Ad Banner
Ad Banner

Brætspil

Er verdens største samlekortspil ved at drukne i sin egen succes?

Foto: Wizards of the Coast

Af Torsten Cordes
24 maj, 2023

Den amerikanske legetøjs- og spilgigant, Hasbro, får hård kritik for at producere for mange produkter til det populære kortspil Magic: The Gathering. En dansk ekspert mener, at det kan være en risikabel strategi.

Samlekortspillet ‘Magic: The Gathering’ har siden det udkom i 1993 været markedsførerende indenfor dets felt. Alligevel har spillet, ifølge selskabet der udgiver det, legetøjsgiganten Hasbro, aldrig været mere populært. Spillet omsætter for over en milliarder danske kroner årligt, og er dermed Hasbros mest lukrative brand.

Men når man har en gylden ko i stalden, er det svært ikke at malke den – og noget kunne tyde på, at det netop er det, der er ved at ske med det populære kortspil.

Ifølge aktieanalytikere hos den amerikanske bank Bank of America er Hasbro faktisk ved at tage livet af deres eget “guldæg”, fordi de udgiver flere nye produkter end forbrugerne er interesseret i. For de mange dedikerede samlere, der går op i at have sjældne og værdifulde samlekort, kan det betyde, at deres samleobjekter mister værdi på det sekundære marked (handel mellem samlere), og at der derfor er mindre motivation for at investere i nye produkter.

De seneste år viser da også, at antallet af nye serier og produkter inden for ‘Magic: The Gathering’-universet er steget markant – i 2018 udkom der 16 nye ‘Magic: The Gathering’-udgivelser, mens der i 2022 udkom 73 nye udgivelser, hvoraf syv af disse er digitale udgivelser til computerspil-udgaven af spillet, ‘Magic: The Gathering – Arena’.

Ifølge professor i forbrugeradfærd ved Copenhagen Business School, Alexander Josiassen, er det ikke unormalt, at virksomheder producerer flere produkter, end de rent faktisk kan sælge.

“Man skal jo tænke på, at det er en virksomhed, som vil have et overskud. De vurderer, at det stadig er en god forretning, selvom det ikke er alt, der bliver solgt,” påpeger han.

Det er ikke kun de mange nye serier, der kan give problemer. De enkelte kort udkommer også i flere versioner end nogensinde før. Dermed kan et enkelt kort have flere forskellige grader af sjældenhed, alt efter hvilken udgave det er. For eksempel har en af de seneste udvidelser, Dominaria Remastered, 261 unikke kort, men tæller man alle de forskellige udgaver af de enkelte kort med, er der over 457 kort, som samlerne kan gå efter.

Alexander Josiassen understreger, at han ikke har konkret kendskab til ‘Magic: The Gathering’, men at han alligevel godt kan genkende dynamikken:

“Man ser det også ofte inden for markedet for tegneserier, hvor producenterne har fundet ud af, at der er et samlermarked. Derfor producerer de mange forskellige versioner med forskellige forsider, så samlerne har en masse forskellige versioner, de skal have fat i.”

(Foto: Wizards of the Coast)

Risikabel strategi

Alexander Josiassen mener, at det kan være en risikabel strategi at udgive mange forskellige udgaver af de enkelte produkter, fordi det kan betyde, at kunderne og særligt samlerne til sidst ikke kan følge med.

“Der er en risiko for, at der kan opstå fatigue (udmattelse, red.) hos kunderne. Det er dog svært at sige, hvor lang tid der skal gå, før det opstår,” siger Alexander Josiassen og uddyber:

“De enkelte kunder kan forsøge at hænge på og købe så mange produkter som muligt, men på et tidspunkt kan deres økonomi jo ikke følge med, og så kan det være svært at retfærdiggøre det overfor sig selv. Så kan alternativet være, at man stopper helt med at samle eller at man begynder at samle på noget andet.”

Også skaberen af ‘Magic: The Gathering’, Richard Garfield, er kritisk over for, at spillekortene bliver markedsført som samlerobjekter. I en paneldebat til spillets 30 års jubilæumsfest i Las Vegas sagde han, at han og de folk, der i begyndelsen arbejdede med kortspillet, betragtede ‘Magic: The Gathering’ som et spil. Han understregede, at han ikke mente, at man ville gøre noget godt for spillet, hvis man først og fremmest betragtede ‘Magic: The Gathering’ som samlerobjekter.

999$ for fire pakker kort

Kritikken af Hasbros håndtering af ‘Magic: The Gathering’ tog for alvor til i 2022, da selskabet i forbindelse med spillets 30-års jubilæum annoncerede, at de ville sælge eksklusive pakker med kort fra den første serie af kort fra 1993.

Kortene i pakkerne kom i en særlig udgave, der ikke er lovlige i turneringer og derfor kun kunne betragtes som et samlerobjekt.

Særligt prisen på produktet fik en række af såkaldte content creators inden for Magic: The Gathering til at anklage Hasbro for at være grådige og gå efter de allermest velhavende samlere. Prisen på fire pakker Magic 30th Anniversary Edition lød på 999 dollars – omtrent 7000 danske kroner.

Pakkerne blev sat til salg på, udviklerne bag spillet, Wizards of the Coasts, hjemmeside og blev pillet ned efter blot 40 minutter. Flere har efterfølgende spekuleret i, at salget blev taget ned på grund af den hårde kritik fra fans af spillet.

(Foto: Wizards of the Coast)

Om skribenten:

Torsten Cordes – Journalist

Torsten Cordes er journalist og tidligere landsholdsspiller i ‘Starcraft Broodwar’. Han har en stor passion for strategispil, MOBA’er og kortspil som Magic: The Gathering. Han har tidligere skrevet en del om e-sport, men fokuserer i dag mere på kulturen omkring spil. 


Om skribenten:

Carl Nielsen – Redaktør

Carl Nielsen er redaktør på Hardwire. Han har tidligere skrevet om spil og spiludvikling for Gamereactor og Version2. Carl har en stor interessere for spil i alle de farver og former, de kommer i, men har en særlig svaghed for kortspil og deckbuildere – og misser ikke en mulighed for at nævne, at han var blandt de otte finalister ved danmarksmesterskaberne i samlekortspillet ‘Flesh and Blood’.









© Copyright - arkaden.dk