Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Elden Ring Nightreign dropper en højtelsket tradition: slut med at efterlade beskeder til hinanden

Foto: FromSoftware

Af Johs Bach
5 januar, 2025

Spillets instruktør udtaler, at spillet bliver for tempofyldt til at skrive og placere beskeder til hinanden i spilverdenen.

I Elden Ring Nightreign (ERN) bliver det ikke muligt at efterlade beskeder til andre spillere. Det udtaler spillets instruktør, Junya Ishizaki, til IGN Japan. Dermed dropper den kommende multiplayer-spin-off til Elden Ring samtidig en tradition, der har dybe rødder i Soulsborne-krøniken. At efterlade beskeder til hinanden har nemlig været en fast del af FromSoftwares notorisk svære RPG-spil siden Demon’s Souls– og Dark Souls-velmagtsdage og hele vejen frem til Elden Ring-epoken (hvis vi da lige ser bort fra Sekiro: Shadows Die Twice).

Try finger but hole: beskeder til en lidelsesfælle

De, der ikke lige er indforståede med Souls-universets metrik, vil måske trække på skuldrene af denne nyhed. For fans af serien kan det dog næppe uden videre smides i pyt-kassen. Nok er Souls-spillene i folkemunde kendt som svære spil, middelalder-ikonografi (eller London-gotik) med postapokalyptisk patina og bossbattles imod vældige grotesker. Det var imidlertid også spil, der tænkte multiplayer-oplevelsen på en ny måde: du kunne se spøgelserne af andre spillere, som tidligere havde bevandret de steder, hvor du gik. Du kunne også se, hvor de var blevet slået ihjel, hidkalde dem til at hjælpe dig med en genstridig boss eller blive invaderet og udfordret af dem. Og så kunne du hist og pist i spilverdenen læse eller selv efterlade et hint (for eksempel ‘illusory wall, hit’), nogle bevingede ord (typisk ‘try finger but hole’) eller noget (u)kærligt drilleri (‘try jump’, men du står på kanten af en gabende afgrund).

Denne beskedfunktion er med andre ord fortid nu, eller den vil i hvert fald ikke være at finde i ERN. Man bør dog sluge sit suk og ak og ve. Udeladelsen af denne årgamle mekanik har nemlig en god grund.

Elden Ring Nightreign er en “short RPG”

Ifølge Ishizaki er beslutningen om at droppe beskedsystemet truffet på baggrund af, at ERN er en anden type RPG end sine forløbere. I korte træk går spillet ud på, at tre spillere skal kæmpe imod horder af monstre inden for en skrumpende radius. Dertil udspiller disse spil sig i runder af en varighed på omtrent 40 minutter. Sidstnævnte omstændighed er også netop årsagen til, at beskedsystemet må sidde over i denne omgang; der er simpelthen ikke tid til så meget andet end at slagte og overleve monstre i en “short RPG” som ERN, udtaler Ishizaki.

Således altså ingen overleveringer fra andre spillere at finde i FromSoftwares kommende titel. Om savnet til disse legender og drilske fabler vil forpeste co-op-løjerne, finder vi ud af, når ERN udkommer engang i 2025.

Om skribenten:

Johs Bach – Skribent & Anmelder


Johs er Cand.Mag i Medievidenskab med en kulturhistorisk og teoretisk interesse for fortællinger, hvorfor han opsøger dem utrætteligt og fordomsfrit. Således kan han det ene øjeblik fortabe sig i russiske skønlitteratur — og det næste være halvvejs rørstrømsk over slutningen på Super Mario Sunshine. Og så er han en ihærdig Dark Souls-masochist.





© Copyright - arkaden.dk