Ad Banner
Ad Banner

Interview

Dead Ends er nu på Steam: KeyQuest Studios indie-drøm bliver virkelighed

Foto: KeyQuest Studio/Steam

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
10 september, 2024

Det danske actionspil Dead Ends fra KeyQuest Studio er nu på Steam. Læs med og få en kommentar fra spillets ene udvikler om deres oplevelse med at få spillet på den populære platform

Det danske zombie-actionspil Dead Ends, der bliver udviklet af KeyQuest Studio, er nu tilgængeligt på Steam, og du kan allerede nu sætte spillet på din wishlist. Spillet er skabt af duoen Niels Ryding Olsson og Christian Kobbernagel, som står bag det lille, men passionerede KeyQuest Studio. 

Dead Ends kombinerer tempofyldt action, cooperative multiplayer-elementer og humoristisk zombiemassekrering, og det har allerede fanget vores interesse her på Arkaden. Vi har tidligere lavet et portræt af både studiet og spillet, og vi havde endda fornøjelsen af at hænge ud med Niels og Christian under årets Gamescom, hvor vi fik et unikt indblik i deres udviklingsproces, og hvor flere fra Arkaden, mig selv inklusiv, fik mulighed for at prøve en lille bid af spillet. 

Screenshot fra Dead Ends, der nu kan findes på Steam. Foto: KeyQuest Studio/Steam

For Niels og Christian er det en stor milepæl at se Dead Ends live på Steam. Niels beskriver oplevelsen som “en drøm, der går i opfyldelse” og uddyber, hvordan det føles at have deres spil tilgængeligt på en platform, de selv har brugt så meget som spillere.

– Det er meget mærkeligt at se den så velkendte Steam-side, som man selv har kigget på i mange år, når man har købt spil, og så er det én selv, der har lavet traileren og programmeret spillet. Helt surrealistisk, forklarer Niels Ryding Olsson til Arkaden. 

Selvom spiludvikling er en forholdsvis ny verden for duoen, har de taget udfordringerne i stiv arm og løbende lært nye aspekter af både udvikling og distribution. 

– Det her med at lave spil er jo forholdsvist nyt for os, og vi bliver hele tiden introduceret til nye aspekter af det. Det her med Steam er så det sidste nye, vi har skulle sætte os ind i, forklarer Niels med et smil på læben.

En af de store opdagelser for dem som udviklere har været Steams rolle som platform. Mange udviklere taler om Steams høje kommission, men Niels mener, at det er fair set fra et udvikler perspektiv. 

– Steam gør utroligt meget for at lave nogle gode værktøjer til os udviklere, både så vi kan blive set, men også til at køre tests, opdatere spillet og holde spillerne ajour med nyheder. Det har været virkelig spændende at komme i gang med, forklarer han.

At få godkendt spillet på Steam har dog ikke været helt ligetil, da platformen stiller mange krav for at beskytte forbrugerne. 

– Vi har haft Dead Ends inde til godkendelse et par gange, før den gik igennem, fortæller Niels.

Nu, hvor Dead Ends er på Steam, er Niels og Christian klar til at vise deres actionspil frem for et bredere publikum, og Niels opfordrer derfor alle til at tjekke det ud. 

– Og selvfølgelig sætte det på sin wishlist, hvis man synes, det ser interessant ud, afslutter han. 

Det er tydeligt, at Niels og Christian er stolte af, hvad de har opnået, og det er med god grund. Dead Ends er et produkt af hårdt arbejde, passion og kærlighed til spilmediet, og ved at få spillet på Steam håber KeyQuest Studio at nå både danske og internationale spillere. 

Du kan finde Dead Ends Steam-side her.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk