Første gang jeg nogensinde endelig fik lov til at se en Dracula-film af mine forældre var i 1980, hvor Jack Palance førte kappen i tv-filmen fra 1974 af Dan Curtis. Det skulle senere vise sig at være langt fra den bedste version af Bram Stokers roman fra 1897, men den leverede stadig en god “demo-udgave” af denne “anti-helt”, der tager for sig af retterne i flere århundreder, noget en lille knøs som mig sagtens kunne lade sig underholde af.

Senere fik jeg naturligvis læst Stokers originale roman, hvilket stadig er et gotisk mesterværk af rang. Det var også her, hvor jeg fandt ud af, hvor få gode filmversioner der egentlig findes, der bare nogenlunde lægger sig korrekt op ad forlægget. Faktisk vil jeg sige, at Tod Brownings 1931-version med Bela Lugosi, den spanske version fra samme år, optaget på samme filmset, men om natten, af George Melford, Hammer-versionen med Christopher Lee fra 1958, og “Saturday Night Fever“-versionen af John Badham fra 1979, er de eneste, man bør “spilde” sin tid på. Og ja, Francis Ford Coppola-versionen fra 1992 er med fuldt overlæg(- og ikke overskæg!) udeblevet fra listen.

Derudover findes der en masse spinoffs på Dracula-myten, hvor den eneste sammenhæng er brugen af hovedkarakteren. Dog findes der i denne kategori et utal af flere fortællinger, hvor Tod Brownings Mark of the Vampire fra 1935, Lambert Hillyers Draculas Daughter fra 1936, Lew Landers The Return of the Vampire fra 1943, Paul Landres The Return of Dracula fra 1958, William Crains Blacula fra 1972, og Paul Morrisseys Blood for Dracula fra 1974, bestemt også er værd at bide sig fast i.

De mesterlige tyske biprodukter

Nogle af de mest vellykkede versioner af Stoker-romanen er ironisk nok de tyske “kopi-produkter” ved navn Nosferatu, med afsæt i Murnaus originale stumfilmklassiker fra 1922. Her blev vampyren overdækket med kridhvid flormelis, flagermuseører og to sylespidse hugtænder.

I Bram Stokers roman blev vampyren beskrevet således, som vi får i bogen, fra da Jonathan Harker først ser greven:

“Indenfor stod en høj gammel mand, glatbarberet bortset fra et langt hvidt overskæg, klædt i sort fra top til fod, uden en eneste plet farve omkring sig nogen steder. Hans ansigt var stærkt – en meget stærk – aquiline, med høj næsebro og ejendommeligt buede næsebor; med ophøjet hvælvet pande, og hår, der voksede sparsomt rundt om tindingerne, men rigeligt andre steder. Hans øjenbryn var meget massive, næsten stødende over næsen og med busket hår, der syntes at krølle i sin egen overflod. Munden, så vidt jeg kunne se den under det tunge overskæg, var fast og temmelig grusomt udseende, med ejendommeligt skarpe hvide tænder; disse stak ud over læberne, hvis bemærkelsesværdige rødmosset viste en forbløffende vitalitet hos en mand i hans år. For resten var hans ører blege og i toppen yderst spidse; hagen var bred og stærk, og kinderne faste, omend tynde. Den generelle virkning var en ekstraordinær bleghed. Jeg kunne ikke andet end at bemærke, at [hans hænder] var ret grove – brede, med hugsiddende fingre. Mærkeligt at sige, der var hår i midten af håndfladen. Neglene var lange og fine og skåret til en skarp spids.”

Fra Dracula 1897

Denne beskrivelse matcher absolut ikke nøjagtigt mange af de almindelige fremstillinger af Dracula, vi nu har fået fremstillet i mere end hundrede år. Faktisk vil jeg mene, at Jess Francos forsøg med Christopher Lee i hans film Count Dracula fra 1970, er det tætteste, vi har haft en korrekt gengivelse med overskæg og det hele. Her forekommer Lee også at få mere “sund” kulør, som filmen, og ofrene, skrider frem. I filmen medvirker også Klaus Kinski i rollen som Renfield. Kinski spillede som bekendt selv greven i Herzogs eget Nosferatu-remake fra 1979:

Arven fra Lugosi og farlige spoilers!

Det er fra Lugosi i versionen fra 1931, at Dracula får tilført sit tilbagestrøgede sorte hår med enkens top, manglen på et overskæg, operakappen, medaljonen og andre elementer af hans udseende, som er blevet genkendelige med det samme. De fleste Draculaer er baseret på denne skildring. Nogle senere versioner af Dracula beslutter sig for at understrege hans (svage) forbindelse til Vlad the Impaler ved at få ham til at ligne den rigtige Vlad, såsom i Gary Oldmans skildring, i Francis Ford Coppola-versionen fra 1992.

