Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

En Minecraft Film-anmeldelse – Et skørt og sjovt eventyr for hele familien

Foto: Warner Bros. Pictures

Af Lasse Bjørnsten Rasmussen
3 april, 2025

Internettet har haft en fest med at gøre grin med filmen, men er latterliggørelsen berettiget?

Hvornår stiftede du første gang bekendtskab med Minecraft? For mit vedkommende var det tilbage i 2012, hvor jeg spillede en demoversion af spillet på min gamle bærbare computer. Jeg kan huske, hvor underligt, men også hvor fascinerende et univers det var. Alt er nemlig firkantet, uanset hvor man kigger hen. 

Minecraft blev oprindeligt udgivet som det, der nu er kendt som Minecraft Classic, den 17. maj 2009, og spillet blev fuldt udgivet den 18. november 2011. Siden da har Minecraft udvidet sig til mobile enheder og konsoller. 

Målet i Minecraft er faktisk ret simpelt: overlev. Men der ligger så meget mere bag end blot at overleve. Minecraft er for rigtig mange en legeplads, hvor man kan udfolde sig kreativt på næsten alle tænkelige måder. 

Minecraft er også et af de bedst sælgende computerspil nogensinde. Spillet har solgt over 300 millioner kopier på tværs af alle platforme siden 2011. Det er derfor ingen overraskelse, at vi i dag står over for en spillefilm baseret på det samme univers. Internettet har været efter filmen, nærmest gjort grin med den og håbet, at den vil blive en fiasko. Men har internettet taget fejl, eller er kritikken mod En Minecraft-film berettiget? 

Foto af: Warner Bros. Pictures

En skør og skøn familiefilm som gør lige præcis det den skal, uden at trække ud  

Wauw… det havde jeg ikke regnet med. Jeg må blankt erkende, at jeg havde ret lave forventninger til En Minecraft Film. Da jeg så den første trailer, var jeg virkelig i tvivl om, hvad filmen egentlig ville. Men efter at have set den i en sal fyldt med børn og voksne, er jeg ikke længere i tvivl. 

En Minecraft Film er fremragende i sin balance mellem slapstick-humor og mere indforstået humor. Den har også et godt plot, som er totalt overfladisk og lige til – men det er præcis meningen. Det er en familiefilm for alle, og jeg mener alle. Uanset om du har spillet Minecraft i tusindvis af timer, kun 30 timer, eller blot har set dit barn eller andre spille det, behøver du ikke mere viden. Filmen bruger Minecraft-universet på et niveau, hvor alle kan følge med og stadig forstå, hvad det handler om. 

Vores karakterer, som ufrivilligt bliver hevet ind i den firkantede verden, er Garrett (Jason Momoa), Henry (Sebastian Hansen), Natalie (Emma Myers) og sidst, men ikke mindst, Dawn (Danielle Brooks). 

Garrett er tidligere mester i et gammelt arkadespil fra 1989 og har levet højt på sin sejr lige siden. Men selvom han virker til at have styr på sit liv, har han svært ved at holde sin økonomi grøn og få venner. Da Henry og Natalie flytter til samme by, støder Henry ind i Garrett i hans butik, hvor han finder en firkantet blå krystal, som leder dem til en mine med en portal. Portalen kaster dem ind i en verden formet af firkanter. 

Henry har altid elsket at være kreativ, og da den virkelige verden ikke var så modtagelig over for ham og hans kreativitet, vokser hans nysgerrighed, jo længere tid de opholder sig i den nye verden. 

Inde i denne verden møder de Steve (Jack Black), og sammen skal de hjælpe med at forsvare oververdenen fra de onde Piglins, der vil ødelægge hele verdenen. 

Foto af: Warner Bros. Pictures

Der er ingen tvivl om, at Jack Black og især Jason Momoa har haft det vanvittigt sjovt under produktionen af filmen. Selvom jeg så den med danske stemmer, kan jeg se i deres ansigtsmimik, at de nyder at udfolde sig på deres helt unikke måder. Især blev jeg overrasket over, at Garrett endte med at blive min favoritkarakter. Momoa spiller ham perfekt, og den danske stemmeskuespiller Rasmus Hammerich formår at ramme en rigtig god dansk variant af ham. 

Selvom jeg også godt kunne lide Emma Myers’ og Danielle Brooks’ roller i filmen, syntes jeg ikke, de blev brugt nok. Det var meget tydeligt, at hovedfokuset lå på Garrett, Henry og Steve. Det er også dem, der kommer ud på de vildeste eventyr og har de sjoveste øjeblikke i filmen. 

Jeg vil også rose computergrafikken, som, selvom den ser lidt uncanny ud, hurtigt blev en stil, jeg vænnede mig til – og faktisk syntes jeg, den så ret fed ud. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at se et Minecraft-spil lavet i denne stil. Hvis filmen bliver en stor nok succes, kunne jeg godt forestille mig, at det var noget, man internt overvejede hos udviklerne af Minecraft

Foto af: Warner Bros. Pictures

Konklusion 

En Minecraft Film er virkelig en eksplosiv oplevelse på en fantastisk måde. Det er en film for hele familien, der rammer humor og action helt perfekt. Jack Black og Jason Momoa nyder tydeligt at være med, og det er klart, at de har haft en fantastisk oplevelse. Jeg savnede dog lidt mere fra Emma Myers’ og Danielle Brooks’ karakterer, da de ender med at træde i baggrunden for de andre. 

Men overordnet set er jeg positivt overrasket og glæder mig allerede til at se den igen. Det er en film, som internettet har forsøgt at hakke ned, men som er langt bedre, end den har fået uberettiget kritik for. 

Hvis man er tålmodig og bliver siddende til slutningen af rulleteksterne, er der faktisk en slutscene, som jeg selvfølgelig ikke vil røbe… Men bliv lige siddende!

Medie: Biograf

Skuespillere: Jack Black, Jason Momoa, Sebastian Hansen, Emma Myers, Danielle Brooks

Instruktør: Jared Hess

Genre: Fantasy, eventyr, familie, komedie

Premieredato: 03.04.2025

Spilletid: 101 minutter

Selskab: Warner Bros. Pictures, Legendary Pictures, Mojang Studios

Lasse Bjørnsten Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.





© Copyright - arkaden.dk