Lad os bare lægge kortene på bordet med det samme: Doom: The Dark Ages er et virkelig godt spil. Og det vil næppe overraske nogen, hvis man har fulgt bare en smule med i de seneste kapitler af serien. Spørgsmålet er så bare – hvor godt er det egentlig?

For at få et svar tog Arkaden en tur til Wiesbaden, hvor vi fik mulighed for at prøve flere sektioner af det kommende spil fra id Software og Bethesda. Doom: The Dark Ages er en af de titler, der for alvor har vakt opmærksomhed, og lige siden den første præsentation har hypen været til at tage og føle på. Den seneste trailer har bestemt heller ikke dæmpet forventningerne.

De to seneste spil i den ikoniske franchise har været massive succeser: Doom fra 2016 pustede nyt liv i serien med sit kompromisløse, tempofyldte gameplay, og Doom Eternal fra 2020 blev for mange det mest helstøbte Doom-spil til dato. Hvordan overgår man så sådan en bedrift?

Jo, man trækker franchisen tilbage. Faktisk helt tilbage til Middelalderen – en periode, der i visse historiske kredse går under navnet The Dark Ages. Her laver man en prequel til Doom (2016), som smelter seriens ikoniske helvedesdæmoner sammen med en middelalderlig fantasy-æstetik. Resultatet? En Doom Slayer bevæbnet med shotgun, skjold, morgenstjerne – og en drage. Selvfølgelig.

Hos id Software har man tidligere understreget, at hvert Doom-spil skal føles unikt, og i Doom: The Dark Ages har fokus især været på konceptet “stand and fight”. Det betyder, at kampene i højere grad belønner en offensiv, men taktisk tilgang. Skjoldet, som er en af spillets største nyheder, gør det muligt at parere angreb – og fungerer samtidig som et kastevåben. Når The Slayer slynger det afsted, kan det enten bore sig dybt ind i fjenderne eller rive deres eget skjold fra dem.

Men hvordan fungerer det så i praksis? Lad os se nærmere på Doom: The Dark Ages og finde ud af, hvordan det tager sig ud her knap to måneder før lanceringen.

Eventet startede med en videopræsentation fra Marty Stratton (Studio Director) og Hugo Martin (Game Director), som introducerede de sektioner af spillet, vi skulle prøve – fire forskellige uddrag, der hver især fremhævede forskellige aspekter af gameplayet.

En heftig start på blodbadet

Første del af previewet bærer den passende titel Opening – og som navnet antyder, er det her, eventyret begynder. Allerede fra første sekund slås tonen an: velproducerede cutscenes, en mørk og dyster atmosfære og musikken, der brager løs, som kun Doom kan gøre det. Man bliver hurtigt kastet direkte ind i kampens hede, mens spillet i hæsblæsende tempo introducerer de grundlæggende mekanikker.

Noget af det første, der står klart, er, at skjoldet ikke bare er en gimmick – det er et centralt redskab i Doom: The Dark Ages. Kampene er hurtige, men stand and fight-tilgangen gør, at tempoet føles mere kontrolleret end i Doom Eternal. Der er ikke lige så meget manisk hoppen rundt, men i stedet en større vægt på at parere, kaste skjold og kombinere nærkamp med gunplay. Glory Kills føles mere essentielle end nogensinde, da de genererer værdifulde ressourcer, og spillet introducerer også en ny mulighed for at opgradere både våben og rustning ved at samle guld undervejs.

Baneopbygningen er relativt simpel i sin struktur, men skalaen føles større, og allerede i de første minutter står det lysende klart, at Doom: The Dark Ages er et ualmindeligt velpoleret spil. Lad mig være helt ærlig – det ser tæske lækkert ud. Selvfølgelig hjælper det, at vi spillede på en kraftig PC, men præsentationen er imponerende, og spillet kører knivskarpt.

Der er meget at holde styr på – gunplay, melee, blokeringer og kast med skjoldet – men spillet formår at introducere det hele på en måde, hvor man hurtigt falder ind i en naturlig rytme. Skjoldet er uden tvivl en af spillets største tilføjelser, og det er lykkedes at integrere det i flere aspekter af gameplayet. Ud over at bruge det i kamp, spiller det også en rolle i banedesign og puzzles, hvilket giver klare associationer til Kratos’ økse i de seneste God of War-spil. Santa Monica Studio formåede at gøre øksen til en essentiel og tilfredsstillende mekanik – og her ser det ud til, at id Software har ramt samme niveau med skjoldet.

Kæmpedæmoner og tunge slag i en gigantisk mech

Andet segment i previewet bringer os ind i en helt anden type kamp: Atlan. Her træder The Slayer ind i en kæmpemæssig mech og går i kamp mod Titans – kolossale dæmoner, der kræver en tungere og mere metodisk tilgang.

Tempoet i Atlan-sekvensen er markant lavere end i det normale gameplay. I stedet for ultrahurtige skuddueller handler det her om at opbygge momentum i nærkamp ved at lave kombinationer, der kan afsluttes med et brutalt stomp, der smadrer fjenderne. Der er også en dodge-mekanik, som lader dig oplade dit våben, og det giver en fin dynamik til kampene.

Det er sjovt – ingen tvivl om det. Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved at rive dæmoner fra hinanden i en kæmpe mech, men samtidig føles det mere mekanisk og mindre intuitivt end spillets kernegameplay. Det er en solid variation, og det giver en tiltrængt ændring i tempoet, men jeg sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af, at det aldrig helt rammer samme niveau som det klassiske Doom-gameplay.

Dragen – luftkamp i bedste fantasy-stil

Tredje sektion af previewet introducerer en af de mest opsigtsvækkende tilføjelser i Doom: The Dark Ages – nemlig dragen.

At styre dragen er relativt simpelt – man kan booste fremad, bevæge sig op og ned og naturligvis affyre en gigantisk kanon. Kampene i luften har en særlig assault mode, hvor dragen stopper op midt i luften. Her handler det om at time sine undvigelser, når fjenden affyrer deres Hell Surge-angreb, hvilket samtidig oplader dit våben.

Sekvensen skifter tempoet ud og giver en ny slags rytme til spiloplevelsen, hvor man hopper mellem luftkamp og klassisk Doom-action. Men det bliver hurtigt tydeligt, at det stadig er nede på jorden – med fødderne plantet i blod og tarm – at Doom virkelig stråler. Luftkampene er sjove, men der er en lidt mekanisk følelse over dem – lidt ligesom Atlan-sektionen – hvilket gør, at de ikke helt når op på niveau med de mere traditionelle Doom-sekvenser.

Ren kaos og brutal overlevelse

Sidste del af previewet er Siege, hvor vi for alvor får lov til at dykke ned i spillets kernegameplay. Her bliver man kastet ind i et massivt område og får stukket fem våben i hånden – hver med to forskellige skydefunktioner, så der er rigeligt at lege med.

Området er spækket med fjender i alle afskygninger, og midt i kaosset bliver man også udfordret af environmental puzzles, der kræver hurtige løsninger og skarpt overblik. På dette tidspunkt begyndte jeg for alvor at få styr på mekanikkerne – og det føltes godt.

Jeg eksperimenterede med forskellige taktikker, testede grænserne og fjollede endda lidt rundt, bare for at se, hvad jeg kunne slippe afsted med. Kampene er intense og kræver, at man konstant holder hovedet koldt. Valget af våben betyder alt, og man skal tænke taktisk for at finde det rigtige værktøj til den rette fjende. Samtidig gælder det om at huske skjoldet – både som forsvar og som noget, der kan sendes direkte i fjæset på en dæmon, der ikke lige havde set den komme.

