Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Dragon Age: The Veilguard-anmeldelse – En monumental skuffelse

Foto: EA / Bioware

Mest læste

Af Anders Isaksen
8 november, 2024

Det er desværre ikke den efterfølger fans af Origins har ønsket sig

Det Bioware, jeg gennem årene har fået leveret så mange vidunderlige oplevelser fra, eksisterer ikke længere. Det er det faktum, jeg må forsone mig med, efter at have spillet Dragon Age: The Veilguard igennem. For ligesom det, der er tilbage af studiet, som gav os uforglemmelige titler som Dragon Age: Origins og Mass Effect 2, kun er navnet, føles Dragon Age: The Veilguard kun som Dragon Age af navn.

Jeg erkender, det er en markant udmelding, kære læser, og det er nødvendigt at uddybe, hvorfor jeg føler sådan. Ikke blot for gamle Dragon Age-fans som mig, men også for nye, potentielle Bioware-fans, der måske kunne finde et studie, der pludselig taler til dem på en måde, det ikke tidligere har været tilfældet.

Billedsiden er teknisk særdeles imponerende

I modsætning til Mass Effect Andromeda og Anthem er The Veilguard ikke dårligt. Der er punkter, hvor der er et virkelig habilt håndværk at spore. Grafisk er spillet en sand perle. Jeg blev gang på gang blæst bagover af, hvor smukke og bjergtagende omgivelserne er. Den kode, vi fik fra EA, var til Playstation 5, og spillet formår virkelig at presse det bedste ud af maskinen. Områderne var som nævnt særdeles smukke, og karaktererne var virkelig også en fryd for øjet.

Rent teknisk er der ikke en finger at sætte på billedsiden, og når man så tilmed får lov til at spille igennem disse omgivelser uden hak eller fejl i billedet, er det svært ikke at blive imponeret. Når man tænker på, hvordan Mass Effect: Andromeda var fyldt med fejl og underlige animationer, da det udkom, må man sige, at studiet virkelig har flyttet sig i den rigtige retning her. En særlig ros skal sendes til karakterernes hår. Jeg tør godt påstå, at det er den bedste hårteknik, vi har set i noget rollespil til dato. Det eneste spil, der kan matche dette, er nok FIFA, hvorfra teknikken er taget.

Foto: Bioware / Anders Isaksen

Tonen er forandret fundamentalt

Selv om grafikken rent teknisk er flot, er der andre store problemer der viser sig når vi begynder at grave i, hvordan billedsiden bruges, får vi allerede den første antydning af, hvordan dette spil forsøger at adskille sig fra tidligere Dragon Age-titler. Alt er for rent og fuldt af farveeksplosioner. Et af de særlige kendetegn ved Dragon Age: Origins var, hvordan karaktererne var fulde af blod og skidt efter hver kamp, noget der gik igen i både toeren og Inquisition. Den del er væk i Veilguard. Uanset hvor meget ækelt snask og hvor mange fjender, man har sablet igennem, ser vores figurer ud som om, de lige har været i bad, fået lavet både mani- og pedicure, og tøjet har været en tur igennem byens bedste renseri. På samme måde er der en del barske scener, hvor der sker ubehagelige ting for nogle personer i spillet, men hver gang får vi ikke lov at se det. I stedet panorerer kameraet over på hovedpersonen, og vi får hans reaktion at se.

Darkspawn, som har været hovedfjenden siden Origins, har også fået en makeover, så de nu ser mere fjollede end skræmmende ud. Hele deres opførsel virker nu som tomhjernede monstre frem for frygtindgydende fjender. Selvom historien forklarer årsagen hertil, så er effekten stadig, at det tager brodden af den frygt, de indgyder. På samme måde er romantik blevet tonet ned, både i dialogerne, og i hvad vi ser. Dragon Age: Origins var et frisk pust, fordi det var et mørkt fantasyspil, der turde flytte alt det, som tidligere var blevet gemt til fantasien på grund af grafiske begrænsninger, op på det store lærred. Alt det, vi havde forestillet os i hovedet i spil som Baldur’s Gate og Diablo, blev nu pludselig levende foran vores øjne.

The Veilguard går i den modsatte retning, og dermed fjernes en enorm tyngde fra alt, hvad du oplever. Billedsiden er lige så stueren, som den er flot.

Foto: Bioware / Anders Isaksen

Rædselsfulde dialoger og karaterer

Dette valg rammer også dialogerne, som er intet mindre end rædselsfulde. Dragon Age: The Veilguard har nogle af de værste dialoger, jeg har oplevet i noget spil. Dialogerne føles, som om de er skrevet af en person, der har levet hele sit liv hos sine forældre og aldrig har haft kontakt med andre mennesker og nu er blevet bedt om at skrive, hvordan denne tror, folk taler sammen. Dialogerne har ingen vægt eller dybde. En gennemsnitlig samtale drejer sig om at forklare situationen, dine figurer står i, og den bliver så gentaget gang på gang. Selv når spillet forsøger at give figurerne personlighed, så føles de ting, de siger, så endeløst ligegyldige og stikker aldrig dybere end overfladen.

Dialogerne føles, som om man har taget Ringenes Herre og bedt en tilfældig Pixi-bogsforfatter om at skrive dialogen. Det var fuldstændig umuligt for mig at knytte nære bånd med figurerne, fordi de var så kunstige i deres tale. Bevares, stemmeskuespillerne gjorde deres bedste, men når materialet er håbløst, er det begrænset, hvad selv fremragende stemmeskuespil kan gøre. Selv karismatiske personligheder fra tidligere titler som Morrigan bliver reduceret til en svada af ligegyldigt verbalt opkast. Ligesom med billedsiden så føles samtalerne som om, håndbremsen aldrig bliver sluppet. Det må aldrig gøre ondt. Karaktererne og deres samtaler får aldrig lov at have kant.

Selv figurer, som fundamentalt burde afsky hinanden, får ikke lov at stille hårde spørgsmål. Hver gang den mindste verbale konflikt er ved at opstå, er din hovedperson til stede og kaster sig imellem som en anden børnehavepædagog, der skal forklare Simon, at det ikke er okay at såre Rasmus’ følelser. The Veilguard var det første Dragon Age, hvor jeg lærte at hade mig selv. Alle elskede min figur, og han var altid kærlig og god og kunne aldrig tilføje noget til en samtale, der stak dybere eller havde mere følelse end: ”Nu skal vi huske at holde sammen, venner.”

Der var intet rollespil at finde, for min figur var en helgen uden antydningen af noget andet. Aldrig blev der for alvor stillet spørgsmål ved mine valg, uanset hvor mange liv de måtte koste. Netop dette valg om aldrig at give dig som spiller lov til at være bare lidt modbydelig er også en markant drejning i forhold til tidligere titler. Både Mass Effect og Dragon Age har været kendt for, at man som spiller kunne være præcis den personlighed, man ville. Dette er ikke længere tilfældet. Du er godheden selv, basta!

På samme måde er det med dine gruppemedlemmer. Selv deres værste sider er i bedste fald, at de opfører sig meget barnligt, men aldrig er der noget, der sådan for alvor kan stilles spørgsmål ved. Morrigan og Solas var komplekse figurer, der traf tvivlsomme beslutninger, som tvang dig som spiller til at tænke dybere over, hvorfor og hvad du egentlig føler. Det er der intet af i The Veilguard. Ikke nok med at de nye karakterer er omtrent lige så nuancerede som et stykke pakketape, selv gamle favoritter som Morrigan og Solas bliver udvandede og kedelige med deres dialoger og motivationer.

