Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Efter årelang kamp mod Proshop: Nicklas får pengene tilbage

Foto: Nævnenes Hus/Nicklas Hansen

Af Christian Heegaard Kongsøre
7 marts, 2025

Nicklas Leleu Feigh Hansen har endelig fået pengene tilbage efter en lang kamp mod en af Danmarks største elektronikforhandlere

Tordenfluer, lange svartider og reklamationsret blev i en flerårig periode virkeligheden for Nicklas Leleu Feigh Hansen, der til daglig arbejder som speditør i Køge. Han havde nemlig gjort sig et køb hos elektronikforhandleren Proshop, der kastede ham ud i det, der endte med at blive en årelang tovtrækning med virksomheden i form af en reklamationssag. Du kan læse mere om hele forløbet her.

Men nu har Nicklas Hansen endelig fået pengene tilbage for den skærm, han købte hos forhandleren for flere år siden, oplyser han. Det sker efter en lang sagsbehandling hos Forbrugerklagenævnet, hvorefter Proshop mod indsendelse af skærmen har valgt at refundere beløbet. Og selvom Nicklas Hansen er tilfreds med at have fået pengene tilbage, er han ikke i tvivl om, hvor han står med forhandleren.

– Jeg kommer aldrig nogensinde til at handle hos Proshop igen, siger han og tilføjer: 

– Jeg handler ikke hos en virksomhed, som ikke forholder sig til købeloven. For hvis der er noget galt med det, du køber hos dem, så er det jo lidt ligesom at købe en lottokupon.

Købeloven

I den periode, sagen stod på, nåede Nicklas Hansen at diskutere vidt og bredt med Proshop om købeloven og reklamationsret. For mens han mente, at tordenfluer under skærmen bestemt var omfattet af loven, så var Proshop af en anden overbevisning.

– De sammenlignede det med, at der kunne trænge vand ind. Så de sagde til mig, at jeg skulle stille skærmen et sted, hvor der ikke kunne trænge hverken vand eller insekter ind, fortæller speditøren, der dengang arbejdede som marketingassistent.

Det argument havde Nicklas Hansen dog svært ved at se logikken i. 

– Nu er det jo ikke fordi, min skærm står udenfor, så der vil jo aldrig nogensinde kunne trænge vand ind i den. Men jeg kan jo ikke undgå, at der kravler insekter ind i min bolig, der er på størrelse med et støvkorn, siger Nicklas Hansen.

Her ses et close-up af en af de 24 tordenfluer, der var trængt ind på Nicklas Hansens skærm. Foto: Nævnenes Hus/Nicklas Hansen

Hvis man ser nærmere på købeloven, finder man da heller ikke ordet ‘tordenfluer’ nogen steder. Der er dog flere paragraffer, der omhandler definitionen på en ‘mangel’ på varer, og det er netop disse, Nicklas Hansen og Proshop blandt andet har været uenige om. Du kan læse mere i artiklen her, hvor Forbrugerrådet TÆNK giver deres syn på og råd til forbrugerrettigheder. 

Mere end et engangstilfælde

Turen med tordenfluerne var lang, og Nicklas Hansen nåede både at skifte job og at blive far i den periode, reklamationssagen stod på. Men selvom kampen var lang, har det ikke afskrækket ham fra at tage den igen, hvis det skulle blive nødvendigt.

– Det er jo ikke en situation, jeg har sat mig selv i, men en mangel på produktet, understreger Nicklas Hansen, der ikke mener, at hans situation er et engangstilfælde.

– Rigtig mange accepterer jo bare, at det er sådan, det er, fordi der ikke står noget om tordenfluer skrevet sort på hvidt i købeloven. Men en mangel kan jo være rigtig mange ting, siger han og opfordrer til, at man står fast i sin sag.

I dag har speditøren en ny skærm stående på sit skrivebord, som han ikke har haft nogen problemer med.

– Der er jo ingen tordenfluer i, sjovt nok, selvom jeg bor samme sted som før, afslutter Nicklas Hansen.

Arkaden har forsøgt at få en kommentar på sagen fra Proshop. Virksomheden er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Om skribenten:

Christian Heegaard Kongsøre – Skribent & Anmelder


Christian spiller lidt af det hele – fra afslappende farming sims til hæsblæsende FPS’er. Det vil sige, når han ikke for tyvetusinde gang er faldet ned i MMO’ernes sorte brønd efter endnu en udvidelse eller opdatering til en af sine gamle flammer. Når det sker, kan ikke engang de stride, nordjyske vinde, han er født og opvokset med, rive ham væk fra kontorstolen.







© Copyright - arkaden.dk