Det er i Siege-sekvensen, at Doom: The Dark Ages for alvor sætter hele maskineriet i gang. Kampene er hektiske, fjenderne brutale, og mekanikkerne falder i hak med den der tilfredsstillende lyd af kød og tænder, der gnasker mod metal.

En brutal tre timers forsmag – og et par spørgsmål før udgivelsen

Efter tre timers hæsblæsende dæmonmassakre står det klart, at Doom: The Dark Ages bygger videre på seriens stærke fundament, samtidig med at det forsøger at skubbe til formen med nye idéer og elementer. Vi har fået et solidt indblik i, hvordan spillets forskellige systemer fungerer hver for sig – men den helt store test bliver at se, hvordan de spiller sammen i det færdige spil. Særligt sektionerne med dragen og mechen kunne måske bruge lidt finpudsning, hvis de skal føles lige så skarpe og instinktive som FPS-kernegameplayet.

Samtidig har id Software ændret tilgangen til historiefortællingen. Tidligere har Doom-spillene været ret tilbageholdende med deres narrativ og primært formidlet historien gennem codex-indlæg og beskeder, man samler op undervejs. Doom: The Dark Ages går i en anden retning og satser i stedet på cutscenes og en mere cinematisk præsentation. Det er ekstremt velproduceret og sætter en fed ramme om universet, men narrativet lader stadig til at have præcis den funktion, man forventer: at give en undskyldning for at sende The Slayer ud på endnu et blodrødt togt. Når det er sagt, virker det som om, id Software har nogle idéer til, hvordan de kan gøre karakteren mere interessant og give hans rolle i historien lidt mere vægt – og det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig, når spillet folder sig helt ud.

En anden ting, man hurtigt lægger mærke til, er, hvor tilgængeligt spillet er blevet. Doom har altid været kendt for sit hurtige og hektiske gameplay, men denne gang får man langt mere kontrol over oplevelsen. Ud over et klassisk udvalg af sværhedsgrader kan man nu også justere, hvor meget skade både dæmonerne og The Doom Slayer tager. Dertil kommer et væld af andre justeringsmuligheder, som gør spillet markant mere tilgængeligt – og det vidner om et udviklingsteam, der ganske enkelt bare gerne vil have, at så mange som muligt kan være med og have det sjovt, uanset om man er en ny Doomguy eller en erfaren Slayer.

Så er spørgsmålet bare: Er du Doom-fan? For hvis du er, kan jeg næsten garantere, at du ikke bliver skuffet over Doom: The Dark Ages. Og selvom jeg ikke nødvendigvis er den aller største Doomguy, må jeg indrømme, at jeg glæder mig ekstremt meget til at se, hvor vildt det her bliver, når spillet udkommer til PlayStation 5, Xbox og PC den 15. maj.

Let the hordes of Hell come – The Doom Slayer is ready!

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger

Preview

Doom: The Dark Ages-preview – Da helvede ramte den mørke middelalder

Bethesda

Foto: Bethesda

Mest læste

Havoc-anmeldelse – Årets skuffelse, men…

Clair Obscur: Expedition 33-anmeldelse – En døende verden, en sidste ekspedition – og et af årets mest ambitiøse spil

Bungie slår fast! Prisen for Marathon er 40 dollars!

Whiskey on the Rocks-anmeldelse – Anderledes frisk og helt igennem sort satire fra Sveriges land

Forza Horizon 5 (PS5)-anmeldelse – Raceroplevelsen som PlayStation-spillerne har hungret efter

Bionic Bay-anmeldelse – En pixel fra perfektion

Xbox-spil direkte på dit LG TV – Nu er det muligt!

Instruktøren af Kingdom Come: Deliverance 2 kommenterer på AI

Efterfølgerne vi aldrig fik!

Tempest Rising-anmeldelse – Det bedste danske RTS-spil

Skjold, shotgun og dæmonblod – vi har spillet tre timer af Doom: The Dark Ages