Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Ender Magnolia: Bloom in the Mist-anmeldelse – En blomstrende perle i metroidvania-tågen

Foto: Binary Haze Interactive

Af Emil Øgaard
31 januar, 2025

Ender Magnolia bringer intet nyt til bordet, men er bare et skidegodt metroidvania.

Udover roguelites er 2D metroidvanias en genre som er blevet gennemtærsket de seneste par år. Særligt efter Hollow Knights bragende succes, har mange spilstudier øjnet det gyldne potentiale for genren. Selvom metroidvania-fans længe er blevet spist af med middelmådige spil, dukker der også en lækkerbidsken op af og til.

Som en efterfølger til den velmodtagede Ender Lilies: Quietus of the Knights, er Ender Magnolia: Bloom in the Mist en blomstrende perle blandt middelmådige konkurrenter. Ved at udvikle på spillet gennem en Early Access-periode har udviklerne, Adglobe og Live Wire Inc., fået muligheden for at finpudse det hele ned til mindste detalje. Og det kan mærkes.

Ender Magnolia er nu udkommet i 1.0 og stiller sig allerede op og gnubber skuldre mod andre metroidvania-perler som Blasphemous 2 og Animal Well. Det er noget af en bedrift.

I magnoliatræets skygge frelser du de sorgfulde væsner for deres lidelse. Foto: Binary Haze Interactive

Den vilde pest

For at slå det klart og tydeligt fast: Man behøver ikke at have spillet det første spil, før man kaster sig ud i Ender Magnolia. Du får stille og roligt en introduktion til universet og karaktererne på en sporadisk, men gennemført måde.

Du spiller som Lilac, som har glemt alt om, hvem hun er, og hvorfor hun pludselig er landet i et kar langt væk fra samfundet. Ikke langt fra hende er en såkaldt “Homunculi”, som er et væsen med kunstig intelligens, der heller ikke kan huske, hvem hun selv er. Lilac finder ud af, at hun kan “attune” forskellige Homunculis, hvor hun slipper dem fra deres jordiske smerte, og omdanner dem til spektraler, som kan kæmpe for hende.

Når Lilac attuner de forskellige Homunculis, ser man en cutscene, som fortæller om dennes sidste tid, inden de blev omvendt af “The Blight” – en slags pest som har gjort dem aggressive mod mennesker. Ved at fortælle historien på denne fragmenterede måde, får man en dybere forståelse for, hvordan hele narrativet spiller sammen med hinanden.

Der ligger en utrolig smuk dark fantasy-historie, som bliver fortalt mellem linjerne og i de mange breve, man kan finde rundt omkring. Men til tider kan den fragmenterede tilgang også godt sløre for det egentlige budskab, der ligger i spillet. Det er synd for de flotte og interessante emner, som spillet faktisk tager op, såsom opofrelse, bearbejdelse af sorg og hævn.

Heldigvis kan man nemt forelske sig i universet og de små interpersonelle historier blandt de mange NPC’er, man møder. Fx møder man andre attuners rundt om i verden, som man kan lave små sidemissioner for. Disse sidemissioner grounder spillet på en mere mild måde i forhold til det første spil. Det minder én om, at de små skærmydsler også er til stede blandt større trusler.

Farerne lurer både under og over vand. Foto: Binary Haze Interactive

Strejf frihedsstolt rundt

Hvis man ikke har karakterbevægelser i orden i et metroidvania, har man tabt på forhånd. Alt fra hop og strejfen rundt til tyngden ved slag og mængden af invicibility frames. Alt sammen er med til at definere, hvordan spillet føles. I Ender Magnolia føles helt sublimt at styre Lilac rundt fra område til område. Hendes lette, elegante bevægelser og responsive undvigelser i kamp er som at se en balletdanser hvirvle rundt blandt kamprobotter.

Hver gang man har attunet en Homunculi, kan den udføre spektrale angreb for dig. Man starter blandt andet med en sværdkæmper og en person, som har en ildhandske, og får på et tidspunkt en ugle som også kan hjælpe dig med passivt at skyde på fjenden.

