I løbet af den første halve time af Dollhouse: Behind the Broken Mirror fra SOEDESCO begyndte jeg at sammensætte et spil i mine tanker, der er noget anderledes end det, jeg reelt sad overfor. “Aha, så det er det her, vi skal ud i”, tænkte jeg, mens jeg langsomt – og fuldstændigt forsvarsløs – krøb fremad i mørket, mens min eneste forsoning blev fundet i lyskeglen fra min lommelygte. 

Jeg er ikke ny i gysergenren – både pragteksemplarer som Outlast og Amnesia-serien er hakket af på tjeklisten på trods af min ellers ekstreme frygt for den slags spil. Fælles for netop de to spil er, at man i høj grad er forsvarsløs og kun kan stikke af, når monstre og vederstyggeligheder, der gemmer sig i mørket, pludselig jagter én. De indledende sekvenser i Dollhouse: Behind the Broken Mirror peger netop i den retning.

Man spiller som sangerinden Eliza de Moor, der efter et pludseligt kollaps på scenen mister sin hukommelse. Hun må – på opfordring af sin lettere mistænkelige læge – rejse tilbage til sit barndomshjem for at prøve at genfinde minderne, og det vælger hun selvfølgelig at gøre i buldrende mørke. Som Eliza udforsker man både den gamle, forladte villa, den omkringliggende by og mere til, hvor store, deforme trædukker tilsyneladende har spillet en stor rolle, for de er i hvert fald at finde på alle tænkelige steder. 

Fra forsvarsløs…

De indledende øjeblikke af Dollhouse er meget stemningsfulde, og jeg må indrømme, at det lykkedes spillet at få tændt for lyden på mig i flere tilfælde. Frygten for, hvornår de mange, monstrøse dukker, man bevæger sig rundt imellem, mon begynder at bevæge på sig – sammen med spillets forståelse for god gyser-lyd – går nemlig op i en højere enhed, hvor det hele bare virker. 

Hvis Dollhouse fortsatte i den dur hele vejen igennem, var jeg nok ikke kommet lige så langt i spillet, som jeg er på de cirka 5 timers gameplay, jeg er oppe på nu. Men sådan skulle det heller ikke gå. Hurtigt efter fik jeg nemlig fingrene i en revolver, som drastisk ændrede min opfattelse af, hvad spillet skulle være fremadrettet.

Dollhouse: Behind the Broken Mirror minder mig allermest om survival horror-spil fra Resident Evil-familien, hvor man bekæmper horder af fjender, der kommer løbende mod én, mens man samtidigt slås med begrænset plads i sit inventory. De mange trædukker bliver nemlig vækket til live, og så handler det ellers bare om at pedalere baglæns, mens man fælder dukke efter dukke i en lind strøm af kugler. 

Den måde, spillet går til udforskning af omgivelserne på, er også meget Resident Evil-agtig. Her er nemlig forskellige gåder og udfordringer, der blokerer ens vej, som man må finde løsninger på ved at holde øjnene godt knappet op undervejs. Et tidligt eksempel er en lukket port, som man kun kan åbne ved at interagere med forskellige marmorstatuer, der er placeret rundt omkring i omgivelserne. Rækkefølgen, man skal kærtegne figurerne på, må man selv regne ud fra forskellige ledetråde, som man finder placeret rundt omkring i miljøet.

Til forskel fra de store drenge i gyserspils-klassen, har man her rigeligt med materialer til at sammensætte ammunition med, så frygten for at løbe tør bliver meget sjælden. Og frygten for lav ammunition er ikke den eneste, der bliver sjælden, så snart man finder sig til rette i spillets survival horror-identitet. 

…til frygtløs

Det må være smag og behag, om man er til forsvarsløs gys eller bevæbnet overlevelse, men jeg kan i hvert fald konstatere, at den tunge og nervepirrende stemning fra starten af spillet ikke helt kan følge med, når man pludselig bliver en dødbringende dukkeudrydder. 

Mens historien, der i løbet af min tid med spillet har budt på flere spørgsmål end svar, fortsat interesserer mig, så har gameplayet mig ikke helt fastspændt på samme måde. I mine øjne er spillet nemlig stærkest, når de mange dukker tager på frokostpause og lader mig udforske omgivelserne i fred og ro, mens jeg prøver at sammensætte spillets puslespil af en historie for mit indre. 

Dukkerne, der langsomt og i en lige linje vandrer mod Eliza, ender ofte med at være mere af en irriterende barriere for fremskridt end en reel udfordring eller kilde til gys, hvilket er ret ærgerligt, når det nu netop er dukkerne, spillet reklamerer sig på. 

Til gengæld har spillet andre og mere interessante elementer som blandt andet spejlene, der fungerer som en slags portaler til Elizas fortid, og som man helt bogstaveligt træder både ind i og ud af. Det betyder, at der som oftest findes to forskellige udgaver af hvert miljø, man udforsker i spillet, og det er helt klart et af dets styrker indtil videre.

Teknisk tilstand og ‘jank’

Den uhyggelige stemning hjælpes ikke på vej af spillets tekniske tilstand, som desværre er ret haltende. På PS5 betyder det blandt andet, at der mangler åbenlyse lydeffekter såsom fodtrin i mange tilfælde, at frame-raten er meget ujævn, hvilket gør det sværere at sigte, at UI-elementer overlapper på mærkelige måder og adskillige andre tekniske problemer i samme stil. 

Det giver tilsammen et uheldigt førstehåndsindtryk, som er svær at se forbi på trods af spillets styrker. På den positive side er vi aldrig ude i noget game-breaking, og udviklerne har lovet performance-fixes til det færdige produkt, men er man meget nervøs for netop dette, vil jeg anbefale, at man undersøger sagen nærmere ved spillets release, inden man køber.

Spillet har samtidigt et lag af ‘jank’ over sig i form af karakterer, der er rimelig stive i ansigterne, med dialog, der udføres med temmelig karikeret stemmeskuespil. Og mens spillet til tider kan se hæderligt ud, når det kommer til omgivelser og fjender, er det generelle udseende og præsentation bestemt ikke dets stærkeste side. 

Konklusion

Mens historien i Dollhouse: Behind the Broken Mirror er interessant nok til, at jeg gerne vil se den til ende, har jeg bestemt et par betænkeligheder ved SOEDESCOs spil. Hungrer man efter et gyserspil, der kan skræmme livet af én, kan spillet ikke helt følge med, men finder man glæde i survival horror-spil som Resident Evil, vil man hurtigt føle sig hjemme i gameplay-loopet her, der er både bekendt og betryggende.

Tekniske problemer og ‘jank’ hjemsøger ikke kun spillet – de er en del af dets kerne, og det kræver derfor en vis tolerance, hvis man planlægger at besøge dukkehuset. Om det ændrer sig, må vi vente med at se til den 28. marts, hvor spillet udkommer på PC, Xbox og PS5. 

Om skribenten:

Christian Heegaard Kongsøre – Skribent & Anmelder

Christian spiller lidt af det hele – fra afslappende farming sims til hæsblæsende FPS’er. Det vil sige, når han ikke for tyvetusinde gang er faldet ned i MMO’ernes sorte brønd efter endnu en udvidelse eller opdatering til en af sine gamle flammer. Når det sker, kan ikke engang de stride, nordjyske vinde, han er født og opvokset med, rive ham væk fra kontorstolen.