Ad Banner
Ad Banner

Interview

En ny æra for GLUM: CinderCat Games præsenterer nyt look – og demoen er på vej!

Foto: CinderCat Games

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
24 oktober, 2024

CinderCat Games er klar med en helt ny version af deres spil GLUM, der har fået et frisk og edgy look. Vi har besøgt studiet og fået en snak med udviklerne om transformationen af Glum, deres målgruppe, og hvad spillerne kan se frem til, når demoen går live på Steam den 1. november

Jeg har tidligere besøgt det aalborgensiske spilstudie CinderCat Games, og denne gang mødtes vi i deres nye lokaler på Gasværksvej i hjertet af Aalborg. Studiet har haft en spændende tid med deres spil GLUM, der har fået et nyt og mere edgy udtryk. Det er heller ikke første gang, at Arkaden.dk skriver om CinderCat Games – vi har tidligere lavet et portræt af studiet og fortalt om deres tur til San Francisco, hvor en af stifterne, Sebastian Bendt Sørensen, fremviste GLUM ved European Games Showcase på GDC. 

Nu er jeg tilbage for at tale med Sebastian og en anden af studiets stiftere, No Alexander Edvars, om den transformation, som GLUM har gennemgået.

Nyt look, nyt udtryk

CinderCat Games har givet GLUM en omfattende visuel makeover, og spillet har nu ikke kun fået et nyt look og logo, men også en ny titel – GLUM, uden undertitlen A Wicked Misadventure. At ændre på noget, de har arbejdet på i flere år, har været en stor beslutning for CinderCat Games, og det er ikke sket uden udfordringer. No forklarer, at det har været en svær øvelse, da karakteren efterhånden føles som en fast del af spillet, som de har brugt lang tid på at udvikle og forme.

– Det er svært at ændre en karakter, man har brugt så mange år på at arbejde på – også så sent i processen, men vi er virkelig tilfredse med resultatet, fortæller No.

– Vi ønskede også at få et mere råt udtryk, forklarer Sebastian og tilføjer, at det også var en vigtig del af transformationen at fjerne undertitlen, da det passede bedre til studiets ambitioner om at skabe stærke IP’er og markedsføre GLUM mere præcist og målrettet. Det var en beslutning, der krævede lidt tilvænning, men nu føler de, at de er kommet frem til den helt rigtige løsning.

Foto: CinderCat Games/Steam

Fokus på gameplay over narrativ

Med det nye udtryk og planen om at lancere GLUM i early access i første halvdel af 2025 har CinderCat Games valgt at fokusere på at levere solidt gameplay frem for et langt narrativ. Ved at fjerne undertitlen A Wicked Misadventure afspejler man også denne ændring, da den tidligere titel indikerer, at historiefortællingen var i centrum – eller at man som minimum skulle spille en form for fortælling. 

Nu vil fortællingen i højere grad blive udtrykt gennem Glums handlinger og attitude, men både No og Sebastian nævner, at det er ambitionen, at en mere omfattende historie vil blive tilføjet efter lanceringen af early access-udgaven af spillet. Lige nu handler det mest om at bevise, at de kan få spillet udgivet, og så kan man tilføje flere narrative elementer senere.

Glum har fået mere kant

Glum har ikke kun fået en visuel opdatering, men også ændringer i sin karakter. Han er stadig den samme Glum, men hans udtryk har fået mere kant og attitude.

– Glum er stadig Glum, men han er gået fra at være en lidt vred teenager til at få et mere punk-inspireret udtryk, siger Sebastian.

Glum er blevet en kende mere edgy. Foto: CinderCat Games

Spillet har også gennemgået en farvemæssig opstramning, hvor de nye stærkere farver skal sikre, at Glum skiller sig ud på Steam og tiltrækker flere nysgerrige spillere. Et af de mest markante ændringer er den magiske støvle, som Glum besidder. Støvlen giver ham et særdeles kraftfuldt spark, der ville gøre selv Cristiano Ronaldo misundelig, og med dette kan Glum både besejre sine fjender og forsøge at redde verden. Samtidig har man også haft et ønske om, at spillere tydeligt kan se de ødelæggelser, Glum efterlader sig efter en konfrontation. Derfor er spillet nu blevet tilført mere gore og blod, hvilket passer perfekt til Glums nye kantede og punk-inspirerede udtryk.

– Vi vil stadig fortælle en historie om en karakter, der går fra ‘zero to hero’, så Glum må heller ikke blive for vild, siger No og forklarer, hvordan det har været en balancegang at give Glum kant uden at miste den centrale udviklingshistorie.

Overhovedet ikke kun for børn

En vigtig del af udviklingen har været at overveje, hvem Glum primært henvender sig til. Selvom børn og unge har nydt at spille spillet under begivenheder som Copenhagen Gaming Week, så er det faktisk ikke den målgruppe, CinderCat Games sigter mod. Spillet har derfor fået tilføjet elementer, der henvender sig til et mere erfarent publikum, især dem, der nyder speedrunning og FPS-spillere. Blandt andet er der blevet implementeret et simpelt time trial-system, hvor spillere kan klare challenges i demoen på tid, og forsøge at forbedre deres egne tider.

– Vi vil stadig gerne give spillerne friheden til at løse spillets udfordringer på forskellige måder, men vi appellerer nu også til de mere hardcore gamere, forklarer No og Sebastian.

Det solide gameplay er stadig i fokus, og som både Sebastian og No forklarer, har det været vigtigt for dem at sikre, at spillere kan vælge deres egen tilgang og udforske forskellige måder at klare spillets udfordringer på.

Foto: CinderCat Games/Steam

Demoen er på vej

Heldigvis er der ikke længe til, at du kan prøve kræfter med GLUM selv. Spillets demo bliver nemlig tilgængelig på Steam fra fredag den 1. november, og det er en vigtig og spændende begivenhed for både No, Sebastian og resten af holdet hos CinderCat Games.

– Det bliver virkelig spændende at se den feedback, vi får, men det giver os også noget konkret at arbejde videre med, fortæller Sebastian.

Glum skal på festival

Men demoen er langt fra det eneste spændende, der er i vente for GLUM og CinderCat Games. Spillet vil nemlig også deltage i den kommende Save & Sound Festival, der er en online musikfestival arrangeret af et andet aalborgensisk spilstudie, Bedtime Digital Games. Festivalen fremhæver musik fra en række forskellige spil, og ud over GLUM kan man blandt andet se frem til musik fra titler som Thank Goodness You’re Here!, Deep Rock Galactic: Survivor, Dungeons of Hinterberg, Pacific Drive og selvfølgelig Figment 2.

Foto: CinderCat Games

Hvis du er interesseret i at prøve GLUM, behøver du heldigvis ikke vente meget længere. Spillets demo bliver nemlig tilgængelig på Steam den 1. november, og vi kan varmt anbefale, at du både prøver den og tilføjer spillet til din wishlist. Hos Arkaden er vi sikre på, at det store engagement og hårde arbejde, som CinderCat Games har lagt i udviklingen af GLUM, vil bære frugt, og vi er overbeviste om, at det bliver en succes. 

Vi glæder os til at kunne dele flere spændende nyheder fra det talentfulde studie i den kommende tid.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk