidt aparte titel fra 2009. ‘Plants vs. Zombies’ er ikke et farligt, hektisk spil, men i stedet et tegnefilmsagtigt tower-defence, hvor spilleren skal forsvare sin have mod horder af zombier ved at plante kødædende planter, mure af valnødder og grønne ærteplanter, som skyder med omtalte ærter.

Det er et overraskende vellykket spil, som er udført med PopCap sikre, omend måske lidt for sikre stil. Der er en dybde i gameplayet, og det er sjovt og interessant, når man låser op for for nye former for planter. Samtidig har det en behagelig fordel over ‘Peggle’ og ‘Bejeweled’: Det har en afgrænset række baner. Man undgår på den måde den metaltræthed, der godt kan opstå efter et langt ‘Bejeweled’-binge.

I øvrigt udkommer næste spil i serien, ‘Plants vs. Zombies III’ engang i løbet af i år.

Det britisk-canadiske indiespil ‘Project Zomboid’ tilbyder et bredt og dybt gameplay og lægger vægt på at simulere en så realistisk udgave af en zombiekatastrofe som muligt. I modsætning til mange andre spil i genren, er fokusset her ikke kun at skyde zombier ned, men også at samle medicin og dåsemad, reparere biler og bygge barikader af gamle europaller.

Spiller foregår i halvfemserne i den amerikanske delstat Kentucky. Det er hundesvært. Man bliver let overvældet af de langsomme med enorme horder af levende døde, og hvis man benytter sig af skydevåben tiltrækker lyden bare endnu flere. For at overleve må man konstruere mere lavmælte slagvåben og sørge for, at ens base er forskanset og forsynet med vandsamlerede og højbede med gulerødder.

En stor del af fornøjelsen ved zombiespil er i virkeligheden ganske simpelt: At samle et våben op og dræbe zombier. Zombiespil er grundlæggende samarbejdsspil. Det er os, de levende, mod zombierne, de døde. Derfor er spillene endnu mere fornøjelige, når man har muligheden for at samle et våben og skyde zombier sammen med sine venner.

Valves Left 4 Dead 2 fra 2009 har nærmest perfektioneret denne kombination Fire overlevende med et udvalg af lidt over 50 våben kæmper sig igennem baner fyldt med langsomme, hurtige og eksploderende zombier. Undervejs finder man nye skyde- og slagvåben.

Op til fire spillere kan spille sammen, og hvis nogen bliver nødt til at smutte, overtages deres figur af AIen. Det skaber et koncist, enkelt og stærkt gameplay, som stadig er fremragende, her 14 år senere.

Allermest skinner spillet i multiplayer-delen, hvor man sammen med en flok medsammensvorne kan samarbejde om at bryde ind i forladte tankstationer for at finde batterier og benzin og uundgåeligt flygte, når masserne af zombier dukker op.

Spillet, som første gang udkom for ti år siden (!) er stadig i early access og opdateres jævnligt.

Af de 120 000 vurderingen på Steam er 93 % positive.

Der er en god grund til, at ‘The Last of Us’-serien gør sig godt på tv-skærmen. De to spil i serien bruger deres zombie-apokalyptiske setting til meget mere end bare at jage en skræk i livet på spillerne. Historien om Joel og Ellie er en brutal fortælling om kærlighed og had, og de grufulde ting, vi er villige til at gøre i for at beskytte dem, vi elsker.

Meget er skrevet om fortællingerne i de to spil, og kritikkere af Naughty Dog-studiernes historie-drevede actionspil vil måske påstå, at ‘The Last of Us’ fungerer godt som tv-serie, fordi det alligevel mest af alt handler om at komme fra en cut-scene til den næste i spillene. Vi mener dog, at der er masser af komme efter i gameplay-delen, der fint understreger brutaliteten og visse steder også ømheden i historien. Især efterfølgeren skruer op for dynamikken i de hektiske kampe, hvor andre overlevende er lige så farlige som de udøde.

‘The Last of Us Part II’ er måske faktisk det bedre spil, men det står kun så stærkt i lyset, fordi det bygger videre på det skelsættende første spil, så der kan man passende starte, hvis man endnu ikke har spillet disse to must-play titler.