Derfor var det noget overraskende, at Robert Eggers i dennes biografaktuelle version af Murnaus og Herzogs udgave af Dracula havde fået geninstalleret sit buskede overskæg. Overskægget, de traditionelle klæder og pelshatten, som Orlok bærer, når Thomas Hutter møder ham første gang, er alle tegn på, hvor gammel Orlok er; i livet var han sandsynligvis en praktiserende Solomonari i 1400-1500-tallet, mindst 300 år før han invaderer Ellen Hutters sind.

Eggers’ udgave af vampyren navngives ikke som Dracula, som i Herzogs Nosferatu-version, men atter Count Orlok som i Murnaus version, men her holder alle sammenligninger dog op. For Eggers’ version har heller ikke sylespidse tænder, men er derimod et omvandrende lig i stadig forrådnelse. Hans Orlok er en oprindelse, der er trukket direkte fra historierne videregivet i Transsylvanien.

Orlok, den mest magtfulde af dem alle?

Grunden til, at Nosferatus grev Orlok er så meget mere magtfuld end en gennemsnitlig vampyr, går helt tilbage til Orloks liv, før han blev medlem af de udøde. Da Thomas Hutter i filmen bliver reddet fra floden af nonnerne i det østlige ortodokse kloster, skræmmer han dem alle ved at råbe Orloks navn, mens han bliver vækket af sine febrilske mareridt. Det får den ældre skema-abbedisse til at advare Thomas (gennem en ung nonne, der fungerer som hendes oversætter) om niveauet af ondskab, han er stødt på. Hun fortæller Thomas, at Orlok var en okkult troldmand i livet, og nævner ham endda som en af Solomonarierne. Som mørk troldmand søgte Orlok en måde at erobre døden på, og som et resultat fandt han en infernalsk løsning. På grund af sin ondskab “bevarede Djævelen sin sjæl, så hans lig kan gå igen,” som abbedissen fortæller Thomas. Den sorte magi, han praktiserede i livet, er grunden til, at han er så meget stærkere end den gennemsnitlige vampyr, som den, der blev dræbt af de rumænske vandrere i byen ved foden af bjergene.

Solomonarerne begyndte deres liv som almindelige mennesker, men blev rekrutteret til at studere ved Scholomance, en skole for mørk magi beliggende i Transsylvanien, drevet af Djævelen selv, hvis nogle legender skal troes. Som Djævelens tjenere lærer Solomonari at kommunikere med dyr, kontrollere og manipulere vejret og især ride på drager. Nogle beretninger indikerer, at Solomonari havde en bog, der indeholdt al deres viden, hvilket er noget, som Robert Eggers adopterede for Nosferatu; Herr Knock i filmen har sådan en bog på sit kontor i Wisborg.

Vampyren som transsylvansk adelsmand

Mens Solomonari traditionelt er forklædt som tiggere og kommer fra bønderne, er det tydeligt, at Eggers tilpassede legenden om de mørke troldmænd, da han skabte sin grev Orlok. Vampyren var en transsylvansk adelsmand i livet, som søgte mørk magi som en måde at opnå udødelighed på, og derfra blev han forvandlet til vampyren, der hjemsøger Ellen Hutter og byen Wisborg. Hans psykiske evner er bevis på, at den magi, han lærte som Solomonar, ikke gik tabt, da han blev en vampyr, hvorfor han da også er i stand til at manipulere dem omkring ham. Det er tydeligt, at Eggers tog et dybt dyk ned i rumænsk folklore for at skabe grev Orloks karakter, da hans vampyr har træk fra flere forskellige væsner, der er født ud af områdets legender. Rumænsk folklore beskriver to forskellige typer vampyrer, strigoi og moroi. Mens moroi er fantomer, der henter energi fra de levende, er det strigoi, der forbindes med traditionel vampyrisme (drænende blod), og som menes at være grundlaget for Bram Stokers originale litterære version af Dracula. Den anden nøgleentitet i rumænsk folklore, der har genklang i grev Orloks karakter, er zburător, et spøgelseslignende, normalt smukt væsen, som kun er synligt for de unge kvinder, som han angriber om natten. Dette kan altså forklare, hvorfor Ellen giver sig seksuelt hen til ham ved filmens slutning. De fleste beretninger bemærker, at zburător specifikt angriber nygifte kvinder og gør “usømmelige” ting mod dem om natten, hvilket da også har direkte paralleller til, hvordan Orlok påvirker Ellen Hutter.

Grunden til, at Nosferatus grev Orlok er så mindeværdig en karakter, er på grund af hvor meget indsats Robert Eggers har lagt i at forske i den virkelige inspiration for østeuropæiske vampyrer. Men det er ikke det hele. Bill Skarsgårds præsentation af vampyren ved brug af sin dybe operatrænede stemme giver biografernes Dolby Atmos lydanlæg noget at arbejde med, og det er bestemt noget, der kan mærkes i salen. Dog kan det undre mig, hvorfor Eggers så stædigt holder fast i filmens titel, når vampyren ikke tilnærmelsesvis ligner originalen? Dette er muligvis af ærefrygt overfor originalmaterialet, men det kan undre.

Groteske slubrelyde

Nosferatu følger de fleste af de klassiske Dracula/Nosferatu-regler, men forfatter-instruktør Robert Eggers skifter især tingene op ved at få grev Orlok til at bide sine ofre i brystet, med nærmest groteske slubrelyde. Hvis du gik ud af Nosferatu og undrede dig over, hvorfor grev Orlok næsten udelukkende bed sine ofre i brystet i stedet for halsen, har Eggers udtalt, at dette valg var inspireret af vampyrisk folklore. Det er en bemærkelsesværdig ændring i forhold til den originale stumfilm fra 1922, men at give afkald på det typiske nakkebid og i stedet inkorporere det langt mindre almindelige brystbid giver mening for Eggers’ tilpasning, hvilket får grev Orloks angreb til at føles mere eksplicit seksuelt og føjer til den snoede erotik, der får defineret hans Nosferatu.

Skarsgårds Grev Orlok er bestemt ikke attraktiv i fysisk forstand, men har en mørk magnetisme, der trækker Ellen (Lily-Rose Depp) og hans andre ofre til sig. I sin ensomhed tilkaldte Ellen uforvarende grev Orlok til sig, og på trods af sig selv udviklede hun en mærkelig psykoseksuel tilknytning til ham. Depp har endda beskrevet denne dynamik som en kærlighedstrekant mellem Ellen, hendes mand Thomas (Nicholas Hoult) og grev Orlok, og Eggers ønskede da også, at der skulle være en ægte sensualitet i hendes scener med Skarsgård, til trods for hans forrådne krop. Eggers viser os det direkte ved at fjerne den typiske erotik, der forventes af genren for at skabe et virkelig skræmmende væsen (Bill Skarsgård) med en appetit, der kun tilfredsstilles ved at fortære Ellens sind, krop og sjæl. Dette er bestemt ikke romantik; dette er en voldelig mandlig besættelse af at eje den kvindelige krop på alle nødvendige måder.

I den originale Nosferatu, udgivet i 1922, er Ellen genstand for grev Orloks besættelse, men udelukkende baseret på hans glimt af et fotografi. Selvom det stadig er utvivlsomt både uhyggeligt og klamt, da en mand begærer en kvinde baseret på et enkelt billede, er Ellens historie i sidste ende på overfladeniveau, defineret af hendes forhold til mænd, og hvordan de opfatter hende. Hun er ikke karakteriseret meget ud over at være en hustru og et ønskeobjekt. Hun er en krop, der skal fortæres, en tragisk feminin helt, der skal repræsentere den perfekte, renhjertede kvinde, der er villig til at dø for at redde dagen.

Begæret Ellen

I Nosferatu (2024) udvider Eggers Ellens historie til en fortælling om en kvinde, der kæmper tilbage mod en stalker og misbruger, der forsøger at fastholde evt. et minimum af hendes menneskelighed og handlefrihed i en verden, der ønsker at bure hende. Han skaber et mere komplekst forhold mellem Ellen og Orlok, som rækker langt forbi et fotografi. Denne vampyr begærer ikke kun Ellen på grund af et smukt foto; han har begæret hende, siden hun var barn.

Som en ung, ensom pige med psykisk følsomme kræfter og en nyligt afdød mor, rakte Ellen ud i tomrummet og ledte efter selskab, hvor hun kunne finde det. Fra mørket svarede Orlok og udnyttede hendes naivitet og dybe sorg og begærede hendes iboende “specialitet”, som smerteligt minder om typisk plejeadfærd udvist af voksne, der er tiltrukket af mindreårige. Hans manipulation kulminerer i hans seksuelle overgreb på den unge Ellen, hvilket resulterer i, at hendes far opdager hende nøgen og får krampe i haven. Men selvfølgelig, Ellen fik skylden og stemplet uregerlig, en anden kvinde ignorerede, fordi hun handler uden for patriarkalske grænser.

Siden den dag har Ellen beskæftiget sig med mareridt, anfald, anfald af depression og skrigende anfald, hvilket blot yderligere beviser over for mændene omkring hende, at hun er skør, snarere end plaget. Hun kan ikke fortælle sandheden til nogen, fordi de blot vil hævde, at hun var sindssyg. Ingen tror på hende, og hun må give mening ud af sine oplevelser alene. Disse forfærdelige fysiske reaktioner – som kun forværres, når Orlok nærmer sig byen Wisbourg – kan ses som episoder forårsaget af posttraumatisk stresslidelse (PTSD).

Hun mister kontrollen over sin krop ikke på grund af ekstase, men på grund af hendes panik over hans forestående tilgang, en forbandet tilbagevenden, der kun lover mere smerte. Men oven i sine anfald er Ellen også plaget af Orloks stemme i hovedet og i sine mareridt, og lader hende aldrig få et eneste sekunds fred. Men uanset hendes forsøg, vil Orlok aldrig forsvinde. Ligesom den voldelige eks, der afpresser dig og ødelægger alle dine venskaber, tager Orlok ikke godt imod en udfordring. Da Ellen nægter ham, slipper han helvede løs over hendes kære og hendes samfund, hærger byen med pest og fortærer den eneste ven, Ellen har.

Det er en fremmedgørelseshandling at fjerne alt, hvad hun elsker og holder af til det punkt, at hun ikke har andet valg end at blive hans. Han river ikke længere i hendes underbevidsthed – i stedet river han i hendes virkelighed og udvider omfanget af sit misbrug for at få det, han vil have. Det er først, når hun giver efter, at galskaben stopper. Det er her, denne rædselsvækkende fortolkning af den gotiske vampyr tager en endnu mere oprørende drejning. Ellens skæbne er i sidste ende at ofre sig selv for at ødelægge Orlok, før han ødelægger hele menneskeheden. Selvom han har forgrebet sig på hende, siden hun var barn, og målrettet hende seksuelt, følelsesmæssigt og mentalt, må hun stadig dø for hans hånd.

Desuden skal hun dø, mens hun udsætter sig selv for et sidste seksuelt møde med det væsen, der i det væsentlige har plejet og tortureret hende i årtier. Ingen kan redde hende, hvilket højlydt taler til den isolation, overlevende føler, når de søger bare efter støtte i kølvandet på deres oplevelser. Uanset hendes forsøg på at komme videre, og uanset hvilken kærlighed hun finder fra en mand, vil Orlok altid finde hende og sikre hende pine.

Mens hun vælger at gå ud på sine egne præmisser og afslutte sin voldsmands regeringstid, rejser det spørgsmål om, hvad det vil sige at forsøge at flygte fra en voldsmands træl, og om det overhovedet er muligt. Mens Ellen ofrer sig selv for at stoppe Orlok, drikker han udelukkende hendes blod (hvilket kan tolkes som en metafor for voldtægt). Men der er ingen eksplicit erotik eller seksualisering af Ellens krop.

Det er modigt af Eggers at dykke ned i disse traumer, og Lily-Rose Depp spiller hende suverænt. Jeg er stor fan af far Johnny, men datter Depp viser her, hun er i en helt anden klasse. Robert Eggers’ Nosferatu-genindspilning er et mesterværk i ære for gotisk gysertradition, og det er et stort plus for filmen, at den kvindelige hovedrolle nu er udvidet betragteligt. Hendes præsentation er næsten på niveau med Isabelle Adjanis præsentation i Possession, hvilket er meget ironisk, da Adjani jo som bekendt selv spillede Lucy Harker i Herzogs Nosferatu. Jeg vil nærmest kalde Depps præsentation for en kvindelig udgave af Lon Chaney, så får hun ikke større ros fra mig!

Når blod er liv!

Et af mange nik til Nosferatu: A Symphony of Horror er, når karakteren Knock fra 1922 (spillet af Simon McBurney i 2024) udbryder: “Blodet er livet!” Dette er en stor hyldest til den tyske ekspressionistiske klassiker, hvor Knock på samme måde siger “Blod er liv!” Det har også litterær og kulturel oprindelse, som forklarer terroren fra vampyrhistorien, der blev brugt i Nosferatu. Knock er ejendomsmægler og Thomas’ (Nicholas Hoult) arbejdsgiver i Nosferatu, som uden Thomas vidende har sendt ham til grev Orloks slot i Karpaterne som et offer.