Hagen er dog, at du kun kan have fire angreb på ad gangen. Hver angreb er ligeledes inddelt af tre forskellige tilpasninger som man låser op for undervejs. Man kan fx få sværdkæmperen til at kæmpe med en stor le eller en kæmpe økse. Hver af disse angreb føles forskellige og har forskellige angrebsmønstre.

Derudover er der også “relics” og “equipment”, der hver især giver dig forskellig variation til at opgradere din skade, modstandsdygtighed og hvor meget liv du har. Med andre ord, så er det et helt klassisk metroidvania, hvor der er strøet nogle lette RPG-elementer ud over.

Kampene er overvejende godt balanceret, men der er også få steder, hvor bosserne skader uretmæssigt meget. Her giver spillet dig mulighed for at skrue op og ned på forskellige elementer såsom at skære fjendernes liv ned på 70% eller gøre så de skader langsommere. Dette gør det relativt begyndervenligt, MEN man skal stadig være vaks på tæerne. Heldigvis mister man ikke noget ved at dø til fjender. Du starter bare forfra fra det sidste hvilested, du var ved.

Der hvor kampsystemet også kan halte, er de steder, hvor der sker meget på skærmen. Hver gang Lilac angriber, laver hun et spektral af sin Homunculi. Dermed er der to karakterer på skærmen, når man angriber. Derfor kan det være svært at holde øje med fjenderne, da de nemt at gemme sig bag angrebsanimationerne, hvilket kan lede til nogle knap så heldige slag imod sig.

I Ender Magnolia låser man også relativt hurtigt op for forskellige måder at komme frem på. I klassisk metroidvania-stil er det opgraderinger såsom dobbelt-hop, hænge fast på væggen, dykke under vandet og skyde gennem tilslimede døre. Det er rart hurtigt at nå frem til et punkt med stor bevægelsesfrihed for karakteren. Særligt når styringen er så elegant.

Ved hvilestederne kan du snakke med dit hold. Foto: Binary Haze Interactive

En baggrund i bevægelse

Artstylen i Ender Magnolia er fantastisk. Den blander mange forskellige æstetikker, hvor steampunk er den mest fremtrædende. Der hvor æstetikkerne clasher smukt sammen, er i de områder, hvor naturen er vokset til. Blandt rust og mos får udviklerne til få det hele til at føles sammenhængende.

Der hvor spillet virkelig bjergtager er i de interessante baggrunde, som er opdelt i 4-5 lag bag det forreste 2D-lag, der alle bevæger sig i forskellige tempi. Dette giver et helt særligt feel til spillet, når man går fra rum til rum. Det hele bevæger sig smukt i takt med Lilacs glidende bevægelser. Det er en fryd for øjet.

Ligesom ved Ender Lilies har den japanske indiegruppe, Mili, stået for den eksperimenterende musik i spillet. Man kan virkelig mærke finesserne og kvaliteten, når et etableret indieband får lov til at lægge alt sjæl i dette soundtrack. Det er stortartet, betænksomt og helt forrygende. Tjek dem ud, hvis du ikke har stiftet bekendtskab med dem endnu.

Konklusion

Ender Magnolia: Bloom in the Mist er et af de bedste metroidvania i nyere tid. Spillet står side om side med kronprinser og -prinsesser som Blasphemous 2, Animal Well og Prince of Persia: The Lost Crown. Selvom det har sine småfejl, skal man ikke tage fejl af kvaliteten af denne efterfølger.

Den sublime historie, elegante styring og fremragende gameplay gør det til en nem anbefaling for metroidvania-elskere. Hav dog in mente, at det ikke rigtigt bringer så meget nyt til bordet. Det er bare et skidegodt spil.


Udvikler/Udgiver: Adglobe og Live Wire Inc. / Binary Haze Interactive

Genre: Metroidvania

Platform: PC (anmeldt på), PlayStation 5, Xbox Series X|S og Nintendo Switch


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk