Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Dungeons of Hinterberg-anmeldelse – Når monster slaying bliver en almindelig ferieaktivitet

Foto: Microbird

Mest læste

Af Michael Emcken
18 juli, 2024

Er Dungeons of Hinterburg et friskt pust eller en gang dårlig bjergluft?

I introen til spillet bliver scenen sat: Vi skal på ferie, JUHUUU! Det er dog ikke en almindelig ferie, som vores hovedperson Luisa Dorfer skal på. Nej, Luisa skal væk fra hverdagens stress som jurist og en irriterende roomie, og hun booker en ferie til byen Hinterberg ved Alperne i Østrig

Hinterberg blev nogle år forinden ramt af en abnormitet, så byen emmer af magi og monstre. Byens borgmester er kapitalist med stort K og ser sit snit til at skabe en forretning ud af dette. Der sælges adgang til dungeons og eventyr for eventyrlystne turister, som ønsker at prøve kræfter med at tæve monstre.

Dungeons of Hinterberg er udviklet af det lille indie-spilstudie Microbird, der er baseret i Wien, Østrig. Spillet er et tredjepersons action-adventure RPG, som kombinerer “souls-lite” kampe, puzzles og forskellige systemer til at sætte sin karakter op.

En grafisk oplevelse i sig selv

Det første man lægger mærke til i spillet, er grafikken og dens unikke, i mine øjne, fede retro stilart. Det mindede mig om klassiske tegneseriehæfter fra min barndom, men ses også i de seneste animationsfilm af Spider-Man i SpiderVerse-serien. Det er forfriskende med en anden tilgang til, hvordan man skaber grafik og en verden, som faktisk også ender med at blive ganske dragende, og en man vil udforske.

Den grafiske stil som er i spillet og en smag på første område “Doberkogel”. Foto: Microbird GmbH/Michael Emcken

Spillet leger også med skift i dimensionerne, både fra 3D til 2D og fra tredje person til at man er zoomet ud oppefra. Det fungerer ret godt og gøres i forbindelse med, at man går ind i nogle bestemte dungeons.

Eksempel på hvordan dimensionerne skifter i spillet Foto:Microbird GmbH/Michael Emcken

Spillets lyddesign komplimenterer spillet ganske godt. Det er også lidt fedt, at spillet har en lille outro, når kampene slutter, så man lige får en lydmæssig high-five af spillet: “Godt gået, Slayer.”

Jeg har dog oplevet enkelte problemer med den grafiske performance, hvilket er lidt ærgerligt. Det skete hver gang jeg brugte én af mine specielle angreb, hvilket sker cirka én gang per kamp. Men det er vitterligt, det eneste at sætte en finger på, når det kommer til spillets performance, og det trak på ingen måde min spiloplevelse ned.

Spillets elementer går op i en højere enhed

Der er mange velkendte mechanics, som Microbird har valgt at tage i brug, og de har implementeret dem godt på, i mine øjne, en ret unik måde.

Kamp-systemet starter meget simpelt ud, men åbner sig mere og mere op med magi og specielle angreb, jo længere man kommer i spillet. Kombinationen af at kunne bruge alle disse elementer, skaber fede kampsekvenser og en tilfredshed når man står som sejrherre over horden af monstre, man tæver. Man er på ingen måde uovervindelig, og man behøver bestemt ikke gemme sine potions, cooldowns eller andet. Bare brug løs, for det gør kampene sjovere! Dog bliver det lidt triviel til sidst, selvom man får forskellige besværgelser i spillets fire områder med dungeons. Måske kunne et større udvalg af våben bidrage til at gøre de ca. 20 timer, spillet varer, endnu federe.

kampe er rimelig hurtige, og der er en del at holde styr på, når man kommer til late game Foto:Microbird GmbH/Michael Emcken

Diverse puzzles er nuancerede, ikke for svære og kræver både at man bruger hovedet og har lidt hurtighed i fingrene. De er oftest tilpas i antal, men der er enkelte dungeons, hvor gåderne desværre bliver lidt for lange/store, fordi variationen af opgaver drukner lidt. Jeg har gennemført spillet uden at bruge online guides, og jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt har siddet fast i en puzzle mere end et par minutter. Spillet er god til at begrænse det område, man skal lede i. Man behøver altså ikke lede længe efter løsningen til sine puzzles, og man guides på en moderne måde med hvid maling hist og her.

Spillets systemer, hvor man sætter sin karakter op, byder på forskellige specielle angreb kaldet “conduit attacks”, “charms” som er små tilføjelser der booster stats, samt muligheden for at udvikle ens relationer med de andre mennesker i spillet. Specielt det sidste system kan give en helt unik spiloplevelse. Jo bedre en relation man får med de andre mennesker i Hinterburg, desto flere opgraderinger får man til Luisa.

Jeg synes, at balancen i spillet generelt er god mellem de forskellige aktiviteter, man kan udføre. Spillets indre døgnrytme sikrer, at spilleren prøver forskellige områder, og bliver guidet til ikke blot at hoppe ned i de samme dungeons igen og igen.

