Den canadiske skuespiller Donald Sutherland, stjerne i film som The Hunger Games og Rødt chok, er død i en alder af 88 år efter lang tids sygdom.

Hans søn, skuespilleren Kiefer Sutherland, sagde: “Med et tungt hjerte fortæller jeg dig, at min far, Donald Sutherland, er død. Jeg synes personligt, at han er en af de vigtigste skuespillere i filmhistorien.”

“Aldrig skræmt af en rolle, god, dårlig eller grim. Han elskede, hvad han gjorde, og gjorde, hvad han elskede, og man kan aldrig bede om mere end det. Et godt levet liv.”, postede han via sin instagram:

På trods af sine mange roller blev far Sutherland aldrig nomineret til en Oscar. Han modtog dog en æres-Oscar i 2017.

For Hollywood vidste nemlig ikke præcis, hvad de skulle stille op med Donald Sutherland – så de gjorde alt med ham.

Sutherland var ikke den klassiske smukke A-liste-skuespiller som samtidige Warren Beatty eller Robert Redford, og han var heller ikke udelukkende egnet til “den hårde fyr”-roller som Robert De Niro, Al Pacino eller Gene Hackman. I stedet blev hans tidlige filmkarriere defineret af excentriske, ejendommelige eller “finurlige” roller, roller der så ud til at sidde godt med ham resten af ​​hans liv.

Hans alttilstedeværelse på lærredet krævede lige så meget opmærksomhed som hovedskuespillerne, han arbejdede med i løbet af denne tid, herunder Brando, Stallone, De Niro eller Eastwood. Sig navnet “Donald Sutherland” til nogen, og en hel byge af forskellige karakterer kommer man til at tænke på, men ingen bestemt skiller sig ud.

Sutherland havde også evnen til konstant at præsentere sig selv for et yngre publikum i hver generation.

For film som Delta kliken (1978), Buffy the Vampire Slayer (1992) og The Hunger Games-serien (2012-15) gjorde det nemlig muligt for Sutherland at præsentere sig for et nyt publikum fra forskellige epoker, mens han stadig forblev i kontakt med de gamle epoker. Han blev aldrig sat ind i en bestemt defineret type skuespiller, og hans roller var aldrig den samme slags karakter. Han kunne spille fjollet, dramatisk, skræmmende, over-the-top, subtil, hård eller blid.

Nu er han død, og vi får nok ikke hans lige at se igen. Dertil var han for særpræget.

Sutherland medvirkede, som sagt, i omkring 200 film- og tv-produktioner. Derfor har jeg, bare for at gøre det hele mere interessant, udvalgt 5 film, som du SKAL se eller eje. Uanset om du er en Baby Boomer, Generation X, Millennial eller en Generation Z med udpræget hang til The Hunger Games-serien, vil der sikkert også være nogle læsere, der vil indvende ting som: ‘Hvor er M.A.S.H., Det beskidte dusin, Kellys helte, Ordinary People eller det danske Henning Carlsen-islæt Oviri?’

Men det er Arkadens liste, så sådan er det! Og som det kan ses, var det i det fantastiske årti, halvfjerdserne, Sutherland, ligesom sine kolleger, bedst indfandt sig i:

Klute (1971), Alan Pakula

Selvom han spiller titelkarakteren i Alan Pakulas nervepirrende psykologiske thriller, giver Sutherland en bemærkelsesværdig diskret præstation som en detektiv i en lille by, der rejser til New York for at efterforske en vens forsvinden. Og selvom hans tilstedeværelse er imponerende, endda vagt truende, giver Sutherland alligevel ordet til Jane Fondas Oscar-vindende præsentation som en call-girl, der havde den forsvundne mand som klient. Klute tilbyder mere end et par lyssky kunder som mistænkte, der pisker op til den uhyggelige stemning, Jane Fondas barske karakter får veloplagt arbejdet på at fjerne mange af de klichéfyldte antagelser omkring sexarbejde og hendes pige-i-nød-type. En mesterlig thriller, der, selvom det var Fonda, der modtog en Oscar, præsenterer Sutherland med en, som sagt, mesterlig diskret præstation.

Rødt chok (1973, Nicolas Roeg

Skulle der vælges én på listen, bliver det nok denne. Nicolas Roegs banebrydende eksperiment i psykologisk horror begynder med en far, der mister sit eneste barn i en drukneulykke og oplever en sorg så dyb, at historien synes at bryde filmen i skår. Sutherland spiller sorgen med intense følelser, der krøller sammen til frygt og rædsel, da han og hans kone (Julie Christie) forlader deres hjem på landet i Storbritannien til Venedig, hvor han arbejder på at restaurere en gammel katedral. Mellem deres bedøvende tristhed og en by, der nynner af psykisk trussel, bygger Rødt chok, baseret på en Daphne du Maurier-novelle, mod et chokerende, grusomt klimaks, hvor fortiden og nutiden suggestivt foldes imponerende sammen. Blev berygtet for Sutherlands realistiske sexscene med medskuespilleren Julie Christie.

1900 (1976), Bernardo Bertolucci

Del 1 slutter, da fascismens fremmarch er på sit højeste, for kun at fortættes yderligere, da den bestialske og magtbegærlige godsforvalter Attila (Donald Sutherland) for alvor træder i karakter. Donald Sutherland er på sit ondeste som Attila, der blandt andet begår et af filmhistoriens grummeste mord. Alfredo, der har overtaget godset på Po-sletten efter sin fars død, sympatiserer ikke med Attila, men er for svag til at sige fra og må til slut sande, at passivitet også kan tolkes som politisk stillingtagen. En storslået og fascinerende finale på en fortælling om den klassekamp, der stadig rumler i støvlelandet. Episk mesterværk.

Fellinis Casanova (1976), Federico Fellini

Af alle Federico Fellinis ekstraordinære film er Fellinis Casanova uden tvivl hans mest vovede. Historien er dekadent og mærkelig og følger den venetianske forfatter og eventyrer Giacomo Casanovas seksuelle eskapader fra det 18. århundrede. Filmen vandt en Oscar og to BAFTA-priser, men splittede kritikerne. Sutherland, der er genial og forbløffende som Casanova, hadede angiveligt at lave filmen. En skam.

Invasion of the Body Snatchers (1978), Philip Kaufman

Billedet af en besat Sutherland, der peger og skriger, er en af de mest definerende filmscener i hans karriere – og bestemt det mest “meme-able” – men Invasion of the Body Snatchers tager sin tid at komme dertil og caster ham som en sundhedsinspektør i San Francisco, der langsomt bliver overbevist om en sammensværgelse, der langsomt udsletter byen. I denne potente genindspilning af Don Siegels sci-fi-gyserklassiker fra 1956 bliver de afslappede Bay Area-vibes lumske, da nogle mennesker begynder at blive erstattet af fremmede duplikater, der ligner dem, men opfører sig radikalt anderledes. Sammen med en kvinde (Brooke Adams), der mener, at hendes mand ikke er den samme mand længere, kæmper Sutherlands inspektør for at forhindre fænomenet i at sprede sig, men deres historie er for skør til at blive korrekt forstået. Et sci-fi mesterværk.

Tak for alt Donald. Du var en sand fornøjelse!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.