Seeren ser Knocks forværring i filmen, med hans gentagelse af ordet “forsyn”, et ironisk ordvalg i sig selv, der øges i intensitet efter hans indespærring af Dr. Sievers (Ralph Ineson). I en rædselsvækkende scene, der involverer en due, en af de mest skræmmende scener i Nosferatu, gentager Knock den mindeværdige sætning fra den originale Nosferatu-film. En vigtig del af Knocks vanvid er hans fiksering på blod. Det afsløres i romanen, at Dracula sendte Renfield insekter for at spise og lovede ham flere insekter og udødeligt liv til gengæld for at være hans loyale tjener. Der har endda været et klinisk vampyrsyndrom opkaldt efter Renfield. “The blood is the life” er blevet brugt i adskillige tilpasninger som et betydningsfuldt øjeblik i karakterens hjemsøgte bue – mest mindeværdigt var Tom Waits, da Renfield raspede Dracula-citatet ord for ord i Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula.

Knock er baseret på Renfield fra den originale roman. Hans væsentlige historie er den samme – hans ejendomsmægleroprindelse er dog ikke angivet i romanen. I Stokers Dracula er Renfield indsat på et asyl, hvor Dr. Seward behandler patienter. Asylet ligger ved siden af, hvor Dracula købte et hus i London, og greven udnytter Renfields sårbare sind. At han har meget lidt baghistorie i romanen viser læseren, at enhver kunne falde ind under vampyrens træl. Han spilles med sjælden intensitet af Simon McBurney, der virkelig bliver ét med rollen, i en sådan grad, at man tvivler på, om han fortsat bliver indenfor lærredet.

Kongeniale Dafoe

Forfatteren og instruktøren Robert Eggers’ Nosferatu har naturligvis Willem Dafoe i én af hovedrollerne, men skuespilleren var allerede tilknyttet til materialet efter at have medvirket i 2000’s Shadow of the Vampire. I den film, der fortæller historien om FW Murnau (John Malkovich), der laver den berømte stumfilm, spiller Dafoe hovedrollen som Max Schreck – som selvfølgelig spillede grev Orlok, også kendt som Dracula, i det virkelige liv.

I Eggers’ Nosferatu spiller Dafoe en karakter, som Eggers har tilføjet til Murnaus originale version af historien: Albin Eberhart Von Franz. Alene ved hans navn kan seerne opfatte, at Von Franz er en variation af Abraham Van Helsing-karakteren fra Bram Stokers originale Dracula-roman, som alle versioner af Nosferatu tager udgangspunkt i.

Men i modsætning til Stokers ædle polymatikere, der ofte er skildret i film og litteratur som en kraft af kristen moral med et krucifiks i hånden, finder Dafoes Von Franz løsninger til at bekæmpe vampyrer, der er mere akut tilknyttet det okkulte. Det er noget, der giver så meget desto mere mening, når du først indser, at han er opkaldt efter Albin Grau – producenten og scenografen på den originale Nosferatu, der kom på ideen om at lave en vampyrfilm inspireret af Dracula – og den jungianske psykolog Marie-Louise von Franz. Ifølge instruktøren er meget af den folklore og litteratur, der inspirerede Grau, anvendt på Dafoes Von Franz. Ligesom den virkelige Grau er Von Franz en naturlig troende. Faktisk blev den rigtige Grau født i 1884 og forblev tydeligt formet af det 19. århundrede gennem hele sit liv – dette inkluderede, da han fortalte pressen i 1922, at han kom på ideen om at lave en vampyrfilm efter at have mødt en serbisk landmand under den første verdenskrig.

På det tidspunkt tjente Grau i den tyske hær, og bonden, påstod filmskaberen senere, fortalte Grau, at hans far var rejst op fra graven for at brødføde deres samfunds blod. Uanset om det var sandt eller ej, havde Grau bestemt en stor interesse for det okkulte. Efter krigen var han med til at stifte studiet Prana Film, hvis første film netop var Nosferatu. Og “Prana” er et sanskritord, der groft kan oversættes til “det livgivende åndedrag”. Grau sluttede sig også til flere okkulte samfund gennem hele sin levetid, herunder Ordenen af Orientalske Tempelherrer, og regnede den berygtede Aleister Crowley som blandt sine samtidige og medarbejdere.