Der er bare lige en ting omkring gameplayet som desværre går mig ret meget på. Det er muligheden for selv at styre sin jumps. De har efter min mening ikke helt ramt deres auto jump og det kan være frustrerende, for det er nok det, som har dræbt mig mest. Luisa vil åbenbart gerne ud over kanterne, og det ender ikke altid godt. Jeg håber i hvert fald, det bliver ordnet mod udgivelsen.

Dagene går, monstre forgår og venskaber blomstre

Med spillets in-game døgnrytme får du som spiller et sæt aktioner, du kan udføre. Det, du laver med disse aktioner, påvirker din progression i historien, sidehistorierne eller gør Luisa stærkere. Du starter altid dagen om morgenen med at vælge, hvilket område du vil rejse til. Her kan du udforske dungeons eller området. Når du har afsluttet din aktivitet, kan du lave noget i byen om eftermiddagen, og i nogle tilfælde kan du også udføre en aktion om aftenen. Når dagen slutter, og Luisa står på sit værelse og skal i seng, får du en oversigt over, hvad du har nået i løbet af dagen.

Opsumering af dagen som indeholder alt man har lavet Foto:Microbird GmbH/Michael Emcken

Spillet belønner dig for alt, hvad du foretager dig, på en eller anden måde. Man kan selv vurdere, om man synes, det er sjovt at meditere med Luisa og se en lille cutscene af landskabet omkring sig, men der er en belønning for det. Personligt foretrækker jeg at udforske dungeons. Der er i alt 25 dungeons, som man skal klare for at gennemføre spillet. De er vidt forskellige i design og længde.


Hvis man kommer til en af de lange dungeons, har de introduceret en “Waystone”, som fungerer som et sted, hvor du kan gemme dit spil. Spillet kunne nok godt fungere uden, men det er alligevel en fin gestus for at respektere spillerens tid. Hvis du har et barn, der vågner, eller en anden situation, der gør, at du skal slippe spillet, er det rart at kunne gemme ved en Waystone. Hvis du ikke gennemfører eller gemmer ved en Waystone, skal du starte helt forfra.

Waystone Foto:Microbird GmbH/Michael Emcken

Efter min mening har Microbird virkelig truffet nogle gode valg for at gøre spiloplevelsen god. Der er Fast Travel til områder, man allerede har besøgt. Man kan skippe dialog med de andre karakterer, hvis man bare vil tæve monstre, og de fleste puzzles føles virkelig friske. Hvis man derimod gerne vil involvere sig i de andre karakterers liv, bør man lade være med at skippe dialogen, da nogle af dialogerne rent faktisk har noget at byde på. Jeg fandt i hvert fald nogle af dem ret sjove.

Konklusion

Dungeons of Hinterberg byder på et meget charmerende souls-lite spil. Spillet giver dig ret meget frihed til at bygge Luisa op, så dungeons bliver overkommelige. Der er masser af puzzles, som varierer meget i, hvad man skal gøre, og hvad de kræver af spilleren. De føles friske og nye hver gang, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at spillet er omkring 20 timer langt og har rigtig mange puzzles. Historien er også spændende, og sidekarakterernes dialoger er generelt gode og sjove at følge med i og svare på.

Spillet belønner dig for næsten alt, hvad du laver, måske endda lidt for meget efter min mening. Grafikken er skøn, og jeg bliver helt nostalgisk, når jeg ser denne Ben-Day Dots tegnestil. Kampene føles hurtige og tilfredsstillende, og mekanikkerne virker gennemtænkte og supplerer hinanden rigtig godt. Selv de små ting har de prioriteret, som virkelig hurtige menuer og implementering af elementer, der mindsker din spildtid, som fast travel, hvilket er super fedt.

Der er enkelte ting jeg godt kunne savne. Variation i våben, så det ikke bare er et sværd hele tiden samt at nogle kampe føles ligegyldig, når man er på vej til sine dungeons. De kunne godt have skåret open world-kampene helt væk, eller have gjort dem til en en-gangs ting når man udforsker første gang. Som også nævnt forstår jeg ikke valget om, at fratage spilleren selv at lave ens hop, det er noget jeg virkelig gerne selv vil have kontrollen over. Den sidste kritik jeg har, var at nogle sidekarakterer var tårkrummende irriterende.

Udvikler/Udgiver: Microbird / Curve Games

Genre: Action Adventure RPG

Platform: PC (anmeldt på, med controller), PlayStation 5, Xbox Series X|S

Om skribenten:

Michael Emcken – Skribent & Anmelder

Michael har arbejder til dagligt som udviklingskonsulent i én af Danmarks største banker. Han er tidligere medejer af esport-klubben Copenhagen Flames, og hele hans interesse for gaming startede med Magnus og Myggen og Pokemon Rød tilbage i 1996. Listen er lang over hans smag inden for spil, som faktisk byder på næsten alt, undtagen JRPGs.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
#BLUD-anmeldelse – En blodsugende Dungeon Crawler uden bid i
Humble Games
GamesHubKæmpemæssigt udsalg på Xbox 360 Store inden permanent lukning