Dette har desværre også den effekt, at historien ender med at føles uden følelsesmæssig vægt. Det er svært at føle tab, hvis figurerne aldrig føles ægte. Der er en del store beslutninger at tage, ligesom i tidligere Dragon Age-titler, og havde figurerne haft nogen form for følelsesmæssig dybde, havde de valg krævet omtanke og havde gjort ondt. Men fordi karaktererne aldrig når at blive mere end, i bedste fald, tåkrummende barnlige, mærkede jeg intet.

The Veilguard forsøger at tage fat på store emner som identitet, traumer og tab, men uden den følelsesmæssige råhed, der gav tidligere Dragon Age-titler deres gennemslagskraft. Historien føles mere som et eventyr med glatte kanter, en fortælling, hvor alt det ubehagelige er barberet væk, og vi kun får lov at skimte de mørkere emner fra en tryg afstand. Det efterlader et indtryk af et spil, der forsøger at appellere til et så bredt publikum som muligt og dermed mister det særpræg, der engang gjorde Dragon Age til noget helt særligt.

Foto: Bioware / Anders Isaksen

Gameplay er velfungerende og ligegyldigt

Gameplayet i Dragon Age: The Veilguard er også en blandet oplevelse. Kamppsystemet har fået en overhaling, og nu minder det mere om action-adventurespil som God of War end den strategiske tilgang, vi kender fra de tidligere spil. For nogen vil det sikkert være en positiv udvikling, men jeg savner det mere taktiske kampsystem, som gav mig mulighed for at kontrollere hele gruppen og udtænke strategier.

Her har BioWare valgt en simplere tilgang, hvor du kun kontrollerer din hovedperson i kampene, mens de andre i gruppen styres af den kustige intelligens. Det gør kampsystemet hurtigere og mere flydende, men det mister også meget af den dybde og kontrol, der gjorde kampe i tidligere Dragon Age-spil spændende. Resultatet er, at kampene ofte ender som en ensformig gentagelse af angreb og undvigemanøvrer, uden den store variation eller taktik.

Missionerne har desuden alle mere eller mindre samme struktur. Dræb x antal fjender eller løs en række fuldstændig ligegyldige gåder. Alt dette med en masse kravlen rundt på diverse strukturer i bedste Uncharted stil.

Skulle du møde en gåde der tager dig mere end 4 sekunder at løse skal dine altid hjælpsomme gruppemedlemmer nok forklare dig løsningen, uden du beder dem om det.

Foto: Bioware / Anders Isaksen

Konklusion

Dragon Age: The Veilguard henter inspiration fra et hav af andre spil, desværre er ingen af disse Dragon Age.

The Veilguard har nogle gode øjeblikke, men de bliver druknet i en blanding af flade karakterer, kedelige dialoger og en verden, der føles som en kulisse frem for et levende, åndende univers. Det, der engang gjorde Dragon Age unikt – de svære moralske valg, de komplekse karakterer, og den dybe fortælling – er blevet skiftet ud med en pæn, poleret overflade, der aldrig rigtig tør blive beskidt. Det virker, som om Bioware har valgt at følge en mere sikker, stueren vej, hvilket har fjernet alt, hvad der gjorde serien speciel.

Som gammel Dragon Age-fan gør det ondt at sige, men The Veilguard føles som et tomt ekko af, hvad Dragon Age engang var. Spillet er flot, lyd og gameplay er velfungerende, men sjælen – den sjæl, der gjorde Biowares spil så mindeværdige – er væk. For mig er dette nok enden på min rejse med Dragon Age, og det er et skuffende og bittert farvel.

Udvikler/Udgiver: Bioware / EA

Genre: Action-rpg

Platform: Playstation 5, Xbox Series S og X, PC

D

G

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Sådan blev Vessel of Hatred til – et eksklusivt indblik i Diablo IV’s...
OpenCritic
Actitiviosn blizzardCall of Duty: Black Ops 6-anmeldelse – Game Pass-juvel eller forgyldt...