Det er sandsynligt, at Graus fiksering med det overnaturlige inspirerede forudsætningen for Shadow of the Vampire, selv som de fleste filmhistorier fortæller, at filmen overfører al æren til instruktøren. Dafoes spil er nogle af højdepunkterne i filmen, og man forstår vitterligt, hvorfor Eggers har castet ham til sine næste to projekter. Selvom jeg stadig anser Dafoes optræden i The Lighthouse for at være den bedste blandt hans optrædener i Robert Eggers’ værk, vil jeg sige, at hans arbejde i denne film er en tæt andenplads, da han virkelig forpligter sig til den lidt uhængte karakter af denne karakter, såvel som at vise en medfølende og trøstende side af ham i øjeblikket med Ellen, da han er den eneste, der virkelig forstår den mærkelige psykiske forbindelse mellem grev Orlok og hende.

Mindre flatterende casting og afrunding

Mindre flatterende fandt jeg castingen af Nicholas Hoult som Ellens mand Thomas Hutter. Rollen har sjældent været det mest spændende bekendtskab, men Hoult har tilnærmelsesvis svært ved at fylde rollen ud. Han leverer slet ikke i samme liga som Dafoe, Depp og Skarsgård, og giver derfor Depps Ellen fyldigere styrke i at bukke under for Orlok. Vi er dog ikke nede på Keanu Reeves bundniveau som den samme karakter under Dracula-banneren Jonathan Harker i Coppolas Dracula.

Det er først efter – SPOILER – Orloks bid, at der kommer lidt “blod” til rollen for Hoult, men den er langtfra så fyldig som den Werner Herzog udleverer til Bruno Ganz i Nosferatu – Vampyren, som leverer en langt mere fyldig præsentation. Hoults version kunne med fordel også have haft den samme twist som Herzogs version, at lade ham ende som vampyr, men nej, Eggers er her desværre for forblændet af originalfilmen.

Nosferatu er Eggers hidtil mest tilgængelige og mainstreamede film, og Eggers nye tilkoblinger til historien er det, der udgør filmens sunde skævhed. Jeg ville dog ønske, han tillod sig selv et større råderum. Dette er filmens største svaghed, for filmens styrke er, når Eggers lader Eggers lave filmen, og ikke lade den slavisk styre instruktionen, så det til tider mere ender som en flot Ringenes Herre-version af originaloplægget. Måske burde Eggers i virkeligheden bare have kaldt filmen for Vampyren?

3 timer lang version på vej

Der hersker planer om, at der senere i år bliver udgivet en tre timers lang version af filmen. Dette håber jeg, for trods biografversionens spilletid på 2 timer og 12 minutter, er specielt scenerne med Hutters rejse til Orloks slot og sejladsscenen på Demeter simpelthen for kortlagte. Det er dog små hakker i lakken på en film, der ellers står utroligt flot, og vil blive husket på muligvis mindst så stort et niveau som klassikerne.

Robert Eggers og hans besætning er også i stand til perfekt at bringe Tyskland til live i 1838 med spektakulære scenografier fra den utæmmede vildmark til Orloks foruroligende slot til den travle by Wisborg. Derefter går de et skridt videre i at transformere disse landskaber, efter at visse begivenheder indtræffer, som hvordan Wisborg ender med at blive en pestramt by, efter at Orlok bogstaveligt og billedligt talt har kastet sin skygge over den ved sin ankomst.

Filmen læner sig heldigvis meget op ad at bruge praktiske effekter og meget minimal brug af CGI, hvilket altid er fantastisk at se i en moderne gyser. Med så mange gyserfilm, der er så CGI-tunge i disse dage, fjerner det rædslen fra dem, men det var heldigvis ikke tilfældet her.

Robin Carolan, der komponerede musikken til The Northman, vender tilbage til denne film for at levere et foruroligende, men alligevel fantastisk partitur, der yderligere forstærker gyserelementerne og den gotiske atmosfære i denne film samt forstærker publikums reaktioner på bestemte sekvenser, uanset om de skal føle sig rædselsslagne, forstyrret eller dystre.

Denne film er slutteligt endnu et mesterligt kunstværk af Robert Eggers, der øjeblikkeligt er blevet en af mine yndlings moderne gysere og en af mine yndlingsfilm i år. Jeg kan ikke vente med at se, hvad Robert Eggers finder på næste gang, for han kan næsten ikke gøre noget forkert med noget, han rører ved.

Læs mere omkring Nosferatu-filmene her og her.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.

• 
  The Blood of Dawnwalker Cinematic Trailer er lige landet, og den ser sprød ud!
• activision blizzard
  Plunderstorm vender tilbage til World of Warcraft
• 
  Tidligere Bioware spildesigner langer ud efter Dragon Age: The Veilguard
• S-Game
  Ny trailer til Phantom Blade Zero snart!
• Grinding Gear Games
  Stor patch til Path of Exile 2 denne uge!
• 
  Skal vi synge et spil? – Musical er ikke et fy-ord
• Polygon
  Nintendo Switch 2 annonceres denne uge!
• 
  Assassin’s Creed: Shadows nye udgivelses dato truet?
• 
  Ghita Nørby 90 år: Her er hendes 10 mindst folkelige filmroller!
• Sony / Bungie
  Nyt og farverigt MOBA på vej fra Bungie
• 
  Assassin’s Creed: Shadows hovedperson ikke længere Samurai på den japanske Steamside!
• Nintendo
  Rygte: Advokat fra Nintendo konfronterer Genki omkring replika af Switch 2
• 
  TP-Link Archer GE800 Router-anmeldelse – Kluntet og hurtig
• 
  Metro Awakening-anmeldelse – En klaustrofobisk rejse ind i mørket
• 
  Arkaden Podcast Anmelder – LEGO Horizon Adventures
• 
  Nyt AAA PlayStation spil på vej fra nyt studie
• 
  Freedom Wars Remastered-anmeldelse – Sci-Fi Monster Hunter
• 
  Palisades-brandofferet Mel Gibson: “Min ‘Passion of the Christ’-efterfølger bliver en rejse til helvede!”
• The Gamer
  The Elder Scrolls: Oblivion i retro udgave
• 
  Marvel Rivals nomineret til Årets Onlinespil
• 
  Store Xbox titler kan være på vej til flere platforme i 2025
• 
  Dobbelt-Oscarvinders hjem brændt ned under Pacific Palisades skovbrande
• Electronic Arts
  The Sims fylder 25 år: Ny Behind The Sims episode
• 
  Vaiana-filmene indstillet for krav om idétyveri
• The Koalition
  Atomfall får spritny trailer – Fallout møder S.T.A.L.K.E.R. i britisk atomkaos
• 
  Void Crew-anmeldelse – En dejlig kaotisk og udfordrende rumrejse
• 
  Sleeping Dogs film droppet!
• 
  Alan Wake 2-instruktør: Remedy skal være den europæiske Naughty Dog
• 
  Master Chief kan være på vej til Nintendo Switch 2 og PS5
• Warhorse Studios/Lau Eskildsen
  Kingdom Come: Deliverance 2-preview – Det tredje og sidste preview af middelaldersimulatoren
• 
  Ny Square Enix-politik vil beskytte medarbejdere mod giftige fans
• 
  Marvel Rivals Season 1 er nu online!
• Nintendo Lego
  Byg den klassiske Nintendo Game Boy i LEGO
• 
  Game of Thrones-stjerne erstatter Ray Stevenson i anden sæson af Star Wars-serie
• 
  Babygirl-anmeldelse – Pirrende forspil, minimalt klimaks
• 
  Final Fantasy XIVs komponist er manden bag Kenny Omegas nye temamelodi!
• 
  Assassin’s Creed Shadows udskudt igen!
• 
  Xenoblade Chronicles X remaster-trailer bekræfter bonus-DLC!
• Xbox Wire
  Xbox Developer Direct kommer den 23. januar – Hvad kommer vi til at se?
• Paramount Pictures
  Galaxy Quest 4K-anmeldelse – Knivskarp sci-fi-satire og en kærlighedserklæring til os nørder
• Jørgen Bjørn
  Fra YouTube til Arkaden: Lasse Vestergaard slutter sig til holdet
• 
  Hvad viser NVIDIA frem til CES 2025? – Nye 50xx-grafikkort og en AI supercomputer
• Xbox.com
  Assassin’s Creed: Shadows parkour elementer fremvist
• Splash Damage
  Fyringer i sigte hos Splash Damage
• 
  Ny episode af Arkaden Podcast – Lasse Vestergaard bliver en del af Arkaden!
• Genki
  Endnu et Nintendo Switch rygte: Er måneden afsløret foran udgivelse?
• 
  Pokémon TCGP event er nu online!
• 
  Rockstar Games står tilsyneladende fast på Grand Theft Auto VI-udgivelse i 2025
• Microsoft
  Rygte: Den kommende Xbox udkommer med det nye Call of Duty som lanceringstitel
• 
  Er livet fair, når hverken Anora eller Pigen med nålen modtager en Golden Globe?
• 
  Er der stadig bid i Nosferatu?
• 
  Rocksteady oplever angiveligt flere afskedigelser
• 
  De værste spilskuffelser i 2024 – Skribenternes valg
• 
  Hvad viser Sony frem til CES 2025? – PlayStations spil-IP’er skal opleves fra andre perspektiver
• Team Jade
  Delta Force multiplayer-anmeldelse – Forsigtig taktik, som låner fra to havne
• 
  Hvad viser Dell og Alienware frem til CES 2025? – Tandem OLED og nemme produktnavne
• The Gamer
  Uannonceret remake styrker håbet til Oblivion rygter
• xbox
  LG Smart TV er snart en Xbox
• Microsoft
  Call of Duty Black Ops Cold Wars budget afsløret! 700 millioner dollars
• 
  Ghost of Tsushima anime annonceret!
• 
  Hvad viser Razer frem til CES 2025? – Luftkølet gamerstol og dock til din Steam Deck
• 
  Rygte: Mass Effect 5 bringer seriens klassiske Paragon/Renegade-moralsystem tilbage
• Paramount Pictures
  Transformers One 4K-anmeldelse – Cybertron vækkes til live i Energon-klar 4K
• Sony
  Horizon Zero Dawn og Helldivers bliver til film
• Team Asobo/gamertogamer
  Astro Bot skraber priser til sig
• 
  Årets mest ventede spil i 2025 – Skribenternes top 5
• 
  Fra yt til nyt – Spil der burde remakes
• 
  Ys Memoire: The Oath in Felghana-anmeldelse – Et eventyr der hører fortiden til 
• 
  Hvad viser HP og HyperX frem til CES 2025? – AI Computere og Smart Gaming Monitors
• Microsoft
  Xbox’ Game Pass Quest kommer også til PC Game Pass
• PlayStation.Blog
  Helldivers i nærkamp?
• 
  Tidligere Star Wars-stjerne Jake Lloyd åbner op om mental sundhed og accept af skizofreni
• Nightdive Studios
  The Thing Remastered-anmeldelse – Fra frygt til frustration
• 
  Studiet bag Stellar Blade forærer deres ansatte PS5 Pro konsoller som tak for titlens succes!
• Capcom
  Resident Evil 4 Remake bliver det hurtigst sælgende Resident Evil spil
• Nintendo
  Nintendo Switch 2: Brug din Joy-Con som mus?
• Copilot
  To Filmfreaks på Eventyr – December måned 
• 
  True Lies Blu-ray-anmeldelse – En glimrende og fed action tur, som dog trækker ud 
• 
  Bioshock-skaber med dyster diagnose: AAA-spil er blevet for store til deres eget bedste
• Platinum Games
  Platinum Games fejrer 15 år med Bayonetta og lover nye overraskelser
• 
  Arkaden Podcast Anmelder – Until Dawn (Remake)
• 
  Beetlejuice Bettlejuice 4K-anmeldelse – En værdig og bedre efterfølger, end man kunne have troet
• Fandom Pulse – Substack
  Donald Trump som Captain America? Ikke i Marvel Rivals
• 
  Minecrafts far er tilbage i udviklerstolen!
• 
  Elden Ring Nightreign dropper en højtelsket tradition: slut med at efterlade beskeder til hinanden
• 
  Assassin’s Creed møder Reverse: 1999
• Wccftech
  Warhorse Studios sender Kingdom Come: Deliverance 2 ud til anmeldere en måned før udgivelsen
• 
  Jason Schreier med vilde forudsigelser for 2025: Silksong udkommer, men GTA VI bliver udskudt til 2026
• 
  Diablo 1 på Game Pass?
• 
  Hell Let Loose: Gratis på Epic Games Store – men kun kortvarigt
• Naughty Dog
  Horror-elementer i Intergalactic: The Heretic Prophet? Nye hints om Naughty Dogs næste spil
• Activision
  Black Ops 6 møder kritik for Squid Game crossover
• XDefiant Wiki – Fandom
  Ubisoft puster liv i dødsdømte XDefiant
• 
  Dune 4 på vej, men hvem instruerer?
• 
  Robert Eggers klar med fem projekter efter Nosferatu
• 
  Fantastic Four familien officielt annonceret til Marvel Rivals
• 
  Ny Episode af Betacritic Podcast – Showgirls & Året der Gik: De 5 Bedste Film og Serier fra 2024
• Sony
  PlayStation fremviser PS Plus titler for januar
• 
  Rygte: Gamecube-klassiker gør comeback på Switch 2
• 
  Det skal du se i biografen – januar 2025